Ud i det internationale
Nej det er ikke en ny Sinne Eeg plade, kun en smule. Den blev udgivet for et år siden under navnet Kun en drøm, der indeholdt 7 velkendte danske sange fra før tiden var gået af lave, samt 5 amerikanske standards. På den nye udgave af pladen er flere af de danske sange blevet oversat til engelsk af Lisa Freeman. Jeg snakker med mig selv er blevet Talking to myself og så fremdeles. Pladen er blandt andet lavet med henblik på udgivelse på det japanske marked, hvor engelskkundskaberne nok er bedre end danskkundskaberne. Japanske jazzlovers har en forkærlighed for standards og dem er der så syv af på den nye version, så de bliver ikke helt snydt. Men de bliver også overrasket. På Aage Stentofts fantastiske Månestråle spiller Randy Brecker trompet og han troede at nummeret var en jazzstandard han ikke kendte, på engelsk er den blevet til Moonbeams. Gå med i Lunden er forsvundet fra den internationale version og erstattes af It's alright. Dansevise er faldet ud til fordel for My one and only love - iøvrigt med strygere. Spring can really hang you up the most fremføres nu på det originale sprog, hvor den på Kun en drøm var blevet til Der er ikke noget der rager mig.
Pladen har muligvis bonuskvaliteten, at helt unge danskere vil opdage en fantastisk sang som Hvorfor er lykken så lunefuld i den engelske version Why is love so unpredictable og næppe vil tro at den fløjtede tipoldefar lystigt med på i 30'erne.
Bonusinfo:
Sinne Eeg optræder på festivalerne i København og Kongsberg med en trio bestående af Lars Jansson, Mads Vinding og Morten Lund.
Sinne Eeg: www.sinnemusic.com
Brum From Denmark (lørdag d. 23. maj)
På Spot festivalens tredje dag var der en debat med overskriften Kunst eller Kunstig. De tre eksperter musikjournalisten Ralf Christensen fra Information, fremtidsforkeren Preben Mejer fra Innovationlab og Torben Sangild, der bla. er freelancejournalist på Politiken diskuterede tendenser og konsekvenserne af den digitale udvikling indenfor musik. Herunder blandt andet også noget om at nutidens opfattelse af hvad et album er kommer under beskydning. Det blev nævnt at det ikke var sikkert at et album var færdigt når det blev udsendt, at feks. andre end kunstneren selv kunne arbejde videre med et album.
Dette fik en ekstra og nutidig dimension da jeg senere på dagen var til koncert med August Engkildes Brum From Denmark. Bandet har endnu ikke lavet et album, troede jeg. Men ved koncerten præsenterer August Engkilde netop et album, Brumbeat Beta 1 som kan købes efter koncerten. For en lav pris kunne man købe albummet med musikken der blev spillet ved koncerten, i en såkaldt betaversion. Et begreb man bruger i computerverdenen om programmer der ikke er helt færdigt udviklede, men tæt på. Med andre ord kan vi købe et album der ikke er helt færdigt og som vil ændre sig inden det bliver i en færdig(?) version.
Ved dagens koncert var BFD i trioformat. Engkilde har et ønske om at optræde med musikken med et større band. Derfor havde bandet også koblet det ekstra navn The Virtual Big Brum på. Carsten Skov på vibrafon og Mads Forsby på trommer udgør dagens band. August Engkilde fylder på med resten. Han spiller bas og styrer laptoppen, sequenceren og andet støttende i forhold til at få skabt den store lyd. Musikken lyder af et stort band og de tre musikere kæmper indædt på at fylde en masse.
Musikalsk er der inspiration mange steder fra. Der kan både høres big beat, loungemusik, big band musik, eksperimental og en hel del inspiration fra Senor Coconut, som Engkilde har samarbejdet med. Det er energisk og lækker musik der i den nuværende version, allerede har rigtigt meget at byde på.
Brum From Denmark: brumfromdenmark.com
Cours Lapin (fredag d. 22. maj)
Det tidligere Swan Lee medlem, guitaristen Jonas Strucks nye band Cours Lapin blev præsenteret ved Spot Festivalen. Det var deres første koncert. De har ikke lavet plade endnu, den kommer først til efteråret.
Sangerinden Louise Alsenius har skrevet og synger teksterne på fransk, hvilket hun flere gange under koncerten fortæller publikum. Hun er endda så flink at hun oversætter sangtitlerne for det meget lidt frankofile publikum, for som hun siger, der er nok ikke så mange af jer der kan fransk. Her til kan man så supplere med to ting. Man har undervist i fransk på de danske gymnasier i mange år og det er jo ikke swahili det drejer sig om. Den nervøsitet som Louise Alsenius tydeligt viser på scenegulvet bliver desværre forsøgt gemt bag en hoven attitude der ikke klæder, hverken Alsenius eller Cours Lapin for den sags skyld.
Det er en skam, for musikken er très bon. Døsig, tilrøget fransk cafemusik spillet af et sublimt band, hvor bassisten Jonas Westergaard - som kendes fra utallige jazzsammenhænge - skal have ekstra ros for det dynamiske og fremadrettede spil. På keyboardet er det Asger Baden og på både elektrisk og akustisk guitar kreerer Jonas Struck fantasifuld musik med bla. twangin' guitar.
Bonusinfo:
Cours Lapin spiller deres anden koncert på Roskilde Festival 2009.
My Space: www.myspace.com/courslapin
Jeg har allerede løftet sløret for flere af godbidderne man kan putte i ørerne under Copenhagen Jazz Festival 2009.
I Politiken kan man læse om lidt flere. Feks. denne overskrift "Rick Astley spiller med Tivolis Big Band", med underoverskriften
"80’er-ikonet er blevet gammel nok til at være en del af årets jazzfestival."
Det er da så bundrådden en nyhed, at grimme gloser som @£§½#¤ er på sin plads. Lad det nu ligge at Rick Astley overhovedet skal optræde med Tivolis Big Band (er det Peder Kragerup der i hemmelighed har gået og rådyrket Rick Astley?).
Underoverskriften er da den mest irriterende og lamt karl-smarte formulering jeg længe har set. Gammel nok til at optræde på jazzfestival...? Det er lavt når Politiken formulerer sig så fordomsagtigt dumt om optrædendes alder på en jazzfestival. Man mangler vel bare at tilføje at han også vil smøre sort skosværte i ansigtet, så han kan synge det der jads på ægte junglevis.
Hov jeg glemte helt at nævne, at hele den danske jazzgarde gudskelov som vanligt trækker i stadstøjet. Man kan også høre internationale jazznavne som Enrico Pieranunzi og George Duke. Samt navne der genremæssigt grænser op til jazz. Tango med Bajofondo, gospel med The Blind Boys of Alabama og dansksproget visepop med Sebastian (han var ihvertfald god til at bruge jazzmusikere for 25-30 år siden).
Deodato Siquir & Balanco (Lørdag d. 23. maj)
Trommeslageren og sangeren fra Mozambique Deodato Siquir er Master of Ceremony. Han sidder myndigt bag det lille trommesæt og styrer bandet træfsikkert gennem koncerten. JazzDanmark og World Music Denmark har sammensat et program for lørdagen på Spot Festivalens scene i Filuren, der ligger inde i Musikhuset. Der er plads til 150 mennesker i lokalet. Der er fyldt op til dette suveræne valg af kunstner der både kan kategoriseres som world og som jazz.
Deodato fylder og lyder af meget, men det er også meningen. Han bakkes solidt op af et fængende afrogroove band, hvor bassisten Andrzej Krejniuk og de to danske guitarister Søren Heller og Preben Carlsen konstant indfanger Deodatos små musikalske hints og dessiner om hvad der nu skal ske. Bag keyboardet sidder Phong Le, der leverer nogle fede old school synthklange, der er med til at farve afroen med noget klassisk fusionsjazz.
Det kan godt være at det ikke havde den store indflydelse på publikums oplevelse af koncerten. Men for mig var det en ekstraordinær stor oplevelse at altsxofonisten Soweto Kinch stod i midten på scenen. Jeg vil gå så langt som at kalde det et scoop. Han spiller lige præcis så tilpas skævt og inspirende at det var et perfect match til Deodato's kirurgknivskarpe breaks. Han rappede på et enkelt nummer, hvilket var noget af det der også med til at bringe Kinch frem i 2003.
Hvis jeg er i nærheden af et sted hvor der er hængt et plakat op med at Deodato spiller i aften, så er den sag klar. Han skal opleves igen og gerne en hel koncert, istedet for den 3 kvarter lange showcase.
Deodato Siquir: www.myspace.com/deodatosiquir
Jørgen Teller/Lars Skinnebach (Lørdag d. 23. maj)
Så er klokken 15 og vi er 7 mennesker i lokalet. En afslappet (nonchelant?) stemning ligger som en død dyne i lokalet. Jeg er havnet foran en af Spot Festivalens absolut mindste scener, hvor foreningen Lyd+Litteratur holder til. Større navne spiller mindst 3 andre steder. Så det er hårdt arbejde hvis man som eksperimenterende lydkunstner og digter, skal forsøge at indfange et publikum der ikke kun nikker anerkendende og indforstået med i takt.
Så forvrænges oplevelsen i gang. Der er kommet lidt flere ind i lokalet. Radiostøj og digter i stramme bukser og Jacoform sko. Noise i mindre doser. Lars Skinnebach, som digteren hedder spiller/blæser lidt i en altsax. En lommeradio er musikeren Jørgen Tellers vigtigste instrument. Han skruer lystigt på tunings-knappen men finder ikke en radiostation, kun forjættende støj. Til sidst indfanges der et radiosignal, der lyder som en sang af Kanye West.
Lars Skinnebachs stemme sendes forvrængende effekter, der så betyder at man ikke kan høre ret meget af hvad han siger. Er det ikke en lige en tand for fjollet? Digtoplæsning hvor man ikke kan høre det der bliver læst op. Måske totalt avantgarde i 60'erne, men come on. Vi er andet sted idag eller hvad?
Undervejs har der vel været en 30 stykker omkring lokalet, ganske mange har også forladt det igen, men det siger jo ikke nødvendigvis noget om kvaliteten. Men man kunne ikke forlade lokalet på diskret vis, døren var lige ved siden af de optrædende.
Efter denne performance talte jeg med en dem der holdte hele vejen. Han undrede sig en del over hvor meget Skinnebach og Teller havde aftalt inden de gik på. Det er et meget godt spørgsmål, jeg vil lade det blæse i radiostøjende intethed.
Du kan høre en optagelse fra koncerten på nedenstående site.
Jørgen Teller: www.jorgenteller.dk
Er man udstyret med ører der søger efter det skæve jazzede, er der flere spændende ting man kan gå efter på Spot Festivalen.
Jeg bringer her nogle af de mest spændende, nogle af dem som jeg selv vil forsøge at fange med mine ører og sjæl.
Bodebrixen-drengene spiller forrygende pop med en sprælsk levende optræden. De er aktuelle med en nymixet udgave af pladen de udgav sidste år. De håber på at blive opfanget af noget udland.
Den norske sangerinde Hanne Hukkelberg kommer med de nye plade Blood from a stone i rygsækken. Hun er blevet skarpere og mere voksen? i forhold til den tidligere leg med instrumenterne. Musikerne hun medbringer er bla. fra Jaga Jazzist og Shining.
Jazzdanmark og World Music Denmark indtager lørdag Filurens scene med 6 koncerter, hvor jeg allerede har skrevet om Deodao Siquir, Mames Babegenush og Brum From Denmark. Derudover kan man også opleve Fra De Varme Lande med bla. Stefan Pasborg og Jakob Munck.
På de andre scener kan man møde T.S. Høeg, Whomadewho (med guitaristen Jeppe Kjellberg), A Kid Hereafter (med pianisten Jakob Anderskov), Rumpistol, Shining (med sax/guitaristen Jørgen Munkeby, kendt fra Blood Sweat Drum 'n Bass Big Band samarbejdet), I Got You On Tape (med bassisten Jeppe Skovbakke), The State, The Market & The DJ (med bassisten Eske Nørrelykke) og belgiske zZz der spiller musik inspireret af både Miles Davis og Suicide.
SPOT: www.spotfestival.dk
SPOT KUNSTNER
Improviseret snemusik
En januardag gik August Engkilde og Henriette Groth i studiet. I løbet af fire timer improviserer de sig igennem en snevejrsdag. August Engkilde har efterfølgende klippet det ned, så det er nu blevet til 14 dele i længder fra lige over 1 minut til over 7 minutter, ialt 51 minutters musik. Henriette Groth udsendte i efteråret avantgarde pladen Du fugl sammen med Lotte Anker. Her spillede Groth på piano. Denne gang spiller hun også på klarinet. Engkilde spiller både på bas, Nord Modular (moderne klassisk synth) og MPC1000 (en klassisk sequencer og sampler).
Pladen er nærmest easy listening, behagelig baggrundsmusik, men ikke helt så pletfri som easy listning vanligtvis vil være. På pladen føres vi gennem nogle faser. Den starter med Engkilde på ren bas og Groth på ren klarinet, derefter føjes der nogle beats til. Groth skifter til piano, hvor hun ikke spiller på tangenterne, men på strengene, derefter skifter hun over til prepared piano. Engkilde laver spooky lyde. Det går over i mere elegante strygersynthklange, der føjes diskrete klikkende beats til. Groth spiller nu på pianoet. Det begynder at gå langsomt i opløsning og ender med inspireret næsten sammenhængende klarinetspil fra Groth.
Pladen er med til at understrege August Engkildes unikke position i dansk musik. Han er producer og står ligeledes bag pladeselskabet Brumtone, der har udsendt pladen. Engkildes evne til at lave genresprængende, grænsesøgende og alligevel tilgængelig musik er uden lige.
Bonusinfo 1:D. 23. maj spiller August Engkilde på Spot sammen med BRUM FROM DENMARK i trio format og The virtual BIGBRUM band.
Bonusinfo 2:
Henriette Groth spiller sammen med Lotte Anker til DMA Jazz arrangementet d. 30. maj.
Brumtone: www.brumtone.com
Popperler fra Cassandra Wilson
Det her er ikke en Cassandra Wilson plade med nye numre, men en opsamling af hendes mest poppede skæringer. Hun har siden 1993 været tilknyttet pladeselskabet Blue Note. Her startede hun med at udgive klassikeren Blue light 'til dawn, der præsenterede de forskellige sider hun indeholder som sanger. Fra den plade er der medtaget nogle af hendes stærkeste popperler. Van Morrisons Tupelo honey og I can't stand the rain, som er mest kendt med Tina Turner. Numrene nærmest danner præcedens for hvordan et Cassandra Wilson popnummer skal laves. En vigtig del er den akustiske guitar, der stille og roligt bygger en roots-stemning op. Det kan være helt solo som på I can't stand the rain eller feks. suppleret med violin som på Tupelo honey.
Pladen indeholder en række mere eller mindre kendte covernumre, som feks. U2's Love is blindness, Cyndi Lauper's Time after time - her var Miles Davis dog først, men Cassandra Wilson gør det helt anderledes, Sting's Fragile - der findes i flere jazzversioner, på min iPod har jeg forrygende version med Andy Bey, The Band's The Weight, Neil Young's Harvest moon og Bob Dylan's Lay lady lay.
Der findes andre plader som jazzconnoisseuren nok først skal have med Cassandra Wilson. Til gengæld er denne plade er rigtig god døråbner, for den der har brug for en fed nutidig vokaljazzplade, som man kan hygge sig med.
Cassandra Wilson: www.cassandrawilson.com
My Space: www.myspace.com/cassandrawilson
Skuespilleren Sonja Richter er netop debuteret som sangerinde med sangen Careless Rapture,. Den kan både købes som MP3 download og en limited edition 7" single. Der kommer et helt album med hende senere på året.
Nummeret er ikke et decideret jazznummer, men arrangementet bærer præg af at der er kommet noget jazz i. Nummeret er produceret af Mads B.B. krog alias Plateaux Techniques, der sidste år lavede pladen I'm Amazed sammen med sangerinden Ayoe Angelica. De to fik blandt andet succes med nummeret Dr. Jekyll, der kom med på den franske succescompilation Buddha Bar vol. 11.
Fælles for Richters og Ayoes plader er at Mads B.B. Krogs gamle ven fra Silkeborg Peter Rosendal medvirker. På Careless Rapture spiller han både flugabone, piano, melodica etc. Desuden medvirker Morten Ankarfeldt på bas og Morten Lund på trommer.
My Space: www.myspace.com/carelessrapture
Tag dig i agt!
"Musik er ikke en stil, men et udtryk siger den gamle modernist." Sådan indleder TS Høeg den nye plade med Borderline Ensemble. Borderline Ensemble bruger Soundpainting i frembringelsen af deres musik. Det er et kompositions-/direktions-tegnsprog udviklet af komponisten Walter Thompson fra New York.
Trompetisten Ketil Duckert og basunisten Gustav Rasmussen har studeret hos Thompson. De er ledere af Borderline Ensemble, der udover dem består af Bjørn Heebøll på trommer, Nils Davidsen på stuntbas, Stephan Sieben på guitar, Kevin Christensen på basun, Niels Løkkegaard på altsax, Martin Pedersen på tenorsax, Lars Søeberg Rasmussen på trompet og Thomas Caudery på trompet. På Beware bliver de suppleret med digteren og performeren TS Høeg.
For lytteren har det ikke umiddelbart den store betydning at musikken er frembragt ved hjælp af Soundpainting - eller det har det vel, for det er sådan musikken er skabt. TS Høegs musiske evner kommer tydeligt til udtryk. Sammensmeltningen mellem et digt, oplæsningen og Høegs måde at servere det på er så stangmusikalsk som Ornette Coleman på sin saxofon. Pladen indeholder nogle højdepunkter der bør få både lyrik og jazzinteresserede til at vågne op.
Nummeret Det eterniske øjeblik præsenteres med megen dommedagsspænding og uhygge og alligevel stramt tilbagelænet. De to numre der supplerer hinanden Imod Blues - Den ene vej og Imod Blues - Den anden vej er lårklaskende morsomme i en bittersarkastisk jazzstemning. Fantastisk!
Musikalsk befinder Borderline Ensemble sig i verden af avantgarde, skrammeljazz, groovy elasticitet (thank you, Mr. Heebøll) og en ensembleperformance, der både får lov til at falde fra hinanden og stå af sig selv.
Bonusinfo:
TS Høeg kan opleves allerede den kommende weekend på Spot Festival, dog uden Borderline Ensemble. De kan til gengæld opleves sammen på Hotel 27 i København d. 4. juli under Copenhagen Jazz Festival og igen d. 9. juli allerede kl. 10.30, hvor de i Østre Anlæg laver en børnejazzkoncert, her læser TS Høeg op af sin børnebog Boogie-manden.
Borderline Ensemble: www.borderlineensemble.dk
My Space: www.myspace.com/borderlineensemble
Strittende Lovano
Joe Lovano har siden 1990 været tilknyttet pladeselskabet Blue Note, hvilket er bemærkelsesværdigt når man tænker på den udvikling, som jazzpladebranchen har gået igennem og hermed også det gamle hæderkronede, nu 70 årige pladeselskab Blue Note.
Joe Lovanos 22. plade for Blue Note er også pladedebut for hans nye kvintet Us Five, der består af Esparanza Spalding på bas, Otis Brown III og Franceco Mela på percussion og trommer og James Weidman på piano.
Weidman er sammen med Lovano veteranerne på pladen, der lukker de yngre og åbenhjertige musikere ind i en verden der stritter noget mere end man er vant til på en Lovano plade. Han har ikke holdt sig tilbage for at lave koncept-plader og stilistisk stringente plader, hvor han med nutidens ører har besøgt tidligere afsøgte områder indenfor specielt jazzen, bla. med pladerne for de større ensembler.
På den nye plade er der musikalske hints til feks. Ornette Coleman på nummeret Ettenro, til den afrikanske saxofonist Manu Dibango på den skæve afrikafunky'e Dibango og en hilsen til Lovano's kone Judi Silvano på nummeret Song for Judi. Kompositionerne der er skrevet af Joe Lovano er åbne, med mulighed for at de enkelte musikere kan byde ind. James Weidman på pianoet er den samlende, Brown III og Mela på trommer og percussion spræller og Spalding på bassen får her tydeligt markeret at hun er mere end syngende popjazz bassist.
En stærk Lovano plade, der viser at mestersaxofonistens musikalske talent langtfra er stagneret.
Bonusinfo:
Lovano spiller på Jazzhouse d. 28. 29. og 30 . maj sammen med Copenhagen Jazzhouse Trio, der består af Jakob Bro på guitar, Jakob Høyer på trommer og Anders AC Christensen på bas.
Joe Lovano: www.joelovano.com
Ved DMA Jazz festen d. 30. maj i DR's Koncerthus får bassisten Hugo Rasmussen pladeselskabsforeningen IFPI's ærespris. Han fik til 18 års fødselsdag en kontrabas og begyndte efter nogle få år at spille professionelt med folk som Arnvid Meyer, Niels Jørgen Steen, Bent Jædig og Jesper Thilo. Siden markerede han sig hos folk som Trille og Cornelis Vreeswijk Siden 80'erne har han specielt markeret sig i New Jungle Orchestra og siden i sit eget Hugo Rasmsusen Allstarz.
DMA Jazz festlighederne er ved samme lejlighed tilbage i radioen. DR's P2 sender direkte fra festen kl. 21-24. Her kan man så lytte til Entrance (uhhh, det bliver fedt), Caroline Henderson, Magnus Fra Gaarden, Hugo Rasmussen All Starz, Little Red Suitcase og Henriette Groth/Lotte Anker.
Herlighederne arrangeres af Jazz Danmark: www.jazzdanmark.dk
Trioen med det besynderlige navn Og Hvad er Klokken har nu eksisteret i 10 år. Det fejres med en bemærkelsesværdig lang turné. Den startede igår i Viborg på Paletten og slutter d. 6. juni på Pakhuset i Nykøbing Sjælland. Ved de forskellige koncerter vil der som altid, ved en Og Hvad Er Klokken koncert være gæsteartister. Blandt gæsterne finder man Fessor, Jonas Müller, Anders Mogensen, Per Kristensen, Phillip Gropper, Per Jørgensen, Maria Laurette Friis, Hugo Rasmussen, Jesper Nordenström, Mads Hyhne, Mikko Innanen, Butch Lacy og Magnus Jochumsen.
Og Hvad Er Klokken er Kresten Osgoods hovedband og består desuden af Jesper Løvdal på sax og Thomas Vang på bas.
Se turplanen på Kresten Osgoods site: www.osgood.funky.dk
SPOT KUNSTNER
Trommeslageren og sangeren Deodato Siquir udsendte for et år siden denne CD, der i løbet af 2008 fik megen anmelderros og fik flere priser. Det er en gennembearbejdet og meget imponerende debutplade, med et afvekslende bud på moderne afrobeat med elementer af fusionsjazz. Stilen kendes feks. fra Etienne Mbappe og Richard Bona.
På pladen medvirker en række kendinge fra jazzscenen. Et nummer som Grito med Simon Spang-Hanssen på sopransax er et godt bud på et dansegulvshit, hvilket måske ikke er vending man bruger særligt tit når talen falder på Spang-Hanssen. Andre folk som Ed Epstein, Jakob Dinesen og Ayi Solomon er også blandt de medvirkende.
Kernen i Balanco udgøres af den vietnamesiske keyboardspiller Phong Le, guitaristen Preben Carlsen og på scenen suppleres de med den polske bassist Andrzej Krejniuk, danskerne Søren Heller på guitar og Anders Bast på sax, samt den brasilianske percussionist Jorge Bezerra.
Bonusinfo:
Deodato Siquir & Balanco spiller i Kulturhuset Islands Brygge d. 22. maj, hvor den britiske kultsaxofonist Soweto Kinch er med som special guest. Kinch er iøvrigt aktuel med en ny plade på Blue Note Records senere i år.
My Space: www.myspace.com/deodatosiquir
SPOT KUNSTNER
Mors Auberginesalat betyder bandets navn på jiddish. Melodititlerne giver heller ikke den store mening. Men det gør musikken til gengæld. Musikstilen klezmer har sit udgangspunkt i den jødiske kulturs fester som feks. bar mitzvah, hanukah og bryllupper. Den har i de senere år oplevet en større fremgang herhjemme med bands som Channe Nussbaum & Spielniks og Klezmofobia. Mames Babegenush er et tredje bud på et velspillende klezmerband.
På CD'en med det fantastiske perlepladecover præsenteres vi for melankolske triste valse, maniske partydansenumre som feks. Teplikher Sher, der starter med en effektiv bas, der nok kan vække dansegulvet.
Mames Babegenush har en rocket tilgang til musikken og det vil uden tvivl tiltale et større publikum som feks. på Spot Festivalen.
Mames Babegenush består af Emil Goldschmidt på klarinet, Lukas Rande på sax, Nicolai Kornerup på akkordion, hatmonium og celeste, Bo Rande på trompet, Christian Hørsted på trommer og Andreas Møllerhøj på el-bas.
Bonusinfo 1:
Flere af numrene på pladen kan høres i satireserien Normalerweize på DR2
Bonusinfo 2:
Mames Babegenush spiller på Copenhagen Jazzhouse d. 12. juli sammen med Six City Stompers i et såkaldt New Orleans - Klezmer Clash
My Space: www.myspace.com/mambab
I næste uge er der Spot Festival i Århus og Jazznyt har debut som presseakkrediteret på festivalen. Jøp, det betyder at jeg kommer gratis ind. Men så skal der også skrives.
I tiden op til Spot vil jeg skrive om nogle af de kunstnere som jeg skal høre og se.
Spot: www.spotfestival.dk
Succesen er allerede hjemme i Japan!
Alle tre medlemmer af denne trio har hver for sig haft succes i Japan med andre klavertrioer. Carsten Dahl har lavet fire plader; Minor meeting, Blue train, God bless the child og senest Bebopish rubbish rabbit der udelukkende er beregnet for det japanske marked. Alex Riel strøg til tops på salgslisten på den japanske netshop hmv.co.jp's liste over jazzplader i dec 2007 med The high and the mighty. Mads Vinding har medvirket på en lang række plader udgivet af det japanske selskab Marshmallow Records, sammen med bla. Jan Lundgren og igen Alex Riel.
Med andre ord er denne plade som skræddersyet til det japanske marked, for den opfylder nemlig et af de vigtigste krav som stilles til pladerne derovre. Trioen skal spille standardmateriale - og japanerne kan lide den! Den er allerede nu i skrivende stund nr. 2 på hmv.co.jp's Jazz Top 20, lige foran Diana Krall's Quiet Nights.
Trioen med Carsten Dahl, Mads Vinding og Alex Riel har eksisteret i en årrække, hvor de har spillet for et begejstret publikum overalt i Danmark. De har tidligere lavet en plade sammen som Mads Vinding Trio i år 2000. Den hed Six hands, three minds, one heart og blev udgivet af Stunt Records. Den aktuelle plade udgives af Storyville Records, der udover udgivelsen af pladen med Catrine Legardh sidste år ikke har udgivet megen ny jazz i de senere år. I slutningen af 90'erne udgav de en række plader med Carsten Dahl og man kan da håbe at de er på vej til at udgive flere danske jazzplader.
Musikken på In our own sweet way er optaget på Copenhagen Jazzhouse ved koncerter i årene 2005-2007. Carsten Dahl er ikke uden grund en pianist der begejstrer publikum, som når man lytter til What is this thing called love. Det sprøjter af begejstrede tangenter om ørerne på lytterne. Hans klaverspil åbner op og inviterer til at få et kvalificeret medspil som det er tilfældet med Vinding og Riel. Den smittende spilleglæde er ikke gået tabt i processen fra koncert til indspilning til CD. På pladen hører vi bla. numre som Brubeck's In your own sweet way, salmen Maria gennem torne går, Burke/Van Heussen's iy could happen to you og Porter's Night and day.
Carsten Dahls klaverspil er ikke en kopi af en anden, man kan feks. høre at folk som Bud Powll, Oscar Peterson, Horace Silver og Bill Evans har rørt og inspireret Dahl, uden at de dog skygger for Dahl's klaverspil. De to rytmegiganter Vinding og Riel er ikke i deres karrieres efterår. Mads Vindings basspil er steady as a rock, men overfladen er ikke glat, der er masser af små kanter, farver, huller og ridser i Vindings spil. Alex Riel sidder strunk bag trommerne og sikrer med sin timing og musikalske overblik at det her er en trioplade, hvor der både er materiale for den mindre trænede jazzlytter og noget for ham der drysser jazzstandards i kaffen om morgenen.
Bonusinfo:
Trioen spiller på Nr. Vosborg i Vemb udenfor Holstebro d. 28. maj og på Ærø Jazzfestival d. 30. juli.
My Space: www.myspace.com/dahlvindingriel
Knäckebröd med basun og vokal varme
Krebs, midsommer, myg og et lyst jakkesæt med små diskrete starköl-pletter. Det er Sverige når det er også er dejligt. Basunisten Ola Åkerman har sammen med sangeren Claes Janson lavet et soundtrack der kan holde hele den lyse sommernat.
Materialet er overvejende hentet i den svenske visesangskat. De lægger ud med Cornelis Vreswijks version af nummeret Sloop John B, den hedder Jeg hade en gång en båt. Det er en partycrasher af et nummer, der med et løfter humøret til en stemning der kan sammenlignes med smagen af en Nils Oscar Kalasöl. Det er selvfølgelig ikke muligt at holde så højt et niveau hele vejen igennem og iøvrigt er der jo også andre øl end Nils Oscars.
Blandt de andre melodier vi møder er ,Olle Adolphsons Nu är det gott at leva og den gamle Värmlandsvisan. Ind imellem er der numre af kapelmesteren selv, der passer fint ind i den sydsvenske romantiske idyl, som Åkerman har skabt på Dear Old Sverige. Claes Janson er et scoop på denne plade, han har i mange år huseret på den svenske jazz og visescene med afstikkere til både blues og soul. Hans dybe behagelig røst giver en ro der skaber tryghed og varme.
Musikerne på pladen er Johan Leijonhufvud på guitar, Daniel Franck på bas, Anders Mogensen på trommer og Sal Dibba på percussion. Alle fire er med til at sikre at det musikalske niveau holde stabilt hele vejen igennem. Leijonhufvud på den akustiske guitar skal her fremhæves. Han er så spröd som knäckebröd og er med til at sikre den gode smag.
Bonusinfo:
Claes Janson er ligeledes aktuel med en plade med Ray Charles fortolkninger, den hedder The best of Ray Charles og er udgivet af Gazell Records.
My Space: www.myspace.com/olaakerman
European Jazz Orchestra har netop afsluttet sin årlige turné. Det skete denne gang i Bukarest i Rumænien, hvor årets dirigent og orkesterleder kommer fra. Siden 1996 har Erik Moseholm i spidsen for organisationen Swinging Europe været igangsætter for et big band, der hvert år har haft skiftende medlemmer. I en periode på 14 dage har de øvet og turneret med den ny musik. Musikerne er udvalgt i de lande der er medlem af European Brodcasting Union (EBU). I år var det Peter Herbolzheimer der stod i spidsen som dirigent og arrangør af messingtung big band musik med en forsmag for funk, samba og swing.
I 2008 var det tyskeren Niels Klein der var orkesterleder, han havde været med som menig musiker tidligere. Reglen for at være medlem er at man skal være under 30 år, derudover er fællestrækket at man er særdeles dygtig. Det danske medlem i 2008 var Kasper Wagner på barytonsaxofon, en musiker der allerede har markeret sig herhjemme i feks. The Orchestra. Niels Klein's 7 kompositioner som man kan høre det 17 mand store orkester spille, er inspireret af feks. islandske Sigur Ròs, Radiohead og Massive Attack. Musikken er indspillet hen mod slutningen af turnéen, hvor de er blevet mere sammenspillede og det fremstår knapt så flagrende som da jeg hørte dem, den sidste øveaften inden de skulle på tur. Klein's kompositioner har en tendens til at blive for skitserede og løse, men det lykkes dog alligevel i kraft af et fint spillende big band.
Løst og skitseret er det ikke hos Lars Møller, han stod i spidsen for orkesteret i 2007. Pladen er indspillet ved en koncert i Herning, hvor DR havde rullet udstyret ud og sendte direkte fra koncerten. Kort tid før havde man offentliggjort beslutningen om at Jazz Live skulle nedlægges, med andre ord er pladen et sjældent dokument. På pladen præsenterer saxofonisten, komponisten og arrangøren Lars Møller 5 af sine kompositioner. Feks. den effektive Electro Samba, som han bla. tidligere har indspillet med The Orchestra. Perlen der skal fremhæves på pladen er Folk Song no. 1, der er skrevet til European Jazz Orchestra. Med udgangspunkt i Marken er mejet har Lars Møller lavet et flot stykke musik, der bølger og svajer i landskabet som bakker og dale. Kompositionen vandt førsteprisen ved International Jazz Composers Symposium 2008 i Florida. I juryen sad Jim McNeely bla.
European Jazz Orchestra er en af den slags kulturelle projekter der slet ikke burde eksistere. I kraft af nogle ildsjæle der kan noget udover det sædvanlige, samles der hvert år en flok af Europas dygtigste jazzmusikere i Brande.
Næste år er det en dirigent fra Slovenien der står i spidsen for European Jazz Orchestra.
European Jazz Orchestra: www.swinging-europe.com
Ud i det internationale
