Det er en to-delt udgivelse som big bandet Blood Sweat Drum + Bass er aktuel med. Der er hentet musikalsk inspration i Indien - og musikalsk hjælp udefra. Wayne Siegel har komponeret studiesiden, hvor pladens gennemgående musikalske gæst, den indiske fløjtenist Shashank Subramanyam er med. Wayne Siegel bruger sit selvopfundne Motion Tracking System, der benytter sig af et webcam til at opfange Siegels bevægelser, der ud fra et mønster omsættes til lyde. Det lyder og fungerer godt som et møde mellem indiske traditioner og moderne kompositionsmusik- dog med den lidt spøjse tilstedeværelse af nogle elektroniske udbrud, der muligvis utilsigtet, lyder som om der bliver trukket ud i toilettet.
Livesiden er indspillet i Musikhuset forbindelse med Aarhus Jazz Festival i 2023. Det er Blood Sweat Drum + Bass i en stærk opstilling og fuld af energi. Big bandets leder Chappe har skrevet tre numre sammen med Subramanyam. Undervejs er der soli med folk som Lars Fiil, Peter Dahlgren, René Damsbak og Johan Toftegaard Knudsen. Det flyder forrygende let og sammenhængende afsted. Subramanyam leverer nogle autentiske fløjtesoli undervejs. Live-siden åbner i klassisk BSD+B land med et vokal nummer, hvor Turid Guldin synger nummeret Mærker efter nu. En god start og fin status fra det gode big band.
Sammen med den brasiliansk-amerikanske pianist og arrangør Clarice Assad har den danske tablas spiller Ole Theill lavet sit fjerde album i eget navn, Transparent. Theill har skrevet musikken mens Assad har arrangeret strygerne for strygerkvartetten Halvcirkel, der indtager en central rolle på pladen. Theills mangeårige makker Kenneth Knudsen medvirker på keyboards og har været med til at producere pladen. Sidste mand er Thomas Fonnesbæk i en ikke uvæsentlig rolle på bassen.
Tidligere ville man nok have kaldt det verdensjazz eller World music. Ole Theills musik er mere og andet end det. Det er indiske traditioner, europæisk klassisk musik og en dyb groovy jazzbas. Det er musik med bund, der skaber højder. Musikken er på trods af de meget forskellige inspirationer sammenhængende. Det er filmisk og fyldt med spænding. En særdeles anbefalelsesværdig plade.
Da albummet Glow of Benares udkom i 2018, gav det med rette stor opmærksomhed. Sammen med Aarhus Jazz Orchestra og indiske musikere blandede Lars Møller indisk musik med jazz. Nu tager han endnu en omgang med Indien. Lars Møller er sammen med sin sædvanlige partners-in-crime, Thor Madsen på guitar og Jonas Johansen på trommer, samt de to indiske musikere Kala Ramnath på violin og vokal og Abhijit Bannerjee på tablas og diverse, der også medvirkede på Glow of Benares.
På Purple Twilight præsenteres vi for blandingen af raga og jazz. Jeg går ud fra at du godt ved hvad jazz er. Hvis du til gengæld ikke ved hvad raga er, så siger wikipedia, at det er : “…en traditionel indisk musik-genre. Teknisk forstået er raga de strukturer hvorpå det melodiske arbejde i denne musiktradition hviler, og lydbilledet kan minde om en mellemting mellem en skala og en melodi. Specielt danner raga'en en ramme for improvisation - såsom parafrasering.”
Jeg synes ikke at det lyder som noget der er rasende langt fra jazz. Og det gør det slet ikke, når de fem musikere mødes i de to genrer på albummet. Det lyder både af jazz og Indien. Her er rammer og strukturer bevaret i en grad, hvor man som Lars Møller nok skal have haft sin saxofon og ører langt nede i den indiske musik. Ligesom han har med jazzen. Albummet får en stor anbefaling for originalitet og ikke mindst udførelse.
I over 25 år har den danske saxofonist Lars Møller beskæftiget sig med indisk musik. Den foreløbige kulmination på den fascination møder vi på albummet Glow of Benares, hvor han med hjælp fra Aarhus Jazz Orchestra, Randers Kammerorkester aka. The Danish Sinfoniettea og de to indiske musikere Kala Ramnath (violin) og Abhijit Banerjee (tablas) får levendegjort musikken.
Albummet åbner med titelnummeret, der også er pladens hovednummer. Det er Lars Møllers musikalske fremstilling af den rødlige eftermiddagsglød og stemning der er ved Ganges flodens bredder, hvor mangfoldigheden mødes. Udgangspunktet for nummeret er en Raga Shree.
På imponerende vis blander Lars Møller klassisk, jazz og indisk musik på helt naturlig vis. På Indian Skies vender Møller tilbage til nummeret Blue Skies in Kamchatka fra 1997-albummet Colours. Det er Jesper Riis der har arrangeret den nye version, hvor Adam Rapa leverer en god solo. Pladens længste nummer Funky Jog skaber en forbindelse med nordisk og indisk musik. Indian Train Ride er en sydende folkloristisk fest, hvor Hans Ulriks tenorsax og Kala Ramnaths violin folder sig ud. Albummet lukker ned med Mumbai Footprints, der er inspireret af Wayne Shorters Footprints, der altid har fulgt Lars Møller. Her er guitaristen Thor Møller og tablasspilleren Abhijit Banerjee i en medrivende dialog i starten af nummeret. Det er en flot finale på et album, der godt kan kategoriseres som Lars Møller mest ambitiøse udspil indtil videre i en ellers omfattende karriere.
I de senere år har kritikken ofte raset mod Det Rytmiske Musikkonservatorium. Uviljen mod at uddanne “rigtige” musikere, der f.eks. kan spille "rigtig" jazz har ofte været fremme. Så er det jo ekstra spændende når en mangeårig lærer fra konservatoriet udgiver et album, hvor han ligefrem sniger konservatoriets internationale forkortelse RMC med i pladens titel. Han har endda valgt at lave pladen sammen med helt unge studerende fra konservatoriet. Musikken er inspireret af Indien set og hørt fra Danmark og på rejse i Indien sammen med de unge musikere.
Det er trommeslageren Jonas Johansen der står bag pladen Charmcatcher. Den er med Johansens egne ord en plade med avanceret rytmik, metriske modulationer, sekvensering og polyrytmik. Han fortæller at brugen af kvintoler, septoler og de metriske modulationer som han anvender er stærkt personlige. Det er blandingen og mødet mellem den danske og internationale musiker Jonas Johansen og den indiske musik.
Det er polske Kuba Wicek (alt- og sopransax), danske Peter Sabroe (piano), norske Tobias Pfeil (guitar) og danske Anders Fjeldsted (bas) der leverer den afsindigt gode backing til Johansens musik. Det er helt sikkert pivsvært at spille. Men! Ih du godeste da, hvor lyder det godt. Johansen har udstukket nogle skrappe og krævende retningslinjer og presset de unge musikere til at yde deres bedste. At man overhovedet kan tvivle på, at der ikke længere uddannes “jazz”musikere fra RMC bør forstumme, når man hører denne plade.
Det er Jonas Johansen der har skrevet al musikken ud over en enkelt melodi fra Indien. Han får desuden percussion støtte på et par numre af inderen Abhijit Banarjee på tablas og på et enkelt nummer af Jacob Andersen på bongos. Fra et jazzlytterperspektiv, hvor der ikke tælles takter men lyttes på musikken, så er Charmcatcher ikke bare charmerende. Den får bl.a. rettet mine ører i retning af nogle unge musikere, som jeg ikke kender så godt. Polakken Kuba Wicek er en stjerne i svøb. Det er så skarpt og præcist skåret. Melodierne og den smukke fremførsel smelter sammen med mit gamle jazzhjerte.
Endelig fik jeg mulighed for at opleve Tampere Jazz Happening. Det var 34. gang at der var jazzfest i byen. Årets højdepunkt, mente en af de lokale som jeg talte med. Programmet balancerer elegant mellem at præsentere den eksperimenterende jazz, internationale stjerner, finske hot shots og andet godt stads for jazzbloggeren. Festivalen er også kendt for sin gode afslappede atmosfære, venlige stemning og særdeles tjekkede programlægning. Det var det jeg ville forsøge at dykke ned i.
Mats/Morgan Band
Det svenske multigenre rockband Mats/Morgan Band stillede op i gule reflekstrøjer, så de også kunne ses i mørke. Det var ikke specielt mørk musik de spillede, så det var ikke nødvendigt. Trommeslageren Morgan Ågren spillede i slutfirserne sammen med Frank Zappa og det fornægter sig ikke i bandet. Krøllede breaks og vilde påfund er mere almindelige end den lige landevej. Heftig optræden med dobbelt stortromme og masser af synth.
Der er tre scener på festivalen. Den finske radiostation YLE var på plads med OB vognen og optog alle koncerterne på den store scene. Koncerter der siden hen vil kunne høres på andre radiostationer der er med i EBU samarbejdet.
Trilok Gurtu/Omar Sosa/Paolo Fresu
Fredagens hovednavn var den internationale trio. Inderen Trilok Gurtu på percussion/tablas, cubaneren Omar Sosa på klaver og andre tangenter og italieneren Paolo Fresu på trompet. Det var ekvilibrisme i allerhøjeste klasse. Det var også showmanship, hvor Gurtu og Sosa i et underholdende samarbejde fangede publikum med en udadvendt forestilling. Musikalsk var der ikke så meget at komme efter. Fresu var ikke en integreret del af showet, selv om han lavede nogle lækkerier på trompeten. Omar Sosa siger at han ikke ser sig selv som pianist. Han er percussionist med 88 trommer. Det blev et rytmeshow, hvor der taltes mange forskellige sprog. Desværre talte de oftest i munden på hinanden.
Herefter var der to muligheder for at høre det smukke finske sprog på meget forskellig vis.
Ricky Tick Big Band & Julkinen Sana
I den store sal i Pakkahuone var stolene nu fjernet og det suveræne Ricky Tick Big Band kunne indtage scenen sammen med en raptrio. Jeg har ofte hørt deres debutalbum fra 2010, der er en dejligt dansabel sag. Siden har de lavet to albums sammen med raptrioen Julikinen Sana. Det er tre erfarne rappere, der har fint styr på flowet. Lederen af big bandet Valtteri Laurell Pöyhönen har også fint styr på arrangementerne. Jeg blev udfordret af den finske rap, der sandsynligvis var ret morsom, da flere publikummer grinte lystigt. Jazzen havde jeg ikke problemer med at forstå. Den var veltilberedt.
Hannu Salama & Vapaat Radikaalit
På den lille scene i Telakka optrådte en af finsk litteraturs store navne. Digteren Hannu Salama var sammen med et jazzband under ledelse af saxofonisten Hepa Halme, hvor saxofonisten Mikko Innanen som vi ofte har set i Danmark var med. Salama intonerer perfekt og selv om jeg ikke forstod hvad han sagde, var det både smukt og bevægende. Bandet spillede lidt for tilbageholdende. Jeg ville f.eks. gerne have haft en Mikko solo der sparkede røv.
For mit vedkommende afsluttedes natten med fredagens sidste koncert, der afholdtes på Klubi, hvor der dagen før havde været Young Nordic Jazz Comets. De fleste af de unge musikere var stadig i Tampere, bl.a. Bremer/McCoy, der var på plads for at høre jazz af den fede slags og det blev begge imponerede.
David Murray Infinity Quartet feat. Saul Williams
Det var første gang at trommeslageren Hamid Drake spillede med Murray's Infinity Quartet. Det var nu ikke noget man tænkte over. Tværtimod! Musikerne Orrin Evans på piano og Jaribu Shahid på bas var på talefod med Drake lige fra begyndelsen. Det er lige ved at jeg vil kalde Drake for et fænomen. Hans trommespil var vanvittigt levende og skarpt. Han var hele tiden afstemt med de andre musikere og helt fremme på beatet. God damn! Det var fedt! Orrin Evans pressede nogle soli ud af flygelet. De to stjerner på scenen overlod masser af plads til den suveræne trio. Men når de kom til mikrofonen, havde de også noget at fortælle. Rapperen og spoken word kunstneren Saul Williams brændte intenst ved mikrofonen, hvor han talte om de store forandringer der sker inden i og udenfor et menneske. David Murray's saxsoli blev doseret passende ud over det hele. Han har gammeldags tone, der alt for sjældent høres i sammenhænge som den blev præsenteret i fredag nat. En stor oplevelse.
Det var blevet klokken meget sent. Jeg måtte lige skylle oplevelserne ned med en enkelt øl, inden jeg kunne gå i seng efter en vildt spændende dag. Lørdag ventede der atter nogle store oplevelser.
De udkommer på hvert sit tyske pladeselskab. De to amerikansk baserede indere, pianisten Vijay Iyer og saxofonisten Rudreesh Mahanthappa er på hver deres måde aktuelle med albums der er hyldester. Vijay Iyer er på sit trioalbum fokuseret mod breaket. Et break i musikken er stadig musik. Breakdowns, breakbeats og breakdancing. Det ser ud som ingenting og fylder en masse. Sammen med hans faste trio bestående af bassisten Stephan Crump og trommeslageren Marcus Gilmore har han lavet en plade der bl.a. indeholder en suite lavet til Museum of Modern Art i New York, en hyldest til minimaltechnolegenden Robert Hood, Coltrane’s Countdown, Monk’s Work og Strayhorn’s Blood Count. Det er triojazz af den rendyrkede slags. Velspillet kontemporær jazz med tendens til at gå i tomgang i breaket.
Rudresh Mahanthappa er nu kommet så langt i karrieren, at det obligatoriske tributealbum skal laves. Som så mange andre saxofonister står Mahanthappa i gæld til Charlie Parker aka. The Bird. Han slipper rigtigt godt fra det på albummet Bird Calls. Han går ikke i gang med at spille en række nye udgaver af gamle Bird-travere. I stedet har han baseret sine kompositioner på numre eller soloer som Bird spillede. Så Donna Lee, Relaxin’ at the Camarillo og Anthropology er skam med. Men mere i ånden og stemningen. Mahanthappa’s alt-sax spil er noget andet end Charlie Parker’s. Han har absorberet legenden. Han lader arven ånde frit. I selskab med fire musikere, hvor specielt Adam O’Farill på trompet og Rudy Royston på trommer skal freemhæves, laver han en værdig og nutidig tribute med respekt for sig selv og The Bird.
Guitaristen John Sund er i musikalsk forstand taget til Indien. Han er ikke nogen novice ud i world music, noget han bla. har bevist sammen med bandet World on a string og sammen med Ayi Solomon på albummet Duometric events. Den indiske musik er tidligere blevet dyrket af John Sunds instrumentkollega og forbillede John McLaughlin. Hvor det nærmest placerer nærmest i en naturlig forlængelse af jazz, fusion og world. John Sund blev indfanget af den indiske musik, da han som 18 årig hører en plade med Ravi Shankar, som han ellers kun kendte fra The Beatles og George Harrison.
I John Sunds møde med det indiske i dag er det i en nedtonet akustisk version, selv om han også har beskæftiget sig med den avancerede fusionsmusik. Han har allieret sig med Phalgun Parupalli på percussioninstrumenterne mridangam og kanjira og Shashank Subramanyam, der spiller på bambusfløjten bansuri. Subramanyam har tidligere arbejdet sammen med Pierre Dørge & New Jungle Orchestra.
Jeg er i allerhøjeste grad på udebane med denne plade. Jeg har dog ikke problemer med, at høre at John Sund er en guitarist med særlige evner. Det er beundringsværdigt og modigt af ham, at vise en anden vinkel på indisk end den vi ellers kender med sitar og tablas.
På rejse til Indien med fusionsjazzen
Guitaristen Henrik Andersens plade Indian HeARTbeat blev udsendt for et år siden. Jeg fik den af Henrik, da jeg mødte ham på Summersession, hvor han var med på freejazz-trommeslageren Andrew Cyrille's hold sammen med bla. August Rosenbaum og Ole Streenberg. Et blandet outsider-hold. Når jeg hører Indian HeARTbeat bliver det endnu tydeligere, hvor stor en outsider Henrik Andersen egentlig er på den danske jazzscene. Pladen er udgivet i Indien af EMI India. Ikke ligefrem hverdagskost for en dansk jazzguitarist - der dog har beskæftiget sig med indisk musik siden starten af 00'erne.
Stilarten er fusionsjazz med en god portion indisk inspiration med alt hvad det indebærer. Percussion med masser af tablas, sitar og skævt pitchede guitartoner er med til at placere pladen meget tydeligt. Der er brugt indiske musikere på de fleste numre. Henrik Andersen er velbevandret i indisk musik og har en god fornemmelse for at anvende de etniske virkemidler i en god effektiv samklang med guitaren. Henrik Andersen spiller med inspiration fra John McLaughlin'sk jazzrock, noget han allerede gjorde i fusionsgruppen Music Spoken Here i 90'erne. Der er sket meget siden da uden, at det piller ved Andersens position som guitarist af McLaughlin-skolen. Henrik Andersen bruger også den akustiske guitar - bla. sammen med fløjte og violin og der kommer naturligt nok mere ro på musikken.
Henrik Andersens evne til at blande de to stilarter fusionsjazz og indisk musik og samtidig bevare kendetegnene så tydeligt er en bedrift. Det bør få ørerne hos specielt verdensmusik interesserede til at folde ud.
