torsdag, januar 11, 2024

Sidechains: Vands Transparens (Barefoot) LP/digital

Fem saxofonister fra jazzmiljøet i Danmark udgør Sidechains. De spiller musik af Sven Meinild og Maria Dybbroe, der begge medvirker på altsax. Herudover er det SVINs Henrik Pultz Melbye på barytonsax, Girls in Airports’ Martin Stender på sopran og tenorsax og den herboende italiener Francesco Bigoni på tenorsax. 

Musikerne er for de flestes vedkommende kendte for at spille ekspressivt og frit. Her er de i stedet bundet op på kompositionerne. Det bliver til en kammermusikalsk oplevelse, der grænser op til den klassiske musik. Men det er ikke klassisk eller jazz for den sags skyld. Der er plads til jazzens improvisationer og den klassiske musiks stringens. 

Det er fem stærke saxofonister, der mødes omkring et musikalsk materiale, hvor der er plads til udfordring og udfoldelse. Dybbroes musik flyder lige ud og stille afsted. Meinilds musik er af den mere urolige og boblende slags. De har fået en pladeside hver med deres musik og de matcher forbavsende godt sammen. Det er dansk saxofonekvilibrisme.

Bandcamp

 

Ingen kommentarer: