Viser opslag med etiketten balkan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten balkan. Vis alle opslag

onsdag, juni 26, 2019

Analogik: Havnens perle (Jenka) LP/DL/stream

Så er Analogik endelig tilbage efter 7 års pladepause. De har deres helt egen plads på den danske musikscene. De har en helt unik lyd og eget udtryk. Musikken er nutidig med de tunge hip hop beats. Oven i det får vi med lige alvor og humor blandet håndspillet vibrafonette, et gammelt pivfalsk klaver, surf guitar, sømandskor, tuba, diverse saxofoner, percussion, trompet, synths, sav, banjo, violin og en masse elektronik.

Der hersker en fed buldrende og boblende stemning, med balkan, jazz og en hel verden af musik. Der er ingen tvivl om at det er meget velkomment comeback, hvor de holder fast i Analogiks særlige lyd og alligevel har udviklet sig hen mod mere eftertænksomhed. Festen er der stadig, den har bare fået et twist. Det er blevet tungere og mere stramt. Det er stadig sjovt, bare mindre fjollet. Og det klæder dem. 

onsdag, maj 14, 2008

Pasborg's Odessa 5: do. (Stunt/Sundance)

Fest med Pasborg

Fire blæsere og en trommeslager? Er det et minitambourkorps? Tjah det er ihvertfald Pasborg's nyeste NewOrleansPartyBalkanJazzSigøjnerRockEtnoMarch Orkester. Mads Hyhne på basun, Jonas Müller på Kornet, Anders Banke på tenorsax og Jakob Munck på sousafon er vildbasserne som sammen med Pasborg på trommer udgør et forfriskende bud på jazz der skuer tilbage, til siden og op og ned. Stefan Pasborg har allerede etableret sig som en af landets mest markante trommeslagere i bands som Ibrahim Electric, Fra De Varme Lande og Rød Planet. Denne plade kan utvivlsomt indfange flere fans.
Stefan Pasborg har set byen Odessa som en slags metafor for en kulturel smeltedigel, hvor der var plads til lidt af hvert. Ornette Colemans nummer Free fra 1959 fremføres her som et to et halvt minut langt New Orleans street parade nummer. Det kan ikke høres om der var en musiker der grinte under afviklingen af nummeret, men det må have været sjovt i studiet. Musikken er i det hele taget livsbekræftende glad og udadvendt. Jonas Müller har lavet en enkelt kompostion, Hymne og her sniger der sig sørme lidt afrojazz inspiration ind.
Denne plade kan anbefales til alle der trænger til en fest, hvor brølen og trampen i gulvet kombineret med nogle brede grin er en del af ingredienserne.
Bonusinfo
Pasborg Odessa 5 kan opleves på Kongsberg Jazzfestival d. 4. juli, Copenhagen Jazzfestival d. 7. og 10. juli og Aarhus International Jazzfestival d. 18. juli.
Stefan Pasborg: www.pasborg.dk

fredag, november 16, 2007

Lelo Nika: Moving landscapes (Stunt)

Bevægende landskaber

Han fik sit gennembrud hos danske jazzfans i slutningen af halvfemserne, da Bo Stief tog ham med i gruppen One Song III, der også rummer italieneren Paolo Russo. Lelo Nika er roma og spiller akkordion. Han kommer ud af en musikalsk familie og har fået en hård musikalsk opdragelse, der gør at han idag behersker instrumentet, som ingen andre.
Pladen er rejse gennem Lelo's musikalske liv. Der er hentet en del inspiration fra Balkan, klassisk musik, jazz og mange andre steder fra. Meget betegnende er musikerne på pladen fra mange steder i verden. Makiko Hirabayashi på keyboards (Japan), Moussa Diallo på bas (Mali), Niklas Sivelöv på piano (Sverige), John Sund på guitar (Danmark), Ayi Solomon på percussion (Ghana) og flere andre, bla. Lelo's datter Manuela på violin.
Lelo Nika har spillet med Joe Zawinul på flere turnéer og har også dedikeret pladen til den østrigske jazzlegende. Lelo Nika har arvet Zawinuls fuldstændigt fordomsfri måde at lave musik på. Han forvalter arven på fornem vis, når man som Lelo formår at få virtuositet og følelse til at gå op i højere enhed.
MP3 Downloadtip: Lelo's song
Lelo Nika: www.lelonika.com/opener.html