tirsdag, september 28, 2021

Sigmar Matthíasson: Meridian Metaphor (Reykjavik Record Shop) LP/CD/DL

 

Det er ikke mange år siden, at blandingen af chokolade og lakrids var rimeligt far out. Blandingen af jazz og mellemøstlige toner har også først indenfor de senere år har fundet vej til (mine) vestlige ører. Fælles for slikket og musikken er, at det er afhængighedsskabende, når man først har været der.


Island har givet os den skønne chokoladebar Draumur, lakrids overtrukket med mælkechokolade. Det er også fra Island, at bassisten Sigmar Matthíasson kommer. Han er aktuel med albummet Meridian Metaphor. Her mødes islandsk jazz og toner fra Balkan og Mellemøsten. 


Inspirationerne høres tydeligt fra bandet, hvor Ásgeir Ásgeirsson spiller på strengeinstrumenterne oud og tamboura og Haukur Gröndal har en fremtrædende rolle på klarinet. Matthias Hemstock passer trommerne og Jazznyts islandske pianodarling Ingi Bjarni er sidste mand.


Sigmar Matthíasson åbner pladen og får allerede her tydeliggjort, at det er bassisten der er in charge. Ásgeirsson kommer flot ind i nummeret Don med sin oud, hvor Gröndals klarinet tilføjer mystik og spænding. Projektet er opstået ud fra Matthíassons tidligere samarbejde med to musikere fra Kosovo og Tunesien. 

Matthíasson har en fyldig bas, der er limen på en meget flot plade, hvor stærke stemninger opstår. Det er endnu en stærk islandsk jazzplade.

Sigmar Matthiasson Bandcamp

Ingen kommentarer: