Viser opslag med etiketten Benin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Benin. Vis alle opslag

torsdag, januar 18, 2018

Lubos Soukup Quartet featuring Lionel Loueke: Zeme (Animal Music) CD

Den tjekkiske saxofonist Lubos Soukup har boet i Danmark siden 2010 og har udgivet et par albums, mens han har boet her. På det nye og tredje album har han inkluderet en prominent gæst, som han mødte på SummerSession på Vallekilde Højskole for nogle år siden. Den afrikanske guitarist Lionel Loueke er perfect match for Lubos Soukup, der ikke lægger skjul på sin Wayne Shorter inspiration.

Efter en lille turné med Soukups kvartet gik Loueke i studiet med dem og medvirker på 6 af pladens 9 numre. Når man inkluderer Lionel Loueke på en plade, så får man en komplet pakke. Guitaristen fra Benin er en eklektisk musiker der formår, at mikse f.eks. George Benson med vestafrikanske musiktraditioner, hvor vokal og guitar hænger sammen i et hele. Det er den rolige ballade Shikara et godt eksempel på. Loueke får på magisk vis transformeret sit spil fra det afrikanske til det amerikanske og tilbage igen. Det ville være for simpelt at kalde Loueke for en afrikansk George Benson, dertil er han alt for sofistikeret. I øvrigt tænker jeg også mere på Pat Metheny, når jeg hører nummeret C.

Lubos Soukup har med Zeme lavet sit hidtil bedste album. Der er tighte sager som Falling Star, hvor Lubos Soukup's saxofon er den ild, der kommer af de gnister som musikerne spreder. Bassisten Morten Haxholm er en fornøjelse, at høre  med det præcise og autoritative spil. Trommeslageren Morten Hæsum er den eneste der har medvirket på alle Soukups plader og er sammen med den tyske pianist Christian Pabst med til, at give det sidste til Soukups velspillende kvartet. Zeme er med andre ord en vellykket, nutidig og melodisk jazzplade.

søndag, marts 05, 2017

Nicolas Kummert: La Diversité (Edition Records)

Den belgiske saxofonist Nicolas Kummert hører vi her i selskab med guitaristen LIonel Loueke. Pladen er Kummerts første plade for Edition Records i eget navn. Han er også medlem af kvartetten Drifter, som han har sammen med den finske pianist Alexi Tuomarila. Her er det også en kvartet, men i kraft af Loueke er det noget helt andet. Når de to mødes i duetten Gnosienne à deux, skrevet af Erik Satie, indrammes det hele så smukt i mødet mellem Loueke’s afrikansk inspirerede akustiske guitar og Kummerts jazzsaxofon over en smuk og enkel klassisk komposition. Det er ellers Kummert der har skrevet musikken på resten af pladen, med en enkelt markant undtagelse.

Leonard Cohens Hallelujah indledes med Louekes guitar og Nicolas Thys’ flotte bas og diskret percussionspil fra trommeslageren Karl Januska, de berører temaet, hvorefter Kummert improviserer en saxsolo over melodien, inden det hele samles i det velkendte Hallelujah-omkvæd. Stærkt og smukt. Kummert tilbragte et par måneder i Senegal som helt ung, hvilket siden har sat sit præg på hans musikalske retning, der er forankret i jazzen. La Diversité er et vellykket mix af moderne europæisk jazz, afrikanske toner og fire musikere der lader det smelte naturligt sammen. Lionel Louekes afvekslende guitarspil og Kummerts nærværende og varme tone topper det hele på en rigtig god plade.