fredag, september 29, 2023

Kemaca Kinetic: Zukunft (Berthold) LP/CD/DL/stream

 

Power-trioen med udgangspunkt i Aalborg er endelig pladeaktuelle. Jeg så dem sidste år på Jazzahead Festivalen i Bremen, hvor de spillede på en ultralille café. Der var proppet og det blev larmende intenst.

De spiller teknisk krævende nutidig jazz-rock, hvor der er fuld tryk på guitaren. Det med det teknisk krævende betyder blandt andet, at man er god til at tælle og holde overblik over skæve taktarter og halsbrækkende breaks. 

Kemaca Kinetic består af guitaristen Casper Hejlesen, bassisten Kenneth Dahl Knudsen og trommeslageren Matias Fischer. De har alle tre markeret sig i mange forskellige projekter i dansk jazz, hvor Kenneth Dahl Knudsen bla. laver musik der går på tværs af landegrænser og Matias Fischer har imponeret undertegnede for sit trommespil i hip hop-jazz bandet Ahead.

På Kemaca Kinetic er Casper Hejlesen helt fremme i et pushy lydbillede. Pedalen er i bund og der en reminiscenser af 90’ernes rockguitarlyd, noget der demonstreres tydeligt på singleudspillet Zukunft. I selskab med bas-Knudsen og tromme-Fischer er guitar-Hejlesen dækket godt ind. Er du til jazz rock og trænger til en opdatering, så er der ingen vej uden om Kemaca Kinetic.

Kemaca Kinetic

Ingen kommentarer: