Jeg havde fået kendskab til vokalisten Birgitte Lyregaard via det franske projekt El Strøm, som jeg skrev om her på bloggen i 2017. Hvilket vist mest er et udtryk for min manglende viden, da hun siden 90’erne har været omkring mange forskellige hjørner indenfor impro og jazz. Nu er hun atter aktuel på plade. Denne gang er hun sammen med Carolyn Goodwin på klarinet, basklarinet og stemme og Peter Tinning på guitar og effekter i trioen Thou Sonic Friend.
Det er historiefortællende jazz og impro, der ikke vil lade sig indhegne. Det er både underligt, sjovt og undersøgende. Trioen er ikke tvivlende eller bange i deres cinematiske fortællinger på albummet Cinemateria. De slutter side A med den aldeles vidunderlige krummelure af et nummer, Ignorance is Gliss, hvor de tre musikere spiller op til hinanden. Lyregaards vokale dyrelignende udladninger mødes af de to andre på forrygende vis.
Thou Sonic Friend er tre unikke og ligeværdige musikere, der leger med musik, lyd og stemning. Det giver et originalt og eventyrligt udtryk.
1 kommentar:
Originalt og eventyrligt! Ja . . .
Send en kommentar