Nils Wogram Septet: Complete soul (NWOG Records)

Den tyske trombonespiller Nils Wogram var med som gæst på Jesper Løvdals seneste Lovedale-projekt, hvor der blev improviseret på meget fri vis. I Wograms egen nye septet er der også plads til improvisationerne, dog i en noget mere tøjlet version. Nils Wogram Septet er en blæseroverdosis af den originale slags med 6 blæsere og en enkelt trommeslager. Han er en mangesidet musiker og komponist der tager frit fra jazzhistoriens hylder. Han har ladet sig inspirere af Miles Davis Birth of the cool-indspilninger fra 1949. Han  har betragtet blæserne som et samlet hele med solister der stikker ud.

Complete soul inddrager fra tidligere Nils Wogram-projekter. Her lader han dem stå i et lys, en ny lyd. Det er blevet til en spændende plade, der lyder som et kammer-big band. Er man blæserfreak er Complete soul en plade der hører med til dagens pensum.

nilswogram.com

Organic3: Doctor NO's Shuffle (Gateway)

Alt mens der er godt gang i festivalen Jazzy Days i den lille nordjyske flække Tversted, så vælger lederen af festivalen Niels Ole Sørensen også at være aktuel på plade. Den sympatiske nordjyde er nemlig organist og med trioen Organic3 får han afløb for lysten til at spille souljazz. Trioen består udover Niels Ole også af Uffe Steen på guitar og Esben Bach på trommer. Desuden er saxofonisten Samuel Hejslet med som gæst. Niels Ole Sørensen har lavet en klassisk hammondorgelsouljazz plade i ånden fra Brother Jack McDuff (der hyldes på på Ode to McDuff), Dr. Lonnie Smith (de spiller hans Pilgrimage) og alle de andre Hammond konger. 

Pladen er skåret over den velafprøvede læst med shuffle, ballader og blues. En af balladerne er Per Gades umådeligt lækre Peace Please, der nu for tredje gang optræder på et dansk jazzalbum. Kjeld Lauritsen og Søren Lampe har været der tidligere. Vi er vel ved at være fremme ved, at kunne kalde nummeret for en moderne dansk jazzstandard. Albummet Doctor NO's Shuffle lukkes selvfølgelig ned med en blues, der meget passende kaldes for Tversted Blues. Trommeslageren Esben Bach er timekeeper. Uffe Steen er på hjemmebane i grænselandet mellem jazz og blues. Bandleaderen Niels Ole Sørensen, der også har skrevet de fleste af pladens numre, er udadvendt, tight og swingende. Det er blevet til en fremragende plade, der holder stilen hele vejen. Selv hårdkogte hammondafficionados bliver nødt til, at tjekke den her ud!

L Wood Joy: BoogieRollSwingJazz (L Wood Joy)

Det er sandsynligvis et underholdende caféband. Nu skal jeg i det her tilfælde kun forholde mig til pladen. Pladen signalerer tydeligt her er vi. Vi kan spille så'n her, book os! De tre musikere kan rent teknisk aflevere musikken uden større problemer. Det handler bare om så meget andet, når man kaster sig over en genre, der er nok så enkel at spille. Det kræver en hulens masse personlighed, hvis man skal tænde en ild hos publikum. Når man har valgt at spille i samme stil som Dr. John og Professor Longhair, så er det også dem der en min referenceramme. Jeg har også hørt SP Just Frost og senere Skipper Just Frost til en hel del koncerter, så de befinder sig også i min referenceramme for, hvordan det skal lyde, når man spiller New Orleans-funky rhythm'n'blues.

Her efterlader L Wood Joy en del tilbage at ønske. Spilleglæden og entusiasmen stråler fint igennem. De spiller udødelige klassikere som Mess Around, Big Chief og Route 66. Det blandes med selvskrevne numre, der lugter af New Orleans men alligevel lyder ganske dansk. 

lwoodjoy.dk

Andromeda: 1.0 (Andromeda)

Ung Jazz vinderne anno 2012 havde allerede en del idéer omkring det album de ville lave, da de vandt Ung Jazz. Planen indebar dog ikke udgivelse af et album her og nu. De blev dog opfordret til, at få lavet noget materiale så de bla. kan sælge sig overfor spillestederne. Derfor har de lavet denne EP med 5 numre + et skjult ekstranummer. Den er indspillet på det Rytmiske Musikkonservatorium i København, hvor de alle tre er elever. Det er en rå produktion, hvor spontaniteten og spilleglæden er kommet med på CD'en. Det er en opsigtsvækkende trio, alene i kraft af instrumentsammensætningen. Klaver, trommer og tuba!

Musikken er inspireret af vores nærmeste galakse Andromeda. De spiller dynamisk og bevægende melodisk, hvor The Big Bang og Apollo 11 er med til at skabe rammerne omkring den eventyrlystne og tiltalende musik. Christian Balvig på piano, Rasmus Lund på tuba og Morten Skøtt på trommer er på mange måder en trio der er værd at lægge mærke til. De har en klar idé og vision med deres musik. De får det også omsat, så der både kommer stjernetåger og planeter ud af højttalerne. 

andromedatrio.com

Tomasz Dabrowski: Tom Trio (ILK)

Der er alt for få trioplader, hvor trompeten er i centrum. Det er den tanke jeg får, når jeg hører Tomasz Dabrowski's debutplade. Den holder et højt niveau hele vejen igennem. Den spartanske instrumentering med bas, trommer og trompet bruges bevidst. Der er megen luft omkring hver enkelt instrument. Han siger i pressematerialet at han elsker at skabe musikalsk ukomfortable situationer, hvor han udfordrer sig selv. Det gør han også i høj grad, når han skal undvære et akkordinstrument, som f.eks. et klaver. Det der lander hos mig er ikke udfordrende musik, som i noget der er uforståeligt. Dabrowski er nærværende og påpasselig med materialet, der aldrig overlæsses.

Polske Tomasz Dabrowski har boet i Danmark de sidste fire år, hvor han har gået på konservatoriet i Odense. Her har han mødt trommeslageren Anders Mogensen, der er underviser på stedet. Sammen med bassisten Nils Bo Davidsen er Mogensen suveræne partnere. De er overalt i musikken og ved også hvornår de skal holde igen. Tomasz Dabrowski spiller udover trompet også på balkanhorn. Han trækker på inspiration fra free jazz, østeuropæisk folkemusik og avantgarde. Tom Trio er både et originalt og velspillet album, der bør pirre den nysgerrige jazzlytter.

tomdabrowski.com

Rêve Boheme: Django goes north (Calibrated)

Guitaristen og sangeren Jens Fuglsang står i spidsen for Rêve Bohème, der nu er aktuelle med deres femte CD. Det er stadig Django Reinhardt og gypsyjazz det drejer sig om. Denne gang under overskriften Django goes north. Og ja Django nåede at spille fire koncerter i 1939 i Danmark inden krigen brød ud. På denne plade er der ikke yderligere krydsninger mellem gypsyjazzen og dansk musik. Det her er rent og uforfalsket gypsyjazz i højt tempo. Robert Pilgaard tager sig fortsat af rytmeguitaren mens de to nye medlemmer Jesper Riis på bas og Finn Poulsen på mundharmonika føjer lidt nyt til Rêve Bohème. Det er i høj grad Poulsens mundharmonika, der afløser Kasper Fredholms tenorsax, der giver den nye lyd til kvartetten. Poulsen spiller en sikker Toots Thielemanns-lignende kromatisk mundharmonika, der passer perfekt til Rêve Bohème.

Gypsyjazz er en meget veldefineret genre og derfor er det svært at føje noget nyt til genren. I stedet handler det i høj grad om udtryk og ikke mindst de enkelte musikeres kvaliteter. Det klarer Rêve Bohème særdeles flot. Personligt synes jeg at det er en fornøjelig idé at de har valgt at spille The Clash's Jimmy Jazz fra 1979 rockklassiker-albummet London Calling (der af mange - inklusive mig - kaldes et af de bedste rockalbum  i verdenshistorien). De holder sig fint til forlægget, der også i den oprindelige udgave er ganske jazzet. Men det er jo ikke gypsyjazz for ingenting, så der kommer et par mellemspil i højt tempo, hvor de fleste rockguitarister ville give fortabt. Pladen lukkes ned med Velvet Underground's Sunday Morning, der kommer fra mit andet topyndlingsrockalbum The Velvet Underground & Nico. Her synger Fuglsang næsten som Lou Reed. Imponerende og overraskende (jeg er ultra-Lou Reed fan) godt gået.

Resten af pladens numre er en blanding af jazzklassikere og selvskrevne numre.

reve.dk

Erik Moseholm er død

Erik Moseholm døde torsdag aften, 82 år gammel. Den betydning han har haft for dansk jazz er overvældende stor. Det har den været i kraft af den vedholdende og bredspektrede indsats han har lagt for dagen. Han har sat sig dybe spor over alt i dansk jazz. Siden slutningen af 40'erne, hvor han begyndte at optræde professionelt som bassist og frem til sin død, har han været involveret i mange vigtige projekter. Det har drejet sig om musikpædagogik, organisation og mange af de områder der er omkring jazzen. 

I 50'erne og frem til starten af 60'erne spillede han på en lang række af tidens vigtigste pladeindspilninger. I 1958 blev han kåret som årets danske jazzmusiker. I 1961 starter han Radiojazzgruppen, hvilket han beretter om i bogen Den hemmelige krystal fra 2003. Han har været administrativ og kunstnerisk leder af DR Big Band og rektor på det Rytmiske Musikkonservatorium. Han har været til at starte musikpolitiske foreninger som Fajabefa, DJBFA og Dansk Jazzmusiker Forening op. Hans musikalske virke er dokumenteret på en lang række plader, hvor serien Erik Moseholm Collection som Music Mecca udsendte fra 1998-2003 over fire CD'er dækker hans vigtigste musikalske periode fra starten af 50'erne og frem til starten af 70'erne. Desuden har han skrevet flere bøger.

Jeg har mødt Erik Moseholm adskillige gange i forbindelse med Swinging Europe-projektet. Sammen med Birgit Vinge fra Brande formåede han at skabe et europæisk jazzprojekt med unge jazzmusikere, der fik betydelig økonomisk støtte fra EU. Hans oprigtige og brændende entusiasme omkring hver enkelt musiker, der var medlem at big bandet var for mig inspirerende og imponerende. Specielt  med tanke på alt det han har været involveret i. Han trådte ud af projektet for et par år siden og sikrede sig først at det kunne leve videre, inden han gik på "pension". Swinging Europes hovedprojekt big bandet European Jazz Orchestra har netop overstået endnu en succesfyldt turné der bragte dem gennem 9 europæiske lande.

Erik Moseholm efterlader en kæmpe musikalsk, pædagogisk og organisatorisk arv, der kommer jazzmusikere og fans til gode mange år frem.

Stefan Pasborg: Free Moby Dick (ILK)

For kort tid siden var Stefan Pasborg aktuel med en ny liveplade med Odessa 5 XL. Om kort tid kommer der et nyt album med Ibrahim Electric. I mellemtiden kan Pasborg-fans lune sig med denne udgivelse, der i høj grad hænger sammen med Stefan Pasborg's andre musikalske aktiviteter. Free Moby Dick er Pasborg's "free jazz møder rock" projekt. Led Zeppelin, Black Sabbath, White Stripes, Rolling Stones og Tom Waits splittes ad. De genopstår i muterede reinkarnationer, hvor kropsdelene er sat lidt anderledes på torsoen. Noget er udeladt, andet er tilføjet.

Stefan Pasborg kommer tæt på det jeg efterlyste i min kommentar her på bloggen tilbage i juli måned. Det er blevet til musik der kan appelere bredere end free jazz normalt vil gøre. Med de to suveræne saxofonister Mikko Innanen på barytonsax og Liudas Mockunas på tenorsax samt Nicolai Munch-Hansen på bas er rammen sat for en kvartet der lige præcis vælter mig omkuld. Rockklassikere som Black Dog, Iron man og Paint it black, hvor kvartetten undervejs spiller melodistykkerne, som man kender dem, selvfølgelig med jazzsaft og -kraft blandes op med dissektionen af det velkendte. Free Moby Dick er en plade med kultpotentiale. Innanen og Mockunas er fantastiske. Det er godt hørt af Pasborg, at sætte de to sammen. 

pasborg.dk

Sinne Eeg: The Beauty of Sadness (Sinne Music/VME)

Radiounderholdningsorkestret der her kaldes Danish National Chamber Orchestra er med på Sinne Eegs femte plade i eget navn. Jacob Christoffersen sidder ved pianoet som han efterhånden har gjort i nogle år hos Sinne Eeg. Sammen med bassisten Morten Ramsbøl står han for det trygge og velkendte mens trommeslageren og stjernen Peter Erskine er med som special guest. Uden at ville fornærme nogen, havde det for min skyld ikke gjort noget at det var Morten Lund der sad ved trommerne.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at Sinne Eegs stemme og musikalitet der er pladens store attraktion. Hun synger uafrysteligt smukt! Et godt eksempel er duetten mellem Sinne og Marc Bernstein på basklarinet på I have the feeling I have been before. Der er en dybde, en varme og en indfølelighed i stemmen der sætter sig i hjertet. Sinne Eeg styrer uden om kendte jazzstandards og har i stedet fem af sine egne numre på repertoiret. Hun vender bla. tilbage til titelnummeret fra 2007-albummet Waiting for dawn

Hun har taget to popnumre med på pladen. Lennon/McCartney's Strawberry Fields forever og U2's With or without you. Der er stor forskel på hvordan de er landet. Strawberry Fields forever har Sinne Eeg et helt særligt tag på. Hun går ind i melodien og får en ny, medrivende og personlig version ud af den. Så absolut et af pladens højdepunkter. With or without you er slet ikke i samme klasse. Det er muligvis fordi den oprindelige melodi slet ikke åbner op for den slags muligheder. Hun besætter ikke nummeret og gør den til sin. Det bliver til en rimeligt ordinær version. En version der ikke passer til resten af pladens høje kunstneriske niveau.

The Beauty of sadness fortjener en god færd. Sinne Eeg har imponeret siden Waiting for dawn og frem. Denne gang er hun mere afklaret end nogensinde. Hendes stemmepragt er i særklasse og med lidt held kunne hun godt få et internationalt gennembrud med dette album. Kvaliteten er der i hvert fald. 

sinnemusic.com

John Tchicai er død

Den danske saxofonist John Tchicai er død. Han blev 76 år gammel. Han fik en hjerneblødning i lufthavnen i Barcelona tilbage i juni måned. Han er nu sovet stille ind på et sygehus i Frankrig. 

Han kom til New York i 1962, hvor han blev en del af byens boblende avantgardescene. Her blev han medlem af en af de mest banebrydende grupper, New York Contemporary Five sammen med bla. Don Cherry og Archie Shepp. Desuden medvirkede han på John Coltrane's LP Ascension fra 1965. Et album der af mange regnes for at være et af avant garde- og freejazzens hovedværker. Tilbage i Danmark i 1966 er han med til at danne Cadentia Nova Danica, der blander kompositionsmusik, improvisation og verdensmusik. Albummet fra 1969 Afrodisiaca bliver af datidens anmeldere, Boris Rabinowitsch fra Politiken og Erik Wiedemann fra Information rost til skyerne. I 2006 kritiserer Politiken Kulturkanonen for ikke at have medtaget dette oversete værk. 

John Tchicai har ikke trukket overskrifter i den brede offentlighed. Han har omvendt sat så dybe spor i jazzens historie, at han internationalt set er den danske jazzmusiker der har haft størst betydning. Der er selvfølgelig blevet sat pris på Tchicai, der i 1990 som den første improvisationskomponist fik Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Ligeledes har samarbejdet med Pierre Dørges New Jungle Orchestra og Simon Spang-Hanssen været med til, at placere ham eftertrykkeligt på det danske jazzlandkort. I 70'erne pendlede han rundt i Europa, hvor han spillede med mange at de vigtigste europæiske avantgardemusikere. Senere har han i længere perioder været bosat i USA og sidst i Frankrig. Han har indgået i 100-vis af avantgarde projekter over hele verden. Et af kendetegnende ved Tchicai har været den åbne tilgang til musikkens verden, der har bragt ham rundt i verdensmusikken, ny kompositionsmusik, rock og flere andre underafdelinger indenfor den eksperimenterende jazz. 

En stor jazzmusiker er væk. Han vil blive savnet og husket af avantgardefans over hele verden.

Yazz: So Danso (Stunt)

Det kunne gå så grueligt galt. I stedet er det endt i en solbeskinnet fest. Sangerinden Yasmin Kierkegaard alias Yazz synger en række numre fra latinmusikkens a-liste. Sange der så ofte er fortolket før. Mas que nada, Besame mucho, Girl from Ipanema, Corcovado etc. Bossa, samba, mambo og andre varme stilarter er basis på pladen So danso. Der har heldigvis sneget sig en musikalsk kant ind på pladen, så den hæver sig og bliver til mere end et cocktailsoundtrack. 

Det er i høj grad saxofonisten Jakob Dinesens fortjeneste. Han tager sig mesterligt af den musikalske ledelse af et orkester med Yasser Pino på guitar, Carlos Perez på trombone, Eliel Lazo på percussion og ikke mindst Poul Reiman på et klaver der lyder som et opretstående klaver. Det er det der med til, at give noget af kanten, sammen med en masse dejlige saxsoli fra Dinesen. Yazz leger kælent med lytteren, på en måde så også kvindelige lyttere bliver forført. Yazz og bandet har lavet en festlig plade, der kan bruges som sjælevarmer nu hvor efteråret for alvor har sat ind.

sundance.dk

Sulahue: Eating stars (Red Hill)

Som en prøveballon, hvor et helt long playing album ikke nødvendigvis er løsningen for en debutant er denne EP dukket op. Den indeholder fire numre med den dansk-mexicanske sangerinde Sulahue. Hun dækkes musikalsk op af konservatoriestuderende musikere. Det er vaskeægte håndspillet musik, hvor der både er virtuositet og håndværk i spil. De spiller musik uden nogen som helst skelen til tendenser og modeluner. 

Sulahue står i spidsen for et kabaretlignende swing-univers med en duft af savsmuld og jazz. Hun leger med og plejer sangteksterne. Blandt instrumenterne finder man både akkordion, hammond, piano, guitar etc. Jeg vil gerne fremhæve violinisten Alexander Kraglund. Der er noget magisk over hans violinspil. Pladen er et hyggeligt bekendtskab og en kraftig understregning af, at det bobler og syder med talent i den danske musikundergrund. 

sulahue.com

Arild Andersen & Scottish National Jazz Orchestra: Celebration (ECM) >> Various artists: The ACT Jubilee Concert (ACT)

Det er skandinaverne der dominerer på disse to udgivelser, der hylder hver sit tyske pladeselskab. Den norske bassist og mangeårige musiker på utallige ECM-udgivelser Arild Andersen står i spidsen for det skotske big band Scottish National Jazz Orchestra. Sammen kigger de tilbage i ECM's righoldige katalog og spiller seks klassikere. Der er de helt store klassikere som Chick Corea's Crystal silence, Keith Jarrett's My song og Dave Holland's May dance. De suppleres med tre norske numre, Andersens egen Independency, Trygve Seim's Ulrikas dans og Jan Gabareks Molde Canticle. Saxofonisten Tommy Smith dirigerer og tager nogle friske soli. Det er blevet til en lettere rodet sag, hvor fornøjelsen er Andersens umådeligt lækre bas. Som feks. på Jarretts My song, hvor Andersen spiller melodistykket på bassen som Jan Gabarek udødeliggjorde med hans karateristiske saxtone.

Tidligere i år afholdte ACT Records en 20 års jubilæumskoncert i Hamburg. Det er den vi over 2 CD'er kan høre på The ACT Jubilee Concert. En række af de musikere, der har været med til, at placere ACT på jazzens verdenskort spiller her sammen i nogle forskellige konstellationer. Den polske pianist Leszek Mozdzer indleder overbevisende koncerten, bla. i en overbevisende duet med bassisten Lars Danielsson på sidstnævntes Pasodoble. Men det er The ACT Family Band med trombonespilleren og sangeren Nils Landgren i spidsen, der tager sig af hovedparten af musikken. Han bliver altid en tand bedre når han står på en scene, da hans mere organiske fremtræden klæder både trombonespillet og sangen. I bandet finder man en række musikere, der i de senere år har været med til, at tegne pladeselskabet. Lige fra guitaristen Nguyen Le til trompetisten Verneri Pohjola. Selvfølgelig hyldes ACT's største navn gennem tiderne Esbjörn Svensson også. Cæcilie Norby synger sammen med Landgren, der gribende Love is real, der som den eneste Esbjörn Svensson Trio-melodi var med sang af Josh Haden på 2003-albummet Seven days of falling. Norby er med på flere af koncertens numre og på den afsluttende Purple Haze trækker hun mere på erfaringerne fra Frontline og One/Two end fra de sidste mange års jazzkarriere. Friskt! 

player.ecmrecords.com/andersen-celebration

Toxvaerd/Anderskov: Phone Book (ILK)

Telefonbogen? Hvem bruger en telefonbog i disse tider? Altsaxofonisten Laura Toxværd har brugt bogen men ikke til at finde telefonnumre. Hun har brugt telefonbogen til, at skabe musik. Hun har skabt fire grafiske symbolsystemer, der angiver musikkens forløb. Det drejer sig om noder der er blandet sammen med udklip fra telefonbøger. Det giver en særegen blanding af nedskrevet og komponeret musik, der blandes op med improvisationer. Hun har allieret sig med en af de allerstærkeste danske musikere, når der skal laves musik, der i form og mentalitet bevæger sig i stratosfæren. Pianisten Jacob Anderskov er om nogen manden, der kan omsætte svær musik.

Laura Toxværd har på de to tidligere albums No. 1 fra 2007 og Do Drugs fra 2010 afsøgt udkantsområder i jazzen. Det gør hun ikke i så ekstrem grad denne gang. Åbningsnummeret Androidangle er sammen med nummeret Fishbone de lettest tilgængelige numre. I en rolig struktureret opsætning mødes Toxværds støvede altsaxtone med Anderskovs søgende piano i en tåget stemning. Der er avantgardistiske skæverter, der stiller krav på de andre numre, så fans af Toxværd og Anderskov bliver ikke skuffede. Denne duoplade understreger på tydeligste vis, at Laura Toxværd både kompositorisk og stemningsmæssigt er en ener på den danske jazzscene.

lauratoxvaerd.dk

Sarah Howe: The wild & The tame (Sarah Howe)

Hvad gør man, hvis man gerne vil ind på den danske jazzscene og kommer fra Tyskland? Den klassiske måde er, at forsøge at lave en turné. Skridtet før booking af en turné er, at oparbejde noget omtale i Danmark. Det gør sangerinden Sarah Howe der kommer fra Hamborg et forsøg på. Som en del af omtalen, har hun sendt hendes CD til mig. Hun er af engelsk oprindelse men bor nu i den store tyske by, der er så tæt på Danmark og alligevel så langt væk...

Sarah Howe laver uforfalsket jazzpop med fokus på poppen. Der er en solbeskinnet lethed i musikken. Hun sørger selv for klaveret mens hun bakkes op af tre tyske musikere. Saxofonisten Christian Gastl vrider uden større problemer en David Sanborn-lignende solo ud af af ærmet. Det er nogle velspillende musikere, der klæder den lette musik godt. Nu skal der nok mere end en anmeldelse på min blog, til at sætte an turné op i Danmark. Jeg tror at den allerstørste udfordring bliver konkurrencen med de danske jazzsangerinder der også flirter med poppen. Dem er der en hel del af og flere af dem, gør det særdeles godt.

sarahhowe.de

Hans Theessink & Terry Evans: Delta time (Blue Groove/Pladekisten)

Gospel og blues mødes her i en hellig akustisk alliance. Bluesguitaristen og sangeren Hans Theessink er gået sammen med den amerikanske bluessanger og guitarist Terry Evans, der har den lækreste gospelinspirerede vokal. Evans har tidligere samarbejdet med Ry Cooder. Cooder kigger meget passende forbi på tre af pladens numre, med hans velkendte og distinkte guitarlyd. Det kan godt være at Theessink er fra Europa men det her er ren og uforfalsket organisk blues af fineste klasse. Det er støvet og sumpet deltablues, der står i gæld til Mississippi, Louisiana and the southern spirit.

Theessink og Evans mødes i et intenst duosamarbejde, hvor Evans klare gospelvokal er et passende match til Theessink's varme baggårdsstemme. På en række af numrene suppleres Evans endda med tre andre sangere, så gospelstemningen rigtigt kan gribe fat. Delta time er en stor bluesplade med en selvsikker bluesguitar og de lækreste bluesvokaler.

theessink.com

terryevansmusic.com

Alhos: Alhos (AORecords)

En trio med tre finner der spiller guitar, tuba og trommer. Lyder det vildt? Det er det også! Guitaristen Juhani Grönroos står i spidsen for trioen, der ter sig fuldstændigt uhæmmet. De spiller tung rock med improelementer og så den her tuba. Det lyder overraskende genkendeligt. Det nærmeste jeg kan komme er, at beskrive det som pompøs trashy rock. 

Det er ikke endimensionelt larmende, hvilket det afsluttende nummer Hahmoit er med til at illustrere. Saxofonisten Joakim Berghäll føjes til et nummer, hvor Grönroos nærmest lyder henad Bill Frisell. Topnummeret på pladen er uden tvivl Phil Collins-hyldesten "Phil Collins" eller måske er det slet ikke nogen hyldest. Der er under alle omstændigheder hentet inspiration i 70'ernes pompøse rock, hvor netop Genesis med Phil Collins var et af topnavnene. En på mange måder spøjs og original plade, der fortjener et lyt.

alhosmusic.com

Scott McLemore: Remote location (Sunny Sky)

Den amerikanske trommeslager Scott McLemore blev for nogle år siden en del af den islandske jazzscene. Det gjorde han via sit forhold til den islandske pianist Sunna Gunnlaugs. Hun medvirker selvfølgelig på McLemores andet album, der er indeholder 11 personlige numre. Personlige i den forstand, at der knytter sig forudgående følelser og oplevelser til de enkelte melodier. Hilsener til gamle venner bliver sendt gennem McLemores smukke musik. Han har allieret sig med fire stærke islandske musikere, hvor den ene - tenorsaxofonisten Oskar Gudjonsson er den vi kender bedst i Danmark via hans samarbejde med guitaristen Søren Dahl Jeppesen. Det er fint sted at starte i beskrivelsen af denne plade. Kan du - ligesom jeg - godt lide Søren Dahl Jeppesen, så er der ikke mange undskyldninger for ikke, at høre denne plade.

