Viser opslag med etiketten techno. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten techno. Vis alle opslag

lørdag, september 04, 2021

Modal Projekt: Electronic Organic (Freshly Squeezed) stream

 

Det er 14 år siden at han under navnet Jazzbox sammen med Kenneth Bager og flere jazzmusikere lavede albummet Jazz is the grass that I cut, hvor han lod den elektroniske musik krydse klinger med jazz. Herefter gik det stærkt - men med et andet projekt, Swing Republic. Han var fremme i forreste bastion indenfor electro swing genren og hittede overalt i verden. 

Nu er Per Ebdrup aktuel med Modal Projekt. Her kombinerer han sin store kærlighed for modular synthesizers med modal jazz.


Det er pumpende techno, ambient og jazzens improviserende instrumenter der mødes. Per Ebdrup er en synth wizard, der ved hvordan elektronisk musik skal skæres. Det kan minde om St. Germain, som når han er sammen med den engelske keyboardspiller Bennett Holland på Great Fall. Med danske jazzører er det selvfølgelig interesant at høre saxofonisten Jan Harbeck og trompetisten Peter Marott i elektronisk sammenhæng. De er med på fire numre, hvor eksempelvis Apples & Pears og Polylove lader Jan Harbeck lyde som Jan Harbeck - og Peter Marott på muted trompet sender nummeret direkte i jazzland. 


Modal Projekt handler ikke om grænseoverskridende eksperimenter. Det handler om at bruge effektive og velafprøvede (velfungerende) elementer fra begge genrer og parre dem. I Per Ebdrups vision er det ikke nødvendigt med parterapi - de to genrer hygger sig sammen. Spørgsmålet er vel mest om der ikke kommer børn ud af det?


Har man et godt forhold til elektronisk musik og jazz, så Per Ebdrups Modal Projekt et rasende godt bud - måske det bedste - på en nutidig hybrid. Jeg er vild med det og vil ikke tøve med at anbefale Modal Projekt.

Freshly Squeezed Music

onsdag, september 02, 2020

Søren Gorm: Pneumatisk Sæson (Escho) LP/DL/stream

Søren Gorm er lydkunstner og bassist og medlem af den eksperimenterende musikersammenslutning SKRÆP. Han har gennem mange år samarbejdet med Jørgen Teller i forskellige projekter. Nu er han aktuel med andet album i eget navn siden 2015, hvilket vel er ret godt gået af en mand født i 1946. 

Albummet Pneumatisk Musik har fået sin titel fra en science fiction bog, hvor begrebet nævnes. Søren Gorm kan iøvrigt ikke huske i hvilken bog det nævnes. Det er heller ikke så vigtigt. Ordet satte gang i tankerne hos den erfarne eksperimental musiker, der på albummet beskæftiger sig itu-klippede samples fra Best Service lydbiblioteket. De er sat sammen på ny og ud af det er kommet et forunderligt album, der både lyder bedaget og af fremtid på en og samme gang. Som hvis man skulle lave musik til en fremtids film fra 80’erne, der foregår i 2020 - med det twist, at musikken er lavet i 2020.

Alle pladens titler leger med ordet “Pneuma”. De hedder feks. Pneumalyse, Pneumarama, Pneumacyd eller Pneumakose. Leksikonet Store Danske skriver: “Pneuma, begreb, der optræder i antik græsk litteratur (efter Homer) med betydningerne 'luft, vind, ånde, ånd'. Inden for filosofien fik begrebet en central plads i stoicismen som et "femte element" (ved siden af jord, vand, luft og ild), der gennemstrømmer, former og holder sammen på alt i verden.”

Søren Gorms pneumatiske musik er uptempo og kluborienteret. Det er berusende intenst og heftigt. Der er elementer fra 70’ernes tyske krautrock, 80’ernes britiske synthpop, 90’ernes ravetechno og 00’ernes minimalistiske electronica. Det er Tangerine Dream, Pet Shop Boys, Aphex Twin og Four Tet i et stramt cut up remix. For at være helt præcis så er det Pneumagodt.

mandag, april 24, 2017

Shitney: Earth Core (ILK)

Pladen åbner med et beat, så det lyder som et industrial techno nummer fra de sene 80’ere. Jeg kommer til at tænke på belgiske Front 242, der var pionerer indenfor genren electronic body music. Men det er nutidig grænsesøgende musik og trioen Shitney det drejer sig om. Shitney består af Katrine Amsler (keys, micro-guitar, programming, effects, elektriske trommer), Qarin Wikström (stemme, keys, effects) og Maria Faust (alt-sax, effects, stemme, klarinet). Det er de samme musikere der som Pistol nr. 9, inklusiv Michala Østergaard Nielsen lavede den alternative partyplade Fest på Amager for fem år siden.

I Shitney træder den improviserede elektronisk/akustisk musik endnu tydeligere frem. Elektronisk musik præges generelt af klange og toner der gentages i det uendelige, kombineret med en supersimpel rytme. Det er skønt med disse gentagelser. Men hvor er det dog befriende med en trio der ikke står og gnider sig op af den samme lækre effekt eller lyd i uendeligheder. Shitney ignorerer det smukke, det nemme og det rytmisk pulserende til fordel for et afgrundsnært og dystopisk udtryk. Det er både syret, larmende og på trods af de mange digitale effekter ikke noget musik der er binært forståeligt. Det er bl.a. en anbefalelsesværdig plade til freejazz fans, der holder af industrial og noise.

torsdag, juni 09, 2016

Dino Sabatini: Omonimo (Outis Music - Opera Series) 2LP >> Dino Sabatini: Concentrica (Outis Music - Opera Series) 12”

Den italienske technokunstner Dino Sabatini, der indtil for nylig var bosiddende i Berlin - og nu er tilbage i Rom - er aktuel med sit andet album. Et dobbeltalbum, hvor der senere på sommeren kommer endnu en plade, Concentrica med fire remixes fra albummet. Det er ambient downtempo electronica, hvor Sabatini selv står for at spille al musikken. Dog har han hentet lidt hjælp fra den italienske jazzpianist Antonello Salis på et par numre. Salis har siden midten af 70’erne været synlig på den italienske jazzscene, hvor han har samarbejdet med folk Paolo Fresu, Stefano Bollani og Evan Parker. Musikken er centreret omkring Sabatinis storladne synthklangflader tilsat nogle pulsslagslignende, rolige og dybe beats.

På Concentrica genbesøges de to numre med Salis fra Omonimo-pladen. If er blevet mere rytmisk orienteret med et eksotisk twist. And it all ends here er et af højdepunkterne fra Omonimo. Den får et seriøst makeover af Sabatini og Salis, der lader mystik og undren råde. De eksperimenterer med klange og muligheder på radikal vis. Trip hop legenden Howie B, der i 90’erne producerede og remixede markante folk som Björk og U2 har lavet et lækkert tungt remix af Sometimes Back. Det lugter af luksushouse og fungerer fedt.

Dino Sabatinis techno er af den modne opdaterede slags. Der er rødder til de tidligere 90’ere. I kraft af Sabatinis ro og overblik er han i stand til at fastholde min lytteinteresse hele vejen. Er du til techno af den rolige slags, skal du give Omonimo et lyt. Remixpladen Concentrica kommer på vinyl i slutningen af juni og digital i slutningen af juli.