Viser opslag med etiketten digital. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten digital. Vis alle opslag

mandag, april 04, 2016

Kalaha: Quarquaba EP (Rump) digital

To electronicamusikere og to jazzmusikere. Så har du Kalaha. Spejderrobot og Rumpistol fra electronica'en og Emil de Waal og Niclas Knudsen fra jazzen og det der ligner har begået en ny EP. Er man bekendt med de fire kunstnere, kan man høre hvornår de træder tydeligst frem. Der er den klassiske afrofarvede guitar fra Niclas Knudsen der kigger frem flere gange undervejs, bl.a. på den vestafrikansk funkinspirede Tippi Tabu og i ørkenbluesen på Nguni. 

Josty kit er en favorit inden jeg overhovedet har hørt den. Bare det at kalde et nummer for Josty Kit får mit "teenager-i-firserne-da-man-lavede-hjemmeelektronik-hjerte" til at banke. Nummeret indeholder i øvrigt en klassisk lydende Emil de Waal keyboardsolo (går jeg ud fra) der peger tilbage på Band Mrazem. Rumpistol og Spejderrobot komplementerer med deres krøllede og kreative electronica til fulde kvartetten Kalaha. Er du til electronica med retrofuturitiske twists og snørklet jazz, så vil du være i godt selskab.

søndag, april 03, 2016

North: Yonder (egen udgivelse) digital

Trioen North er et helt nyt bekendtskab for mig. Hvilket på mange måder godt kan overraske mig, da jeg ret hurtigt føler mig hjemme i deres musik. Det er en af den slags debutplader, hvor der rammes plet første gang. Den uforbeholdne umiddelbarhed som musikken indeholder er trioens helt store styrke. Det er egentlig helt banalt. Nogle enkle melodier, hvor trioen spiller numrene rimeligt straight og så alligevel ikke. Trioen har et klangmæssigt udtryk og en stemning som vi ikke så ofte hører herhjemme. Det er helt tydeligt nordisk jazz, der i et roligt tempo bevæger sig afsted kombinret med nogle heftige afstikkere. Det er triojazz der skaber en god stemning. Det er en jazztrio der har et betagende og samlet udtryk. 

De deltog sidste år i JazzDanmarks Ung Jazz konkurrence, hvor de blev nr. 2 i finalen på Jazzhouse efter Viktor Sandström Trio. Albummet Yonder er produceret af Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy. Kan man lide Bremer/McCoy går man ikke galt i byen med North. Den behagelige organiske stemning har de til fælles. Men North har også en trommeslager, der vil mere end bare please med hyggewhiskers. Som f.eks. på Broken, hvor der går rock i den - her kan de godt minde lidt om den tysk/svenske trio Tingvall Trio, hvor North heldigvis aldrig bliver lige så svulstige.
Det er ikke svært at anbefale dette album. Det er ung nordisk jazz med et nutidigt udtryk. En rigtig god debut.

lørdag, april 02, 2016

Jeppe Zeeberg & Rune Lohse: Music made in one day (Barefoot) digital

Den meget udgivelsesaktive pianist Jeppe Zeeberg - kendt fra egne udgivelser, Horse Orchestra og Dødens Garderobe har sammen med trommeslageren Rune Lohse, fra Dødens Garderobe lavet den digitale udgivelse Music Made in One Day. Det er med andre ord ikke tung partiturmusik, de to ungesvende har nået at lave på en dag. Det er eksperimenterende og frit improviseret jazz, som de fleste læsere af denne blog nok kan gætte. 

Albummets cover viser de to musikere, der er i gang med at indtage morgenmad. Maverne fyldes inden de begiver sig ud på en musikalsk betingelsesløs tur over 7 numre med titler som Dawn, Noon, Coffee Break, Good Evening og Midnight. Det er det sponatne der dykres. Hurtige indfald samles op i fællesskab. Det er omvendte og bumlende pianisterier. Det er en himmelfalden tromme der uden vinger flyver. Zeeberg og Lohse er to spændende musikere at følge i disse år. Der er et kreativt overflow, der både er inspirerende og berigende at følge.