lørdag, februar 16, 2019

Nicolai Kaas Claesson: Melt (Centrifuga) LP/DL/stream

Der hersker en ren og intens stemning over Nicolai Kaas Claessons første plade i eget navn. Ambitionsniveauet er tårnhøjt og han er gået all in. Bassisten der bla. spiller med Dødens Garderobe, Horse Orchestra of Frk. Jacobsen har samlet et musikalsk dreamteam omkring sig. Alle musikerne er etablerede navne på den eksperimenterende del af den danske jazzscene. Rasmus Kjær på piano, Jeppe Højgaard på saxofon og Anders Vestergaard på trommer kan improvisere og være i jazzens øjeblikke, som det er får forundt.

Nicolai Kaas Claesson lader dem spille jazz i en mere rendyrket form end det de ellers plejer at gøre. Claesson nævner selv at det er 70’ernes mere flagrende jazz og navne som Ahmad Jamal, Keith Jarrett Quartet og Sun Ra’s spacejazz, han har ladet sig inspirere af.

Musikken er indspillet på 8-spors spolebåndoptager af Rune Lohse. Det er med til at understøtte den rå og lidt primitive stemning. Vi får seks kompositioner, hvor kvartetten griber Claessons enkle melodier og omsætter dem i uspoleret spontanitet. Der er den dansende avantgardist Cooper. Der er den hidsige Kaptajn Penalhus, hvor Jeppe Højgaard får demonstreret sine fede rå sax-skills. Der er Gubban - som vi får i to versioner. Den er opkaldt efter Pippi Langstrømpes plettede hest. Jeg tror at hesten er ude på marken i det smålandske, hvor den langsomt spiser løs af græsset og gør sig klar sig til nye eventyr.

Vil du på jazzeventyr? Så er Nicolai Kaas Claessons LP Melt et meget vellykkede bud på en rå og velspillet tur af slagsen. God fornøjelse.


Ingen kommentarer: