Bag bandnavnet Clash finder man ikke en engelsk rockgruppe, hvis storhedstid var for mange år siden, men heller ikke er glemt. Clash er derimod fra Aarhus og med saxofonisten Michael Bladt i spidsen. Han har skrevet al musikken og er ikke bleg for at fremhæve Mezzoforte og Snarky Puppy som inspirationskilder. Han forklarer det med poppede A-stykker og komplekse B-stykker. Han er for mig også den bedste til, at spille Michael Brecker style tenorsaxofon herhjemme. At han er gået sammen med Abekejser er en skøn nyhed. Hvis der er nogen er kan spille nutidig fusionsjazz, så er det de aarhusianske gutter.
Det er tydeligvis Michael Bladts projekt og han får tæmmet Abekejseren en del. Frederik Bülows trommespil er mindre hip hop-influeret end vanligt og fortsat i høj teknisk klasse. Bülow er numero uno i Danmark, når det kommer til nutidig fusionsjazz, hvor der skal smides nogle halsbrækkende breaks ind. Jeg kan ikke få nok af det. Jon Døssing Bendixen har det godt med old school analoge keyboards og det passer godt til Bladts musik. Jeppe Lavsen på guitar og Adrian Christensen på bas leverer sikkert spil - og fornøjeligt at de aldrig ender i fusionsjazzens værste firserfælder - men holder sig til det som de er gode til, nemlig at befinde sig i nutiden.
Albummet åbner med nummeret Shapeshifter, der også er navnet på det projekt som Bladt har lavet sammen med Aarhus Jazz Orchestra. De har lige været i studiet med Bill Laurance fra Snarky Puppy som producer. Nummeret er måske også det nummer der kommer tættest på Snarky Puppy magien. Hyldesten til Jonas Vingegaard, der blot hedder Vingegaard er et dejligt nummer i et roligt tempo, hvor Bladts saxofon sætter sig på det hele. Afslutningsnummeret Funky Eric åbner op for alle sluserne og Jon Døssing holder sig ikke tilbage.
Er du fusionsjazzfreak - og tør lytte til andet end 40-50 år gammel musik, så er Michael Bladts Clash et godt sted at være. Det udfordrer genren med respekt for de klassiske dyder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar