onsdag, april 20, 2022

Matt Choboter’s Hypnagogia: Anima Revisited (ILK) LP/DL/stream >> Matt Choboter: Postcard of Nostalgia (Matt Choboter) endnu ikke udgivet

 

Canadieren Matt Choboter bor for tiden i København, hvor han er tilknyttet Advanced Post Diploma program for composition på det Rytmiske Musikkonservatorium. Han er ingen grønskolling ud i musik. Han har før den aktuelle plade udgivet to albums. I Matt Choboter’s Hypnagogia har han samlet et hold musikere der ikke går den vanlige vej. Derfor er  der både balinesiske gonger og diverse instrumenter med som skaber den rimeligt heftige stemning.


Når man befinder sig i den hypnagoge tilstand er man lige mellem virkelighed og drøm - og kan få opfattelsen af, at have oplevet det som skete i den hypnagoge tilstand. Det er øjeblikke, hvor ikke-psykotiske mennesker kommer tæt på en psykotisk tilstand - men det er altså ikke psykose. 


Matt Choboter tager os med i sin musikalsk hypnagoge tilstand, hvor han placerer sig op ad eller ved siden af virkeligheden. Det er skræmmende. Det er også tiltrækkende og farligt. Han spiller selv på et præpareret klaver der er forstemt. Det er disharmoni og uro lige op ad harmoni og ro. Det er uhyggeligt, så præcist som han kan skildre det. 


Matt Choboter har også sendt endnu en udgivelse til mig, der muligvis udkommer til sommer. Det er en soloklaver udgivelse, hvor klaveret er præpareret med magneter og andre metalliske objekter. Desuden er den stemt efter en balinesisk pentatonisk skala. Det giver klaveret en fremmedartet lyd, der i mine vestligt opdragne ører kan fremstå som om det ikke er stemt. Desuden har han fastgjort transducere på klaveret, så han kan improvisere med sig selv. Igen er det som om han placerer sig lige ved siden af normaliteten. Det ubevidste tager over og trækker i os. Han benytter sig også af elektroniske virkemidler og skaber underfundig og farlig musik.

Matt Choboter

Ingen kommentarer: