fredag, september 29, 2023

Jesper Thorn: Dragør (April Records) LP/CD/DL/stream

Bassisten og komponisten Jesper Thorn vender blikket, sjælen, minderne og følelserne mod Dragør, den by som han voksede op i. Den by hvor han også mødte kærligheden i sit liv, Mette Damm, som har produceret pladen, ligesom hun gjorde med den forrige Boy og som Jesper Thorn har sønnen, Elliot sammen med. En søn der kommer musikalsk i centrum allerede fra starten af pladen, på åbningsnummeret About Fathers and sons, hvor Jesper Thorn har ladet sig inspirere af sit eget forhold til sin far og det forhold han er ved at opbygge til sønnen Elliot. 

Det er en meget personlig plade, som Jesper Thorn også har beskrevet i pladens linernotes. Dragør er byen tæt på vandet, byen hvor han har mange gode minder fra - men også en svær tid som ung, hvor han oplevede megen mobning. Der er nummeret Asthma Breath om tiden som barn med mange hospitalsindlæggelser og Sweeping it under the rug, der handler om hans katolske opvækst.

Jesper Thorn fik i 2021 en DMA for albummet Boy - og de to musikere Tobias Wiklund (kornet) og schweiziske Marc Meán (piano, elektronik) fra det album er atter med, ligesom de også var på Thorns første album Big Bodies of Water. Thorn har udvidet med saxofonisten Cecilie Strange og Andreas Bernitt på violin og bratsch. De fem musikere smelter sammen i gensidig forståelse og fortolkning af Thorns tanker og kompositioner. De mødes i et meget rørende udtryk, hvor vemod, mol og melankoli er dominerende. Jesper Thorn har atter skabt et album med dybe og intense kvaliteter. Måske den bedste.

Bandcamp

 

Ingen kommentarer: