Det var vist på tide. Efter nogle ret pauvre udspil er hun inde på et spor, hvor hun kører afsted i et tempo, der passer til talentet. Diana Krall er jazz og har sikkert brug for at smøre sig ind i pop en gang i melllem. Det ændrer bare ikke på det faktum, at popcremen som hun smører på, vaskes af når hun er i bad. Jazzen kan hun ikke vaske af. Den er under huden. Når hun sidder ved klaveret og synger Rodgers & Hart’s Isn’t it romantic eller Cole Porters Night and day, så er det indlysende hvorfor hun er så populær. Det er så enkelt, ligetil og med elegance. Hun omgiver sig med klassemusikere som guitaristerne Antony Wilson, Russell Malone og Marc Ribot, der skiftes om tjansen på de forskellige numre. Der er strygere på flere numre. Det er nu Stuart Duncan der hiver point hjem hos mig med swing fiddle på f.eks. I’m confessin’ (That I love you).
Den svenske sangerinde Viktoria Tolstoy har lavet et konceptalbum med sange fra forskellige film. Og det med det forskellige, er bogstaveligt. Pladen åbner med Calling You fra Bagdad Café og skifter straks over i As time goes by fra Casablanca. Min absolutte favorit på pladen er uden tvivl Marlowe’s Theme fra Farewell, my lovely. Det tema var i mange år brugt som afslutningsnummer i det populære svenske radioprogram Smoke Rings, der blev sendt hver uge fra 1960 til 1999. I Viktoria Tolstoys version er der sat smukke svenske ord på musikken. Den afløses i øvrigt af Out here on my own fra Fame. Jeg er til genagæd ikke så pjattet med versionen af Seal’s Kiss from a rose fra Batman Forever eller Björk’s New World fra Dancer in the dark. Tolstoy kommer slet ikke i nærheden af noget der rører mig. At pladen lukker ned med Chaplin’s Smile fra Moderne Tider er en kende banalt. Den er dog stadig smuk.
Bonusinfo: Viktoria Tolstoy spiller på Montmartre fra 1. til 3. juni musikken fra pladen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar