Det er kulminationen på samarbejdet mellem electrojazz bandet Kalaha og sangerinden med de tyrkiske rødder, Hilal Kaya. Efter at have været med som gæst på Kalaha albums i ‘19 og ‘21 træder hun nu ind i en mere fremtrædende rolle. Den rolle tager hun med overskud, elegance og finesse. For at toppe det, så var Aarhus Jazz Orchestra under ledelse af “Chappe” også med i studiet.
Du skal forestille dig en blanding af tyrkisk pop og psych, electronica, big band og al den jazz. Det er storslået, festligt og forførende.
Albummet åbner med introen Tutku, der går over i hittet Cok Küstüm, dyb dansebas, big band messing riffs og Hilal Kayas vokal, der skinner så flot og klart. Hilal Kaya sang står også tydeligt i den tindrende Dinle Dünya, hvor anatolsk røgelse stiger fra pladen mens Niclas Knudsen sender en velplaceret guitarsolo afsted.
Disconummeret Disko Yolu er en højdespringer. Melodi Grand prix stemning som i 70’erne tilføjet mellemøstlig mystik og sang. Jeg er lykkelig. Blæserarrangementet af Søren Bang Rasmussen er i Allan Botschinsky klasse. Den efterfølgende Ince Ince er et cover af Selda Bagcan’s sang fra 1976. Den er en forrygende hyldest til tyrkisk psych-folk.
Tutku er med alle sine retninger og inspirationer en sammenhængende og meget anbefalelsesværdig plade - ikke mindst i kraft af Hilal Kaya!
Han har lavet så ubeskriveligt mange plader - og indenfor jazzmiljøet og mange andre steder regnes han ikke for noget særligt. Kradser man lidt i overfladen og kommer ned under polkapotpourrier, spanske grisefester og party a gogo pladerne findes der enkelte plader der er værd at lytte til og særligt med disco jazz ører.
Han lavede allerede i 1971 Voodoo Party pladen, hvor han spillede funk, afro og soul. Hans versioner af Sly & The Family Stone numrene Sing a simple Song og Everyday People er absolut godkendte. Der er skruet op for percussion afdelingen, hvor der er ekstra meget congas. Han spiller Olatunji’s Jin-go-lo-ba, som Candido lavede 8 år, som jeg skrev om i et tidligere afsnit. Han er helt i sync med samtiden og spiller endda Marvin Gayes stærkt politiske Innercity Blues. Hansi - som James Last hed, gjorde den vilde hippiesoul lidt pænere men ikke kedelig.
I 1975 var han i Los Angeles, hvor han sammen med amerikanske musikere lavede albummet Well kept Secret. Han var kæmpestor overalt i verden fra Canada til Sovjetunionen - men ikke i staterne. Så med hjælp fra amerikanske musikere og en producer kunne det måske lykkes?
I disco jazz sammenhæng rykker han rent med Cole Porters Love for sale. Mediumtempo med Larry Carlton på funk guitar og strygere, kor og støn er den klar til en blaxploitation film. Den strøg ind på top 80 i USA. Gershwin’s Summertime sendes også ind i et groove efter en rolig start. Her kommer Tom Scott ind med den vildeste fløjtesolo undervejs. Det er stærke sager. Tempoet skrues ned til sidst og Ernie Watts træder til med en smooth saxsolo.
Albummet byder også på numre af Blood, Sweat and Tears og Moody Blues. Maurice Ravels Bolero får en ordentlig omgang med en heftig Carlton guitar. Well Kept Secret er James Last goes LA og holder hele vejen.
Discoen bragede igennem i de følgende år i hele verden. Det var ungdommens musik som James Last også tog under behandling på party-pladerne. Han gjorde den fordøjelig for det voksne parcelhuspublikum. Her kunne forældrene i en Martinibrandert træde saltstængerne ned i ryatæppet mens de dansede til James Lasts fortolkning af Car Wash.
I 1980 laver han en regulær perle. Endnu en gang var han taget til USA. Det var broderen Ron Last der sammen med James Last havde skrevet musikken - med to undtagelser, Giorgio Moroders Night Drive og The Seduction. De var oprindeligt fra American Gigolo soundtracket. David Sanborn lavede også en version af The Seduction, der kom med på Hideaway albummet. På James Last’s version er det ingen ringere end Michael Brecker der spiller saxofon. Den ender på en 28. plads på Billboards Hot100 - i øvrigt i samme uge som Blondie ramte førstepladsen med Call me, der ligeledes var fra American Gigolo soundtracket.
På pladen finder man seje sessionmusikere som Lee Ritenour, Rick Marotta, Waddy Wachtel, Paulinho da Costa, Ernie Watts etc. James Last var fascineret af synthesizere og kastede sig sultent over de nyeste elektroniske frembringelser. Han spillede selv synthesizer på albummet. Her er Falling Star i særklasse. Et helt unikt møde mellem disco, jazz, elektro og James Lasts blæsere og strygere. Med de klassiske 120 beats per minute er Falling Star en seks-stjernet disco jazz skæring.
James Last havde flere musikalske brødre. Werner Last huserede under navnet Kai Warner og lavede i 1977 de to albums Disco 78 og Disco 2000, hvor han bla. spillede Caravan, Cherokee og Sunny. Onde tunger vil nok kalde det palmehavedisco - og for det unge publikum i slut-70’erne var det helt sikkert noget hø. Jeg kan ikke lade være med at holde af det.
I det hele taget var det flere store tyske party-orkestre, der flirtede med discoficeret jazz. Peter Thomas Orchestra lavede i 1977 LP'en In Discoland, hvor de spiller en forrygende udgave af Chuck Mangiones Land of make believe.
Der er kun en ting, som jeg vil tilføje her. Keep Digging! Osse selv om du står i en Blå Kors genbrugsbutik i Skjern, hvor der kun er kristne plader eller partyplader fra 70’erne. Det er neverending - guldet venter.
Jeg har lidt vendt rundt på begreberne og valgt nogle jazz standards, der fik den helt store disco overhaling i 70’erne. I de to første tilfælde blev det endda kæmpestore hits. Den tredje blev ret hurtigt glemt - mens den fjerde har kult karakter.
SUNNY
Boney M (band) 1976-?
Take the heat of me (Hansa 1976)
Intet var helligt for den tyske disco sensation Boney M, der lavede discoversioner af både Neil Young, Bob Marley og Creedence Clearwater Revival. På deres første album Take the heat of me fra 1976 var den første hitsingle, deres egen Daddy Cool, der blev efterfulgt af Sunny. Den var oprindeligt lavet af Bobby Hebb i 1966 - en souljazz single der ramte adskillige hitlister. Saxofonisten Stanley Turrentine lavede en forrygende udgave på Blue Note albummet The Spoiler, ligesom Wes Montgomery i øvrigt også gjorde samme år på albummet California Dreaming. Birgit Lystagers danske udgave Birger fra 1970 er dansktop i særklasse.
Boney M med producerbagmanden Frank Farian var sammen med Giorgio Moroder førende indenfor eurodisco genren. Det efterfølgende album Love for sale havde fået titel efter Cole Porter sangen, som de selvfølgelig også havde med på albummet.
HOW HIGH THE MOON
Gloria Gaynor (vokal) 1943-
Experience Gloria Gaynor (MGM 1975) How high the moon
På Billboards nye Dancechart I 1975, strøg Gloria Gaynors version af How High the moon fra 1940 musicalen Two for the show direkte ind på førstepladsen. Hitlisten afspejlede det som blev spillet på diskotekerne i New York området. Nummeret er up tempo discovaganza med strygere, blæs og alt det gode. Den placerede sig godt i forlængelse af hendes forgående gigant hit Never can say goodbye. How high the Moon er blevet spillet af mange jazzkunstnere, hvor Chet Bakers midnatsblå version er evigt smuk.
På det efterfølgende album I’ve got you fra 1976 lavede Gaynor en udgave ef Cole Porters I’ve got you under my skin, der nåede en fjerdeplads på Billboards Dancechart.
NIGHT AND DAY
Frank Sinatra (vokal) 1915-1998
Night and day - single (Reprise 1977)
Intet var umuligt for de store stemme. Frank Sinatra lavede en disco version af Cole Porter klassikeren Night and day, der kun udkom på single. Det er en storladen version med det store blæserudtryk og ren discorytme - og Frank Sinatra? Han står solid as a rock midt i det hele og er Frank Sinatra. Jeg har fundet en fed tv udgave fra 1977, hvor han er så urokkeligt cool. Jeg tror orkestret kunne have spillet den i en reggaeton version og Frank ville stadig gøre hans ting. I USA og Storbritanien var den i øvrigt kun et B-side nummer til Everybody ought to be in love mens den var A-side i Frankrig, Brasilien, Italien og Mexico. I USA udsendtes den også i en DJ venlig version på 12”, så den kunne blive spillet på diskotekerne.
I COULD HAVE DANCED ALL NIGHT
Biddu Orchestra
Biddu Orchestra (Epic 1975)
Den indiske producer Biddu Appaiah, der boede i England sendte i 1975 jazzstandarden I Could have danced all Night på dansegulvet. Han tilhørte euro-discoens første kolonne og lavede instrumentale disconumre. Her var nummeret fra Broadway musicalen My Fair Lady den første single fra Biddu Orchestra, der ramte 5. pladsen på discohitlisten i England. Biddu havde sans for at lave hits. I 1974 lavede han Carl Douglas hittet Kung Fu Fighting og siden fulgte han op med Tina Charles’ I love to love og Jimmy James.
I denne uge har jeg fundet tre af de allerstørste navne fra jazzen frem - og de fik ikke megen ros i samtiden for at have valgt discovejen. Herbie Hancock gik hele vejen og fik smæk af anmelderne. Mens Sonny Rollins var på fransk visit i discoen og slap nådigt for tæsk. Den sidste Art Farmer fik ikke så hård en medfart, som det kan ses i anmeldelsen fra MM i 1977.
YOU BET YOUR LOVE
Herbie Hancock (keyboards) 1940-
Feeds, don’t fail me now (Columbia 1979)
Det er svært at komme uden om Herbie Hancock, når historien om disco jazz skal skrives. Han spillede den mest funky jazz, der kunne opdrives i 70'erne. Årene hos Miles Davis satte sit præg på de første mere syrede funk plader i 70'erne, inden han landede mesterværket Headhunters i 1973. Det var her, hvor man fandt en stor del af det fundament, som Herbie Hancock stod på i resten af 70'erne. Det var groovy funky jazz, hvor der blev eksperimenteret og udviklet. Thrust, Man-Child og Secrets er alle top funk favoritter. Det var sent i disco-æraen, at Herbie Hancock endelig tjekkede ind og satte spot på spejlkuglen. I 1978 kommer Sunlight, der ikke er et fuldbyrdet forsøg ud i genren. Herbie begynder at synge - gennem en vocoder og scorede et hit med I Thought it was you i Storbritanien.
Med Feets don't fail me now er han endelig i sync med disco'en. Det sker i 1979 - mens discoen kører på de sidste dråber benzin, inden den går i stå i 1980. Med mere end 40 års afstand behøver man ikke at være i sync når man lytter. I stedet kan man nyde disco jazz genialiteterne You bet your love og Tell Everybody. You Bet your love ramte en 18. plads på den engelske hitliste. Det er heftigt disconummer med tommelfinger-bas, funky guitar, håndklap og Hancocks signatur vocoder vokal. Jeg har den på 12”single og elsker den.
“This album is a real candidate to be a worst Hancock album ever.” Bruger på websitet Prog Archives om albummet Feets, don’t fail me now.
“Herbie Hancock’s electric records up until this point were marked by intelligence and adventure, even at their most earthy. But no, this one doesn't have an ounce of either. Herbie falls hook, line and sinker for the disco fad and submerges his personality underneath the plastic vocals and four-on-the-floor disco beat.” Anmeldelse på Allmusic, hvor albummet indkassererer 1 ud af 5 stjerner.
I 1983 er Herbie Hancock helt i sync med samtiden og skaber det genredefinerende nummer Rock It, hvor scratch, electro, funk og jazz smelter sammen. Han scorer et kæmpehit og en masse nye fans - inklusive mig.
DISCO MONK
Sonny Rollins (tenorsaxofon) 1930-
Don’t Ask (Milestone 1979)
Hvad nu hvis Thelonious Monk havde spillet disco? Så havde det måske lydt sådan her. Det er tenorsaxofonisten Sonny Rollins’ udsagn om Disco Monk. To måneder efter at han havde indspillet nummeret spillede han på Pori Jazz Festival I Finland. Her spillede han nummeret der også blev indspillet. I 2016 dukkede den op på albummet Holding the stage - Road Shows vol. 4. I den forbindelse fortalte han at:
“Disco was everywhere back then—disco this and disco that. You couldn’t escape it. As you know, I love all kinds of music, so we started playing with this soulful, disco feel and I heard Monk in there. I wanted people to know that there were other things out there besides disco. Disco and Monk were supposed to be at two opposite ends of the spectrum. On one end you had disco, which some people thought was superficial. On the other you had Monk’s music, which others thought sounded strange. I wanted to bring them together—to show jazz fans that disco could be beautiful and to show people who loved disco that Thelonious Monk was special, too. You know, disco is great but here’s Monk, that it’s all one in the sense that all good music is one. By bringing the two together, I wanted to find something new in their togetherness, that there’s unity in their forms. That’s what I was seeking. That’s just the way I think, so the song was perfect for me.”
Jeg kan ikke helt gennemskue om der er en form for tilbageholdt begejstring eller decideret flovhed overfor disco mellem linjerne. Begejstringen for Monk kan man til gengæld kke tage fejl af. Faktum er dog at nummeret ikke tilgængeligt på Spotify, hvor den sammen med Don’t Ask pladens andet dansable nummer Harlem Boys holdes skjult for masserne. Det er en skam, for den en forrygende. Den er lidt svær at servere for dansegulvet, da der er nogle rolige balladepassager, der stopper festen flere gange. Efter at det er sket anden gang, så åbnes der til gengæld op for sluserne. Larry Coryell leverer en fed funky guitarsolo, hvor koklokken får tæsk og bassen funker afsted. Sonny Rollins fyldige tenorsax tager over i et sidste balladestykke inden de alle giver den gas.
Pladens åbningsnummer Harlem Boys har et steady groove og egner sig godt til et dansegulv. Sonny Rollins sveder for på saxofonen.
CRAWL SPACE
Art Farmer (trompet/flygelhorn) 1928-199
Crawl Space (CTI 1977)
“Jeg ved ikke, om der er noget at sige til, at jazzfolkene gerne vil have lidt af den kage, de senere elektrificerede år har rørt sammen. Det siges endog fra pålidelig kilde, at et disco-album med Dizzy Gillespie er på vej.
Når imidlertid kagen skæres ud i så velsmagende stykker som trompetisten og flygelhornspilleren Art Farmer gør det på "Crawl Space" er der også musikalsk belæg for at hoppe på vognen. Nu er han godt hjulpet med sin backing - Eric Gale (g), Dave Grusin (keyb), Will Lee og George Mraz (b) og Steve Gadd (dm), og han har en sjældent hørt gæst med sig - fløjtenisten Jeremy Steig.
Da Farmer nogle år i slutningen af 60'erne boede i Wien spillede han bl.a. sammen med pianisten Fritz Pauer. Han står her for et par gode kompositioner, "Siddharta" og "Petite Belle". Musikken er ikke så hektisk som meget af den New York'ske Creed Taylor-musik og der er hele den CTI'ske sildesalat i form af snesevis af sangere, blæsere og strygere. Farmers lidt sentimentale flygelhornspil bæres godt frem af Lee's markante basspil - og Gale siger med meget få ord. En behagelig stille plade i tidens stil - uden dens værste uhyrligheder .”
Jens Jørn Gjedsted i MM oktober/november 1977
Som Jens Jørn Gjedsted skriver, så er Art Farmers plade en behagelig stille plade i tidens stil. Ligefrem “uden dens værste uhyrligheder”. Titelnummeret Crawl Space er en tung funky groovy sag med en helt outstanding fløjtesolo fra Jeremy Steig. Den er er skridt tilbage fra dansegulvet, hvor man kan stå i halvmørket. Disco’en rumler inde i maven på pladen. Måske svigter jeg disco jazz begrebet lidt ved at medtage pladen. Fakta er dog, at du ikke kan stå stille, hvis du har svaj nok i bukserne og et shiny dansegulv i sigte.
Art Farmer lavede gennem karrieren flere albums der hører hjemme i enhver sund jazzhusholdning. Lige fra The Art Farmer Septet, der blev indspillet i 1953-54 og udgivet i 1956 over hans svenske plade fra 1964 til ovennævnte.
I denne uge har jeg fundet tre af de rigtigt hårde disco jazz numre frem. Måske er den første endda berettiget til, at være det bedste nogensinde, hvis jeg kun skulle vælge et disco jazz nummer.
Idris Muhammad (trommer) 1939-2014
Turn this mutha out (Kudu 1977) Could heaven ever be like this
Den kaldes det bedste disconummer nogensinde i flere kredse. Det 8 og et halvt minut lange nummer var et hit til Mancuso’s Loft Parties i NYC i 1977. En klassiker der stadig kan fylde et dansegulv. Den er samplet af bla. Jamiroquai, Jamie XX og Drake. Måske er Could heaven ever be like this selveste definitionen på et disco jazz nummer. Her er fed saxofonsolo fra Michael Brecker, der afløses af en guitarsolo fra Hiram Bullock. Der er horn riffs og Wilbur Bascomb leverer den bedste basgang, der nogensinde er spillet på et disconummer. Pladen blev udgivet af CTI underselskabet Kudu og produceret af David Matthews. Den hittede ikke voldsomt dengang og fik kun en enkelt uge på Billboards hitliste. Den har siden levet et sikkert liv som en fest-koger. Idris Muhammad lavede flere gode disco jazz numre i perioden. Disco Man fra 1978-albummet You ain’t no friend of mine er også ret dansestabil.
Idris Muhammad’s entré i jazzen i starten af 70’erne skete i øvrigt på Lou Donaldson’s Everything I play is funky og Grant Green’s Alive. Så behøver jeg vist ikke at sige mere.
Svaret på sangens spørgsmål er i øvrigt: “ja!”
Harvey Mason (trommer) 1947-
Funk in a Mason jar (Arista 1977) Till you take my love
Albummet nåede en plads som nr. 37 på den amerikanske Billboard 200 i april 1978. Det var mens Saturday Night Fever hærgede og lå fast på 1. pladsen. Trommeslageren Harvey Mason var ikke en jazzmusiker der af nød havde søgt mod discomusikken. Han var fuldhjertet discomusiker på kun 30 år og havde 2 år før lavet det forrygende funky album Marching in the street med bla. Herbie Hancock, som han også spillede med på Head Hunters pladen fra 1973. Han spillede med alle de fede funky folk i 70’erne; Patrice Rushen, Donald Byrd, Bobbi Humphrey, Ramsey Lewis og Quincy Jones. Han skrev nummeret sammen med David Foster, der både har skrevet Cheryl Lynn’s Got to be real og Earth, Wind & Fire’s In The Stone - og det kan høres. Det var i øvrigt et andet hold blæserlegender Tower of Power, der leverede horn riffsene på nummeret. Vokalen blev leveret af den mindre kendte soulsanger Merry Clayton.
Et par år senere kom Harvey Mason’s Groovin You, der i 12” udgaven holder hele vejen til dansegulvet. Han har i øvrigt henslæbt en tilværelse som trommeslager i det pæne fusionsjazz ensemble Fourplay i de seneste mange år.
Ralph MacDonald (Congas, percussion) 1944-2011
Sound of a drum (Marlin 1976) Jam on the groove
Han startede ud med at spille calypso hos Harry Belafonte og blev i 70’erne en af de mest efterspurgte sessionmusikere. Percussionisten Ralph MacDonald medvirkede på plader med Herbie Mann, Bette Midler, George Benson, Oscar Brown jr., Les McCann Dr. John, Paul Simon, Billy Joel og mange flere. Han var ikke kun god på congas. Han skrev også flere hits. Balladen Where is The love med Roberta Flack & Donny Hathaway gav ham en Grammy og en førsteplads på Billboards hitliste.
I 1977 stak det helt af for Ralph MacDonald - dog på en rimeligt indirekte måde. Calypso Breakdown fra 1976-albummet Sound of a drum var med på soundtracket til Saturday Night Fever. Ikke et af de numre som folk først nævner, når snakken falder på filmens musik. Nummeret er et congasladet festnummer der stadig holder. Jeg vil dog sætte fokus på et andet nummer fra ‘76 pladen. Jam on the Groove udkom på 7”single og blev også udgivet på 12”single af Miami selskabet T.K. Disco, der sørgede for at den røg ud til DJ’s og blev spillet på klubberne. Nummeret har et tungt groove med Chuck Rainey på bas, Eric Gale på guitar og Bob James på synthesizers. Der er også et dejligt funky blæserriff, hvor man i blæsersektionen finder fine folk som Harold Vick og Joe Farrell - og på toppen af det hele er MacDonalds fede congas.
Nummeret er heftigt samplet; Lige fra Deee-Lite over Bomb The Bass til Run DMC, The Roots og Jungle Brothers.
I denne uge har jeg fundet seks saxofonister frem, der i forskellig grad havde fremtiden bag sig i 70'erne. De var ellers voksne mænd i deres allerbedste alder - fyrrene - og havde allesammen sat tydelige aftryk i jazzen i de foregående to årtier. De var godt og grundigt ramt af, at man i USA ikke længere ville høre den akustiske jazz, som de havde levet så godt af tidligere. Her kan man kaste sig ud i en hurtig konklusion om, at de manglede penge og blev nødt til, at spille det som pladeselskabet ønskede.
