Viser opslag med etiketten Gambia. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gambia. Vis alle opslag

mandag, juni 24, 2024

Dawda Jobarteh/Stefan Pasborg: Live in Turku (April Records) LP/CD/digital

 

Der er nogle musikere der lyder super når de er i studiet. Når de så spiller live, sker der lidt mere. Så eksploderer musikken mellem hænderne på dem. Alle gnisterne og krudtslammet rammer lytteren lige i hovedet, når det præsenteres på en LP. Det er tilfældet med gambianske Dawda Jobarteh og danske Stefan Pasborg. De beviser det til fulde med albummet Live in Turku, der blev optaget for et år siden i den finske by i forbindelse med en festival.


Pasborg er på toppen af en karriere, der har bragt ham vidt omkring. I samarbejdet med Dawda Jobartheh er der jazz, afro, rock i spil og de samler det på en original og medrivende måde. Rolling Stone redaktøren David Fricke skriver i pladens linernotes, at Pasborg samler Art Blakey, Mitch Mitchell og John Bonham. Jeg vil tilføje at Jobarteh på sin elektrisk forstærkede kora spiller et sted mellem de traditionelle mestre fra Gambia og Jimi Hendrix.


Lyt til Folkman eller Communication of a kind. Selvfølgelig er der blevet plads til Mingus-klassikeren Better Git Hit in your soul, det ville have været en skam uden den. Jobarteh og Pasborg mestrer improvisation og spontanitet på tværs af genrer og traditioner.

Bandcamp

onsdag, juli 10, 2019

The Gambian Folk Project: Jaliyaa Bungo (Gateway) CD/DL/stream

Jazzens døre står pivåbne og byder alle genrer velkomne. Det er ikke kun lytterne der er velkomne. Jazzen er mere end nogen anden genre god til, at byde andre genrer indenfor. 

I The Gambian Folk Project er de tre danske jazzmusikere Troels Buur Jensen på guitar, Benjamin Kirketerp på bas og Martin Maretti Andersen på trommer sammen med de gambianske brødre Yusupha Suso på balafon og Ansumana Suso på kora og djembe. Brødrene kommer ud af en familie med stærke musikalske rødder, der gennem 12 generationer har dyrket traditionel gambiansk musik.

Herhjemme har den herboende gambianske musiker, Dawda Jobarteh været med til, at sørge for at vi kender koraen med de 21 strenge. I The Gambian Folk Project er lyden mere rendyrket traditionel. Jeg hører lyden af solen, der langsomt hæver sig på himlen under nummeret Jula Jekerreh. Martin Maretti Andersens beroligende whiskers og Benjamin Kirketerps flydende elbas finder smukt sammen med Ansumana Suso’s kora.

The Gambian Folk Project er i jazzlytterens ører mere gambiansk end det er jazz. Jazzen er alligevel hele tiden diskret tilstede.

onsdag, juni 01, 2016

Dawda Jobarteh/Stefan Pasborg: Duo (ILK)

Stefan Pasborg er ikke bange for at tage på en musikalsk udflugt, hvor der ikke er mange der har været før. Denne gang har han lavet en duoplade sammen med gambianske Dawda Jobarteh, der spiller på afrikanske strengeinstrument kora. Pasborg har før bevæget sig rundt i de afroinspirerede rytmer og klange. Denne plade er dog mere end det. Det er nemlig ikke kun afroplade. Det er jazz - de åbner pladen med Charles Mingus' Better get hit in your soul og spiller også Albert Aylers A Change has come, hvor Pasborg supplerer trommerne med at spille på gonger.

Dawda Jobarteh kom i 1999 til Danmark og var oprindelig trommeslager. Han skiftede sent i karrieren til koraen, som var et instrument der var blevet spillet meget på i familien. Instrumentet høres som regel i den vestafrikanske musik, der kendes fra Mali og Gambia. Jobartehs trommebaggrund og Pasborgs helt-oppe-på-beatet trommespil giver en rytmisk medrivende plade. Jobarteh tilsætter koraen flere effekter, så den både forvrænger og til tider lyder mere hen ad en elektrisk guitar. Pladen er aldrig stillestående og tager lytterne med ud over stepperne.