Den tjekkiske saxofonist Lubos Soukup har boet i Danmark siden 2010 og har udgivet et par albums, mens han har boet her. På det nye og tredje album har han inkluderet en prominent gæst, som han mødte på SummerSession på Vallekilde Højskole for nogle år siden. Den afrikanske guitarist Lionel Loueke er perfect match for Lubos Soukup, der ikke lægger skjul på sin Wayne Shorter inspiration.
Efter en lille turné med Soukups kvartet gik Loueke i studiet med dem og medvirker på 6 af pladens 9 numre. Når man inkluderer Lionel Loueke på en plade, så får man en komplet pakke. Guitaristen fra Benin er en eklektisk musiker der formår, at mikse f.eks. George Benson med vestafrikanske musiktraditioner, hvor vokal og guitar hænger sammen i et hele. Det er den rolige ballade Shikara et godt eksempel på. Loueke får på magisk vis transformeret sit spil fra det afrikanske til det amerikanske og tilbage igen. Det ville være for simpelt at kalde Loueke for en afrikansk George Benson, dertil er han alt for sofistikeret. I øvrigt tænker jeg også mere på Pat Metheny, når jeg hører nummeret C.
Lubos Soukup har med Zeme lavet sit hidtil bedste album. Der er tighte sager som Falling Star, hvor Lubos Soukup's saxofon er den ild, der kommer af de gnister som musikerne spreder. Bassisten Morten Haxholm er en fornøjelse, at høre med det præcise og autoritative spil. Trommeslageren Morten Hæsum er den eneste der har medvirket på alle Soukups plader og er sammen med den tyske pianist Christian Pabst med til, at give det sidste til Soukups velspillende kvartet. Zeme er med andre ord en vellykket, nutidig og melodisk jazzplade.
