Viser opslag med etiketten Slovenien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Slovenien. Vis alle opslag

tirsdag, maj 28, 2019

Mount Meander: Live in Berlin (Gotta Let it Out) CD/DL/stream >> Ocean Fanfare: First Nature (Barefoot) CD/DL/stream >> Vulture Forest: Some things stay broken (Microtone Records) LP/CD/DL/stream >> Tropiques: Into the wild (Headspin Recordings) CD/DL/stream >>

Fire plader med bands, hvis navne tager udgangspunkt i naturen. Fælles for alle fire bands er, at det er deres andet album-udspil.

En lette, en polak og to tyskere udgør kvartetten Mount Meander. De har udgivet deres andet album der er en live-indspilning fra Berlin. Den lettiske saxofonist Karlis Auzins bor i København indtager flere gange teten i Mount Menander. De har et krævende og afsøgende udtryk, hvor avantgarde jazzen stråler som ledestjerne over et fintvævet net af jazz, world, rock og pop. De sidste elementer er mere sporadisk forekommende end de første. De har et stærkt kollektivt udtryk.

Den amerikanske antropolog Anna Tsing’s bog The mushroom at the end of The World har inspireret Ocean Fanfare til deres andet album Nature First. Bogen handler om den eftertragtede Matsutake svamp, der kun gror i skove, hvor mennesket har gjort en indsats for at den kan gro. Albummet er en hyldest til biodiversitet og den første i en serie på tre albums. Tomasz Dabrowski på trompet og Sven Dam Meinild på altsax står i spidsen og har skrevet musikken på et veltempereret freejazz album, spækket med musikalsk biodiversitet.

Den danske guitarist Kristoffer Vejslev bor i Holland, hvor han leder kvartetten Vulture Forest, der er et internationalt sammenrend med medlemmer fra Slovenien, Sydafrika og Sverige. Det er flydende og filmisk jazz, der her på album nr. 2 har fået et dryp af noget bittersødt - nærmest melankolsk over sig. Det er kollektivistisk jazz, hvor det samlede udtryk gør indtryk. Vejslev har godt fat i musikken og musikerne.

Goran Kajfes er hovedmanden i det vilde svenske band Tropiques, der i en underlig syret kop te, fremkalder ånder og syner. Det er heftig omgang, hvor Kajfes vidtfavnende og nysgerrige tilgang til jazzens mere kulørte sider, er en fornøjelse at lytte til. Det er hypnojazz, som pladeselskabet kalder det.

torsdag, januar 04, 2018

Vulture Forest (Microtone) CD/DL/stream

Den danske guitarist Kristoffer Vejslev studerer på konservatoriet i Amsterdam. Her har han dannet gruppen Vulture Forest sammen med sydafrikanske James McClure på trompet, slovenske Luka Becic på bas og svenske Love Ekenberg på trommer. Det er ikke kun besætningen der har et internationalt snit. Musikken har også en international karakter.

Det er flydende, modal og ambient jazz. Filmisk jazz, hvor musikernes egoer træder tilbage og i stedet smelter sammen til et kollektivt hele. Hvis man f.eks. godt kan lide Jakob Bro eller Jakob Sørensen er man havnet det rette sted. Pladen er sammenhængende og fungerer godt.

mandag, juni 27, 2011

European Jazz Orchestra: 2010 (RTV Slovenija)

Stilsikkert og europæisk
 I 2010 var det 15. gang at der samledes et europæisk big band i det midtjyske, der efterfølgende blev sendt ud i Europa. Denne gang havnede de i Slovenien, hvor det statslige RTV Slovenja optog koncerten som nu er udkommet på CD. Den indledes med et nummer skrevet af den slovenske komponist og jazzmusiker Jože Privšek, der skulle have stået i spidsen for den første udgave af European Jazz Orchestra i 1998. Night var Jože Privšek's sidste komposition, et noget dystert nummer der kom til at stå som et forvarsel om hans død. Han døde 3 uger før projektet skulle starte. Erik Moseholm var sammen med Birgit Vinge fra Brande igangsættere for projektet der under navnet Swinging Europe har siden harudviklet sig til en intereuropæisk big band der er økonomisk støttet af EU.


Manden i spidsen for 2010-udgaven er Tadej Tomšic der har skrevet flere af numrene, med en meget stilsikker sans for den klassiske moderne big band lyd, som man bl.a. kan huske fra Danmarks Radios Big Bands samarbejde med Thad Jones. I en stemning af kraftfyldt messingsuppe bliver nummeret Is the honeymoon over now? kastet ud over scenekanten, hvor mange af musikerne også får mulighed for at spille solo.
Det fornemmes meget hurtigt at der hersker en god stemning på scenen i big bandet, hvor spilleglæde og dygtighed forenes. De 19 musikere har fundet hinanden i løbet af den tre uger lange turné.
På de sidste fire numre medvirker slovenske sangerinde Nina Strnad. Nogle forrygende sange, som den kendte Sweet Georgia Brown blev leveret med en lethed fra en meget veloplagt sangerinde, der ikke havde nogen problemer med at synge big bandet op. Her er den slovenske folkemelodi Po jezeru meget flot. Men det er samtidig også som om at pladen knækker over i to dele, hvor vokaldelen bliver den mindst interessante.
Swinging Europe: www.swinging-europe.dk