fredag, januar 26, 2024

Camilla Dayyani: Mine miniaturer (Camilla Dayyani) CD/digital

 

Hun har været aktiv på den danske (aarhusianske) jazzscene i mange år. Både som udøvende med flere udgivelser og mange koncerter bag sig, underviser og som arrangør. Sidstnævnte har hun lige fået en pris for. Årets Koncertoplevelse ved DMA Jazz for lidt over en måned siden. Det var for Bazarjazz som hun laver i Aarhus-forstaden Gellerup. 

Det nye album startede hun med i 2020, hvor hun for første gang i mange år atter fik mulighed for at rejse til den iranske hovedstad Teheran. Hendes far er fra Iran og hendes mor er fra Vestjylland. I Teheran skrev hun Mit liv, mit land, der er dedikeret til de unge mennesker i Iran, der er præget af håbløshed. Det er uden tvivl det mest personlige album som Camilla Dayyani har lavet. Hun lader de to kulturer hun er vokset op i, mødes med jazz, iransk musik og klassisk kammermusik. Det betyder bla. at man hører tre forskellige ensembler, en jazztrio med Fredrik Lundin, Artur Tuznik og Thomas Sejthen, en iransk duo med Nazanin Ranjpour og Mohammad Ali Mearti og strygerne Arto String Quartet. 

Teksterne er af persiske poeter, særligt Khayyam og danske af Piet Hein og Karen Blixen. Sproget er både dansk, persisk og lidt engelsk. Det lyder af meget og Camilla Dayyani behersker det uden problemer. Der er et flow og en historie i pladen. Der er stoltheden og respekten over den tusindårige persiske kultur koblet med en nutid, hvor det er svært for mange iranere. Koblingen til den danske kultur effektuerer hun med stor elegance. Tag med på en musikalsk rejse du sent vil glemme. 

Camilla Dayyani

Ingen kommentarer: