onsdag, februar 20, 2019

Randi Pontoppidan: Rooms (Chant Records) LP/DL/stream >> Greg Cohen & Randi Pontoppidan Event Horizon: Space Geode (Chant Records) CD/DL/stream

Kan man sige noget uden at bruge ord? Umiddelbart vil man nok svare nej. Ved nærmere eftertanke, så kan man sagtens udtrykke sig med munden uden at sige ord. Hyl, skrig, støn, prusten, suk, nynnen etc. er noget vi bruger til, at udtrykke ofte ret stærke følelser med.

Randi Pontoppidan kan udtrykke noget og meget mere end de fleste, uden at hun siger eller synger et ord. Det bliver tydeligt på albummet Rooms. Det er Pontoppidans første plade i eget navn. Alt hvad man hører på pladen er bygget op fra Pontoppidans stemme. Hun anvender loops, effekter og elektronik til at skabe det helt unikke univers. Hun trækker på erfaringer fra freejazz, avantgarde, improvisation og elektroakustisk kompositionsmusik, hvor hun bla. har samarbejdet med Sissel Vera Pettersen (i duoen Lift), Jamaaladeen Tacuma og Paul Hillier’s Theatre of Voices.

Rooms er et nærmest uudtømmeligt kalejdoskop af Pontoppidans dybt originale og fantasirige vokaleksperimenter. Man glædes, forstyrres, irriteres og kommer helt sikkert til at flytte sig inden pladen er færdig. Det er let at anbefale Rooms til den nysgerrige lytter, der gerne vil på vokalrejse.

Albummet Space Geode er lavet af duoen Event Horizon, hvor Randi Pontoppidan er sammen med den amerikanske bassist Greg Cohen. Cohen har et megasejt musikalsk CV, der omfatter en masse plader med Tom Waits, John Zorn, Laurie Anderson og såmænd også Woody Allen’s New Orleans Orchestra.

Pontoppidan og Cohen har indspillet musikken i de gamle østtyske radiostudier Funkhaus i Berlin. I et mørkt studie har de skabt musikken gennem improvisation - uden foregående aftaler. Pontoppidan’s overvejende ordløse sang moduleres af Pontoppidan gennem elektronik og effekter. Cohen spiller på en akustisk gulvbas, hvor han med bue og effekter giver et godt indspil til Pontoppidan.

Albummet er en veritabel blanding af abstraktioner og lydlandskaber, af underlige lyde og det der ligner.




Ingen kommentarer: