Viser opslag med etiketten no wave. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten no wave. Vis alle opslag

fredag, august 13, 2021

Baujillaud: A vision of a dragons head (Abstract Tits) LP/DL/stream

 

Under navnet Boujeloud lavede de tre plader fra 2013 til 2016, hvor de gennemgik perioder med instrumental psycho-jazz og rendyrket free jazz. Nu består bandet af Mads Egetoft, Emil Palme og Anders Vestergaard og er genfødt under navnet Baujillaud. Ifølge dem selv er de en slags weirdo rock trio, hvor det går fra dansable rytmer og rock til en form for pseudojazz.


Saxofonisten Mads Egetoft er begyndt at synge - og hvis man kender hans sax-tone, så er man ledt godt på vej. Der er doseret en pæn portion vanvid ind over vokalen. Jeg får mindelser om 80’ernes no wave - og det er ikke skidt - nærmere pissefedt.


Det er beskidt som en storby med ridser og rifter. Mads Egetoft spiller desuden keyboards, der suppleres godt af Emil Palmes guitar og Anders Vestergaards trommer. Der er angst, spænding, sjov og ballade. Det er besættende og farligt som en vild aften i byen. 


Den nye retning som de tre musikere har valgt i Baujillaud er hele turen værd. Fra dansen på bordet til hovedpinen dagen efter.

Baujillaud på facebook

torsdag, oktober 25, 2018

Pardans: Spit and image (Third Coming Records/Tambourhinoceros) LP/DL/stream

Der er numre der er som sprøjtet ud af 70'ernes beskidte no wave kanyle. Der hvor den pislugtende rendesten er komfortabel som en hotelseng. Pardans byder indenfor i et parallelunivers hvor de er Spit and Image af en punket underverden. Forsanger Gustav Berntsen står på lyden af en ung og utilpasset Nick Cave, der aldrig forlod punken. Gruppen kommer fra miljøet omkring spillestedet Mayhem, hvor ligesindede som Iceage også har slået deres folder. Det er også de to Pardans-medlemmer Patrick Rathbun på bratsch og piano og Daniel Honore på saxofon, der også spiller live med Iceage, der er den umiddelbare grund til, at mit hjerte banker så hårdt for Pardans.

Der er det forrevne nummer When come the rats, hvor Rathbuns bratsch er med til at hælde gift ned i nummeret. Der er Views into vastness, hvor Daniel Honores saxofon skærer luften i stykker. På min favorit på pladen, Love run loose er Honore sendt ud i baggården, hvor han forenes med natten og bandet i et flot nummer, hvor “Beauty is in the eye of the beholder”, som Gustav Berntsen synger. Pardans har lavet et af årets bedst dunstende punk-albums, hvor bagsiden er forsiden. Der hvor det grimme bliver smukt.