torsdag, september 07, 2023

MidtVest Pigekor + Gustaf Ljunggren/Emil de Waal (Turn it Over Records) LP/stream

 

Det er kun tre måneder siden, at jeg skrev om en plade med MidtVest Pigekor. Et kor der hører hjemme i mit hood, Herning. Nu er de atter aktuelle på vinyl. Det er med en indspilning fra Moorjazz Festivalen i 2021. På den første plade var de sammen med guitarsekstetten Cirklen. Denne gang er det noget helt andet. De er sammen med Gustaf Ljunggren og Emil de Waal. Fælles for begge plader er, at koret er under ledelse af Dorte Bille, der efter mange år i spidsen for koret er stoppet og har ladet stafetten gå videre.

Pladen er et møde mellem Ljunggren på strenge og tangenter og de Waal på trommer og percussion med et klassisk skolet pigekor, der synger Jeg gik mig ud en sommerdag, Nu er dagen fuld af sang, En yndig og frydefuld sommertid, Danmark, nu blunder den lyse nat og Stille, hjerte, sol går ned. Her skaber duoen nogle kommenterende overgange, så det hele flyder afsted som en lang suite. 

Pigekorets smukke, næsten sfæriske klang er ren magi. Den sansende duo leverer florlette toner der flyver afsted sammen med koret. Her er nummeret Herning, der går direkte over i Danmark, nu blunder den lyse nat helt fantastisk. Indledende solosang og flydende toner fra duoen går over i en traditionel korudgave af sangen. Det er et blændende eksempel på pladens unikke kvaliteter. 

Pladen får en stor anbefaling med på vejen. Den er i høj klasse, helt sin egen og samtidig tro mod traditionerne. Pladen afsluttes med Gustaf Ljunggrens Miniature for Boo 59 - evening, hvor koret supplerer med ordløs sang. Den går over i Stille, hjerte, sol går ned.

MidtVest Pigekor

Ingen kommentarer: