Kasper Tom & Jacob Anderskov: Chroma (Barefoot Records)

Med Kasper Tom og Jacob Anderskov i hovedrollerne var jeg forberedt på en free jazz oplevelse af den mere udadvendte slags. Det fik jeg ikke. Både Jacob Anderskov og Kasper Tom er ellers ikke blege for at bevæge sig frit i tid og rum. Det gør de også på denne plade, hvor trommeslageren Kasper Tom har skrevet musikken. Der hersker en mere indadvendt ro i deres improsammenspil. De er ligestillede i duoen, hvor Anderskov spiller på piano. Musikken besidder en drift og et flow der vokser stille frem. Kasper Tom og Anderskov er begge særdeles erfarne i de avantgardistiske hjørner af jazzen - og det kan høres på Chroma.

De gør hvad de vil. Der skabes et sammenhængende univers, hvor Kasper Tom med sit afdæmpede improtrommespil er nede i musikkens materie. Anderskov dykker med ned i den improjazzede underverden, der er fuld af farver, swing og løsrevne stumper. Det er jazz der både skylder til forne tider og eksperimenterende nutidig impro.

barefoot-records.com

Ibrahim Electric: Rumours from outer space (ILK) LP

Nogle musikprojekter viser sig over tid, at være endnu bedre end man havde forestillet sig fra starten. Andre dør ud efter kort tid, da idémændene selv mister interessen og gløden - måske pga. manglende publikumsinteresse. Sådan har det ikke forholdt sig med trioen Ibrahim Electric der nu er fyldt 10 år og har lavet deres ottende album. Idéen var god fra starten og den er stadig god. De har stædigt holdt fast i trioen, der som et af meget få bands (de eneste?) på den danske jazzscene, har de turneret og lavet plader næsten hvert eneste år. Publikumsinteressen har været der næsten fra starten af, hvor de uden problemer har fyldt de større danske byers spillesteder - og stædigt har arbejdet for at få udbygget deres publikum i provinsbyerne, hvor det nok er sværere at fastholde folk. 

Trioen er en sammentømret enhed med tre individualister. Der er den multifacetterede trommeslager Stefan Pasborg, der rejser i tid og rum. Der er guitaristen Niclas Knudsen der har sit skarpe vid og encyklopædiske guitarspil med kapitler om både afrobeat, funk og rock. Der er hammondorganisten Jeppe Tuxen, der placerer sig naturligt mellem rock og jazz. Ibrahim Electric er fuldendte og de har lavet adskillige gode plader. Kan de blive ved? Tilsyneladende er svaret ja. Åbningsnummeret Attack from above minder sine steder om den svenske rockgruppe Atomic Swing, der var fremme i starten af halvfemserne. Big Boss er surfguitar med teaktræs beats. Moondogs on the run er med hundeglam og et klassisk Knudsen guitarattack. Sneaky galaxy gold diggers er Pasborg-galaktiske rytmer, hvor det er bedst bare at flyde med. Det fjollede slutnummerJag vill leva er med Nicolai Elsberg på vokal. Idéen med vokaler på flere numre er måske ikke helt tosset. Hvordan kunne det ikke lyde, hvis Ibrahim Electric krydsede klinger med Steen Jørgensen? - eller en anden og mere nutidig sanger? Jag vill leva er klassisk Ibrahim-sjov, men ikke der hvor de er bedst.

ibrahimelectric.com

Karen Sundtoft & Anders Mogensen: Melodic Moods (Gateway)

Ni sange. Fem på engelsk og fire på dansk. Det er de danske sange som jeg først og fremmest er faldet for på pladen. De står stærkest og renest i udtrykket. Der er ikke den samme afstand som der er i de engelske. Sangerinden Karen Sundtoft er et ubeskrevet blad på den danske jazzscene. Hun er gået sammen med den erfarne trommeslager Anders Mogensen om pladen Melodic Moods. Mogensen har skrevet musikken, mens Sundtoft har skrevet teksterne. Mariusz Prasniewski spiller bas og Simon Krebs spiller guitar på pladen.

Det er afdæmpet vokaljazz, hvor der overlades plads og tid til fortællingen. Pladen blev til efter, at Karen Sundtoft havde hørt Anders Mogensens stemningsmættede album Gratitude fra 2009. Hun begyndte at sætte tekster til Mogensens melodier, der var skabt ud fra stemninger og situationer i Anders Mogensens liv. Det er der kommet en fin plade ud af. Det er en anderledes side af Mogensen, der her har skruet ned for det ekspressive trommespil.

melodicmoods.dk

Manu Katché: Touchstone for Manu (ECM) >> Manu Katché: Live in Concert (ACT)

En opsamlingsplade eller en liveplade er specielt indenfor rockmusikken et tegn på stagnation. Festen er groft sagt ovre og man kan ikke finde på noget nyt for, at tjene til livets ophold. Liveplader har en anden betydning indenfor jazzen. Her er de en del af det kunstneriske udtryk. Jazz handler om øjeblikkets antændelse - hvilket liveplader er med til at dokumentere. Trommeslageren Manu Katché har været tilknyttet det tyske pladeselskab ECM Records siden 2004, hvor han har lavet nogle højt profilerede udgivelser. Nu er det slut og det markeres med et opsamlingsalbum - som ellers ikke er noget ECM laver ret ofte. Samtidig med at det er slut hos ECM udgiver Katché's nye (og igen tyske) pladeselskab ACT Records et livealbum med ældre materiale.

Live indspilningen er fra jazzklubben New Morning i Paris, denne sommer. Der er mange gengangere på sætlisten fra 2012-pladen Manu Katché, hvor den eneste udskiftning i bandet er trompetisten Nils Petter Molvær, der afløses af italieneren Luca Aquino, der har en lyd der er tæt på Molværs. Kvartetten har spillet 130 koncerter på turnéen og denne aften i Paris sætter de skabet på plads. Bandet er tilpas rå og løse i fugerne, så live-feelingen fornemmes. Den norske saxofonist Tore Brunborg har en sikker stil - der på trods af at han spiller tenorsax ikke er langt fra landsmanden Jan Garbareks stll, som Katché også har spillet sammen med gennem mange år. Det er en fin liveplade, der er et must for Katché-fans.

Men er man ny er opsamlingspladen et bedre sted at starte. Den samler musik fra de fire ECM-plader som Katché har lavet i perioden 2004-2012. For hver plade har han sammensat et sejt hold. Her synes jeg at 2009-holdet med bl.a. Brunborg, Pino Palladino på bas og Jacob Young på guitar er det bedste til at omsætte Katché’s udadvendte, rytmiske og melodiske jazz som nutidig fusionsjazz. 2004-bandet med Garbarek og Tomasz Stanko på trompet er selvfølgelig vanvittigt fede. Svagheden er at de fylder for meget som “stjerner” og ikke falder ind i Katché’s kollektive udtryk. Ved du ikke hvor du skal starte? Prøv at lytte til Keep on trippin’ og Swing Piece. Hvis det ikke overbeviser dig, så er Katché ikke noget for dig.

manu-katche.com

Anders T Andersen Sextet ¡jazzjazz!: Low Flow (Gateway)

Det er lang tid siden, at der er kommet en plade, hvor der står Anders T Andersen på forsiden. Senest var i 1997 med pladen Part of a Circle. Tidligere havde han udgivet et par plader i eget navn i 1991 og 1995. Anders T Andersen er meget aktiv omkring musikerforeningen Toneart. 

Anders T. Andersen skifter ubesværet mellem sopran, tenor og bassaxofon, mens Emil Hess spiller barytonsax og basklarinet. Anders Larson spiller trombone. Rytmegruppem består af Niels Thybo på piano, Kasper Tagel på bas og Michael Paulsen på trommer. Jeg kommer til at tænke på Charles Mingus som han lød i slutningen af 50’erne på bl.a. Dynasty og Ah Um. Det er jazz trukket ud af den mørke sump. Der er blues, gospel og saftige grooves i musikken.

Low Flow - lavt flydende jazz er musik spillet af en gruppe, der lige præcis forstår at grave sig ned sammen. De finder sammen i et gennembearbejdet og sammenspillet flow. Det er et overraskende flot pladecomeback, fra en af den danske jazzscenes stjerner der lever i skyggerne. De spiller rasende kvalificeret jazz, der stiller krav til grundkvalifikationerne.

Per Carsten: Solo (ILK)

Sympatien for både Per Carsten og Kresten Osgood er fra min side stor. Jeg anmeldte for nogle år siden en plade, der godt kan minde om den her. Jeg gav pladen så mange høvl i anmeldelsen, at musikeren bad mig om at fjerne anmeldelsen. Hvilket var fair nok. Han havde bare sendt pladen til mig i håb om, at jeg ville skrive lidt om den og ikke give den tæsk. Kombinationen af pladeselskabet ILK, Kresten Osgood og Per Carsten kræver dog at jeg sætter mig ned og vender ørerne mod en plade, der er indspillet ved hjælp af et corny og outdated midisystem, der lyder übersyntetisk, muzakket og sine steder bekymrende nær den musik, der kan blive spillet på et autobahntoilet som et forsøg på at overdøve pauserende bilisters kummedrøn. Per Carsten spiller på en EWI - en slags elektrisk saxofon, der benytter sig af det elektroniske midi-system - et instrument der har en vis charme, specielt hvis man var ung i firserne. Men når det suppleres med nogle trommelyde og rytmer, der er ganske ucharmerende og plastikagtige - så går det galt.

Kresten Osgoods gode tanker og intentioner er en vigtig del af denne plade. Per Carsten var hot shit i 70’erne, da han sad i Radioens Big Band. Senest blev jeg mindet om det, da jeg hørte Storyville 6 dobbelte CD-boks, hvor Per Carsten stikker saxofonen sikkert frem flere gange på indspilningerne fra 70’erne. I 1979 udkom soloalbummet Andromeda - der var indspillet over et par gange i 1977 og 1979. Det er et meget anbefalelsesværdigt album, en af mine absolutte favoritter blandt danske jazzplader fra 70’erne. Osgood opsøgte Per Carsten for at samarbejde med ham, men Per Carsten mente at han skulle bruge et halvt år på, at forberede sig til en koncert, derfor blev det ikke til noget. I stedet blev det til denne plade, der først udkommer nu - men egentlig har ligget klar til udgivelse siden før sommerferien, hvor jeg fik den af Osgood. Pladen blev klar samtidig med at Per Carsten døde. Han nåede at se pladen et par dage før. Kresten Osgoods ihærdige indsats for det skæve og mystiske er imponerende. F.eks. stod han også bag Henry Grimes solopladen Solo fra 2009, hvor den legendariske bassist over to og en halv time understregede sit mystiske væsen. Jeg kommer ikke til, at vende tilbage til Per Carstens plade mange gange. På den anden side er jeg glad for at have hørt den. Det er jazz like no other jazz…

ilk.com

Christian Vuust: Urban Hymn (Cloud) >> Nikolaj Hess: Edited (Cloud)

Da Christian Vuust tidligere i år udgav albummet Urban Hymn fik det velfortjent megen ros. I februar skrev jeg, at: "Urban Hymn er allerede en af mine absolutte 2014-favoritter! En veldefineret blanding af New York og Danmark." Det er der ikke lavet om på, selv om der er kommet mange gode plader siden da. Nu er pladen udkommet i Japan på pladeselskabet Cloud Records, der tidligere har udgivet danske kunstnere som Peter Rosendal, Torben Westergaard, Jakob Dinesen og Magnus Hjorth. Pladen udkommer i forbindelse med at Christian Vuust tager på turné i Japan fra 14. nov. til 19. nov. Men det er ikke kun Vuust der bliver lanceret i Japan. Det samme bliver Nikolaj Hess, der spiller piano i kvartetten der tager rundt på fem japanske jazzklubber. Hess' tro basvæbner Anders Christensen er ligeledes med i Japan, hvor de sekunderes af den japanske trommeslager Kazumi Ikenaga, der tidigere har spillet med Magnus Hjorth Trio i Japan.

I samme forbindelse udgiver Cloud Records også et album med Nikolaj Hess. Edited er en samling med 11 numre fra fire forskellige Hess-plader. Fire af numrene er fra Etta Cameron-pladen fra 2009, tre numre er fra Global Motion-pladen, der ligeledes er fra 2009. Der er kun blevet plads til et enkelt nummer fra den nyeste og Danish Music Awards nominerede plade Spacelab. Trio-pladen fra sidste år, som Hess lavede sammen med Tony Scherr og Kenny Wollesen giver to numre, bl.a. den vidundelige Bob Dylan-fortolkning Make you feel my love. Der er desuden blevet plads til et ikke tidligere udgivet nummer, som Hess lavede sammen med Scherr og Wollesen. Thomas Laubs Stille hjerte sol går ned, fortolkes meget smukt.

Det er japaneren og indehaveren af Cloud Records Yoko Yoneyama der er med til at booste dansk jazz i Japan. Urban Hymn har fået et endnu flottere cover end den danske udgivelse, selv om jeg ikke troede at det var muligt. De smagfulde og æstetisk vellykkede udgivelser er gode bud på ny dansk jazz til japanerne. Mellem os sagt, kunne jeg i øvrigt også godt tænke mig at høre Vuust/Hess/AC/Ikenaga kvartetten live.

http://slowboattocloud.blogspot.dk/

F.E. Denning Descension Orchestra (Insula Music/Infinite Waves) LP

At stilheden kan være larmende kender der fleste nok til. Men kan det også forholde sig omvendt? Det er der noget der tyder på… F.E. Denning Descension Orchestra har lavet en plade med sakrosankt larm. Tranceskabende støj. Minimalistisk og orkestral bevidsthedsmassage. Et kakofonisk inferno. Det er marginalt og markant grænseoverskridende og -udvidende musik skabt af 10 musikere og F.E. Denning som en hilsen til John Coltrane’s freejazz mesterværk Ascesion fra 1965. Ascension er opstigningen mens Descension bringer os ned i jordhøjde. Vi lægger os fladt ned. Placerer det ene øre ned mod jorden og lader F.E. Denning Descension Orchestra’s droner flyve ind i øret og lamme hjernen. Får det til at stå stille. Nu kommer roen sammen med orkestrets livgivende og summende larm.

Musikerne har hjemme i forskellige eksperimenterende bands, som Casa Sui, Frisk Frugt, Empty Stairs og Spost. Musikken er indspillet i Radiohusets Studie 3 og breder sig over to pladesider. De 11 musikere finder sammen i et åndeligt og spirituelt hele, hvor det er kollektivets udtryk der fremmes. Det er med andre ord en meget givende og udfordrende LP, som F.E. Denning har lavet. Han har tidligere udgivet 3 kassettebånd på selskabet Posh Isolation, hvor F.E. Denning også lige har udsendt vinylalbummet Cities of light.

Bonusinfo:

F.E. Denning Descension Orchestra spiller på Copenhagen Jazzhouse d. 19. november sammen med Gud er Kvinde og Danielle Dahl.

insulamusic.dk

Du kan streame albummet her: passiveaggressive.dk/sounds/f-e-denning-descension-orchestra-st-infinite-waves-2014/

Simon Toldam Trio: Kig Op 14 (ILK)

Pianisten Simon Toldam har en trio, hvor han eksplorerer mulighederne for klaver, bas og trommer i 2014. Sammen med trommeslageren Knut Finsrud og bassisten Nils Bo Davidsen, der også medvirkede på Sunshine Sunshine or Green as Grass fra 2012 - et album jeg havde med på listen over de bedste jazzplader i 2012. Det nye album Kig Op 14 er den første plade i en duologi. Musikken blev indspillet over to dage i maj i år. Den næste plade kommer til april 2015. 

Kig op siger pladens titel. Det gør trioen. Der er en intensiv og spændt stemning i musikken. De interagerer og kommunikerer med hinanden i et forløb, hvor de fanger hinandens idéer og signaler. De spiller som et hele. Et levende væsen, der bevæger sig ud, ser sig omkring, lugter til blomsterne og smager på livet. Simon Toldam Trio er en organisk sammenhængende størrelse. Det er pianisten Toldam der fører an, mens Finsrud og Davidsen er helt inde under huden af Toldams musik. Det er triojazz, hvor de tre musikere til tider forlader melodiske og rytmiske strukturer for så at vende tilbage til dem. Det stritter - men aldrig i en grad så bliver usammenhængende. Det swinger og Kig Op 14 er en de rigtigt gode trioplader i år.

simontoldam.com

The Splendor: Forest (Hoob Records) 2LP

Den svenske saxofonist Lisen Rylander Löve er med 6 numre hovedleverandør af kompositionerne til kvartetten The Splendor, mens pianisten Fabian Kallerdahl har lavet tre numre. Det er det tredje album med gruppen, der har hentet mange roser for de to første albums. Tredje album er her, hvor The Splendor så skal vise, at de kan holde i længere tid. Det første der slår mig er den nye musikalske retning de har taget. Det forrige album havde en underliggende elektronisk side, som er helt forladt på dette album. Havde man sagt det inden jeg havde hørt albummet, var jeg blevet skuffet på forhånd. Men hold da op, hvor er det inderligt ligegyldigt, når man hører dette album, der er rendyrket akustisk jazz i skandinavisk topklasse.

Lisen Rylander Löve er sammen med brødrede Kallerdahl, Fabian på piano og Josef på bas, mens Lars Källfelt sidder ved trommerne. De breder sig over fire pladesider, der er pakket ind i et meget flot gatefold cover. Löve spiller skiftevis på tenorsax, sopransax og basklarinet og bruger det flot og bevidst til at skabe og understøtte den rette stemning i musikken. Trommeslageren Källfelt har et dynamisk drive, der som et hjerte sørger for den rette puls til musikken. Fabian Kallerdahl fanger stemningerne og udbygger dem på pianoet. Det er organisk jazz med plads til de impressive og eftertænksomme ballader og de udadvendte og kraftfyldte numre. På pladens andet sidste nummer The Riddle smyger det mytiske elektroniske instrument omnichord - spillet af Löve - sig alligevel ind på The Splendors plade, nummeret er nærmest en hilsen til noget de har forladt og stadig mestrer. Forest er stor skandinavisk jazz anno 2014.

hoobrecords.com

Carsten Dahl: The Myth and The Moth (Tiger)

Det er Bach-pladen med det præparerede klaver, der løber med overskrifterne lige nu. Det er ikke uden grund, da den er musikalsk grænseoverskridende og nyskabende. Carsten Dahl har gennem mange år dyrket soloformatet og har lavet mange forskellige typer soloplader og -koncerter. Samtidig med Bach-pladen er der også udkommet en umiddelbart lettere tilgængelig soloplade fra Carsten Dahl. En plade der placerer sig i forlængelse af de andre soloplader Papillion og Dream Child. Det er improviseret klavermusik af den smukke melodiske slags.

Carsten Dahl væver og digter øjeblikket. Forlænger stemninger og drejer situationer. Det er musik der omfavner virkeligheden. Musik der placerer sig i omgivelserne. Det er lyst som solstrålen der kravler ind gennem vinduet og hygger sig i den halvmørke stue. Carsten Dahl er en musikalsk kamæleon, der det ene øjeblik udfodrer lytteren (Bach) og det andet øjeblik pleaser (denne). Når du så alligevel skal i Tiger-butikken for at købe Bach-pladen (et must), kan du lige så godt tage den her med - du bliver ikke skuffet.

carstendahl.dk

SE-Quartet: Days to come (Prophone) >> Christian Herluf Pedersen Transatlantic: Autumn sketch (Herluf)

Der er nok flere svenske jazzmusikere der har taget turen til Danmark og startet en karriere her, end der er danske jazzmusikere der har taget turen til Sverige og startet en karriere der. Indenfor kort tid er der landet to plader med danske jazzmusikere, der er bosat i Sverige. Den ene pianisten Rasmus H. Thomsen har jeg beskæftiget mig med før, fra hans debutplade SE i 2008, der blev til SE-Quartet og en plade i 2012. Den aktuelle plade med SE-Quartet hedder Dyas to come. Der er melodisk jazz fra øverste skuffe. Kompositionerne er opstået ud fra et kollektivt samarbejde i kvartetten der består af saxofonisten David Ehrlin, trommeslageren Antti Ojala, bassisten Martin Sundström og altså Rasmus H. Thomsen på piano. Det er nordisk jazz med fokus på lyriske og smukke kompositioner. Kvartetten fremtræder sammenhængende og velfunderet.

Saxofonisten Christian Herluf Pedersen er bosiddende i Stockholm og uddannet på Kungliga Musikhögskolan i 2006. Jeg kendte ham ikke, før jeg fik denne plade i hånden. Han har ikke bevæget sig voldsomt meget rundt i det danske jazzmiljø, men er en international musiker, hvilket pladen også bærer præg af. Helt tilbage i 2006 mødte han den bulgarske pianist Asen Doykin på Berklee i Boston, hvor de begge var elever. De deles om komponisttjansen på denne plade. Doykin bor i New York og har en bred erfaring fra både jazz og pop. Musikken på Autumn Sketch er musik der lever i kraft af sin velspillethed. Der er elementer af New York’s vilde kompleksitet og nordens mere afbalancerede ro i musikken. De sidste to medlemmer af kvartetten er den svenske bassist Pär-Ola Landin og den i New York bosatte schweizer Mathias Kunzli. Christian Herluf Pedersen har lavet et spændende album, der har jorden som base.

sequartet.com

herluf.nu

Esben Brandt: Constants (Gateway)

Det er ikke højtråbende eller larmende jazz det her. Det er i det hele taget ikke en plade der gør det vilde væsen af sig. Den udkom en gang før sommerferien og en hurtig googlen afslører at pladen ikke er anmeldt på nettet. Den er også kun blevet afspillet nogle ganske få gange på P8 Jazz. Her er numrene This way og Three Melodies spillet henholdsvis 16 og 15 gange. Det er Esben Brandts anden plade, den første kom i 2013 og havde den svenske saxofonist Fredrik Ljungkvist i en sekunderende hovedrolle. Denne gang har Brandt sammensat et nyt hold med den polske trompetist Tomasz Dabrowski, den amerikanske trommeslager RJ Miller og bassisten Anders “AC” Christensen. 

Brandt giver musikerne nogle enkle melodier, som de væver videre på. Det er roligt og enkelt og kan sine steder, stilistisk minde om Jakob Bro. Esben Brandts spillestil er anderledes og mere kantet end Bros. Tomasz Dabrowskis trompet er en førnøjelse. Han har et svævende og sikkert spil, der giver Brandts plade karakter og fylde. RJ Miller og AC kender hinanden og deres underspillede stil passer til Brandts univers. Constants er en vellykket plade med nordisk jazz anno 2014.

esbenbrandt.dk

Blicher Hemmer Gadd: Blicher Hemmer Gadd (c-nut) LP

Når biografien om Michael Blicher udkommer en gang, bliver et af de centrale kapitler det der handler om 2014. Saxofonisten Blicher drog tilbage i februar på tur med sin gamle kompagnon organisten Dan Hemmer og så en verdensstjerne af den helt eventyrlige slags. 

Trommeslageren Steve Gadd har siden 70’erne sat sine dybe aftryk i jazz og rock. Hans spil har ligefrem været skoledannende. Hvorfor vil en verdensstjernetrommeslager, der konstant er på turné under luksuriøse og velbetalte forhold bruge tre uger på en turné i norden - der nok giver løn, men ikke i den samme vægtklasse som han er vant til? Koncerterne blev ikke spillet i Boxen-lignende haller, men på intime steder som Fermaten i Herning (det var der, jeg oplevede dem). Dem han stod på scenen sammen med hed ikke Eric Clapton eller James Taylor, men Michael Blicher og Dan Hemmer.

Blicher havde sendt nogle eksempler på sin musik til Gadd, der tændte på Blichers souljazzede stil og endte med at sige ja til projektet. Nu foreligger der en CD med 9 numre og en LP med 6 numre fra koncerterne. LP’en er blevet kortere end CD’en, da Blicher har prioriteret lydkvaliteten over mængden af numre på LP’en. Lyden bliver ganske enkelt bedre, når der er større afstand mellem rillerne. Begge plader åbner med Well I’m not really much of a dancer, der i laid back Steve Gadd-stil valser afsted. Her er en af de centrale forklaringer på at trioen Blicher Hemmer Gadd fungerer så djævelsk godt. Det her er tilbagelænet, loose og afslappet - sådan da. For det er også tre musikere, der er på omgangshøjde og sammen læner sig tilbage og lader en swingende lækker jazz indtage min sjæl. De er så velspillende og superskarpe. Det virker afslappende, men musikerne slapper ikke af, de er helt fremme i stolen. På She Curves, She Curves, har Blicher taget fløjten frem og placerer sig i et funky hjørne. Treme er hyldesten til New Orleans bydelen, der har bidraget med masser af inspiration til bl.a. denne trio.

På LP’ens side 2 er New Orleans igen i centrum, hvor der på nummeret går second line i den. Steve Gadd taler med sine trommer i en vidunderlig trommesolo og lader os forstå, hvorfor han har inspireret så mange. Trioen spiller kun 2 covernumre. Resten af numrene er skrevet af Blicher. Det er kun på CD’en at Yusuf Lateef-kompostionen Like it is findes. Det er ganske passende at Lateef hyldes med et nummer, da Blicher har hentet megen inspiartion hos ham. Den anden er In a little spanish town, der allerede i 1926 var et hit for jazzmusikeren Paul Whiteman, mens Bing Crosby lavede den som en cha-cha i 1956. Blicher placerer sig i lunt og kitschet hjørne, hvor Hemmer hygger på Hammond og Gadd endnu viser hvordan kompliceret trommespil spilles ganske enkelt.

Koncerten var en stor oplevelse, som jeg frygtede ikke kunne leve videre med samme intense stemning hjemme i stuen. Men det er lykkedes til fulde. Derfor får pladen også en kæmpe anbefaling herfra. Det er muligvis ikke revolutionerende jazz det her. Til gengæld er det både underholdende, velspillet og i verdensklasse.

michaelblicher.dk

Jakob Høgsbro Kvintet: Modstykker (Hawkbridge/Gateway)

Som udgangspunkt skal der en hel del vovemod til for at lave en jazzet spoken word-plade. Sidste år fik Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter en Danish Music Award for deres spoken word plade, hvor teksterne blev hentet i Søren Ulrik Thomsens digte. Denne plade er saxofonisten Jakob Høgsbros andet album, hvor han lader en række præster komme til orde. Det er ikke decideret kristne tekster. Det er tekster der handler om livet, om det levede liv. Den musikalske opbakning hjælper Kjeld Lauritsen på Hammond, Jesper Nordal på guitar, Eseb Eyermann på bas, og Jesper Uno Kofoed på percussion med.

Otte forskellige præster læser deres tekster op til Høgsbros musik og de er forbløffende rytmiske. Jakob Ulrik Hansen tager sig af Søren Kierkegaards Gift dig - Gift dig ikke i en rap opsætning. Den kommer lige efter Mette Grosbølls fantastiske tekst Den gamle dame, der er livsbekræftende og vis. Det er en stærk og velsplaceret åbning på pladen. Karen-Lisbeth Gøricke tager udgangspunkt i Søren Ulrik Thomsens Det værste og det bedste, hvor hun fortæller at “Det værste er deadlines og søvnløshed - Det bedste er, når det akkurat lykkes. Og det lykkes godt for Høgsbro med denne plade. Præster er vant til at kommunikere og arbejde med ord. De prøver på, at hjælpe os med at finde en mening med livet og det der befinder sig rundt om det. Høgsbros Modstykker er en overraskende spoken word plade, der fungerer og leverer masser af stof til tanke - både før og efter.

jakobhogsbro.dk

Gerald Albright: Slam Dunk (Heads Up/Concord/Naxos) >> Richard Elliot: Lip Service (Heads Up/Concord/Naxos) >> Peter White: Smile (Heads Up/Concord/Naxos)

Som udgangspunkt synes jeg, at smooth jazz er fedt. Jeg var ung i firserne og indtog en stor dosis George Benson, David Sanborn, Earl Klugh, Dave Grusin, George Duke og Lee Ritenour. I halvfemserne levede smooth jazzen en tryg tilværelse i USA, hvor adskillige radiostationer kunne blødgøre amerikanske knæ og ører med Kenny G og lignende - her var min interesse blevet lunken. Siden er fremgangen blevet til tilbagegang. Der er dog stadig liv i genren, så det var lige dele nysgerrighed og spænding at jeg kastede mig over disse tre udgivelser fra pladeselskabet Heads Up - der er flagskibet indenfor smooth jazzen - med udgivelser med kunstnere som Mindi Abair, George Duke, Fourplay og Earl Klugh på samvittigheden indenfor de seneste år.

Den første plade er med Gerald Albright, der både byder på det fedeste ved smooth jazzen og det rent ud sagt trælse. Albright er en sand multiinstrumentalist, der både spiller alverdens saxofon og elbas. På næsten samtlige numre spiller han både på sopran-, alt-, tenor- og baritonsxofon. Så langt så godt. Elbassen er i øvrigt også ret fed, med lidt tommelfinger slagbas og den slags. Da jeg ser, at han har indspillet Cyndi Laupers True Colours har han allerede scoret et (billigt) point hos mig. Jeg knuselsker Miles Davis’ udgave af Cyndi Lauper’s Time after time og kan da godt klare en smooth jazzet udgave af endnu en Cyndi Lauper-ballade. Han starter klassisk ud med den bløde sax - men hov hov, så går det også rivende galt. Der kommer et kor ind over, som er så klamt og klistret, at sukker lige pludselig er sundt og nærende i forhold til det. Det ødelægger alt og speclelt den bløde oplevelse, hvor musikken skal være et lydtapet uden grimme farver og former. Desværre har Albright en kedelig tendens til at smide sin egen og Selina Albright’s mangedoblede stemmer på.

Saxofonisten Richard Elliot har fattet kunsten at skære en smooth jazz plade, der placerer sig fint i slipstrømmen af Kenny G’s åleglatte stil. Musikken er håndspillet og produceret af smoot jazz kongen Paul Brown. Det er den 17. soloplade fra Los Angeles beboeren, der oprindelig er fra Skotland. Musikken er blanding af nyskrevet musik og 3 covers. The Manhattans Shining Star fra 1980, Brian McKnight’s Anytime og Bruno Mars’ When I was your man fra 2012. Lip Service er et meget kompetent bud på smooth jazz anno 2014.

Den sidste plade er med guitaristen Peter White, der fra midten af 70’erne startede et 20 årigt samarbejde med Al Stewart som guitarist for ham. I starten af 90’erne var White landet i smooth jazz hovedstaden Los Angeles. Nu er han aktuel med sit tredje album for selskabet Heads Up (han har lavet en pæn bunke for andre selskaber før det). Det er akustisk guitar i den tilbagelænede stil som kendes fra Earl Klugh og i særdeleshed 80’ernes Larry Carlton. Der er flere numre, der havner i telefonkø-ventemusikgenren. Inderligt fladt og ligegyldigt. Igen gør det sig gældende at det overproduceret og håndspillet musik, af en slags, der ikke kan få pulsen over 70. 

Smooth jazzen lever i bedste velgående - der sker ikke så meget nyt. Blandt de tre plader, er Albrights den med flest musikalske vitaminer, men også lidt for mange flovsere. Richard Elliots er den bedste med smooth sax. 

Bonusinfo:

I øvrigt kan det tilføjes at Gerald Albright er nr. 1 på denne uges Billboard smooth jazz national airplay hitliste med nummeret Slamdunk, Peter White er nr. 3 med Head over heels og den dansk/amerikanske saxofonist Michael Lington (Otto Lingtons barnebarn) er nr. 4 med nummeret Copenhagen.

concordmusicgroup.com

Danish Radio Big Band: A good time was had by all (Storyville) 6CD

Når man dykker ned i big band-nichen indenfor jazzen, vil man ret hurtigt støde på navne som Stan Kenton og Thad Jones. De to arrangører og dirigenter har begge være stilskabende indenfor big bandjazzen. Danmarks Radios Big Band har samarbejdet med dem begge og der er ingen tvivl om, at det har haft en betydning for retningen og kvaliteten på big bandet. Det er der også meget andet der har haft, når et big band fylder 50 år. Det kan man høre på den seks-dobbelte CD-boks som pladeselskabet Storyville har udsendt i anledning af jubilæet. Der fokuseres på perioden, hvor Erik Moseholm (1966-1992) og Peter H. Larsen (1992-2002) har administreret big bandet. 

Ib Glindemann var den første leder i 1964, da det der hed Det Nye Radiodanseorkester. Det markeres med nogle indspilninger fra 1988, hvor Glindemann igen dirigerede big bandet. Herefter går det derudaf i kronologisk orden. De sene 60’ere præges af samarbejdet med Ben Webster og unge danske jazzfolk som Niels Jørgen Steen og Palle Mikkelborg, hvor Niels Jørgen Steen er broen til Duke Ellington og swing, er Mikkelborg broen til moderne eksperimenter. Både Niels Jørgen Steen og Palle Mikkelborg dukker op flere gange senere på boks-sættet.

Tiden med Thad Jones er for mig (og mange andre) et højdepunkt. Besætningen er præget af nogle af den tids stærkeste danske jazzmusikere. Allan Botchinsky, Erling Kroner, Jesper Thilo, Per Carsten, Bent Jædig, Ole Kock Hansen, Niels Henning Ørsted Pedersen og Bjarne Rostvold. F.eks. er NHØP’s komposition Dancing Girls i et arrangement af Ole Kock Hansen helt forrygende. I en optagelse fra Montmartre fra 1978 - der var big bandets andet hjem i den periode og med en yderst veloplagt Thad Jones i spidsen vælter big bandet stedet. Per Carstens altsax-solo i nummeret er legendarisk! 

Boksens tredje og fjerde CD er en blandet landhandel. De fokuserer på 90’erne, hvor både danskere John Sund og Peter Reim og udlændinge Ernie Wilkins, Georgie Fame, Marie Bergman, Django Bates, Eliane Elias og Art Farmer er inde over big bandet. Blandt big bandets medlemmer er pianisten Nikolaj Bentzon, trommeslageren Jonas Johansen og bassisten Thomas Ovesen med til at sætte deres præg. De sidste CD slutter af med en indspilning fra i år, hvor big bandet spillede sammen med Michel Camilo, her får vi en big band version af publikumsfavoritten Why not.

Da de nye årtusinde starter er det også nye og hårde tider for big bandet, der lever en omskiftelig tilværelse i de første år af årtusindet. Der er kommet mere ro på og ikke mindst en mere interessant kunstnerisk udvikling. Noget som big bandet skylder sig selv og andre. Det er essensen af denne seks dobbelte boks, der ikke repræsenterer alt - lang fra - men på en meget kvalificeret måde præsenterer et vue ud over en 50 år lang karriere for et af fyrtårnene i dansk jazz. Der opstår undervejs en lyst til at høre mere fra de enkelte koncertoptagelser og de fleste af dem, er heldigvis tilgængelige på CD. Har man på nogen måde en forkærlighed for big band jazz og Danmarks Radios Big Band er det her et genialt sted at starte.

dr.dk/Koncerthuset/kor-og-orkestre/dr-big-bandet/forside.htm

Lars Danielsson: Liberetto II (ACT)

Det er den svenske bassist Lars Danielsson’s andet album med denne besætning. Pianisten Tigran Hamasyan, guitaristen John Paricell og trommeslageren Magnus Öström udgør kernen i ensemblet, hvor trompetisten Arve Henriksen er afløst af en anden nordmand, Mathias Eick. Det er kammerjazz med elementer af europæisk folkemusik. Originalt og med et medrivende aftryk. Kernen i Lars Danielssons projekt er melodien. Det er selve centeret. Han er rundet af specielt den svenske jazztradition, hvor folkemusikken har en fremtrædende rolle. Det er nutidig jazz, der hviler på giganter som Jan Johansson. Lars Danielssom spiller som vanligt både på cello og kontrabas.

Musikken placerer sig i god forlængelse af den første Liberetto plade. Det er tydeligt at trompetisten Mathias Eick ikke er nogen Arve Henriksen eller omvendt for den sags skyld. Eick kan noget andet og det er slet ikke tosset. Hans klare og rene tone passer godt ind i Danielssons musik, der er enkel og luftig i sin fremtræden. Der er enkelte undtagelser undervejs. Her stikker finalenummeret Beautiful Darkness i den grad ud. Öström tilføjer nogle flotte og afstemte elektroniske  beats, mens pladens producer Cæcilie Norby træder frem med lidt sfærisk sang. Det er simpelthen  vanvittigt smukt!

larsdanielsson.com

DMA Jazz 2014 - de nominerede

Hvis jeg nu blev spurgt om, hvem der vinder kategorien Årets bedste danske jazzudgivelse ved DMA Jazz 2014, så ville jeg ikke kunne svare særligt sikkert på det. Alle fem udgivelser er ganske enkelt i topklasse! Nikolaj Hess og Jakob Bro er med to af pladerne - bare ikke sammen. Brødrene Nikolaj og Mikkel Hess udgør sammen med bassisten AC trioen Spacelab og er er sammen med den tredje bror Emil på pladen For Mum and Dad. Dengang Spacelab-pladen udkom skrev jeg: "Hvis pladen kun bestod af åbningsnummeret Jamil ville jeg give den 500 stjerner. Hvor jeg dog elsker det nummer! Nu giver jeg slet ikke stjerner til de plader jeg anmelder og pladen består også af andet en Jamil. Så jeg “nøjes” med at give pladen 6 stjerner - hvis jeg altså gav stjerner." Jakob Bro er med i opløbet med sin egen December Song og som sideman på Jakob Buchanans Some People & Some Places. Da December Song udkom for et år siden skrev jeg: "December Song er fuldendelsen af en trilogi, der kommer til at stå som et højdepunkt i dansk jazz." Jeg havde også pladen med på min liste over de bedste jazzplader i 2013. Rent faktisk placerede jeg den, som den bedste. Da Buchanans plade udkom i maj skrev jeg: "Der er en afklaret og smittende ro i musikken...Pladen er harmonisk sammenhængende og meget anbefalelsesværdig!" Den sidste af de fem plader er Søren Kjærgaards Syvmileskridt, som jeg begejstret beskrev: "Musikken der er inde musikken. Mellemlagene og det der sker inde i lagene. Det er stærk musik. Man kunne kalde det avantgardistisk. Man kunne også kalde det stemninger på kanten. Spændinger i tonerne. Det er dragende." Det er med andre ord fem meget stærke bud på en vinderplade og det er næsten ligegyldigt hvilken der vinder.

Rodebutikken med plader der stritter og er uregerlige kaldes for Årets danske særudgivelse. Der gemmer sig også fem gode plader, der er så forskellige at det er en fornøjelse. Lige fra Nils Davidsens solobasplade over Mette Rasmussens eksplosive Trio Riot og Maria Fausts estisk inspirerede jazz til Torben Westergaards nordisk farvede tango og The Kutimangoes’ festlige afrobeat. 2014 er året, hvor Mette Rasmussen har fået sit gennembrud. Hun har spillet flere gange i det danske, hvor den den i Norge bosiddende saxofonist, har efterladt et godt indtryk - og så er hun på forsiden af det nyeste Jazzspecial!

Blandt nykomlingene er Mette Rasmussen og Tro Riot også repræsenteret. Mens der også er to deltagere fra Ung Jazz konkurrencerne repræsenteret. Finalisterne fra 2013 Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet og vinderne fra 2012, den galaktiske trio Andromeda. Pianisten Jeppe Zeeberg har huseret i noget tid på den danske jazzscene, bl.a. som medlem af Bird Alert, der var nomineret i vokaljazzkategorien sidste år - men er rykket frem i bussen (eller båden) med solopladen It’s The Most Basic Thing You Can Do On A Boat, mens bassisten Niels Wilhelm Knudsen sammen med bl.a. veteranen Jens Søndergaard sørger for velspillet klassisk jazz i debutantkategorien. 

Jazzkomponist-kategorien trækker erfarne folk som Christian Vuust, Jakob Buchanan, Peter Rosendal, Maria Faust og Morten Schantz frem. Hvor Vuust er den mest erfarne - han har også lavet et rigtigt godt album, der har åbnet op for et nyt kapitel i Vuusts jazzliv. Hans fætter Peter Vuust er repræsenteret i vokaljazz-kategorien, ikke som sanger, men som kapelmester for kvartetten der bakker Veronica Mortensen op. DoktorDoktors hiphopjazz er den frække dreng i vokaljazzkategorien, mens de tre erfarne ladies Sinne Eeg, Katrine Madsen og Dalia Faitelson også står stærkt.

DMA Jazz 2014 foregår i år på Bremen, hvor der er masser af plads til publikum - noget som har været et problem de foregående år, hvor de nominerede har fyldt godt op på tilskuerpladserne. Sidste års vindere Emil de Waal+ ft. Elith "Nulle" Nykjær, Bro/Knak, Det Glemte Kvarter og Søren Ulrik Thomsen, Aske Drasbæk Group samt Jacob Anderskov "Strings, Percussion & Piano” sørger for den musikalske underholdning. Showet afvikles mandag d. 24. november kl. 19.30 og koster kun 70 kr. pr. billet.

Som vanligt vil jeg være tilstede og rapportere fra festen, der også byder på efterfest i foyeren med Hugo Rasmussens DMA Jam Band. Adrian Lloyd Hughes er vært for halløjet og skulle være garant for den gode smag.

Årets Danske Jazzudgivelse

3xHess: Music for Mum & Dad (Gateway)

Jakob Bro: December Song (Loveland Records/Pladekisten)

Jakob Buchanan: Some People & Some Places (Buchanan Records/Pladekisten)

Hess/AC/Hess: Spacelab (Gateway)

Kjærgaard/Street/Cyrille: Syvmileskridt (ILK)

Årets Danske Særudgivelse

Nils Davidsen: Noget at glæde sig til (ILK)

Maria Faust: Sacrum Facere (Barefoot Records)

Trio Riot: Trio Riot (Efpi Records)

The KutiMangoes: Afro-Fire (Tramp Records)

Torben Westergaard: Tangofied II (Gateway)

Årets Nye Danske Jazznavn

Andromeda: Andromeda (ContempoRecords)

Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet: Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet (egen udgivelse)

Niels W. Knudsen Quintet: Mohawk (Gateway)

Trio Riot: Trio Riot (Efpi Records)

Jeppe Zeeberg: It’s The Most Basic Thing You Can Do On A Boat (Barefoot Records)

Årets Danske Jazzkomponist

- uddeles i samarbejde med DJBFA

Jakob Buchanan: Some People & Some Places (Buchanan Records/Pladekisten)

Maria Faust: Sacrum Facere (Barefoot Records)

Peter Rosendal: Love For Snail (Stunt Records)

Morten Schantz: Unicorn (Calibrated Records)

Christian Vuust: Urban Hymn (Aero Music)

Årets Danske Vokaljazzudgivelse

DoktorDoktor: NytLåntGammelBlåt (Target Records)

Sinne Eeg: Face The Music (Stunt Records)

Dalia Faitelson: As The World Sleeps – listen to me (eget selskab/Tune Core)

Katrine Madsen: Katrine (Katrine Madsen)

Peter Vuust Quartet featuring Veronica Mortensen: September Song (Imogena Records)

DMAjazz.dk

Thomas Hass Trio’s & Beyond: Lotus Energy (Storyville)

En af de hurtigste knallerter på kajen i dansk jazz i 80’erne var Page One. I kontrast til den største del af den danske jazz, havde de skarpe suits og hentede stor inspiration i tidligere tiders jazz, hvor der ikke var sat strøm til instrumenterne. Page One-saxofonisten Thomas Hass har taget bassisten Lennart Ginman fra den tid med på sit nye album. Thomas Hass har valgt at udforske trioformatet i to forskellige trioer, hvor Ginman er med i begge. Den ene er med pianisten Nikolaj Hess og den anden er med trommeslageren Frands Rifbjerg. Hass bruger begge trioer på et album, der på trods af forskelligheden i besætningerne, hænger godt sammen. Det er overvejende Thomas Hass’ egen musik der er fokus på. Det er jazz af den slags, hvor pulsen tager den med ro. 

Thomas Hass spiller med en myndig sikkerhed. Der er ingen tvivl eller undren i tonen. Der er muligvis inspiration fra både Wayne Shorter og John Coltrane. Det betyder nu ikke så meget. I stedet er det befriende behagelig jazz, der hviler meget i sig selv. Der er ikke noget behov for at pisse noget territorium af. Hass, Hess og Ginman spiller meget smukt på Ryuichi Sakamoto’s Bibo No Aozora fra filmen Babel. De vælter også den mentale hytte med fortolkningen af standarden Come Rain or Come Shine. Rifbjerg spiller trommer i et djævelsk godt samspil med Ginman. De råswinger og giver Hass’ saxofon luft og et løft. Det er stemningsmættet jazz fra en jazzmusiker der er blevet voksen.

storyvillerecords.com