torsdag, juni 14, 2012

Crashnburn: No hoax (Audioscapers)

Jeg har en svaghed for jazz med en rocket tilgang eller omvendt. El-spade med rockpedal, trommer hvor der slås igennem og en pumpende bas. Måske suppleret med piano (gerne elektrisk) og/eller hæsblæsende saxofon. Her har Jazzkamikaze og Surf in Stereo været nogle af de fineste eksempler på dette indenfor de senere år. I det nordjyske har kvartetten Crashnburn huseret i nogle år. De lavede i 2009 demo-CD'en What did you expect from jazz!? Nu er de aktuelle med et regulært album, hvor fem af pladens numre er gengangere fra demo-cd'en.

Pladen indledes med nummeret I wish I was a rockstar. Humoren og selvironien lyser ud af nummeret. For rockstjerne bliver man aldrig med sådant et nummer. Guitaren lyder godt nok hen ad rock. Men nummeret er arrangeret med så komplicerede breaks, at det ville fremkalde epileptiske anfald hos rockstjerner. Det er bassisten Kenneth Dahl Knudsen der står for hovedparten af numrene. Mikkel Leth-Nissen sørger for nogle medrivende soli på el-piano. Lasse Enøe på sax og Lucas Illanes på guitar giver deres indspark i front. Trommeslageren Rasmus Iversen sørger for at beatet og rytmen lugter af rock. Crashnburn er jazzrock - der ikke peger fremad - det gør ikke noget, sålænge energien er intakt - og det er den på hele pladen.
myspace.com/crashnburndk

Ingen kommentarer: