Viser opslag med etiketten Sydkorea. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sydkorea. Vis alle opslag

lørdag, februar 28, 2026

Hyper Elastic Jinx: We vote force majeure (Barefoot Records) CD/digital

 

Prøv lige at smag på bandnavnet. En vildt bøjelig forudsigelse om at noget ikke kan gå galt og alligevel gør det. Vi er helt ude i den eksperimentelle jazz, hvor rytme og melodi er gået i opløsning. Det er de to danske saxofonister Signe Emmeluth (der bor i Norge) og Nana Pi der er sammen med den japanske guitarist Keisuke Matsuno der bor i Berlin, ligesom bandets koreanske trommeslager Halyn Kim.


Kvartetten sender et politisk budskab til lytteren – et budskab, der minder os om, at verden og de strukturer, vi lever i, hverken er socialt, økonomisk, økologisk eller politisk bæredygtige og kun gavner et mindretal af mennesker. Albummet er ikke en påkaldelse af katastrofe, men en længsel efter en overlegen og uimodståelig kraft, som mennesker ikke kan ignorere – en kraft, der sætter fokus på sociale værdier, kulturel udveksling og økologisk bæredygtighed.


Med en force majeure håber Hyper Elastic Jinx på en uimodståelig global forandring i perspektiver og tankesæt. 


Det kunne lyde som et indlæg i en politisk debat i det igangværende valg til Folketinget. Det er det desværre ikke. I stedet vil jeg opfordre politikerne til, at sætte sig ned, smide deres naive og magtsøgende overbudspoltik ad helvede til og lytte til Hyper Elastic Jinx. Hvis de ikke forstår det første gang, skal de lytte igen og igen, indtil det er feset ind. Hvad der i et musikalsk udtryk er umiddelbart grimt og ikke lettilgængeligt, er i stedet et budskab der handler om tage den verden vi lever i alvorligt. Jeg stemmer på Hyper Elastic Jinx.

Bandcamp

søndag, april 05, 2020

Torben Westergaard: The Gori Project (Torben Westergaard) CD/DL/stream

I 2019 bragte JazzDanmarks Artist in residence program to koreanske musikere til Danmark. Bassisten Torben Westergaard øjnede straks en chance for, at lave musik sammen med dem. Han har bl.a. tidligere lavet nogle gode tango-jazz plader. Eunhee Choi på det koranske strengeinstrument gayageum og Byunggil Choi på koreansk percussion mødes med danskerne Jacob Andersen på percussion, René Damsbak på trompet og elektronik og Torben Westergaard på bas og keyboards. 

Musikken har et lækkert sfærisk udtryk, hvor nordiske og koreanske traditioner mødes i et univers mellem worldmusic og jazz. Blandingen af de elektroniske instrumenter, Damsbaks trompet, Westergaards varme basspil, de traditionelle instrumenter og det rolige percussionspil, iscenesat af Torben Westergaards melodier er et.smukt møde, der kan minde om eksempelvis Nils Petter Molvær.

mandag, november 18, 2013

Yeahwon Shin: Lua ya (ECM) >> Youn Sun Nah: Lento (ACT)

De er begge fra Sydkorea og synger. Det er ikke fordi der er opstået en ny genre der hedder K-Jazz, ligesom poppen har oplevet K-Poppen rykke grænserne for popbands ud i det ekstreme. Det er vist bare en tilfældighed der er skyld i, at jeg har to asiatiske jazzplader på mit bord. De har ellers ikke meget til fælles.

Aaron Parks indspillede solopladen Arborescence i Mechanics Hall i Worcester, der har en fænomenal akustik med den koreanske producer Sun Chung. Sangerinden Yeahwon Shin var tilstede og de ville teste akustikkens formåen, når Parks og Shin spillede og sang. Det forløb så fantastisk at de fem måneder senere returnerede sammen med akkordionspilleren Rob Curto. Det er blevet til et næsten ordløst album, hvor stemme, flygel og akkordion kommunikerer på mageløs vis. Aaron Parks er tidens helt store lyriske jazzpianist. Hans følsommen touch og Shin’s morgendis-smukke stemme er blevet til et album tilegnet mødre og børn. Jeg er ingen af delene og fik alligevel en stor oplevelse.
Der er en storhed og patos i Youn Sun Nah’s stemme, som var hun med i en Broadway-musical. Det er teknisk veludført. Jeg blæses omkuld men kobles af som lytter. Det virker som om hun står på en stor scene og synger ud i mørket. Hun kan ikke se sit publikum. Men det er måske også underordnet. Hun synger eksemplevis Nine Inch Nails’ Hurt som Johnny Cash udødeliggjorde med sin version fra 2002. Cæcilie Norby havde en flot version med på albummet Silent ways. Det er også Cæcilie Norbys mand og faste bassist Lars Danielsson der er med på bas og cello på Nah’s plade. I Nah’s version er smerten helt væk. Musikken er overvejende nyskrevet med enkelte afstikkere. Det musikalske akkompagement er dog i verdensklasse. Ulf Wakenius på guitar, Xavier Desandre-Navarre på percussion sikrer sammen med Vincent Peirani en høj klasse. Den matches desværre ikke af Youn Sun Nah.

torsdag, november 19, 2009

Youn Sun Nah/나윤선: Voyage (ACT/Sundance)

Kælent intim og højstemt

For et par år siden havde den koreanske sangerinde Youn Sun Nah et hit i Sydkorea med pladen Memory Lane. Pladen var produceret af Niels Lan Doky der også medvirkede som pianist sammen med danske musikere. Den plade udkom aldrig herhjemme. Nu er der så kommet en opfølger, udsendt af det tyske pladeselskab Act. Endnu en gang er det velkendte musikere der er med på hendes plade.
Lars Danielsson har produceret og spiller bas, Ulf Wakenius er med på guitar, Xavier Desandre-Navarre på percussion og Mathias Eick på trompet. Det er en afdæmpet affære med en sangerinde der kan en masse med sin stemme. Hun er istand til at styre den, som det kun er få beskåret. Hun prøver en masse forskelligt, fra det kælent intime på Tom Waits' Jockey full of bourbon, til det højstemte som på hendes egen My bye.
Duonummeret Calypso blues sammen med Lars Danielsson på bassen er pladens højdepunkt. Danielsson spiller så fyldigt og følsomt at det er mere end rigeligt til at bakke Youn Sun Nah op.
Pladen er sammensat af Youn Sun Nah's egne kvalificerede numre og enkelte afstikkere, som Waits' og Gismonti's Frevo med scatsang i høj teknisk klasse.
Bonusinfo:
Youn Sun Nah tager på duotur sammen med Ulf Wakenius rundt i Europa i marts/maj 2010.
Youn Sun Nah: www.younsunnah.com