Han blev kaldt meget ung, da jeg første gang, imponeret skrev om ham for 3 1/2 år siden. Nu er Cassius Lambert atter aktuel med et album. Denne gang er han solo - og det er ikke kedeligt.
Han spiller på el-bas og er ikke for fin til, at bruge læssevis af effekter og andet godt, der giver el-bassen nye udtryk og lyde. Grundlæggende er det bassen der er over alt og fører an.
Albummet åbner med en skærende industriel intro, der løfter os over i et boblende og opløftende nummer, Ozon, hvor finesser og fintskårne detaljer vokser frem af det enkle og minimalistiske.
Cassius Lambert kalder det miximalismen. Han dekonstruerer minimalisme gennem maximalisme. På nummeret Bird fløjter han med i bassen i høje toner. En pulserende rytme fører os gennem nummeret der afløses af en brusende larm. Cassius Lambert skifter uhæmmet rundt mellem stemninger af behag og ubehag. Det dystre er i korstog med det lyse. Det ene udelukker ikke det andet, Det er ikke sort eller hvidt.
Cassius Lambert er ukonventionel, nysgerrig og nyskabende i måden at bruge el-bassen på. Albummet lukkes håbefuldt ned med Aimo. En rolig filmisk afslutter på et symfonisk sammenhængende album. Er du - ligesom jeg - vild med el-bassen og dens tilsyneladende ubegrænsede lydunivers - så er der en god chance for, at du også får en fed og basbevidsthedsudvidende oplevelse. En spirituel ud-af-bassen-oplevelse.
Bonusinfo:
Nummeret Bird er også udgivet på en gennemsigtig flexisingle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar