“Når børnene var lagt til at sove gik jeg i kælderen hvor jeg har et lille studie og begyndte at spille. Alle mine koncerter var aflyst og der herskede en dystopisk stemning. Jeg tror musikken blev min mentale redning…”
Sådan skriver Martin Fabricius i pressematerialet om tilblivelsen af soloalbummet One. Der skal lyde en stor tak til Martin Fabricius for, at han deler de stunder med os. Det er lyden af den rene vibrafon uden overdubs og en masse effekter. Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig en bedre end Martin Fabricius til, at lave sådan en plade. Han er tidligere elev af Gary Burton og formår at bruge instrumentets klang på medrivende vis.
Materialet er kompositioner fra tidligere plader, bla. den formidable Out of The White, en ny komposition, frie improvisationer, salmen Se nu stiger solen og folkemelodien Vem kan segla förutan vind
Så er der nogle covernumre, der for mig sætter en tyk streg under, hvorfor Martin Fabricius er så genial. Det er de, undskyld mig, når jeg skal være lidt jazzintellektuel, banale og leflende popnumre, Simon & Garfunkels Sound of Silence og Dire Straits’ Brothers in arms, der blæser mig bagover. Han tager melodierne og fortæller nye historier. Han dyrker melodien og udfolder nogle smukke fortolkninger, der hverken er sukrede eller leflende. Han taler lige ind i sjælen. Tak! og så lige en kæmpe anbefaling af et roligt og poetisk album, der kan blive lyttet til, mange gange
Ingen kommentarer:
Send en kommentar