Det er sådan et vellykket møde mellem vokalist og musikere skal lyde. Der gik 7 år fra Josefine Cronholm udsendte albummet Falling til hun udsendte Ember sidste efterår. Som med Cronholms forgående udgivelser får man hurtigt indtrykket af, at man ikke har med tilfældigheder at gøre.
Som så mange andre jazzmusikere, lider hun også af Lennon/McCartney betagelsen. Ganske givet grundet de velformede melodier. På Ember tager hun Blackbird under kærlig behandling, et nummer jeg med garanti har hørt flere gange med Bobby McFerrin end med The Beatles. Cronholm tager den næsten dovent med ro undervejs, hvor der også er plads til nogle jazzede improviserede fraseringer over melodien. Her bliver jeg nødt til, at fremhæve Lisbeth Diers' himmelske percussion, der her, som på flere andre numre, skaber en stærk underliggende stemning og befriende uro i musikken.
Det gælder for så vidt også for de andre medvirkende musikere; Torben Snekkestad, Makiko Hirabayashi og Thommy Andersson er med til, at skabe en flot musikalsk kulisse til Cronholms elegante sange og kompositioner, der så smukt er rundet af arven fra Joni Mitchell.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar