Her er en plade, hvor musikken er det frø, hvor en blomst af godt humør vokser frem. Søren Lee er kommet i gang med anden sæson af livet som dansk jazzguitarist i særklasse. Efter nogle gode jazzrock/fusions plader, er det blevet tid til en mere regulær jazzplade. Hvis jeg var vild med de to Diversity plader (det var jeg), så ved jeg næsten ikke hvilke superlativer jeg skal finde frem nu.
Han er sammen med Jakob Dinesen på tenorsax - og Dinesen er i sin egen klasse herhjemme. Man kan altid høre, at det er ham. Hans tone ældes og modnes på den smukkeste måde. Desuden medvirker cubanske Yasser Pino på bas, amerikanske Victor Jones på trommer og Rune Harder Olesen på percussion.
Pladen åbner med et regulært hit, Movin’ on, som jeg har hørt igen og igen uden at blive træt af den. Der er bossa nova stemning på Like tears sin the rain, funky på Living now, skønhed på Ballad for the soul, straight uptempo jazz på A few more steps. Pladen er dedikeret til Sørens kone, der døde pludseligt sidste år. Den står meget stærkt og fuldendt. Hope er en jazzplade der vil blive nydt af jazzlytteren der er rundet af eksempelvis Scofield - men også mange andre jazzlyttere, der holde af jazzguitar af den fede slags.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar