Viser opslag med etiketten Mozambique. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mozambique. Vis alle opslag

onsdag, september 23, 2015

Simon Spang Band: Stonetown Boogie (Alisio/Gateway) >> Alain Apaloo’s Apipipo with Kurt Rosenwinkel: Nunya (Alain Apaloo) >> Monoswezi: Monoswezi Yanga (Riverboat Records)

Her er tre nordiske plader der alle henter inspiration i Afrika. Den første er med saxofonisten Simon Spang-Hanssen der med pladen Stonetown Boogie tager udgangspunkt i den tur, som han var på i 2012 til Zanzibar. Her spillede han med sit band på en jazzfestival. Grundstammen i bandet består af kora-spilleren Dawda Jobarteh, bassisten Thomas Fonnesbæk og trommeslageren Niclas Campagnol. Herudover medvirker percussionisten Ayi Solomon på de fleste numre, mens sangerinden Claudia Campagnol og den syriske oud-spiller Maher Mahmoud medvirker på nogle enkelte numre. Det musik der befinder sig i spændingsfelt mellem vestafrikansk musik og fusionsjazz. Fonnesbæks elbas bobler vellystigt mens Spang-Hanssen erfarent skifter mellem både fløjte, alt-, sopran- og tenorsax. Det svinger og er meget velspillet. Dog synes Claudia Campagnols ellers fine sang noget malplaceret i denne sammenhæng.

Simon Spang-Hanssen er også med i sangeren og guitaristen Alain Apaloo’s Apipipo. Det er Ayi Solomon i øvrigt også. Men gevinsten på Apaloo’s nye plade er at han har den amerikanske guitarist Kurt Rosenwinkel med på de fleste tracks. Rosenwinkel har bl.a. tidligere arbejdet sammen med Jakob Dinesen herhjemme og medvirkede også på Apaloo’s første album. Alain Apaloo har sit udspring i den vestafrikanske musiktradition, hvor han både inkoorporerer jazz, blues og pop i sin musik. Det er musik hvor der er blevet plads til fængende pop, politisk humor og seje highlife numre. Kurt Rosenwinkel leverer nogle gode soli undervejs og gør med andre ord, det som han er sat til. Drysser lidt stjernestøv hist og pist.

Monoswezi består af musikere fra Norge, Sverige, Zimbabwe og Mozambique. Det er deres tredje album. Denne gang er der fokus på den traditionelle musik fra Zimbabwe. Sangerinden Hope Masike synger og spiller på mbira - det lille fingerpiano med den markante lyd, der er Zimbabwes nationalinstrument og har over 1000 års historie. Igen mødes den vestlige jazz - hvilket Hallvard Godal på klarinet og saxofon i høj grad symboliserer. Det er atter blevet til et naturligt og flot musikalsk møde som Monoswezi har begået. Der er noget at leve op til, da det forrige album The Village gav dem et internationalt gennembrud og flere priser.

torsdag, marts 21, 2013

Monoswezi: The Village (Riverboat Records/World Music Network)


Mozambique, Norge, Sverige og Zimbabwe er de fire lande der bidrager med musikere til Monoswezi. Musikken består af traditionelle omarrangerede numre fra Zimbabwe. Som på det forrige album fra 2010 er den afrikanske musik det tydeligste bidrag. Lige under kan der så høres elementer fra jazz og nordisk musik. 

Saxofonisten Hallvard Godall, bassisten Putte Johander og trommeslageren Erik Nylander er det nordiske bidrag. Mens Hope Masike fra Zimbabwe synger og spiller på mbira - et tommelfingerpiano, som en af få kvinder. Calu Tsemane fra Mozambique synger og spiller percussion. Nordmanden Godall boede i 2008 et helt år i Maputo i Mozambique og fik her musikken ind under huden.

Det er de let genkendelige afrikanske rytmer, der dominerer. Kvintetten arbejder med det repetitive, der ikke kun kendes fra den rytmiske musik. Steve Reich's og Philip Glass' minimalistiske tanker er også tilstede. Hope Masike har en varm og blød stemme der sammen med Halvard Godall's saxofon er attraktionerne i Monoswezi. Det er verdensmusik i mødet. Det er verdensmusik i handling og det lyder godt.

fredag, september 24, 2010

Monoswezi: Monoswezi (Parallell)

Besættende nordisk-afrikansk jazz
Det ligger i navnet Monoswezi, Mozambique, Norge, Sverige og Zimbabwe. Det er her musikerne kommer fra. Det er overvejende fra det afrikanske at musikken kommer. Og dog. Pulsen er afrikansk. Jazzen er hørbar og tilstede stort set hele tiden. De tre nordiske musikere, Hallvard Godall på underspillet sax og klarinet, Putte Johander på bevægende bas og Erik Nylander på trommer og percussion spiller sammen med de afrikanske musikere Nqoblie Khoza og Xavier Tembe.


En stor del af inspirationen til musikken er hentet hos folkeslaget Shona, der udgør 80 % af befolkningen i Zimbabwe. På numrene med vokal bliver der sunget på det lokale sprog. Desuden anvendes instrumentet mbira (et tommelfingerpiano) i det mest af musikken. Det er nationalinstrumentet fra et land med en stor og rig musiktradition, hvor også instrumenter som marimba og divers trommer og percussion indgår

Musikken er fuld af gentagelser. Gentagelserne er besættende. Minimalistiske repetative figurer der snurrer og ruller afsted, hele tiden med små ændringer. Der hersker på trods af den pulserende rytme også en behagelig ro over de fem musikeres samspil.
Monoswezi: monoswezi.com
My Space: www.myspace.com/monoswezi

tirsdag, maj 12, 2009

Deodato Siquir: Balanco (Calibrated)

SPOT KUNSTNER

Trommeslageren og sangeren Deodato Siquir udsendte for et år siden denne CD, der i løbet af 2008 fik megen anmelderros og fik flere priser. Det er en gennembearbejdet og meget imponerende debutplade, med et afvekslende bud på moderne afrobeat med elementer af fusionsjazz. Stilen kendes feks. fra Etienne Mbappe og Richard Bona.
På pladen medvirker en række kendinge fra jazzscenen. Et nummer som Grito med Simon Spang-Hanssen på sopransax er et godt bud på et dansegulvshit, hvilket måske ikke er vending man bruger særligt tit når talen falder på Spang-Hanssen. Andre folk som Ed Epstein, Jakob Dinesen og Ayi Solomon er også blandt de medvirkende.
Kernen i Balanco udgøres af den vietnamesiske keyboardspiller Phong Le, guitaristen Preben Carlsen og på scenen suppleres de med den polske bassist Andrzej Krejniuk, danskerne Søren Heller på guitar og Anders Bast på sax, samt den brasilianske percussionist Jorge Bezerra.
Bonusinfo:
Deodato Siquir & Balanco spiller i Kulturhuset Islands Brygge d. 22. maj, hvor den britiske kultsaxofonist Soweto Kinch er med som special guest. Kinch er iøvrigt aktuel med en ny plade på Blue Note Records senere i år.
My Space: www.myspace.com/deodatosiquir