Manifestgalan er de uafhængige svenske musikproducenters awardshow. Her er der både kategorier for hårdrock og dansband. Men også jazz, hvor fine plader med Lindha Kallerdahl, Samuel Hällkvist og Oddjob er nomineret til den pris. Det er alle udgivelser som jeg allerede har anmeldt her på bloggen. Den sidste som jeg endnu ikke har anmeldt er også den nyeste. Det drejer sig om klarinetisten og saxofonisten Per "Texas" Johanssons comeback efter 16 års fravær som bandleader. Han har i mellemtiden uddannet sig som sygeplejerske - og jeg vil som sandsynligvis den første og eneste sygeplejerske anmelde Per "Texas" Johanssons plade.
Jazzsaxofonisten og sygeplejersken anmeldes af jazzbloggeren og sygeplejersken. Vi har det til fælles at vi godt ved, hvor der kan tjenes penge.
Flemingsberg er en forstad til Stockholm. Per "Texas" Johansson har valgt at opkalde albummet efter de lange rulletrapper i til pendeltoget i Flemingsberg, hvor han arbejder på det nærliggende Huddinge Sjukhus. Per "Texas" Johansson tager ikke den lige vej på rulletrapperne. Eller han lader tankerne tage nogle omveje mens han står på rulletrappen. Johansson spiller på flere forskellige klarinetter - også bas og kontrabasklrinet udover tenorsax. Bandet består af vibrafon, trommer, steeguitar og Fredrik Ljungkvist på sax. Den utraditionelle instrumentsammensætning passer godt med musikken, hvor Johansson hviler godt og grundigt. Han skal ikke overbevise nogen om noget. Det er moden jazz på et meget højt niveau. Et niveau hvor man er i stand til at skabe levende billeder til den musik der spilles. Per "Texas" Johansson var "hot shit" i 90'erne på den svenske jazzscene - nu er han tilbage som "da shit."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar