Viser opslag med etiketten indiejazz. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten indiejazz. Vis alle opslag

tirsdag, juni 27, 2023

A15 (TUTL) DL/stream

 

Ved siden af min ulønnede beskæftigelse som jazzblogger, har jeg et fuldtidsjob i ungdomspsykiatrien i Aarhus. Da jeg bor i Herning tager jeg turen via motorvejen A15. Det er derfor med en særlig opmærksomhed, at jeg lytter til albummet A15 med bassisten Torleik Mortensen og saxofonisten Martin Stender fra Girls in Airports. Det er en slags hyldest til vejen og numrenes titler beskriver steder på turen mellem Herning og Aarhus. Torleik Mortensen voksede op i Herning og Martin Stender voksede op i Aarhus og med albummets titel forbindes de to musikere.

De beskriver selv stilen som nordisk, indie, jazz og at den er stemningsfuld og melodisk. Det holder til fulde. Torleif Mortensen har koblet et pedalboard til bassen, så der skiftes mellem det rene akustiske, effekter og en elektrisk baslyd. De har indspillet musikken i Torshavn, bla. med hjælp fra Teitur. 

Det er musik der er båret af et venskab, hvor de har udvekslet idéer og tanker. De har omsat det i et åbent og originalt univers. De er gået afslappede til projektet og har ikke haft behov for at imponere nogen eller noget. Her er det 17 minutter lange nummer Lysbro, helt centralt på udgivelsen. På trods af den pulserende og gentagede bankelyd på bassen, der danner nummerets rytme, er det et nummer, hvor der sker så meget samtidig med at de bevarer en intensitet og sjæl i nummeret. A15 har lavet et sitrende album, der bliver ved med at give. Stender og Mortensen er et nyt spændende og anbefalelsesværdigt makkerskab i dansk/færøsk jazz.

TUTL Records

torsdag, oktober 01, 2020

I Think You’re Awesome/Aarhus Jazz Orchestra/Signe Bisgaard: The Kiss Your Darlings Suite (Jaeger Community) LP/DL/stream

 

Jeg stod på forreste række, da to af Aarhus’ fineste jazzorkestre spillede sammen første gang i 2019. Det var på Spot Festival, hvor I Think You’re Awesome og big bandet Aarhus Jazz Orchestra smeltede sammen. Under ledelse af Signe Bisgaard der også har arrangeret Jens Mikkel Madsens musik hørte vi en suite lavet over musikken fra Kiss Your Darlings fra 2018. Nu har musikken fundet vej til en LP-plade, hvor coveret som sædvanligt er lavet af Simon Gorm Eskildsen.


Musikken er en meget personlig og stærk skildring af en periode i Jens Mikkels liv med depression og angst. Det er en musikalsk tak til Jens Mikkels kone, familie og venner. Det er musik der giver lytteren noget at tænke over. 


Signe Bisgaard arrangement og fortolkning af Jens Mikkels musik, breder musikken ud. Det bliver storladent og fuld af stærke stemninger. 


Big bandet går direkte ind i I Think You’re Awesome’s univers, hvor der er plads og tid til at lade musikken stå stille i rummet og røre ved os. Jens Mikkels vokal bliver skarpt understøttet af Karmen Röivassepp flere gange undervejs. 


Det er det tredje nye I Think You’re Awesome album som vi kan lægge på pladespilleren i år. Den her trækker tråde et par år tilbage i ITYA historien og udbygger et i forvejen suverænt album. Jeg er målløs over al den gode musik vi er blevet præsenteret for i 2020 fra Jens Mikkel og alle de fantastiske musikere han omgiver sig med. Tak er et lille ord. Jeg vil dog alligevel sige: TAK! Vi har brug for den her musik.

Jaeger Community

tirsdag, september 08, 2020

Thomas Madsen & I Think You’re Awesome: Late Bloomer (Jaeger Community) LP/DL/stream

Da Jens Mikkel var en ung nysgerrig musikhungrende knøs, hjemme i Langå, var den 10 år ældre storebror Thomas, ham der kom hjem fra Århus og fortalte om jazz og det der skete i Århus. Han bragte Jeff Buckley, The Police, Coltrane, Monk, Grandaddy, Neil Young og Billie Holiday ind i Jens Mikkels liv. Men vigtigst af alt, var dengang Thomas havde taget en kontrabas med hjem til Jens Mikkel. 

Nu er der gået 20 år og Jens Mikkel betaler tilbage ved at udlåne bandet I Think You’re Awesome til Thomas Madsens sange. Sammen har de lavet albummet Late Bloomer, der med titlen fortæller at Thomas Madsen springer ud som albumkunstner, lidt senere i livet end man plejer. 

Denne gang er det mere indiepop end det er indiejazz. Det er måske ikke så vigtigt i den store fortælling. Det er mere ment som forbrugerinformation. I Think You’re Awesome lyder som I Think You’re Awesome. Trommerne, tangenterne, guitarerne og grundstemningen er intakt. Der er selvfølgelig også strygere med og en enkelt gæstesaxofon. På den let country inspirerede sang I Think You’re Awesome synger Karmen Röivassepp duet med Thomas Madsen, ligesom hun gæster pladen flere gange undervejs. Den sang sidder behageligt i øret og pirrer. 

Late Bloomer er endnu en formidabel plade fra Jens Mikkels univers, hvor brormand er med til, at udvide lyden og klangen af I Think You’re Awesome. Deres samarbejde omkring sange som Late Bloomer eller Waste of Beauty er med til, at understrege det store potentiale de rummer.