Stanley Turrentine (1934-2000)
What about you! (Fantasy 1978) Disco Dancing
Tenorsaxofonisten udgav en lang række plader på Blue Note i 60'erne - og spillede med på flere andre kunstneres plader på Blue Note, bla. på hustruen Shirley Scott's plader. Han var med helt fremme indenfor soul jazzen. Da 70'erne komrykkede han over på CTI Records, hvor han i 1970 lavede Sugar, et af karrierens stærkeste albums. Efter flere gode albums på CTI rykker han til pladeselskabet Fantasy i 1974. Her laver han funky jazzplader, hvor han som regel inkluderede et par fortolkninger af tidens poptoner; Have you ever seen the rain, Many rivers to cross, All by myself etc. I 1978 tager han det fulde skridt ud i disco jazzen på albummet What about You! På pladecoveret er han iført hvidt jakkesæt og skjorte med flipper der helt bogstaveligt når ud til skuldrene. Her fortolker han et af de mindre kendte numre fra Saturday Night Fever, instrumental nummeret Manhattan Skyline. Det var forventet at nummeret Disco Dancing blev et hit. Den blev både udgivet på 7” single og på 12” single til DJ’s. Den blev aldrig et hit. Det ændrer ikke på det faktum, at det er et fedt nummer, med tommelfingerbas, discorytme, kor og stort orkester. Albummet What about you! har Stanley Turrentine’s sikre tenorsax-tone på toppen af det hele. Om det er ballader som Peabo Bryson’s Feel the fire eller den funky åbner Heritage er ligegyldigt. Pladen er indspillet i Philadelphia med lokale studiemusikere og er et tydeligt bevis på den høje discostandard der var i byen på det tidspunkt. Albummet holder…men desværre nok mest i min verden. Den er ikke tilgængelig på Spotify. Til gengæld koster den ikke ret meget på second hand markedet. Køb den, hvis du er en ægte disco jazzer.
Lou Donaldson (1926- )
A different scene (Cotillion 1976) High Wire
Altsaxofonisten havde udgivet en lang række plader på Blue Note siden starten af 50’erne. I sidste del af 60’erne lavede han en række plader, der kan regnes som mesterværker indenfor souljazz-genren. I 1974 kom den sidste Blue Note plade, Sweet Lou og året efter var han rykket til Atlantic selskabet Cotillion, der efter flere år med fokus på sydstats blues og soul gik all in på disco. Pladen var lagt i hænderne på Kool & The Gang keyboardspilleren Ricky West og en perifer jazzmusiker ved navn Mike Goldberg. Jazzklassikerne You are my sunshine og Night and day får en totalt overarrangeret discooverhaling med kor og stads. Det er ren palmehavedisco eller som onde tunger kunne påstå, grunden til at discoen døde. Det er adult disco, hvor sex og stoffer er gemt væk. Hvorfor tager jeg så med her i gennemgangen af disco jazzen? Tjaaaahh. Jeg kunne ikke lade være. Samtidig vil jeg lige fremhæve den funky High Wire, hvor Lou Donaldson synger suverænt råt.
Houston Person (1934- )
Get Out’a My Way! (Westbound Records 1975) Disco Sax
Lou Donaldson havde en sleazy udgave af Isley Brothers balladen For the love of you med på A different scene. Den har Houston Person også taget under behandling på albummet Get Out’a My way! fra 1975 i en langt mere vellykket udgave. Den er med til at indikere at Houston Person lykkedes meget bedre i disco jazzen end Lou Donaldson. Houston Person havde en solid baggrund i souljazzen med en lang række albums på Prestige og mange solide sideman-tjanser. Åbningsnummeret Disco Sax er ren cashing in på disco. En hårdt discobeat og et kor der synger disco sax, sammen med Houston Persons skønne sax, er lige til dansegulvet.
Benny Golson (1929- )
I’m always dancing’ to the music (Columbia 1978) I’m always dancing’ to the music
Han har skrevet flere af jazzens helt store klassikere; Killer Joe, I remember Clifford, Whisper not, Along came Betty etc. Fra starten af 50’erne og frem til midten af 60’erne spillede han bla. med John Coltrane, Dizzy Gillespie, Lionel Hampton, Art Blakey, Johnny Hodges og havde The Jazztet sammen med Art Farmer. Han var I en længere periode fuldtidsbeskæftiget frem til midten af 70’erne som huskomponist til tv-serier som M:A:S:H, Mission Impossible og Ironside.
I 1977 vendte han tilbage til pladerne med albummet Killer Joe, hvor han flirtede med discoen og året efter med albummet I’m always dancin’ to the music. Nummeret blev også udgivet på en promotion maxi til DJ’s så den kunne blive spillet på diskotekerne. Maxi’en fik sidenhen kultstatus og er meget eftertragtet (og dyr på second hand markedet). Den kan heldigvis også erhverves på LP’en til menneskepenge og blev genudgivet på maxi i 2018.
Benny Golson’s saxofonspil er ikke så meget i fokus på nummeret, der til gengæld leverer det sejeste disco groove.
Hank Crawford (1934-2009)
I Hear a symphony (Kudu 1975) I hear a symphony
Det er The Supremes hittet fra 1965, I hear a symphony som alt-saxofonisten Hank Crawford sætter disco, jazz og ild til i 1975 med en storslået produktion med blæsere, strygere og det vildeste line up af studiemusikere. Eric Gale på guitar, Gary King på bas og en delt trommetjans mellem Steve Gadd og Pretty Purdie. Det er Gadd på titelnummeret. Desuden medvirker den allestedsnærværende percussionist Ralph MacDonald - ham vender jeg tilbage til i et senere i afsnit i Disco Jazz serien.
Hank Crawford havde været fast medlem af Ray Charles’ band inden han gik solo i 60’erne, hvor han lavede en stribe plader for Atlantic. Det var med tydelig inspiration fra soul og R’n’B genren, at han lavede. Derfor var det nærmest i en glidende bevægelse, at han kom ind i discoen. Han har på hele albummet et steady disco groove, at læne sig op ad, hvor han kvitterer med veloplagt altsax. Et stærkt disco jazz album.
Sonny Criss (1927-1977)
Warm & Sonny (ABC Impulse! 1976) Cool Struttin’
Året efter altsaxofonisten Sonny Criss havde lavet Warm & Sonny tog han sit eget liv, grundet en fremskreden og smertefuld mavecancer. Han debuterede allerede i 1947 på plade sammen med Howard McGhee og var med i beboppens tidlige bølge. Han var stærkt inspireret af Charlie Parker. Det tænker man ikke over når man hører Cool Struttin’ der er en up tempo disco sag. Der er god plads til Sonny Criss’ altsax og undervejs er der både el-piano og guitarsolo. Et varmt nummer fra en af jazzens mindre kendte saxofonhelte.
Disco jazzen var ikke en udpræget albumgenre. Mange albums fra perioden havde en blanding af af funk, fusion, jazz og disco numre. I denne uge sætter jeg fokus på tre meget forskellige disco jazz numre, hvor særligt den sidste har klassikerstatus.
PAPAYA
Urszula Dudziak (vokal) 1943-
Urszula (Arista 1975)
Tag et smut til Filippinerne og spil den her - så vil du se folk kaste sig ud i en dans der passer til nummeret.
I 1975 var den polske sangerinde Urszula Dudziak taget til New York sammen med hendes daværende mand, Michael Urbaniak. Her røg hun i studiet sammen med hold tunge session musikere. De lavede et funky album, der blev udsendt af det amerikanske pladeselskab Arista. Singlen Papaya fra albummet klarede sig godt i Latinamerika og Brasilien. I Filippinerne tog drag queens senere nummeret til sig og mimede til den på bøssebarerne. I 2007 blev den et kæmpehit i Filippinerne, da værten Edu Manzano introducerede en dans til nummeret i gameshowet Pilipinas Game Ka Na Ba. På youtube findes der flere videoer fra den periode med filippinske soldater og midaldrende kvinder der i store grupper danser Papaya dansen. Populariteten bredte sig en kort overgang til USA.
Nummeret er med ordløs sang i et højt toneleje, et effektivt tempo, analoge synthesizere og funky guitar. En fed disco jazz basker.
Urszula Dudziak har også arbejdet sammen med folk som Bobby McFerrin, Gil Evans og Archie Shepp.
ALL YOUR LOVER, ALL DAY, ALL NIGHT
Cleveland Eaton (bas) 1939-2020
Plenty Good Eaton (Black Jazz 1975)
Den starter ud med en basgang, der placerer sig op ad Temptations klassikeren Papa was a rolling stone. Cleveland Eaton spiller på kontrabas og skaber en helt anden lyd end den der er på Temptations nummeret. Nummeret All your lover, All Day. All Night. er ikke klassisk discojazz materiale. Fem et halvt minut inde i nummeret kommer der en violinsolo - ikke en hel strygersektion eller med effekter. Det er en beskidt og direkte violin solo, der afløses af en tværfløjtesolo. Gennem hele nummeret kører bassen sammen med en klassisk disco hihat. Den legendariske engelske DJ Gilles Peterson havde inkluderet nummeret på opsamlingen Black Jazz Radio fra 2013. Nummeret var oprindeligt med på Plenty Good Eaton, der blev udgivet af Black Jazz Records De udgav en række stærkt eftertragtede jazz plader i 70’erne. Her træder Cleveland Eatons plade lidt ved siden af med sin direkte dansable funkstil. Albummet åbner med Chitown Theme, der er stærkt inspireret af Isaac Hayes Theme from Shaft.
Cleveland Eaton spillede med Ramsey Lewis fra midten af 60’erne og til midten af midten af 70’erne. Han medvirkede på klassiske albums som Sun Goddess og Wade in The water. Fra 1980 var han fast bassist i Count Basie Orchestra.
JINGO
Candido (congas) 1921-2020
Dancin’ and Prancin’ (Salsoul 1979) LP
Den cubanske congasspiller Candido, der siden midten af 40’erne havde boet i USA og spillet jazz med Dizzy Gillespie, Stan Kenton, Erroll Garner, Kenny Burrell, Duke Ellington, Sonny Rollins og mange mange andre, regnes for at være opfinderen af den afro-cubanske jazz. I 1979 havde han også opdaget discoland. Han lavede et dansegulvshit med udgangspunkt i den nigerianske congasspiller Babatunde Olatunji’s Jin-Go-La-Ba fra 1959, som Santana også havde med på sit debutalbum i 1969.
Det næsten 10 minutter lange nummer, der også kom maxisingle var et langt saftigt afro-disco groove med en masse congas-spil. Candido skarpe congas-spil og et orgel sparker festen i gang. Herefter er der dømt disco-floor. 1979-udgaven ramte en 21. plads på Disco Top 80 i Billboard. I 1981 nåede den en plads som nr. 55 på BBC Top 75 Chart. I 1999 kom der et remix som nåede en 3. plads på Dance Club Play Chart. Candido’s Jingo er tidstypsisk på mange områder og løfter sig alligevel et stykke op over det meste der kom i perioden. En ultra disco jazz klassiker.
Det er tre år siden, at København fik et nyt jazzspillested, The Standard, som pianisten Niels Lan Doky meget tydeligt har stået i spidsen for. Kunstnerne har som regel haft måneds residenser på spillestedet, hvor man f.eks. har spillet musikken fra legendariske jazzalbums som Kind of Blue eller lignende. Et andet koncept er det som vi møder her på albummet. En stærk personlighed kobles sammen med en jazztrio.
I det her tilfælde er det Debbie Sledge, der var med i Sister Sledge. Et af discoæraens mest succesfyldte bands. Lost in Music, He’s the greatest dancer og nå ja, We are family sendte dem til tops og gav dem evig legendestatus. Som så mange andre store discosangere, så kunne Debbie Sledge i den grad synge. Så på den måde giver det vel god nok mening, at invitere hende indenfor i jazzen.
Pladen åbner med Les McCann og Eddie Harris’ souljazz knaldperle Compared to what, hvor trioen med Graig Earle på bas og Niclas Bardeleben på trommer sammen med Niels Lan Doky varmer os godt op med et akustisk funkgroove. Debbie Sledge har ikke problemer med at kaste sig over nummeret, der lover godt for albummet. De drejer hurtigt af fra funkmotorvejen og tager ind på jazzens margueritrute. Her spiller de Lan Doky’s udmærkede arrangement af Gershwins udødelige Summertime. Side A på LP’en lukkes ned med Niels Lan Doky og Gino Vanelli’s Tender Lies, som vi hørte første gang på Doky Brothers 2 albummet. Det er ikke den stærkeste præstation på albummet.
Det er åbneren på side B heller ikke. Igen skal vi have et funkgroove og trioen tonser afsted. Debbie Sledge jubler lidt spontant undervejs og forsøger at hægte sig på deres versionering af James Browns There was a time. Hun når desværre bare ikke komme med, inden trioen er kørt. Trioen burde slappe lidt af ind i mellem. Hvor det fungerede så fint med Compared to What, er hun slet ikke med her. At pladen lukkes ned med We are family er uundgåeligt, festligt og passende.
Det er ikke noget problem at Debbie Sledge ikke er jazzsanger. Hun har en god stemme, der er skolet af gospel og soul. Projektet er grundlæggende en god idé. Det er jazz der tiltrækker andre end de sædvanlige jazzlyttere. Den slags jazzplader laves der ikke så mange af. Og hatten af for det! Det bliver spændende at følge, hvad The Standard sender ud på vinyl i fremtiden.
