I 2017 fik Sonja LaBianca prisen som årets nye navn for soloalbummet About Room Room to be Rooms, da jazzens DMA priser blev uddelt. Helt ny i jazzen, var hun dog ikke, da hun havde været med i Selvhenter i mange år. Nu er hun atter aktuel på vinyl. Saxofonisten er denne gang rykket sammen med guitaristen og billedkunstner Heine Thorhauge Mathiasen i duoen SOLW.
Musikken former sig og vokser frem i rummet foran lytteren. Som der står i pressematerialet, så er det en serie af fjorten suiter i flux mellem konceptuelle scores og fri improvisation. Saxofon og guitar er forstærket og kombineret med effekter, men ofte efterlader volumen plads til den akustiske klang af instrumenterne. Musikken holder et stramt fokus; som melodiøse flertonale droner og udfolder den sig i insisterende stemninger og bevæger sig fra det minimale/spinkle til det flerlagede/intense. Der fremspringer et bredt lydlandskab af variationer i klangfarve og dynamik. Lyd formgives og efterlader et auditivt aftryk i rummet.
De to musikere og lydteknikeren Troels Bech Jessen har skabt et stærkt stemningsmættet album med ro, uden at det bliver meditativt eller udflydende. Klangen af de to musikeres instrumenter og effekternes diskrete tilstedeværelse inddrager lytteren i et bevægende univers.
Det er ikke en plade, hvor det handler om at sætte en label på stilen eller genren. Det er musik, der henter sin styrke i, at “være” og ikke i at forsøge på at “være” noget.
Duoen kalder sig for SOLW og ikke SLOW, som ellers er betegnende for duoens musikalske tempo. Computerens auto-korrektur har ikke rettet noget ved det menneskelige og fejlbarlige navn. Ligesom musikken ikke har fået en autokorrektur.
Meget anbefalelsesværdig til lytteren der hører nutidig eksperimenterende musik, der trænger til opbyggende ro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar