Så er det århusianske afrojazz band Addisabababand atter tilbage - og jeg bliver nødt til at finde den slidte anmelderkliché "de-er-skarpere-end-nogensinde" frem.
Den messingfyldte front med 5 blæsere og en groove
orienteret rytmegruppe sikrer den solide bund i det kollektivt arbejdende band. De laver musikken i fællesskab, hvor det lyder som når en tænker 1, så tænker den næste 2 og resten tænker 3 og 4. Så er afrojazzfesten i gang.
På albummet er der flere højenergiske sager som Yogasvin og Druid - hvor støvet hvirvles op og afrofunken sætter sig i kroppen. Addisabababand kan mere end det og har lavet nogle skønne krøllede numre, hvor de tager den med ro. Her lader de et groove vokse stille frem, mens de enkelte medlemmer træder frem og udfolder sig med soloer. Det er ikke solopræstationer i klassisk jazzforstand. Det er istedet noget der byder ind til bandet og det samlede hele. Her er numre som Synthetic Beach og Sterling No. 1 gode eksempler.
Addisabababand laver både festlig og eftertænksom jazz og de er sammen med The Kutimangoes grunden til, at jeg uden at tøve påstår, at dansk afrojazz aldrig har lydt bedre. Det er skramlet og skarpt. Det er afro og Århus.
