onsdag, december 16, 2020

Carsten Dahl Trinity: Mirrors Within (Storyville) LP/CD/DL/stream

 

Han har lavet så mange improviserede soloplader, at jeg ikke har styr på dem længere. Den frie improvisation, hvor musikken skabes i øjeblikket er Carsten Dahls helt store styrke. Når han har spillet sammen med andre har det ofte været med udgangspunkt i jazzens standards, hvor GinmanBlachmanDahl trioen er den mest kendte. 


I trioen Trinity, hvor Dahl er sammen med Nils Davidsen på bas og Stefan Pasborg på trommer, udvider han det spontane solistiske improvisationsunivers til en trio. Musikerne er gået i studiet uden forudgående aftaler - de spiller ikke standards. De spiller musik der er opstået i nuet. 


Det er triojazz der åbner sig lige foran dig. Den trækker dig ind og lader dig transformere til, at være med i musikken. Det er inkluderende triojazz, hvor musikere, musik og lytter bliver til et hele. Det er både messende og sanseligt. Det er jazz, hvor musikernes nordiske ophav mødes med amerikanske traditioner. Selv om de ikke spiller jazzens standards, lyder det flere gange som om de har taget udgangspunkt i dem og det er fedt og alligevel uforudsigeligt. 


Pladen er fuld af stemning og temperament. Den vokser fra gang til gang der bliver lyttet. Nu er jeg nået til sjette eller syvende gennemlytning og vil ikke tøve med spontant, at kalde dem for noget der er større end stort.


Med Nils Davidsen og Stefan Pasborg har Carsten Dahl fundet to musikalske ligemænd. Det intuitive sammenspil og kommunikationen mellem musikerne gennem musikken er fascinerende at følge som lytter. Pladen får en kæmpestor anbefaling her fra bloggen.

Bandcamp

Ingen kommentarer: