Det er ikke et ukendt greb at benytte indenfor musikindustrien, at udgive et album uden forvarsler. Megastjerner som Drake, Beyoncé, Radiohead og Jay Z har gjort det. Når man er så stor, så er det selvfølgelig en smart markedsføringsmetode, fordi det skaber overskrifter i underholdningsmedierne.
Jeg har selv lige offentliggjort en liste med over 100 nye danske jazzudgivelser der kommer i 2018. Her er der ikke nogen der bliver overraskede. Nu trækker jazz heller ikke overskrifter i underholdningsmedier, så det giver nok ikke nogen mening at lave en "Drake" i dansk jazz. Dansk jazz er i det hele taget ikke drevet af, at skulle give mening rent markedsføringsmæssigt. Men det skal da ikke afholde en jazzmusiker fra at afprøve fænomenet. Det giver da i det mindste titlen som ugens album på P8jazz to uger efter og en anmeldelse på Danmarks eneste jazzblog "allerede" en måned efter udgivelsen.
Nytårsaftensdag udgav Kasper Staub Trio deres 3. album som en overraskelse. Trioen spiller små minimalistiske melodier med popkvaliteter. Staub spiller piano og har skrevet musikken. Han er sammen med Jens Mikkel på bas og Anders Vestergaard på trommer. Trioen har eksisteret siden 2010 og det er deres tredje udgivelse. Kasper Staub rendyrker de enkle, sangbare melodier, der som regel holder sig indenfor den klassiske popmelodilængde. Når melodierne spilles af trioen sker der noget og mere end det som popmusik kan. Sanseligheden er drivkraften. De tre musikere finder sammen i en kollektiv indsats, hvor de puffer til hinanden i samspillet. Strøg er en helt særlig og original udgivelse der fortjener at blive hørt af mange. Indtil videre er den kun ude på streamingtjenesterne. Planen er, at den skal komme på vinyl til efteråret.
Vi har at gøre med et album der både indeholder umiddelbare hits som Aero og de mere eftertænksomme sager som An ocean from here. Det er meget let, at anbefale denne udgivelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar