Det er en regulær “No brainer”, at lave en plade med ballader spillet af Ben Webster. Det er fair nok, hvis man ikke kan lide det. Der findes også folk der ikke kan lide kaffe, ost eller øl. De går jo ikke nødvendigvis rundt og er deprimerede af den grund. Fra min stol kan jeg til gengæld berette om et lykkeligt liv, hvor kaffe, ost, øl og Ben Webster ballader er med til at skabe så intens en glæde, at den kan sammenlignes med kærlighed.
Storyville har genudsendt Ben Webster plays ballads på vinyl, der oprindeligt udkom i 1988. I øvrigt samtidig med Ben Webster plays Duke Ellington. Fælles for begge plader er at musikken er hentet fra indspilninger fra 1967-71, hvor den amerikanske stjernetenor spillede sammen med danske musikere: NHØP, Ole Kock Hansen og mange andre, samt andre amerikanere på kortere eller længere ophold i Danmark. I øvrigt kan musikken fra alle indspilningerne erhverves som en 7-dobbelt CD-boks, som Storyville lavede i 2007.
Vi præsenteres for et par af de uforlignelige arrangementer for stort orkester af Niels Jørgen Steen, hvor Ben Webster med Cry me a river og Greensleeves sætter ballade-standarden. Ellers møder vi Webster med mindre grupper, hvor cremen af datidens danske jazzmusikere spiller op til deres bedste. Selv om pladen er en blandet landhandel, så er den også totalt og aldeles vigtig at have i nærheden af pladespilleren. Det er en plade, der skal høres en gang i mellem. Måske bliver verden ikke et bedre sted, bare fordi du hører Ben Webster ballader. Men din verden bliver med garanti bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar