Viser opslag med etiketten Grækenland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Grækenland. Vis alle opslag

torsdag, september 30, 2021

Zoe Efstathiou & Oda Dyrnes: Kyaness (Alkekung Records) LP/DL/stream

 

Zoe Efstathiou er oprindeligt fra Grækenland og bor nu i Göteborg og har bla. studeret på rytmekons i København. Hun spiller på et præpareret piano. Hun er sammen med norske Oda Dyrnes der spiller på cello. De har lavet et album, hvor de eksperimenterer med musik i og udenfor området til mere veldefinerede genrer som moderne klassisk musik og improvisation. 


Det er musik og lyde der insisterer på at du lytter og er tilstede. Det kan lyde som noget man kender og er alligevel noget helt andet. I gamle dage var det avantgardemusik. Der er da også tråde til mesteren John Cage. De to kvinder er dog ikke tilbageskuende avantgardister, hvis man overhovedet kan være det. De er skabere i lyd, rum og dimension. Det er øjeblikkets musik der skabes med baggrund i en grænseløs virtuos mestring på højt teknisk niveau. Hør den, hvis du mener at du har hørt alt.

Bandcamp

søndag, januar 19, 2020

Petros Klampanis: Irrationalities (Enja Yellowbird) LP/CD/DL/stream

Den i USA bosatte græskfødte bassist Petros Klampanis har besøgt Danmark adskillige gange som sidemen for Banda Magda og Sofia Ribeiro. Han har også gang i sin egen karriere, hvor han har levet flere plader. Den nye Irrationalities er en triumf for jazzens internationale sprog. På klaver er det den estisk fødte pianist Kristjan Randalu og den polsk-fødte trommeslager Bodek Janke.

Musikken er triojazz af den klassiske dynamiske slags, hvor Bill Evans er godfather. 

Mellem numrene er der lydbidder fra subway-stationer og lufthavne. Det giver indtryk af at være på farten sammen med Klampanis og co. der meget passende lukker albummet ned med standarden Blame it on my youth.

torsdag, maj 10, 2018

Juan Andrés Ospina Big Band: Tramontana (Juan Andrés Ospina) CD/DL/stream

En vellykket moderne big band plade er som et kæmpestort maleri. Der er ikke sparet på farver, former eller strukturer. Det er veldisponeret og sammenhængende. Der er et kongerige af detaljer, hvor der hele tiden dukker noget nyt og spændende op. Noget der måske refererer til en anden del på maleriet. Det er det der sker, når jeg hører albummet Tramontana med Juan Andres Ospina Big Band, der bl.a. er blevet realiseret ved hjælp af en Kickstarter kampagne. Pladen er et kæmpestort big band maleri.

Pianisten Juan Andres Ospina kommer fra Columbia og har tidligere gæstet Danmark sammen med sangerinden Sofia Ribeiro. Big bandet hører hjemme i New York og er bl.a. karakteriseret ved at rumme 10 forskellige nationaliteter, hvilket også er fremhævet på coveret, da den enkelte musikers nationalitet står i parantes sammen med instrumentet. I big bandet finder man bl.a. medlemmer af Banda Magda, der har gæstet Danmark flere gange, mens Magda Giannikou fra Banda Magde er gæst på et enkelt nummer på akkordion. Den cubanske saxofonist Paquito D’Rivera gæster også på et enkelt nummer, ligesom førnævnte Sofia Ribeiro også gør det. 

Ospina har skrevet 4 af pladens 6 numre, hvor der er også blevet plads til standarden Like someone in love i et frisk arrangement af Ospina. Pladens sidste nummer er skrevet af den columbianske sangerinde Lucia Pulido, der også selv synger nummeret. Det afsluttende nummer er med til at bygge broen mellem den ærkeamerikanske big band musik og Ospina's columbianske ophav. Det er både meget rørende og medrivende. Pladens andet nummer Todavia No er bygget over Pasilla rytmen, der kan minde om en vals. Pasilla kommer oprindeligt fra Columbia og betragtes i dag som nabolandet Equadors nationalmusik. Den er for mig et af pladens højdepunkter med en sopransaxsolo af Paquito D'Rivera og en elbas solo fra den ustyrligt suveræne elbassist Andrés Rotmistrovsky.

Der går iøvrigt rygter om at Ospina skal samarbejde med et dansk big band til efteråret.

søndag, januar 01, 2017

Banda Magda: Yerakina (Ground Up) >> Sofia Ribeiro: Mar Sonor (Sofia Ribeiro)

En gang i mellem får man nogle koncertoplevelser, der sætter sig og huskes i lang tid. De helt særlige er dem, hvor man slet ikke har været forberedt på, at det var noget helt særligt man skulle opleve. Sådan var det i foråret, hvor jeg var havnet til en koncert med Banda Magda. Det er den græske sangerinde Magda Giannikou, bosat i Brooklyn der står i spidsen for Banda Magda. Gruppen udsender deres tredje album til foråret, hvor de også spiller tre koncerter i Danmark. Indtil da kan man fornøje sig med denne plade, der kom i 2014. Pladen er produceret af Snarky Puppy frontmanden Michael League. 

Musikalsk bevæger de sig mellem fransk chanson, samba, græske folkemelodier og diverse sydamerikanske inspirationer. Den helt særlige kvalitet ved Banda Magda er måden som de formidler musikken på. Magda Giannikou synger og spiller akkordion med et smilende nærvær der smitter. Noget der tydeligt kommer i spil på pladen, hvor man også kan se billeder fra optagelserne af musikken på den medfølgende DVD. Banda Magda kommer ind til den inderste kerne i musikken.

Percussionisten Marcelo Woloski, der spiller med Banda Magda og i øvrigt også med Snarky Puppy, medvirker på den portugisiske sangerinde Sofia Ribeiro’s niende album Mar Sonoro. Hun kommer ligeledes til Danmark til foråret, hvor hun spiller på Dexter i Odense. Ribeiro bor i New York. Stilistisk befinder hun sig længere sydpå, da inspirationen fra det sydamerikanske kontinent er stor. Som hos Magda Giannikou handler det i høj grad om en sangstemme på højt niveau. En stemme, der med en behagelig ro frembringer Sofia Ribeiros egne sange.

Hold godt øje med de disse to kunstnere i 2017. De er med til at opretholde troen på, at musik stadig handler om, at der skal være håndværksmæssigt højt niveau, inden stor kunst kan sættes fri.

fredag, oktober 21, 2011

Charles Lloyd/Maria Farantouri: Athens Concert (ECM)

Charles Lloyd i Grækenland
Charles Lloyd har i løbet af sin karriere haft flere gode orkestre, hvor den han havde med Jack deJohnette og Keith Jarrett i slut-60'erne er den mest berømte. Han har lige nu også en helt fantastisk kvartet der sidste år udgav albummet Mirror. Jason Moran på piano, Eric Harland på trommer og Reuben Rogers på bas er kompetent komplementerende i forhold til Lloyds saxofonspil.


Det nye album er en dobbelt-CD, der indeholder en koncert fra sidste år i Athen. Her spillede han sammen med den græske sangerinde Maria Farantouri - der synger med en dyb kontraalt stemme. Hun har en fortid som protestsanger i 70'erne, hvor hun arbejdede sammen med og fortolkede Mikis Theodorakis' musik, hvilket der også er eksempler på, på pladen. Hun var såmænd også medlem af parlamentet for de græske socialdemokrater i årene 1989-1993. Om der er noget politisk gemt i hendes tekster fremgår ikke direkte, da hun synger på græsk - dog er sangene oversat til engelsk i CD-hæftet.


Den usædvanlige blanding fungerer forbavsende godt. Koncertens anden afdeling består af gamle græske folkesange. Den fungerer nærmest som en suite, hvor parløbet mellem Farantouris og Lloyd står i spidsen. Jazzmusikerne bakker fornemt op, også her hvor de suppleres af to græske musikere på henholdsvis piano og lyra. Det er blevet til en meget smuk plade, hvor lyd, musik og æstetik går op i en højere enhed.
charleslloyd.com