Det er næppe nogen nyhed for bloggens læsere, at jeg elsker vinylplader. Jeg har en særlig forkærlighed for udgivelser, hvor der er gjort noget ekstra ud af den fysiske udgivelse. Det er i allerhøjeste grad tilfældet med bandet Nausia, der ledes af Isak Schiødt.
Han har udgivet pladen Prince Kiosk i 150 nummererede eksemplarer. Selve pladecoveret er et gammelt pladecover, hvor vrangen er vendt ud, her er der klistret et billede på og titel og bandnavn er skrevet på en Dymo-strimmel. Til vinylen, der er presset hos Nordsø Records, hører et linoleumstryk med info og en lille plakat med et udsnit af pladecoveret. Det er et lille mesterværk i sig selv.
Det giver kun mening med al vinylbesværet, hvis musikken også følger med. Det gør det på fornemste vis hos Nausia. Det er moderne kraut jazz med elementer af noise og minimalisme. Isak Schiødt, der udover at spille saxofon også spiller klarinet, har samlet et ungt band omkring sig; Oskar Faye på saxofon og synth, Christoffer Beese på guitar, Milo Aurvig på bas og William Spanggaard på trommer.
Han bruger musikerne til at bygge stærke og stemningsfyldte landskaber af lyd. Ovenpå det lægger han sin saxofon og klarinet, som han serverer i minimalistiske rundgange. Musikken er både smuk og beskidt. Isak Schiødt sætter et tydeligt fodaftryk på den danske jazzscene med denne udgivelse. Det er en stærkt anbefalelsesværdig debut.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar