Iiro Rantala HEL trio: Tough stuff (ACT Records) LP/CD/digital

 

I starten af nullerne var jeg ret pjattet med finske Trio Töykeät. Særligt de to albums Kudos og High Standards hørte jeg meget. På den første var nummeret Gadd a tee, et skønt gospelinflueret nummer der hylder Steve Gadd og Richard Tee. Det var et nummer i den rimeligt straighte afdeling. De havde heller ikke problemer med at spille det udflippede.

Det slår mig tydeligt, at jeg har savnet dem, da jeg hører trioens pianist Iiro Rantalas nye trioalbum, hvor han er sammen med bassisten Conor Chaplin og trommeslageren Anton Eger (aka. Vildbassen fra Phronesis). 

Allerede fra åbningsnummeret står det klart at det er en trioplade med kraft, substans og fylde. En plade hvor alle tre musikere er på og helt fremme. De spiller med en masse overskud, der bruges til at indføje finurlige detaljer og en masse humor. Prøv feks. at stikke dine ører ind i nummeret Will you be my bop.

Da jeg hører pladen første gang havde jeg ikke set, at der var et nummer der hedder Tee Four Three. Det er en variation over hittet fra 2000-pladen Kudos. Chaplins håndfaste bas og Anton Egers afvekslende og opfindsomme trommespil er en fornøjelse. Som kirsebærret på toppen, kigger Mathias Heise forbi med sin mundharmonika på pladens sidste nummer, Liberty City.

Iiro Rantala

Night Repair: Slow Stone (Gateway) CD/DL/stream

 

Saxofonisten Martin Stender er mest kendt for Girls in Airports, et band som han i over 10 år har stået i spidsen for og skabt musik til. For nogle få år siden søsatte han bandet Night Repair, hvor han også skriver hovedparten af musikken. Bandet består udover Stender, af guitaristen Henrik Olsson, bassisten Jeppe Skovbakke og trommeslageren Sean Carpio.

Det mest tydelige bånd til Girls in Airports er bandet som et kollektiv, hvor Stender leverer melodier, der omsættes af bandet i fællesskab. Her er de enkeltes personligheder meget betydningsfulde. Henrik Olssons ukonventionelle guitarspil med effekter og vovemod er en fornøjelse. Her er et nummer som White Sails i særklasse. Olssons støjguitar finder sammen med Stenders smukke fløjtespil, Skovbakkes steady basspil og Carpios distinkte trommer. 

Musikken bevæger sig mellem postrock, postjazz og postaltmuligtandet. De er i nutidens store genreløse instrumentale virvar, hvor lyd, klang og melodi skabes i overbevisende og idérig samhørighed. 

Night Repair

Thou Sonic Friend Koncert - Koncertkirken 7. juli 2020

Det er dagens sidste af tre koncerter i Koncertkirken på Blågårds Plads, et sted som jeg holder meget af, at komme i for, at høre jazz fra udkanten af jazzen.

Thou Sonic Friend med Birgitte Lyregaard på vokal og percussion udgav deres første album sidste år som jeg også anmeldte her på bloggen. Den var udløsende grund til, at jeg havde lyst til at høre trioen live.

Birgitte Lyregaard laver dyrelyde, triller, synger, taler og brummer fra stolen bag de forskellige percussioninstrumenter. Sammen med Peter Tinning på guitar og Carolyn Goodwin på klarinet og basklarinet skaber de unikke øjeblikke.

Sidste nummer, Never signed a contract er bevægende smukt, hvor Carolyn Goodwin leder på basklarinetten, mens Peter Tinning væver et guitartæppe bestående af en enkelt akkord. Nummeret er også det sidste på pladen. Det var noget af det eneste, der var aftalt af trioen inden de gik på scenen.

Koncerten startede også aftalt med tre-stemmig sang. Herefter bevæger de sig ud i ukendt territorium. Hvor vi inviteres ind i et eventyrlystent musikalsk univers med humor og alvor. Der er tekster der kredser om det religiøse og musik der er frit improviseret, flydende og minimalistisk. 

Endnu en gang fik jeg en god oplevelse i Koncertkirken, der var med til at udfordre vanetænkningen.

Thou Sonic Friend: Cinemateria (Barefoot) LP/DL/stream

Jeg havde fået kendskab til vokalisten Birgitte Lyregaard via det franske projekt El Strøm, som jeg skrev om her på bloggen i 2017. Hvilket vist mest er et udtryk for min manglende viden, da hun siden 90’erne har været omkring mange forskellige hjørner indenfor impro og jazz. Nu er hun atter aktuel på plade. Denne gang er hun sammen med Carolyn Goodwin på klarinet, basklarinet og stemme og Peter Tinning på guitar og effekter i trioen Thou Sonic Friend.

Det er historiefortællende jazz og impro, der ikke vil lade sig indhegne. Det er både underligt, sjovt og undersøgende. Trioen er ikke tvivlende eller bange i deres cinematiske fortællinger på albummet Cinemateria. De slutter side A med den aldeles vidunderlige krummelure af et nummer, Ignorance is Gliss, hvor de tre musikere spiller op til hinanden. Lyregaards vokale dyrelignende udladninger mødes af de to andre på forrygende vis.

Thou Sonic Friend er tre unikke og ligeværdige musikere, der leger med musik, lyd og stemning. Det giver et originalt og eventyrligt udtryk.

Bog Bodies: Sligo (Migro Records) LP

Bog Bodies er en trio bestående af danske Anders Holst på guitar, Robert Stillman på saxofon og irske Sean Carpio på trommer. Alle tre supplerer desuden med elektronik. Trioen har eksisteret siden 2015 og skaber musik i et spændingsfelt mellem improvisation, komposition, elektronisk og akustisk lyd. 

Deres første LP Sligo tager udgangspunkt i et multimedieprojekt, som de har lavet sammen med den eksperimenterende filmkunstner Benjamin Rowley. Han har skabt nogle filmloops på 16 mm film, der er en integreret del af projektet. Musikken kan sammen med billederne opleves på bandets website. Musikken er i sig selv meget visuel og billedskabende. 

Det er felter af noise og droneflader der smelter sammen med Stillmans saxofon, der har reminiscenser af jazz. Anders Holsts guitar har et spaltet sfærisk præg. Bog Bodies nævner selv så forskellige kunstnere som James Blood Ulmer, Archie Shepp, Supersilent og Sunn O))) blandt deres inspirationskilder. 

Jeg synes at det lyder som industrial jazz. Det er opstået af grønne syredampe, der siver langsomt op fra undergrunden på en forladt og neonoplyst containerhavn i det nordligste Sibirien. Der er en spændt og intens stemning på hele albummet, der på det varmeste kan anbefales til syreresistente (nødvendigt, ellers ætser du op) eksperimentaljazzlyttere. LP udgivelsen inkluderer fire dobbeltsidede tryk fra Rowley’s film.

Bogbodies.info

The Trio Lars Møller/Ronan Guilfoyle/Jonas Johansen: Divisions (Calibrated)

Han har tidligere lavet et par saxtrioplader med Hans Ulrik og Steve Swallow. Nu er trommeslageren Jonas Johansen aktuel med en ny saxtrio. Denne gang sammen med saxofonisten Lars Møller og den irske bassist Ronan Guilfoyle. Johansen lærte Guilfoyle at kende via nogle seminarer afholdt af IASJ (International Association of Schools of Jazz). Guilfoyle har skrevet lærebogen Creative Rhytmic Concepts for Jazz Improvisation og Johansen var imponeret over Guilfoyles rytmiske færdigheder. Johansen og Møller tog kontakt tiil Guilfoyle og begyndte at spille med ham i 2008. Guilfoyle spiller ikke på kontrabas ligesom Steve Swallow. Hvor Swallow har valgt den semiakustiske basguitar, spiller Guilfoyle på en akustisk basguitar. Lars Møller har i de senere år overvejende gjort opmærksom på sig selv som leder af The Orchestra og på det seneste som leder af det gamle Klüvers Big Band, der nu hedder Aarhus Jazz Orchestra. Det afholder ham dog ikke fra, at træde frem og spille saxofon, som om det var det eneste han gjorde.

Med fravalget af et akkordinstrument bliver musikken mere kantet. Trioen nærmest hugger melodierne i småstumper. Kompositionerne har de deltes om at skrive. Lars Møller spiller pågående ekspressivt. Jonas Johansen kommer dynamisk  omkring musikken og er ham der får det til at hænge sammen. Guilfoyle har et energisk drive der passer fint ind i trioen. De spiller musik, hvor de alle tre bliver udfordret. Det er ikke let musik at spille. Det er heldigvis lettere at høre på. Det er en plade som unge jazzmusikere bør lytte til. De spiller overlegent mens de på samme tid er instrument-teknisk presset helt op i det røde felt. Modigt - fordi de tør. Flot - fordi de kan.