McLemore har opholdt sig længe nok på Island, til at han er indfanget af det enkle og rene. Smukke ballader iblandet vulkanaske. På pladens sidste nummer hylder McLemore instrumentkollegaen Paul Motian med Movement for Motian. Der er ikke den samme flydende rytme i McLemore's spil, som kendes fra Motian. I stemningen og sjælen vil Scott McLemore dog noget af det samme. Det er blevet til en afvekslende, behagelig og rolig plade. 

scottmclemore.com

Jesper Zeuthen: PLUS (Barefoot Records)

Vildskaben tøjles på Jesper Zeuthens nyeste udspil. Det gør ikke noget, han har allerede vist den vilde side på sine to foregående albums. Denne gang får han yderligere selskab af to blæsere. Den erfarne trompetist Kasper Tranberg og den unge Kristian Tangvik på tuba. De udgør en blæserfront, der selvfølgelig præges voldsomt af Zeuthens personlige saxofonspil der er så sprængfyldt af bølgeformede følelser. Der er både Ayler og Afrika i den saxofon. 

Tranbergs og Zeuthens instrumenter mødes som det naturligste. De plejer hinanden i en grad, så der vokser blomster ud af messinginstrumenternes huller. Tangviks tuba er lige så meget støtte for rytmegruppen, hvor bassisten Adam Pultz Melbye får passende med- og modspil. Melbye spiller normalt i Zeuthens trio, sammen med trommeslageren Thomas Præstegaard, der naturligvis også er med her. 

Det er helt konkret et plus, at der er kommet flere med. Det er også et plus for musikken, det klæder Zeuthens kompositioner med mere musikalsk fylde. Der er tre numre der går igen fra de to tidligere albums. På et nummer som Sin skæve gang har der fundet en gevaldigt opstramning sted med nummeret. Nu er det jo stadig Jesper Zeuthen, så han er på ingen måde blevet bovlam. Det her er endnu en side af manden. På fire numre er der yderligere to blæsere med; Henrik Pultz Melbye på altsax og Jens Kristian Bang på trombone. For min skyld måtte der gerne komme et helt album med Jesper Zeuthen PLUS plus. Jeg kan nu sagtens "nøjes" med dette album. Endnu en gang understreger Jesper Zeuthen, at han er en af de helt store danske jazzmusikere.

Bonusinfo:

Jesper Zeuthen PLUS spiller på Cph. Jazzhouse d. 4.- 11.- 18. og 25. oktober i serien Danish Masters.

jesperzeuthen.com

Niels Vincentz: Early reflections (Steeplechase)

Indspilningerne havde ligget og samlet støv i 12 år, inden de skulle komme frem i dagens lys. Saxofonisten Niels Vincentz havde forsøgt at finde et pladeselskab der ville udgive pladen dengang, men der var ikke nogen der bed på krogen. Det har Steeplechase's Nils Winther heldigvis gjort efter, at trommeslageren Billy Hart havde opfordret Vincentz til, at kontakte Winther. Hart havde ikke glemt indspilningen, som han selv medvirkede på. Han havde nemlig ofte haft den fremme og lyttet til den. Den sidste mand i trioen er bassisten Cameron Brown. I foråret var de tre atter på turné sammen i USA og Danmark. Her sluttede de turnéen af med indspilningen af endnu et album. Nu går der næppe 12 år inden den kommer på gaden. For med Early reflections har Niels Vincentz fået en masse velfortjent opmærksomhed.

Det er en saxtrioplade af meget høj klasse. Vincentz's dejlige personlige tone får passende backup fra en uhyre velspillede Hart, der er sprudlende fuld af en masse små spidsfindigheder, han hele tiden får lagt ind i musikken. Niels Vincentz har måske ikke gjort så meget væsen af sig tidligere. Denne plade må en gang for alle placere ham på listen over stærke danske saxofonister med en personlig tone. Han har selv skrevet 6 af pladens numre. Pladens udgangnummer er John Coltrane's 26-2 er en passende afrunding på en god saxplade med en solid dosis Coltrane-inspiration.

nielsvincentz.com