mandag, april 11, 2022

Richard Andersson: U•Synlig (Hobby Horse Records) LP/DL/stream

 

Det er snart 12 år siden, at jeg første gang skrev om bassisten Richard Andersson her på bloggen (det er så lang tid siden, at der var et MySpace link). Dengang vidste jeg ikke, at Richard Andersson er blind. Det er i det hele taget ikke noget jeg har beskæftiget mig med i anmeldelserne af Richard Anderssons plader - og dem har der været en del af siden debuten.

Denne gang kan jeg ikke afholde mig fra at skrive om det, da det er selve udgangspunktet for U•Synlig.


Richard Andersson har lavet en soloplade, hvor han fortolker kunstværker - og da han ikke kan se dem, har han været afhængig af andres synstolkning af kunstværkerne. Undervejs i projektet gik det op for Richard Andersson at den oprindelige idé om at fortolke kunstværker havde ændret sig. Han satte sig i synstolkerens sted og forsøgte at forstå hvilke følelser og oplevelser værkerne vækkede i dem. Han indså at hans indre billede var en projicering af et andet menneskes virkelighedsopfattelse.


For at hjælpe lytteren på vej, så har Richard Andersson i den flotte sorte boks, hvor vinylen er, også vedlagt et hæfte hvor dele af synstolkningerne er gengivet sammen med en lettere forvrænget udgave af kunstværket som det handler om. Det er overvejende nyere kunstværker af eks. Jacob Rantzau suppleret med et kirke kalkmaleri og et par stykker af Jens Søndergaard etc. 


De ti stykker musik trækker os ind i en umiddelbart fremmed verden - og lader os føle kunsten og menneskerne der ser billederne - fra den blindes synspunkt. Richard Andersson har lavet et stærkt kunstnerisk statement af den type, der giver materiale til at undre, tænke og føle i meget længere tid end musikken varer. Richard Andersson er en poet med bassen. 

Richard Andersson

Ingen kommentarer: