lørdag, juni 06, 2020

Kalaha: Dans det op - med Uffe Lorentzen/Eymen - med Hilal Kaya (April Records) 7”single/DL/stream

Siden min yngste ungdom har jeg samlet på singleplader. Måske var det en af grundene til, at jeg for nylig var inviteret til singlenight. Ikke en aften for mennesker der lever alene og gerne vil finde en kæreste. Næh, det var en aften i singlepladens tegn. Da det var første gang jeg var med, tænkte jeg at det var godt, at lægge ud med noget opsigtsvækkende. Det kan man gøre på mange måder, når der sidder en flok vinylnørder,der sætter en ære i, at finde både obskure sager og solbeskinnede hits fra forne tider. Jeg havde simpelthen taget den her single med, der var udkommet dagen før.

Uffe Lorenzen fra Baby Woodrose og Spids Nøgenhat er med på singlen sammen med Kalaha. Det er med andre ord, langt fra jazzen det her. Syrerocksangeren sammen med electronicajazzerne Kalaha. Det er i min verden et godt bud på et solbeskinnet sommethit anno 2020. 

“Hvis trippet ikke er godt”
“Så dans det op”

Jeg lagde ikke selskabet helt ned. Der var point for Uffe, men spredt utilfredshed med musikken, hvor jeg ellers vil fremhæve den orientalske guitarsolo hen mod slutningen. Nå men, jeg synes at den er fed.

Og for at holde fat i Orienten og det fede, så er den herboende tyrkiske sangerinde Hilal Kaya, der er i front på nummeret Eymen på den anden side. Hun var også med på Kalahas album fra sidste år, hvor nummeret hed Cok Küstüm og iøvrigt er det mest afspillede nummer med Kalaha på Spotify. Stilen er tyrkisk psych-funk og er mildest talt medrivende. Tak til Kalaha for at have trukket Hilal Kaya frem i spotlyset.

Ingen kommentarer: