Paolo Russo & Ensemble MidtVest: Tangology (Exlibris)

Det klassiske Ensemble MidtVest laver mere og andet end klassisk mudik. De har i over 10 år samarbejdet med Carsten Dahl omkring improvisation. Det har vist sig på flere måder. Både i form af interne workshops, indspilninger og koncerter. De har f.eks. også samarbejdet med Stefan Pasborg og Anders Singh Vesterdal. Desuden findes der uudgivne optagelser af et projekt som de lavede for et par år siden sammen med Dahl og Lars Greve. Nu har Exlibris udsendt albummet Tangology, hvor ensemblet møder Paolo Russo. Det er mødet mellem tangomusikkens hovedinstrument bandoneon og et klasssisk ensemble.

Albummet indeholder en suite i 11 dele skrevet af Paolo Russo, hvor det klassiske ensembles syv musikere, 4 blæsere, to strygere og en pianist folder et multimønstret tæppe ud, som Russo lægger farve på. Det er et stort og ambitiøst værk fra Russo's hånd og ånd. Han har tidligere lavet plader med solo, duo og triomusik. På denne plade forholder han sig anderledes. Han bruger hele ensemblet til at skabe en stemning, hvor den dramatiske tango danser med sammen med klassiske musik. Vi havner i et spind af lette toner og musik der bevæger sig i et submelankolsk område. Det er meget medrivende og muligvis noget af det mest komplette vi endnu har hørt fra Paolo Russo.

Paolorusso.com

Carsten Dahl: The Jester (Exlibris)

Hvem er den udfordrede? Allerede da Carsten Dahl lavede Goldberg variationerne på et særligt præpareret flygel udfordrede han sig selv og lytterne. Nu har han sat sig ved et cembalo, der nok kan spilles af en pianist, men alligevel stiller andre krav. Cembaloet var en forløber for klaveret. Så på en eller andne måde giver det måske meget god mening, at improvisatoren og jazzpianisten Carsten Dahl går nogle hundrede år tilbage i lyd. Han er dog stadig Carsten Dahl. Over 13 stykker improviserer han og griber øjeblikket fuldstændig som han har gjort mange gange tidligere på soloklaverpladerne.

Men det lyder godt nok anderledes. Som mangeårig jazzlytter og absolut kun perifer lytter af klassisk og endnu mindre musik med cembalo, så skal ørerne lige justeres ind. Hjernen giver billeder af et royalt hof, hvor cembalomusikken er lydtapet. Det ved Carsten Dahl godt og kommer mig i forkøbet. Han kalder pladen for The Jester - engelsk for Hofnarren. Ifølge Wikipedia er betegnelsen nar noget der i dag bruges som et skældsord om en naragtig person, det vil sige en indbildsk eller dum person... Historisk set var narren en gøgler der yndede frisprog; En person der har ret til offentligt "at bringe til Torvs", hvad andre ikke ustraffet må ytre sig om. 

Her kommer Dahl ind i billedet. Med et skælmsk smil på læben gør han det som ingen andre gør. Og tak for det. Kære Carsten. Jeg beundrer dit mod. Din evne til at bringe musik til torvs, som ingen har spillet før. Det bliver ikke den mest spillede Carsten Dahl plade. Den er til gengæld et vigtigt kapitel i den uafsluttede historie om den eventyrlystne, undersøgende og nysgerrige Carsten Dahl.

carstendahl.dk

Anne Mette Iversen Quartet+1: Round Trip (BJU Records) >> Anne Mette Iversen: Ternion Quartet (BJU Records)

Bassisten og komponisten Anne Mette Iversen var indtil for fem år siden bosat i New York, hvor hun i hele perioden med jævne mellemrum har udsendt albums af høj kunstnerisk værdi. Hun har formået at holde sammen på den samme verdensklassekvartet i alle årene. Selv nu efter, at hun er flyttet til Berlin holder hun fast i kvartetten der består af John Ellis på tenorsax, Danny Grissett på piano og Otis Brown III på trommer. På albummet Round Trip er kvartetten udvidet med svenske Peter Dahlgren på trombone, en musiker som Iversen ofte har samarbejdet med. Round Trip består udelukkende af originalmusik skrevet af Anne Mette Iversen. Det er blevet til et album af høj standard, hvor Iversens velskrevne kompositioner får liv af nogle vanvittigt velspillende musikere. Det er jazz i spitzenklasse. Hør f.eks. det dynamiske titelnummer Round Trip og balladen The Ballad That would not be.

Efter at Anne Mette Iversen er flyttet til Berlin har hun startet Ternion Quartet med tyske Silke Eberhard på altsax, franske Geoffroy De Masur på trombone og tyske Roland Schneider på trommer. Igen er det Iversens stærke og indholdsrige kompositioner der er attraktionen. Den væsentligste forskel er at Ternion Quartet er mere loose og til tider flagrende. Det åbner op for nye vinkler på Iversens musik.

annemetteiversen.com

Christina Dahl Quartet: Childish (Storyville)

Temperamentet er omskifteligt og til tider uforudsigeligt. Det er det der er med til at løfte pladen. Det er en af den slags plader hvor der er så mange lag at dykke ned i. Det er også noget af det der er med til at frustrere de første gange hvor jeg hører pladen. Den sidder ikke i skabet med det samme. Men for dælen da. Prøv lige at hør Choice of voice. For det første sætter Christina Dahl kvartetten på hårdt arbejde. Vi starter i et roligt hjørne med Niclas Knudsens rolige guitar og Dahl’s støvede morgensaxofon. Da vi er kommet to minutter ind i nummeret, sætter Jesper Lundgaard ind med en heftig båndløs elbas, der suppleres af Esben Laub von Liljenskjolds skarpe og maniske trommerytme. Intensiteten skifter i Christina Dahls saxofon. Nummeret er betegnende for en plade der insisterer på at blive lyttet til.

Det efterfølgende nummer Crossing Bridges er et stemningsfuldt nummer, hvor Niclas Knudsens guitar leger sig ind i nummeret med Liljenskjolds næsten valseagtige rytme, der står ovenpå Lundgaards dybe dronelignende basgang. Ovenover det hele er Christina Dahl med et myndigt og melodiøst saxofonspil. Ambitionerne og armbevægelserne er store. 

De holder på hele pladen. Så meget at jeg kan undre mig over at hun kalder pladen for Childish. Dertil er musikken alt for kompliceret og afklaret. På den anden side handler det måske om, at det er sådan det lyder når Christina Dahl leger med ligemænd, der fanger og forstår hvad hun vil. En stærk og modig plade.

christinadahl.dk

Damaztra: Flag of time (ILK) LP

Det er tre erfarne musikere der har sat hinanden stævne i trioen, der på bedste ABBA-vis har lavet et navn ud fra de tre medlemmers navne. Peter DAnstrup på bas, Marilyn MAZur på percussion og Kasper TRAnberg på trompet og kornet har lavet en plade, hvor improvisationen fylde alt. Det er ikke tvivlende eller undrende improvisationer. Det er musikere der alle kender deres værd og ved hvad de vil. De er formet af lange karrierer hvor jeg uden, at sammenligne alt for meget vil drage saxofonisten John Tchicai ind i billedet. Han har haft stor betydning for alle tre musikere. Undervejs rammes jeg af den samme intense sanselighed, som jeg altid bliver ramt af når jeg lytter til Tchicai. 

Inspirationen fra Miles Davis kigger også forbi undervejs. Tranberg har ham helt inde under tungen. Mazur kan stadig danse en Miles Davis som ingen anden og Danstrup ved hvordan man laver en abrupt basgang. Damaztra er dog alligevel helt og aldeles dem selv. Nysgerrigheden og eventyrlysten er hele tiden til stede. Det er blevet til en meget fin plade som ikke umiddelbart har konkurrenter. Selv om udgivelsesoutputtet for eksperimenterende improjazzplader er stort for et lille sprogområde som Danmark, så falder den her ned i sin egen lille hyggelige redekasse. Der er både lunt og rart at være. Favoritterne på pladen er den rolige Sound Cooking og bulderbassen In Town.

Ilkmusic.com

KOMMENTAR: 2017 er et godt år for dansk jazz!

Så er første halvdel af 2017 overstået. Ud fra et jazzbloggerperspektiv har det været et svimlende godt halvår. Mængden af de rigtigt gode danske jazzudgivelser har været overvældende. Hvis året var omme nu, så ville det ikke være noget problem, at lave en liste over de 10 bedste danske jazzudgivelser, som jeg ellers først laver, når året er ved at være omme. 

Her er en opsamling på årets første måneder, der forhåbentlig skulle give dig inspiration til at høre nogle af de fede plader. 

Jan Harbeck viser nye takter med Live Jive Jungle. Jeppe Zeebergs karriere kulminerer med The Four Seasons. Snorre Kirks tredje album blev lige så god som jeg håbede. I Think You're Awesomes album Kiss Your Darlings kommer først til efteråret, allerede nu er der to lovende singler ude fra albummet. Så er der også pladerne med The Firebirds, Kira Skov/Maria Faust, Benita Haastrup Trio, Reverse, Emil de Waal +, Jonas Johansen, Kathrine Windfeld, Christian Balvig, Richard Andersson, Thommy Andersson og Simon Spang-Hanssen.

Der er alle debutanterne: Simon Eskildsen Trio, I Just Came From The Moon, Fabel, Asger Thomsen, Jacob Artved, The Pogo Problem, Lasse Mørck, Daniel Sommer, Hvalfugl, KØS og flere andre. 2017 tegner til at blive det bedste debutant år i mange år.

Fusionsplader med Mathias Heise Quadrillion og Morten Schantz Godspeed er med til at understrege en tendens, som amerikanske navne som Snarky Puppy og Terrace Martin også har sat ild i. 

De eksperimenterende og genreudfordrende plader med Marks Solborg og Christian Skjødts Omdrejninger, Shitney, Marcella Lucatelli og Louise Dam Eckardt Jensen er med til at løfte mit skæve humør. Det er lige toppet med Insula's massive kassettebåndsudløsning med hele 12 nye kassettebånd med eksperimenterende musik, udgivet på samme tid.

Samtidig med glæden over al den gode jazz der sprøjtes ud, så er det mærkeligt at der ikke findes et spillested i København der afspejler det. Eller findes det?

Det er nemlig ikke kun på udgivelsesfronten at der er stor aktivitet. De københavnske spillesteder der præsenterer jazz i bred forstand er mange. Den helt store bombe er at Copenhagen Jazzhouse flytter fra indre by til Nørrebro. Den øvelse frigiver 1 mio. kr. p.g.a. den dyre husleje i Niels Hemmingsensgade, tæt på Strøget.

Mange har en mening om den flytning. Niels Lan Doky's The Standard genåbner i mere egnede lokaler i det ombyggede Hotel Danmark tæt på Rådhuspladsen. 

Jazzen er mange steder. Den er drypvis fortsat til stede på Jazzhouse. Og så er der alle de der steder, som ikke er "jazzklubber". Koncertkirken, DR Koncerthuset, 5e,  Hvide Lam, Sofiekælderen etc. Scenen er mere fragmenteret i dag end den var i de gode gamle dage - eller er den? Og hvad er de gode gamle dage egentlig i dag? 

Var det dengang hvor man kunne købe magasinet Jazzspecial i kioskerne? Dengang Trinelise Væring sad i bestyrelsen for Copenhagen Jazzhouse og udgav plader på Stunt med Bobo Stenson? Dengang Niels Lan Doky udgav plader på Verve? Dengang Cæcilie Norby udgav plader på Blue Note? Dengang Jazzvisits fik penge af Kulturby 96 til at få besøg af jazzstjerner? Dengang Jazzpar prisen blev kendt ude i verden som Jazzens Nobelpris? Dengang CD'er var det foretrukne musikmedie? 

Tiden er en anden end den var i 90'erne eller begyndelsen af årtusindet. Dengang opstod f.eks. Jazzclub Loco. De præsenterede noget andet end den jazz der kunne høres på Copenhagen Jazzhouse. Måske er der brug for sådan en øvelse igen? En jazzklub der præsenterer noget andet end det der præsenteres på Copenhagen Jazzhouse og alle de andre steder - eller er der egentlig?

Du kan følge med på denne Spotify Playliste, hvis du gerne vil vide hvordan jazzen i 2017 lyder.

En tirsdag i Aarhus - Aarhus Jazzfestival 2017

Jeg er landet på Klostertorv midt i Aarhus. Jeppe Zeeberg Amputated Trio Extravaganza går på scenen om et øjeblik. En særdeles rødmosset, tandløs og overrislet (det var hun også i går) dame råber på klassisk midtby-århusiansk: "Syng for helvede en sang" og fortsætter selv: "Slingrer ned ad Vestergade". David Sanborn’s altsax skærer sig gennem luften henne fra baren midt på pladsen. Selv solen prøver at finde frem til Klostertorv. Det er sommer og fjerde dag på Aarhus Jazzfestival.

Første nummer er et langsomt freejazznummer der hedder Lars Løkke. Territoriet markeres. Tempoet sættes op. De allestedsnærværende gråhårede mænd med lange telelinser og sandaler stiller sig helt tæt på scenen. Zeeberg har plastret klaveret til med noder. Det er her han finder bidderne til Where am I af Mezz Mezzrow eller For helvede af John Tchicai. Trioen er et højenergisk og spruttende overflødighedshorn af jazzglæde. På Zeebergs egen A Regular Guy spiller han stridepiano i højt tempo, der får fødderne på Klostertorv til at vippe af fryd. Så kommer der et nummer hvor Zeeberg blander optagelser af trafikstøj og filmsnak med trioens musik. Trioens flydende og rolige triospil blander sig med lyden af virkelighedens busser, der holder lige bag ved scenen.

Jeg går ned mod Café Gemmestedet inden koncerten med Zeeberg trioen er slut. Det er et vilkår for en meget sulten jazzblogger der trænger til livejazz. Saxofonisterne Christian Vuust og Benjamin Trærup sammen med den sejt swingende duo Thomas Sejthen på bas og Anders Vestergaard på trommer. En rigtig Aarhus kvartet. Det er specielt dejligt at høre Trærups velformede tenorsaxtone igen. Han er hjemme på et kort smut fra USA, hvor han bor sammen med sin amerikanske kone og musikalske samarbejdspartner Indra Rios-Moore. Da jeg møder ham senere på dagen fortæller han, at der er hele to albums klar til udgivelse med Indra. På den propfyldte café blander tonerne af Blue Monk og Milestones sig med den milde sommervarme luft. Inden jeg går videre hører jeg endnu en standard, Alone Together, hvor endnu en tenorsaxofonist, Samuel Hejslet slutter sig til kvartetten. 

Der er flere ting på jazzfestivalprogrammet som jeg gerne vil høre. Jeg vælger at tage ned på Atlas, hvor tredje og sidste dag af 12 Points Festivalen løber af stablen. 12 Points er en festival i festivalen. Det er et samarbejde mellem den irske 12 Points Festival, JazzDanmark og selvfølgelig Aarhus Jazzfestival. Det er første gang den afholdes i Danmark, hvor der ud over koncerter også afholdes seminarer. 12 bands fra 12 europæiske land præsenteres over tre dage. Første band er Post K fra Frankrig, der ligesom Jeppe Zeeberg jeg så tidligere i dag har hentet stor inspiration fra den helt tidlige jazz. Masser af stridepiano og de to brødre Dousteyssier i front på henholdsvis bas og altsax og basklarinet og klarinet. De spiller flere originale kompositioner og egne arrangementer af klassikere som Tiger Rag. I et spændingsfelt mellem den let genkendelige tidlige jazz og frie elementer skaber den basløse kvartet et spændende sæt. Overordnet er kvartettens pianist Matthieu Naulleau en særskilt fornøjelse.

Det irske band BigSpoon med saxofonisten Christopher Engel i front nævner selv Jaga Jazzist og Weather Report som inspirationskilder. Det er nok primært det førstnævnte norske band jeg tænker på, når jeg hører bandets let dystre og flydende musik. 

I pausen inden de næste to bands går på, inviteres jeg på aftensmad. Her spiser jeg på Godsbanen sammen med alle de folk, musikere og branchefolk der har været omkring 12 Points de sidste dage. Jeg taler med Ilse Vestergaard, Aarhus Jazzfestivals mangeårige chef, der bl.a. fortæller om at festivalen ud over nogle ganske få honorarlønnede og en deltidslønnet medarbejder på kontoret er baseret på frivilligt arbejde. Gennem snakken med Ilse bliver det også tydeligt at det ikke kun er det frivillige arbejde det handler om. Det handler om at vedligeholde et stort lokalt og engageret netværk. 

Schntzl er en duo fra Belgien med to tyve årige fyre der har spillet sammen siden de var 10 år. Musikken baserer sig på nogle åbne og rolige forløb. De spiller begge med udgangspunkt i deres hovedinstrumenter, pianoet og trommerne som de supplerer med diverse elektronik der understreger og udbygger stemninger. De spiller nogle superenkle numre, hvor de med små diskrete tilføjelser skaber en meget stemningsmættet musik. Jeg er meget begejstret. Da jeg efter koncerten taler med Lars Winther fra JazzDanmark kalder han dem for en belgisk udgave af Bremer/McCoy. Det passer egentlig meget godt.

Det sidste band er den engelske trio Taupe. Sax, guitar og trommer smadrer derudaf i højt tempo. Jeg kommer bl.a. til at tænke på Primus, når jeg hører dem. Udover musikken er det meget slående at her er et band, der kan kommunikere med publikum i helt konkret forstand. Saxofonisten Jamie Stockbridge fortæller med veloplagte anekdoter om musikken, så han klæder publikum på til den musik som de fleste i lokalet aldrig har hørt før. De tre forgående optrædende sagde i store træk, ikke andet end deres navne og tak. 

12 Points Festivalen har et budget på 400.000 kr. og holdes økonomisk oppe af et solidt stykke fundingarbejde. Det er fornøjelse at se hvordan der kan laves en festival i festivalen, hvor de to parter smelter sammen og giver hinanden noget. For eksempel har 12 Points sørget for, at præsentere 12 europæiske jazzbands på højt niveau. Jeg kunne høre på snakken, at jeg var gået glip af flere meget interessante kunstnere de foregående dage. Inden jeg tog afsked med Aarhus tog jeg hen på HeadQuarters ved siden af Musikhuset. Her var der nattejam.

I det lavloftede lokale i kælderen var der allerede godt fyldt inden jam’en skulle starte. Formanden for JazzDanmark og i denne sammemhæng mere relevant, saxofonisten Jesper Løvdal åbnede ballet. Der var rigtigt mange jamklare musikere og masser af god stemning i lokalet, hvor jeg hilste på mange forskellige jazzmusikere.

Da jeg ruller hjem ad motorvejen mod Herning er kroppen fyldt af den venlige og imødekommende stemning jeg mødte overalt i Aarhus. Solen skinnede. Det gjorde jazzen også.

Akmee: Neptun (Nakama Records)

Neptun er den fjerdestørste planet i solsystemet. Den er ikke mulig at se med det blotte øje. Den har nogle af de stærkeste storme i solssystemet, med vindstød på op til 2500 km/t. Neptun var i øvrigt også indtil 1990, et bryggeri i Silkeborg, men det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng, hvor den norske kvartet Akmee har udgivet albummet Neptun og blandt andet ladet sig inspirere af planeten.

Herhjemme kender vi trompetisten Erik Kimestad fra eksempelvis Horse Orchestra og Kresten Osgood Kvintet. Han er en formidabel trompetist der ikke umiddelbart er til at indramme stilistisk. På et af pladens højdepunkter Wavelengths hører vi vi ham i et sanseligt berusende samspil med de andre, Kjetil Jerve (piano), Erlend Oldenskog Albertsen (bas) og Andreas Wildhagen (trommer).

Det er jazz der trækker på elementer fra 60'ernes amerikanske eksperimenterende jazz. Noget der også høres på åbningsnummeret, hvor Jerves pianospil sender mine tanker i retning af Paul Bley. Når det er sagt, så er Akmee nutidig jazz med frie og ubundne elementer uden, at det er free jazz. Bandet fortæller i pressematerialet at musikken er inspireret af Jens Bjørneboes roman Haiene og John Coltrane sene periode. Meget anbefalelsesværdig plade.

nakamarecords.no

Richard Andersson: Nor (Hobby Horse Records) LP

Bassisten Richard Andersson har en tendens til at sende sin musik ud i klumper. For 5 år siden kom den første plade med Richard Anderssons UDU, nogle måneder senere kom Intuition, hvor han var sammen med to amerikanske musikere. For kort tid siden udsendte Andersson så, album nr. 2 med UDU og nu kommer der så atter en plade fra Andersson, der går i en anden retning end UDU. Richard Andersson har boet i en længere periode på Island, hvor han har samarbejdet med flere forskellige islandske jazzmusikere. 

Anderssons eget projekt Nor er med saxofonisten Oskar Gudjonsson og trommeslageren Matthias Hemstock. Herhjemme har vi tidligere nydt godt af Gudjonssons samarbejde med guitaristen Søren Dahl Jeppesen på et par gode albums. At Gudjonsson også er kendt for at spille med Mezzoforte er underordnet i denne sammenhæng. Gudjonsson spiller med en støvet intens intimitet.

Anderssons basspil er tilpas loose i kanterne, mens Gudjonssons saxofon står sikkert og trommerne placerer sig skønt midt i mellem de to. Det er ret vildt at opleve de tre musikeres rejse i tid og rum, hvor time er væsentligt og alligevel kan drejes og forståes på en ny måde. Det er stærkt nordisk balladespil med temperament og meget anbefalelsesværdigt.

richardandersson.dk

Mathias Heise Quadrillion: Decadence (Giant Sheep Music)

Da debutpladen med Mathias Heise Quadrillion udkom for to år siden, var jeg både begejstret og skuffet. Pladen landede i flere lejre. Jeg efterlyste mere fokus på fusionsjazzen da det var der, at han havde fat i den lange ende. Selvfølgelig er Mathias Heise et kæmpestort mundharpetalent. Det er der, han med rette har fået sit store gennembrud. Når det er sagt. Så er Mathias Heises unge bud på fusionsjazz både modigt og friskt.

Heise er et alsidigt talent og kommer godt omkring i i fusionsjazz, som han hellere vil kalde FuRo Jazz, fordi det både fusion, funk og rock. Det er fint nok med mig. Jeg kalder det stadig fusion. 

Elektroshock er en skøn blanding af dub og fusion. Would U er med Emilie Molsted på vokal. Den lander et sted mellem dansk 80'er funk og acid jazz a la Incognito. På åbningsnummeret Decadence lader Heise fusionen mødes med den kromatiske mundharpe på naturlig vis. Her er frække breaks og andet teknisk krævende fusionslir, som fungerer godt, fordi Heise aldrig glemmer fokus på melodien.

Mathias Heise er kun 23 år og omgiver sig overvejende med musikere i samme aldersklasse. På Heartbeat/Humanoid sendes der en hilsen til Herbie Hancock med brug af vocoder. På Cliffhanger gæster Hans Ulrik med en saxsolo i en stil som han nok ikke har spillet i 30 år. Her er også en fed bassolo fra en, i det hele taget umanerligt velspillende David Vang. Guitaristen Mads Christiansen får også lov til at vise tænder flere gange. Mathias Heise Quadrillion skal have den store fusionsros. Unge friske fusionsfans kan begynde her og gamle afdankede firserfusionshajer kan tanke nyt blod med pladen eller en koncert.

facebook.com/MathiasHeiseQ/

Torhild Ostad & Carsten Dahl: Jeg roper til deg (NorCD)

Norge har fostret flere stilskabende jazzsangerinder. Karin Krog, Sidsel Endresen og Radka Toneff, hvor sidstnævnte i 1982 udgav albummet Fairytales sammen med pianisten Steve Dobrogosz. Hun begik kort efter selvmord i en alder af 30 år. Albummet regnes for at være et af de største i norsk jazz. Uden yderligere sammenligninger har sangerinden Torhild Ostad på sit første album i 21 år, valgt udelukkende at have selskab af en pianist i studiet. Valget er faldet på Carsten Dahl.

Han spiller sanseligt og indføleligt smukt. Noget som er hørt før i hans mange soloprojekter. Den store og afgørende forskel er at Dahl i dette tilfælde skal kommunikere med en anden i spillet. Her er Dahl ekstremt meget til stede for Ostad. Der er dybde og en spænding i spillet. Det er Tohild Ostads første plade siden debuten i 1996. Den nye plade kommer også til at kunne stå den samme distance. Det er musik der ikke kender tid og rum. Det er ophævet. Ostad og Dahl er sammen i en sky af åndelig og følelsesvarm musik.

Torhild Ostad er dybt forankret i norske folkemusiktraditioner, noget der afspejles i sangene. Carsten Dahl indfanger det. Han spiller på flygelet i det legendariske Rainbow Studie i Oslo med Jan Erik Kongshaug ved mixerpulten. Lyden der kommer ud af Dahls spil er naturrig. Skove, fjelde, elve og dale fremmanes. Ostads tekster kredser om livet, om kærligheden og om troen. Sikke et norsk-dansk samarbejde! Det er både originalt og fuld af traditioner.

Norcd.no

Django Bates featuring Frankfurt Radio Big Band: Saluting Sgt. Pepper (Edition Records)

For 30 år siden købte jeg min første CD afspiller. Det nye digitale vidundermedium havde været på gaden i nogle få år. De kronede dage for genudgivelserne kunne så småt begynde. Pladerne kostede 160,-, så det var ikke hvad som helst man smed sine penge efter. Da Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band udkom på CD på tyve års dagen for udgivelsen, var der ingen vej uden om. It was twenty years ago today...

Nu er der gået 50 år siden udgivelsen af det album, der med rette betragtes som et mesterværk i helt egen klasse. The Beatles er forlængst en saga blot. Paul McCartney er lige fyldt 75 år. Så hvad er mere passende end at genskabe Sgt. Pepper i en big band version? Jeps! Jeg er ironisk. Det er ikke passende. Det er i stedet grænsende til kedeligt. Hvis ikke det var fordi...

At den engelske jazztroldmand Django Bates tilfældigvis var indblandet i projektet sammen med danske Eggs Laid by Tigers. Frankfurt Radio Big Band lægger big band til genskabelsen. For at tage det positive først, så er det en udelt fornøjelse at høre danske Martin Ullits Dahl lægge stemme til musikken. Han har en stemme der er som skabt til The Beatles' musik. Han lyder både af McCartney og Lennon.

Mine forventninger til et projekt med Django Bates, der fik Jazzpar Prisen for 20 år siden, bliver til gengæld ikke indfriet. Han er alt for flink. Der er næsten tale om en 1:1 genskabelse af musikken, der oprindeligt var revolutionerende fordi The Beatles blandede genrer på en ny måde. Det er det som Bates genskaber. Hvor han tidligere har været kendt som en ukonventionel og konformitets nedbrydende arrangør med Loose Tubes, er han landet i rollen som kedelig underholder. En fyldt koncertsal skal pleases. De elsker Sgt. Pepper som den er og ikke som den kunne have været.

Der sniger sig små snirklede øjeblikke ind undervejs, der kun efterlader et ønske om meget mere af den slags. 

editionrecords.com

Fabel (Jaeger Community Music) video

Da jeg talte med trompetisten Jakob Sørensen om den kommende udgivelse med trioen Fabel, spurgte jeg selvfølgelig om den kom på vinyl ligesom den forrige udgivelse. Det gjorde den ikke, svarede Jakob. Den kom muligvis heller ikke på CD, men i stedet som video udgivelse. 

Nu er den så udkommet og der kom også en CD, men det er ikke den der er det primære produkt. Det er videoen, som kan ses i sin fulde længde på trioens hjemmeside. 28 minutters levende billeder skabt af André Hansen til de 8 numre.

Vi starter på en varm dansk sommerdag med nummeret De Vandrende. Les Feuilles er en gruppe unge mennesker i sort/hvid på en regnvåd aften med bål på asfalten. Stærekasser er nogle unge mennesker med hvid maling. Står på tæer er en kvinde der ser på billeder, henter vand og ser sin mand falde om i græsset. I nummeret Stork følger vi en arkæolog. I videoen til Ni Buk ser vi en balletdanser. Vi er med i skoven sammen med en jæger på nummeret Uden titel. I det sidste nummer, Mundelstrup ser vi en ung pige gående i et kondemneret(?) rum i Mundelstrup(?).

Som det forhåbentlig fornemmes af mine beskrivelser er videoerne stemningsbilleder, der understøtter og udvider musikken. Jakob Sørensen er sammen med bassisten Jens Mikkel og pianisten Kasper Staub på et musikalsk meget stemningsmættet album. Det er flydende smukke ballader med et tydeligt afsæt i det nordiske tonesprog. Her passer billederne også rigtigt godt til musikken. Der er dog en enkelt gang, hvor det træder lidt for meget ved siden af. Stærekasser har ikke samme kunstneriske niveau som de andre numre. Det er ganske enkelt for fjollet med de unge mennesker iført maling. Åbningsnummeret til De vandrende kunne være en smagfuld reklamevideo for Djursland. Den er meget vellykket. Jeg har ikke set videoerne lige så meget som jeg har hørt musikken. Det har jeg så til gengæld gjort mange gange og vil give Fabel den helt store anbefaling. Det er meget vellykket og intenst. Jakob Sørensen har for tredje gang lavet en inspirerende og smuk plade, der lyder af Danmark. 

Fabeltrio.dk

Marcela Lucatelli/Erik Kimestad Pedersen/Henrik Olsson (egen udgivelse) 10” orange vinyl

Der er ikke nogen angivelse af hastigheden på denne 10” vinyludgivelse. Det er altid et af de mere spændende elementer, når vi har med eksperimenterende musik at gøre. Ret hurtigt finder jeg frem til at den skal køre med 33 1/3 omdrejninger. Guitaristen Henrik Olsson, der bl.a. spiller med The Hum og Penumbra Ensemble har en duo sammen med trompetisten Erik Kimestad, der bl.a. spiller med Horse Orchstra og Kresten Osgood. I denne duo har de lavet en anti-rutine i deres spil. Det vedligeholdes f.eks. ved at invitere en tredje musiker ind i projektet. De mødtes med den brasilianske stemme/performance kunstner Marcela Lucatelli i Black Tornado Studiet tilbage i februar måned. Det gik så godt, at de blev nødt til at udgive musikken.

På en orange vinyl, der er udgivet i 100 eksemplarer, bliver vi som lyttere lukket ind i en underlig verden der i første omgang lyder bimlende skør. Lucatelli er stemmekunstner og har næsten lige udgivet sit eget album, Phew! 

I samarbejdet med Olsson og Kimestad er Lucatelli også konsekvent og søger ikke til grænserne, men går langt ud over dem. Hun skriger, piver, grynter og raller. På intet tidspunkt synger eller taler hun. Hun vrider og slider på stemmebåndet. Der er noget tragikomisk og uhyggeligt over det. Det fungerer, fordi der ikke tages hensyn til noget. Det er umenneskeligt menneskelig noise. Olsson går i en enkelt af pladens fire skæringer over i noget kantet punklignende guitarspil. Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg genkender noget. Ellers er der ikke noget som helst genkendeligt. Ønsket om anti-rutinen lykkes til fulde. At der står trumpet ud for Erik Kimstads navn på pladen er også en hjælp, da jeg ikke umiddelbart kan identificere det gyldne horn. 

Det er en plade til de nysgerrige uden fordomme. Det er farligt og spændende.

Bonusinfo:

De spiller ved Barefoot Records jazzfestival arrangement på H15 d. 8. Juli kl. 20.00

marcelalucatelli.co

Sermon Organ Combo (Gateway) LP

Guitar, Hammond og trommer. Så er grundlaget for den gode stemning sikret. Når man så vælger at køre ned ad den vej, hvor man møder souljazz, Memphis-soul, blues og en sjat cubansk musik, så er der ikke langt til mit hjerte. Guitaristen Bergur Nielsen står i spidsen for trioen Sermon Organ Combo. Han debuterede med pladen West of Somewhere for tre år siden. Dengang var stilen støvet og twangy nordisk jazz. Det er vi meget langt fra denne gang. Han er sammen med Rasmus Stenholm på Hammond, der selv har et par gode Hammondjazz plader på samvittigheden og trommeslageren Lasse Funch Sørensen.

Spørgsmålet er så om verden behøver endnu en Hammondjazz-plade? Ja det gør den da, når man smider sådan en sag på gaden, som Sermon Organ Combo. Det er et ubesværet og dejligt selskab med råswingende grooves. Bergur Nielsens guitar placerer sig fornemt i rummet, hvor Grant Green kigger over skulderen. De spiller med så meget overskud, at de kan tillade sig at læne sig tilbage i musikken, så kanten bliver løs og levende. Det er et kæmpeplus for en stil der kan spilles af mange. Det handler ikke kun om at spille. Det handler også om , at hælde sin sjæl ned i instrumentet og lade det bløde. Det gør Sermon Organ Combo.

Bonusinfo:

Trioen spiller d. 4. juli kl. 21.30 på Nørrebro Bryghus. 10. og 12. juli kl 19.00 på Tango y vinos, 14. juli kl. 22.30 på Café Bopa og 16. juli kl. 20.00 på Studenterhuset.

facebook.com/SermonOrganCombo

Mads Vinding Trio: Yesterdays - Live in Copenhagen 1997 (Stunt) >> Mads Vinding 4tet: Standards (Storyville)

Den italienske pianist Enrico Pieranunzi begyndte i 1997 at spille sammen med bassisten Mads Vinding og trommeslageren Alex Riel på foranledning af Mads Vinding. Det udløste en turné og CD'en The Kingdom (where nobody dies), der også blev kåret som årets bedste danske bedste jazzplade. Nu er der dukket en CD op med optagelser fra  trioens koncert på Copenhagen JazzHouse i november 1997. 

Der er kun en enkelt gentagelse fra The Kingdom pladen, standarden My foolish heart. Derudover præsenteres vi for klassisk triojazz materiale som Kerns Yesterdays, Rodgers' My Funny Valentine etc. Det er mildest talt godt. Der er kun en Pieranunzi komposition på pladen, som studieindspilningen ellers havde flest af.

Peter H. Larsen har som i 1997, skrevet covernoterne. Han beskriver Pieranunzi som en generøs Keith Jarrett, hvilket er meget tydeligt i musikken, der flyder over af inspiration og spilleglæde. Vinding og Riel er på toppen i samarbejdet med Pieranunzi.

Der er også kommet en anden plade, hvor Vindings navn står først og det er en anden der stjæler rampelyset. Sidste år kom den første plade med den nordjyske sangerinde Margrete Grarup, med megen ros til følge. Pladens eneste problem var at den strittede i mange retninger, hvilket vel er forventeligt, når man debuterer i så sen en alder og kan så meget. Denne gang er fokus lagt på ren jazz. Seks standards, hvor Grarup akkompagneres af en sejt spillende trio med Vinding ved styrepinden. Carsten Dahl på piano har det som en fisk i vandet og Niclas Campagnol ved trommerne sikrer med sit indfølelige trommespil swing og rytme. 

Efter en kort intro lægger de ud med en 11 minutter lang udgave af Love for sale. Her er der plads til forrygende solospil fra både Dahl og Vinding. Men det er Margrete Grarup der tager hoverollen. Hendes bluesinspirerede jazzvokal løber ikke tør for saft og kraft. Hun kan veksle mellem det eksplosive og det bløde. Jeg er vild med det underspillede temperament i stemmen, som hun serverer på You don’t know what love is. Når  det bliver mere out som på Everyday I have the blues forsvinder roen og det bliver mere upersonligt. Det fungerer sikkert live. På plade er det dog i balladerne at hun tager prisen hjem som den dygtige sanger hun er.

Vinding.dk

Margretegrarup.dk

Jan Harbeck Live Jive Jungle: Elevate (Stunt) LP

Han lægger ikke skjul på at inspirationen kommer fra jungle jazzen. Gene Krupa's heftige trommespil på eksempelvis Benny Goodman's Sing Sing Sing er et pejlepunkt. Det er jazz med swing og svedige riffs der taler til fødderne. 

Endnu en gang har Jan Harbeck sammensat et fedt band der giver musikken kant og originalitet. Thor Madsen på guitar, Jeppe Skovbakke på bas og Peter Leth på trommer udgør sammen med Jan Harbecks tenorsax Live Jive Jungle.

Det er pulserende storbyjazz, hvor et uptempo beat sender pulsen og humøret i vejret. Thor Madsens guitar er et scoop for Live Jive Jungle. Han kan uden problemer veksle mellem det funky, det bluesy og det twangy godt suppleret med et saftigt wah wah-spil. Samarbejdet med Jan Harbeck er naturligt flydende, hvor de supplerer hinanden. Peter Leth ved trommerne kaster sig ind i mellem ud i den klassiske junglerytme på tammerne, så man som lytter (og danser) aldrig falder hen. Her er sidste nummer på LP'ens side A The Chaser et skønt eksempel. 

Den utvetydigt store stjerne er selvfølgelig Jan Harbeck der har skrevet alle numrene på pladen. Han har aldrig skuffet og med Live Jive Jungle føjer han et nyt kapitel til karrieren. Harbeck er tenorsaxofonist og holder sig til den. Jan Harbeck er en mester i det store blå balladespil, som han har rådyrket på de forrige plader og ligeledes demonstrerer sine evner i på Throughshine, der er sidste nummer på LP’en. På CD’en er der blevet plads til yderligere et nummer. Fly by night er en ægte råhyler, hvor Harbeck sekunderet af Thor Madsens orgellignende guitarspil giver os endnu et bølgende og swingende nummer. 

Pladen og Jan Harbeck får et kæmpestort jazzpartyplus herfra. Han kan meget mere end balladerne.

Bonusinfo:

Jan Harbeck Live Jive Jungle spiller på La Fontaine d. 8. juli I forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.

janharbeck.com

Sound X Sound: Music for 10 Hi-Hats (Hiatus) >> Sound X Sound: Music for 18 Clarinets (Hiatus) >> Sound X Sound: Music for 18 Shakers (Hiatus) >> Sound X Sound: Music for 18 Triangles (Hiatus)

For nylig blev det offentliggjort at Niels Lyhne Løkkegaards Triangular Mass, skal opføres intet mindre end seks gange på Roskilde Festivalen. Det fortæller både noget om Roskilde Festivals evne til, at opsøge ny og eksperimenterende musik og, at Niels Lyhne Løkkegaards “folkelige” gennembrud er ved at være en kendsgerning. Det startede i december 2014, hvor den første plade med mangedobling af instrumenter udkom under navnet Sound X Sound. Music for 8 Recorders var med 8 blokfløjter. Niels Lyhne Løkkegaard laver musik med åben pande. Med et rent hjerte og en grundlæggende nysgerrighed registrerer og dokumenterer han lyden. Den rene lyd af et instrument er sat ind i et perspektiv, hvor man som lytter ikke kan undgå, at forholde sig til det man hører.

Der er siden kommet plader med 30 kromatiske tunere og 9 pianoer. Nu afrunder han pladeprojektet med de sidste fire plader: 15 shakere, 18 klarinetter, 16 triangler og 10 hi hats. Alle pladerne er i 7 tommer singleformatet og kommer i pappladecover med inderpose, som var det en LP. Den grafiske udformning er stilren og minimalistisk og hænger sammen med indholdet på pladerne. Alt overflødigt er skåret værk. Forudgående tanker om hvordan det skal lyde forsøger Løkkegaard at fjerne sig fra. Det kan man selvfølgelig ikke. En klarinet er stadig en klarinet. Men i en 18-dobling kommer der noget andet og nyt frem, som er med til at løfte klarinetten ud af klarinettens skygge. I de udførlige covernoter der følger med de sidste udgivelser skriver Katrine Ring bl.a. at Løkkegaard bringer det minimalistiske til det maksimale. 

På hver plade medvirker musikere, der for de flestes vedkommende har en konservatorie baggrund, hvor høj teknisk kunnen på et instrument er rådyrket. Niels Lyhne Løkkegaard anses selv for, at være en af de teknisk stærkeste saxofonister fra sin generation. Det er her, hvor det bliver interessant, da mange af musikere netop har en jazzbaggrund. De kan træde en my ved siden af præcisionens perfektion og bringer mennesket i spil. Nu vil jeg selvfølgelig ikke påstå, at jeg kan høre at det lige præcis er Jan Harbeck, Pernille Bévort eller Jacob Danielsen der spiller på klarinetpladen. Men i kollektivet med 18 musikere der spiller det samme på samme tid, hvor mikrofejl der dårligt kan registreres er med til at gøre lyden til en organisme.

På Roskilde Festival skal Triangular Mass opføres med 200 der spiller på triangel på en gang. Det lyder allerede som den der “sjove” lille historie TV avisen kan fyre af inden vejret, i stedet for den om nøgenløbet. Midt i alt det sjove er der også en mening, som er enerverende og konfronterende. Det er ikke musik der prøver på at være noget andet end det som det er. 200 triangler. Hvad sker der inde i lytteren? I hovedet? I kroppen? 

Det er en kæmpeindsats som Niels Lyhne Løkkegaard yder med Sound X Sound projektet. Det er eksperimenterende og undersøgende lyd, der flytter grænser og tanker for musik. De 7 singler kan købes samlet i et bokssæt, hvilket er investering for livet. Jeg glæder mig allerede til jeg skal høre pladerne om 1, 5, 10 og 20 år. Hvordan lyder de så. Har mine tanker om hvordan musik skal lyde flyttet sig, så de kommer til at lyde anderledes?

Nielsloekkegaard.dk

hiatuslabel.com

Tidligere udgivelser:

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound - Music for 9 Pianos (Hiatus) 7”single

Sound X Sound: Music for 30 Chromatic Tuners (Hiatus) 7”single

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound Music for 8 Recorders (Hiatus) 7”single

Kasper Tom/Alexander von Schlippenbach/Rudi Mahall: Abstract window (WhyPlayJazz)

Den danske trommeslager Kasper Tom Christensen har efterhånden et hav af udgivelser på samvittigheden. Sidste år lavede han en duoplade sammen med den tyske legende Rudi Mahall. Nu føjes der endnu en legende til det samarbejde. Mahall's kollega fra Monks Casino og Globe Unity Orchestra, Pianisten Alexander von Schlippenbach har i over 50 år været med til at holde den kunstneriske fane højt i den europæiske jazz' eksperimenterende cirkler.

Abstract Window er et vidunderligt improv møde mellem to europæiske avantgarde titaner og en dansk trommeslager der samler og bevæger. Det er sanseligt og berusende at lytte til trioen. Rudi Mahalls klarinet og basklarinet og von Schlippenbachs pianospil udspringer af den klassiske europæiske avantgardejazz. Alligevel er der et friskt og nutidigt touch, hvor Kasper Toms trommespil helt sikkert flytter rundt på de ældre herrers uvaner.

Abstract Window er en knaldperle i Kasper Toms karriere. Kan klart anbefales til de friske freejazz connoisseurs derude. 

Bonusinfo:

Trioen spiller i KoncertKirken i forbindelse med Copenhagn Jazzfestival d. 13. og 14. juli og på Atlas i forbindelse med Aarhus Jazz festival d. 15. juli

Whyplayjazz.de

SE-Quartet: Going North (Prophone)

Der er gået 9 år siden jeg anmeldte pianisten Rasmus H. Thomsens debutplade SE. Siden er der kommet to albums med SE-Quartet, som Thomsens projekt nu hedder. Det er en svensk baseret gruppe, hvor Thomsen er det danske indslag. Han har skrevet 7 af pladens 10 numre. På coveret kan man læse om nogle af tankerne der er bag musikken. Titelnummeret Going North er dedikeret til alle de flygtninge der er kommet til de nordiske lande i de senere år. Song for Paris er skrevet med terrorangrebet på Charlie Hebdo i tankerne. The Power of Forgiveness er oprindeligt skrevet til en gudstjeneste med den sydafrikanske præst Desmond Tutu, omhandlende styrken ved tilgivelse. 

Det er tunge tanker der er bag musikken, der har et umiskendeligt melankolsk præg, som man fristes til at sige, er en svensk specialitet. På Even death will die tager det et ekstra skridt op, når den meget smukke melodi får følgeskab af et kor. Et meget smukt højdepunkt på pladen. SE-Quartet består af Rasmus H. Thomsen på piano, David Ehrlin på sopran- og tenorsax og basklarinet,, Antti Ojala på trommer og Martin Sundström på bas. Pladen afsluttes meget passende med The Happy End, det er jo ikke for ingenting at jazzen oprindeligt kommer fra USA.

Bonusinfo:

Song for Paris er blevet spillet på Spotify over 250.000 gange, hvilket er vildt for et nyt jazznummer.

www.sequartet.com