Det er bidende bizart, at Little suite for strings eller Lille Suite for Strygere, der også er Carl Nielsens første opus serveres så sumpet, slæbende og helt i gennem jazzet som det er tilfældet på trioen The Firebirds' andet album. For at være helt sikker på, at originalen ikke havde noget jazz eller lignende i sig, måtte jeg lige nærlytte den. Her bliver det ret interessant. For så langt væk fra originalen er The Firebirds ikke. På trods af at de forholder sig jazzet, ubundet og improvisatorisk til Carl Nielsen komposition fra 1800-tallet, indfanger de sjælen i musikken. Og det er derfor, at The Firebirds' plade er værd at bruge kostbar lyttetid på.
Stefan Pasborg på trommer, Anders Filipsen på piano/keyboards og Anders Banke på saxofoner har med opfølgeren til det første album med overvejende Stravinsky musik, lavet en værdig fortsættelse. På det første album var Pasborg lederen. Nu er de et kollektiv, der i samlet flok jazzhylder Carl Nielsen som han ikke er blevet det før. De spiller Aladdins Drøm og Helios overturen med respekt og finurligheder. I 1925 sagde Carl Nielsen: ”Jeg har i og for sig ikke noget imod f. eks. jazzmusik, naar den bare kommer paa rette Sted og det rette Øjeblik. En anden Ting er, at jeg tror, Jazzmusikken vil dø hen af sig selv. Den har jo nemlig intet Indhold, og den har ingen Rødder i vor Kultur”. Havde han da for pokker bare hørt The Firebirds, så havde han aldrig sagt sådan. Mon ikke han havde ringet til trioen og spurgt om de skulle lave en plade sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar