Vestbo Trio: Gentlemen (Dog Hound Records) LP/CD/DL/stream

Bag det pæne og lidt anonyme navn Vestbo Trio, gemmer sig tre musikere, der har lavet et album der folder sig smukt ud på flere planer. Først og fremmest er det fedt, når man har valgt vinylformatet, at man går hele vejen. Her er et gatefoldcover med billeder der gør sig godt i det store LP format. Pladens lækre artwork har Paul Wilson alias Yellow1 stået for. Vinylen fås både i marble og sort. Med andre ord er der en masse lækkert allerede inden man har hørt et pip fra trioen.

Pladen hedder Gentlemen og er indspillet i British Grove Studios i London, studiet ejes af Mark Knopfler og har en lang række indspilninger fra store stjerner på samvittigheden. Det betyder umiddelbart ikke så meget. Det der betyder rigtigt meget er, at trioen har brugt studiets helt unikke indspilningsfaciliteter til, at lave en vinylplade med en helt suveræn dynamik. Mine højtalere i stuen har sjældent lydt så godt. Lyden er tilstedeværende ren og organisk. For eksempel har stortrommen på pladens allerførste skæring en dybde og en spænding, så det lyder som om den står i stuen - jeg ved godt at det er en kliché, men det passer. 

Hvordan er det så med musikken? Trioen blander erfarent rock, roots, country, jazz og blues i en velsmagende cocktail. Det er guitaristen Michael Vestbo, der står i spidsen for trioen med Jesper Smalbro på bas og Eddi Jarl på trommer. Vestby spiller både akustisk og elektrisk guitar. Tempoet er roligt og der er fokus på den gode og enkle melodi. Trioens store styrke er måden, som de får omsat melodierne på. 

Åbningsnummeret Grassland, den med stortrommen, er en god albumåbner. Vi flyder med gennem Vestbos åbne og solbeskinnede musikalske landskab. Pladen er teknisk set trioens tredje album. De har også lavet et par EP’er og split-LP’en Doppler Effect sidste år sammen med Uffe Steen Trio. Det er med andre ord en trio, der har fundet en stil og et udtryk. Det står skarpere og mere rendyrket en nogensinde. Jesper Smalbros tørre og sandfærdige bas. Eddi Jarls tilbagelænede og præcise trommer. Michael Vestbos guitar der både kan vride rocknumre, som albummets to sidste numre Tip of the hat og The game is a foot og akustiske lækkerbiskener som Looking Sharp og Sure knows how to pick ‘em - der i øvrigt har lidt gæsteorgel med.

Du har nok gennemskuet, at jeg vil anbefale Gentlemen. Det gør jeg af flere grunde. Har du et godt anlæg i stuen, så fortjener både anlægget og musikken at du får fat i pladen. Den vigtigste grund er, at det er lækker og behagelig musik at omgive sig med.

Vestbotrio.com

Sunna Gunnlaugs Trio & Verneri Pohjola: Ancestry (Sunny/Sky) LP/CD/Dl

Den islandske pianist Sunna Gunnlaugs har aldrig skuffet, når der er kommet nyt fra hende. Den nordatlantiske triojazz med Gunnlaugs smukke klaverspil har fået tilføjet en ny dimension på det nye album Ancestry, hvor den finske trompetist Verneri Pohjola medvirker på nogle numre. Efter en rolig albumåbning med det enkle trionummer Lullaby, hvor trioens faste trommeslager Scott McLemore leverer suverænt trommespil, så åbnes der op for drama og spænding, når Pohjola dukker op på pladens titelnummer.

Det er betegnende for resten af pladen, hvor både Gunnlaugs og Pohjola har bidraget med kompositioner. Det har George Michael såmænd også. De spiller popduoen Whams monsterhit fra 80’erne, Wake me up before you go go. Det er en fornøjelse at høre, hvordan de bevarer den glade stemning fra nummeret uden, at forfalde til at blive corny eller forfladigende. Det er en mesterlig måde at jazzificere et gammelt pophit på. Dog med det forbehold, at det vil glæde jazzhovederne mere end det vil glæde pophovederne. Sunna Gunnlaugs har atter lavet et flot album.

sunnagunnlaugs.com

Kasper Tranberg: Terzet (ILK) CD/DL/stream

Måske er det den Kasper Tranberg plade som jeg har ventet på. Det er til gengæld ikke en plade der sætter sig med det samme. Det er en plade der tager tid. Trompetisten er sammen med Nils Davidsen på bas og Frands Rifbjerg på trommer. To af Kasper Tranbergs gamle venner. Musikere der om nogen forstår Tranbergs musikalske mission.

Det er en tight trio - tight som i, at trioen fremstår som et samlet hele, en organisk enhed. Det er musikere der ved hvad de har på hjerte og får det sagt. Her er ikke nogen der brænder inde med noget og efterfølgende siger, at de måske også kunne gøre det på en anden måde. De er så meget i nuet, at det blæser gennem højtalerne og går direkte ind i vore martrede jazzsjæle. God damn! Det er stærk jazz der ikke kan høres uden, at bruge hjerne og hjerte. Tranberg skifter erfarent mellem kornet, trompet og flygelhorn. 

Hvorfor tænker jeg at det er den Tranberg-plade, som jeg har ventet på. En stor del af forklaringen finder jeg i Kasper Tranbergs spil, der fri og ubundet i selskab med Davisen og Rifbjerg. Tranberg befinder sig aldersmæssigt i slutningen af 40’erne. Der hvor forvirring og afklaring mødes i enighed. Der hvor der er så meget af det levede liv og det man vil nå at fortælle i trompeten. Han holder ikke inde med noget som helst. Det er derfor at triosamspillet fungerer så godt. De giver plads til hinanden og fremmer samtidig hinandens styrker. Her er den spirituelle Shadow, et højdepunkt for mig. Det er jazz, der kræver at du åbner op og lytter. Det gør trioen.

ilkmusic.com

Bjarke Falgren & Sönke Meinen: Postcard to self (Gateway) LP/CD/DL/stream

I en tid hvor postkortet nærmest er ikke-eksisterende, så kan man jo sende et postkort til sig selv for, at blive mindet om styrken ved den lille hilsen. Det har violinisten Bjarke Falgren gjort med LP’en Postcard to self som han har lavet sammen med den tyske guitarist Sönke Meinen.

Selv om postkortet er en kort hilsen, så er der tænkt over ordene, der blev skrevet med kuglepen. Her er noget, måske endda meget vigtigt, man gerne vil fortælle og postkortet gemmes og læses igen og igen. Sådan har jeg det også når jeg lytter til duoens LP. Det er musik der vil blive hørt igen og igen. Nogle gange i et flygtigt øjeblik, andre gange med tid til ro og fordybelse.

Falgren og Meinen laver musik med inspiration fra både jazz og folk. Der fortælles historier med musikken. Her kan det godt høres at Falgren også laver filmmusik. Som når man hører The Drifter, hvor Falgren skifter mellem det strøgne og pizzikerede violinspil. De mange små skift og overraskelser i nummeret er historieskabende.

Det er Falgren og Meinen der har skrevet musikken på pladen, hvor der er blevet plads til en enkelt standard, Dizzy Gillespie’s A night in Tunesia. Postcard to self er et album med levende og virtuos spillet musik. Det er en god udvidelse af Bjarke Falgrens musikalske portfolio, hvor de fleste nok kender Hot’n’spicy. Her er både tid og ro til fordybelse. Et postkort til nuet og fremtiden.

Falgren.com

Kristian Fogh: Long story short (Gateway) CD/DL/stream

Hvilken slags plade laver en keyboardspiller, der både er aktiv sammen med Lars Lilholt og Mike Andersen?

Han laver selvfølgelig en fusionsplade, hvor han inviterer det århusianske svar på Michael Brecker med på pladen.

Det er lige præcis det som Kristian Fogh har gjort med albummet Long story short. Her lader han sit musikalske hjerteblod flyde, mens Michael Bladt spiller den lækreste tenorsaxofon.

Lad det være sagt med det samme. Bladt er et skridsikkert valg, når der skal spilles melodisk og glat fusionsjazz. Han glider ingen steder, men står fast med en usvigeligt sikker tone.

Kristian Fogh har desuden medtaget den erfarne sessionbassist Mikkel Riber og trommeslageren Eddi Jarl på pladen, der flyder over i velspillet og teknisk sikkert spillet fusion. De to numre med fløjtenisten Mads Kjøller-Henningsen falder desværre lidt ved siden af resten af albummet. 

Fogh spiller overvejende på flygel på pladen, hvor der sniger sig lidt synthstrygere ind på pladen fra tid til anden. Det er bl.a. noget af det som får pladen til, at lyde 20-30 år ældre end den egentlig er. På den anden side er jeg ret sikker på, at Fogh ikke interesserer sig en skid for tidens fusionstoneklang. Han spiller den musik, der lægger hjertet nær. Respekt for det, når det præsenteres så veltilrettelagt og lækkert som det er tilfældet. Hør f.eks. Theo’s Joint, hvis du trænger til tilbagelænet lækkerhed eller Memba is Memba, hvis det skal være uptempo. Her sender Eddi Jarl’s trommer en liflig duft af en Steve Gadd shuffle ind i nummeret.

Hedvig Mollestad Trio: Smells Funny (Rune Grammofon) LP/CD/DL/stream

Her er et af de få bands, der med lige stor gyldighed kunne spille på både Copenhell og Copenhagen Jazz Festival. Det kommer de desværre næppe til. Når det nu ikke sker, så burde Roskilde Festival i stedet få fingeren ud af ørene og hyre Hedvig Mollestad Trio.

Den norske kvinde med de gyldne guitarkløer er atter tilbage med et album, der river og flår i rockkonventionerne. Hun kan alle rockklichéerne til læderhudløshed. Det afholder hende ikke fra at være langt mere fantasifuld i de lange improviserede passager, end man er vant til fra betonrocken. Der er både skift og en uro i musikken, som får mit stakkels jazzkadaver til ryste af fryd.

Sammen med Ellen Brekken på bas og Ivar Loe Bjørnstad på trommer har hun en tætvævet enhed, der sikrer hende den solide rockbase, der giver os alle de fede guitarsoli fra Mollestad.

Runegrammofon.com

Emil Hess/Niklas Winter/Richard Huntley: You (Abovoice) CD/DL/stream

Det er et mangeårigt samarbejde der fra tid til anden genoptages og udløser en udgivelse. Saxofonisten Emil Hess og den amerikanske trommeslager Richard Huntley udgav deres første plade sammen i 1999.

På deres nye plade har de medtaget den finske guitarist Niklas Winter. Musikken er en blanding af selvskrevne numre og kendte standards. Smile, My Heart Belongs to daddy og Young at Heart tilhører den sidste kategori. Man kunne beskylde trioen for at plukke så lavthængende frugter, at de har samlet dem op på jorden. Når man hører versionerne af numrene giver det heldigvis god mening, at de giver de kendte numre en omgang. Trioen arbejder ikke kun med melodierne. De arbejder også med teksturen, følelsen, strukturen og sjælen i musikken og i mødet mellem de tre. Det er der hvor man som lytter finder grunden til, at pladen skal høres. Deres rolige, modne og afklarede måde at finde i musikken er beroligende dejlig. 

Vi føres med ind i deres musikalske verden, hvor numrene skrevet af henholdsvis Hess og Winter står godt sammen med de kendte numre. Endnu en gang har Emil Hess lavet et album som du bliver nødt til at høre, hvis du vel at mærke har sans for velspillet jazz.

Emilhess.dk

Kresten Osgood Quintet: Plays Jazz (ILK) LP/CD/DL/stream

De fleste jazzkendere ved godt at Kresten Osgood kan spille jazztrommer af den swingende og lækre tilbagelænede slags. Ligesom dengang han var medlem af Hugo Rasmussen Allstarz, hvor Hugo havde samlet nogle yngre jazzmusikere til at spille swingjazz.

Kresten har i de senere år ofte spillet improjazz af den avancerede slags, med store oplevelser for den tålmodige lytter. Nu har han som en slags Hugo samlet nogle yngre jazzmusikere omkring sig i Kresten Osgood Quintet. De spiller møgbeskidt og skæv swingjazz med både bop og andre fine sager. Det er jazz, der hviler på arven fra Monk, Mingus og Ornette.

Så langt så godt. Den helt store gevinst ved dette album er de musikere som Osgood har samlet. For nok er Osgood en vanvittigt suveræn trommeslager. De fire unge musikere er også, hver især suveræne til at spille jazz af den klassiske og skæve inspirererede slags. De to Horse Orchestra medlemmer Erik Kimestad på trompet og Jeppe Zeeberg på piano er sammen med Mads Egetoft på sax og Mathias Petri et godt hold i selskab med Osgood. De spiller musik af nogle af jazzens kultnavne: Randy Weston, Elmo Hope og Jerome Cooper. Når det blandes med numre af Monk, Ellington, Mingus og Miles Davis, så er der jazzglæde for alle pengene. 

Plays Jazz er en anbefalelsesværdig plade til jazzfans i mange aldre. Her er tradition og fornyelse styret af jazzgeniet Osgood.

Ilkmusic.com

Horse Orchestra: Video EP 2018 (Horse Orchestra) Video

De har tidligere udgivet to LP’er i 2014 og 2016. Nu er det syv mand store orkester Horse Orchestra aktuelle med en Video EP bestående af tre videoer. Videoerne er lavet af Mads Hemmingsen og Barbara Kaniewska, der kombinerer optagelser med Horse Orchestra fra sommerens Copenhagen Jazz Festival med en creepy video om en person der vil overtage verdensherredømmet. Uden at afsløre alt for meget, så ender det hele heldigvis godt. 

Det allerbedste er musikken med Horse Orchestra, der spræller og sprudler i levende live. Åbningsnummeret Very Big Dome af Petter Hängsel er et medrivende jazznummer, der swinger og sveder glæde i store doser. Det andet nummer The tiger took my family af Erik Kimestad er en mere indadvendt og krøllet sag, der lige som de andre to numre viser orkestrets stærke sammenspil. Det sidste nummer Hvad laver Torben og Bjørnen i aften er skrevet af Jeppe Zeeberg. Det er vel det nærmeste man kommer et fejende flot popnummer fra Horse Orchestras side. 

Tjek videoerne ud. De er en forsmag på albummet der kommer i 2019.

Mopo: Mopocalypse (We Jazz) LP/CD/Cass/DL/stream

Det er den finske trio Mopo’s fjerde album siden 2012, hvor alle selvfølgelig er udgivet på LP, men også på CD og sør’me om ikke også tre af dem findes på kassette, inklusive det nyeste album Mopocalypse. LP’en er udgivet at det finske selskab We Jazz, der er mestre ud i lækre vinyludgivelser. Mopo’s LP er pakket ind i kraftigt pap, som de gamle amerikanske jazzudgivelser. Det er nu ikke fordi at der særligt meget gammelt amerikansk jazz over trioen. Linda Fredriksson på alt- og barytonsax, Eero Tikkanan på og Eeti Nieminen på trommer spiller jazz med kraftig røgudvikling.

Musikken som man kan læse om i det medfølgende Fanzine (på finsk), er sprængfyldt med energi og et drive, som var det en biljagt i en noir-thriller. Trioen kører dog på mindre motorcykler (knallert 45?) og giver mig lyst til, at kalde det knallertjazz - og det skal forståes i allerbedste mening. Der er et ungdommeligt gå-på-mod i trioens musik, hvilket er imponerende, når det er fjerde plade med trioen. De spiller med en enkel, ukompliceret og rå ligefremhed, som en teenager. Mopo har lavet soundtracket til søndagsudflugten på knallerten, hvor man skal ned til grillen for at have en bøfsandwich. Det er finsk jazz af den meget anbefalelsesværdige slags.

Wejazz.fi

Lyden af norsk jazz i den sidste halvdel af 2018

Her er 10 meget forskellige jazzplader der udkommet i Norge siden sommer. Det er svært for en dansk jazzblogger at holde trit med den norske jazzscene, hvor jeg tror at outputtet er lige så stort som herhjemme. Lad dig inspirere. Her er noget for enhver jazzsmag. Og pladerne er vel at mærke alle gode - ellers gad jeg ikke at skrive om dem.

Jacob Young & Urban Gardening (Oslo Sessions Recordings) CD/DL/stream

Meget ofte handler det om ECM Records, når man taler om norsk jazz. Her har guitaristen Jacob Young bl.a. været at finde blandt stjernerne, hvor han lavede sit første ECM album i 2004. Derfor er den aktuelle plade med Young også den mest overraskende i hele stakken. Pladen er spækket med urban souljazz, der kan minde om svenske Blacknuss, som de lød i starten af 90’erne (dengang Esbjörn Svensson var med). Her er George Benson og Grant Green i Jacob Youngs guitar. Anders Aarum spiller på Rhodes. Outkasts Hey Ya og den gamle souljazzer Everything I Play gonna be funky er sikre dansegulvhits.

Sondre Ferstad Ensemble: Minimal (AMP) LP/CD/DL/stream

Det norske pladeselskab AMP havde to plader med ved DMA Jazz 2018 i debutantkategorien. Selskabet der blev startet i 2014 har fokus på den nordisk betonede jazz i dens mange afarter. Her er en lille update på to meget forskellige norske kunstnere fra selskabet. Fælles for alle  er at de er unge og debutanter. Sondre Ferstad spiller på mundharmonika og placerer sig et andet sted i jazzen end den to år yngre dansker Mathias Heise. Ferstad blander klassisk musik med jazz, når han lader en strygerkvartet mødes med en jazzkvartet på den ambitiøse og vellykkede plade.

Isa: Ska te å bynne (AMP) LP/CD/DL/stream

Trioen Isa med guitar/vokal, bas og trommer er næsten mere rock end jazz, hvis det ikke lige var fordi der var indskrevet en del blæs undervejs. Bandet har en indierocket tilgang til jazzen, der sine steder kan minde om I Think You’re Awesome, bare uden charmen. Guitaren er ganske vist med slide, men har en mere hård og rocket tone end den man kender hos danskerne. 

Trygve Seim: Helsinki Songs (ECM) CD/DL/stream

Det er en af mine store norske favoritplader fra det forgangne år. Saxofonisten Trygve Seims syvende plade i eget navn på ECM Records er lavet sammen med de velspillende Kristian Randalu på piano, Mats Eilertsen på bas og Markku Ounaskari på trommer. Han vælger endda at spille nogle numre på sopransaxofon. Så er det jo lige til med en Jan Gabarek sammenligning. Tonen er henad den samme. Seim er dog langt mindre svulstig. Han har en mere intim og nærværende tone, der passer så godt til lyden af nutidig norsk jazz.

Moon Relay: IMI (Hubro) LP/CD/DL/stream

Kvartetten Moon Relay tager udgangspunkt i firsernes mere eksperimenterende sider af den elektroniske musik. Det er både hårdtslående og direkte. Det lander såmænd ikke så langt fra det som Kalaha laver herhjemme. Der er både elementer af Brian Eno og No Wave scenen i deres musik. Pladens afslutningsnummer lyder som en tysk industrial techno version af Jan Hammers tema til Miami Vice.

Geir Sundstøl: Brødløs (Hubro) LP/CD/DL/stream

Forestil dig at de udødelige spaghetti westerns foregik i en norsk bygd. Clint Eastwood sejlede alene ud i kutteren om morgenen for at fange fisk. Så skulle Geir Sundstøl være Ennio Morricone, altså stå for musikken. Brødløs er som lavet til den film. Her er både slideguitar, Nils Petter Molvær på trompet og David Wallumrød på Moog. Brødløs er en særdeles vellykket plade. Et suverænt soundtrack til en film der venter på at blive lavet.

Hanna Paulsberg Concept + Magnus Broo: Daughter of the sun (Odin) CD/DL/stream

Saxofonisten Hanna Paulsberg har indlemmet Atomic trompetisten Magnus Broo I sit band på albummet Daughter of the sun, hvor det andet Atomic medlem, trommeslageren Hans Hulbækmo også er med og har været det på Paulsbergs tre foregående plader. Der er en klar inspiration fra 60’ernes afroamerikanske jazz. Som det også kendes fra Atomic, så er det ikke den nordiske tone der dominerer. Det er særdeles vellykket, her er både dirty swing og og nice free.

Mike del Ferro Quintet: Autumn Sessions (Finito Bacalao Records) CD/DL/stream

Kvintetten har taget udgangspunkt i det nordlige Norge og har da også et par norske medlemmer. Men det er den hollandske pianist Mike del Ferro der lægger navn til kvintetten. De spiller melodisk europæisk jazz, hvor der har indfundet sig en ro og lidt melankoli. Den norske saxofonist Ola Asdahl Rokkones og den svenske trompetist Dan Johansson er sammen med del Ferro’s piano med til, at lægge tonerne på et afvekslende album, hvor der sniger sig mange inspirationer ind undervejs.

Jan Gunnar Hoff Group featuring Mike Stern (Losen) LP/CD/DL/stream

Jeg havde vel spillet omkring 2 sekunder, så havde min gode jazzven allerede gættet at det var Mike Stern. Han undskyldte sig med at han førhen havde hørt ualmindelig meget Mike Stern. Det er spritny plade hvor den amerikanske guitarist er sammen med et norsk band med Jan Gunnar Hoff på keys, Per Mathisen på bas og Audun Kleive på trommer. De gode nyheder er, at hvis du holder rigtigt meget af Stern, så er det her en meget vellykket plade. Det er jazzrock og fusion i højeste klasse.

Scheen Jazzorkester & Eyolf Dale: Commuter Report (Losen) LP/CD/DL/stream

Pianisten Eyolf Dale står i spidsen for det 12 mand store jazzorkester, hvor førnævnte Audun Kleive i øvrigt også spiller trommer. Vi er ovre i den del af jazzens, hvor den klassiske musk har inspireret. Det er som en slag nutidig norsk third stream musik, hvor sneen daler ned mellem husene i byen Skien, hvor Eyolf Dale kommer fra.

Sjöholm (Sjöholm) LP

Den svenske sangerinde Karin Sjöholm har i flere år været bosat i det midtjyske. Hun har holdt fast ved de svenske rødder i musikken. Det demonstrerer hun med stor tydelighed på albummet Sjöholm. Helt konkret så synger hun på svensk. Det ville jeg også gøre, hvis jeg var svensker. Sproget har en matchende indbygget melankoli, der klæder sproget så godt, når det bliver sunget. 

Sjöholm er en lettere melankolsk eksperimenterende visepop kunstner. Hun bevæger mellem de helt store pompøse numre som Kalle, der har et folk-udspring,  de intime franske viser som Paris, hvor der både er violin og accordion med eller den støjende Asfaltblomma. 

Karin Sjöholm har skrevet tekst og musik. Morten Svenningsen spiller guitar på alle numre, mens Thomas Sejthen på bas er med næsten hele vejen. Undervejs dukker der lidt ekstra op, hvor pladens producer Mike Hecchi står for flere gæsteoptrædender, bl.a. den smukke Sirenerna Sjungar, hvor han spiller lap steel. Den efterfølgende Behöver inte mer er pladens pop-perle og er med til at understrege bredden hos Sjöholm.

facebook.com/sjoooholm/

Sahib Shihab: Sentiments (Storyville)

Det er en af den slags plader, der i den danske original-udgave fra 1972, har rundet 1000 kroners mærket (endnu mere, hvis du tjekker Discogs). Selv var jeg så heldig at finde den vellydende japanske udgave fra 1975 til rimelige penge for få år siden. Det var en af mine yndlingsplader, som jeg fik ind i samlingen. Jeg havde den allerede på den CD, som Storyville havde lavet i 2005, der også indeholdt LP’en Sahib Shihab and The Danish Radio Jazz Group. Har du den, i den originale vinyl-udgave, så er der en mindre pensionsopsparing i den plade.

Nå men tilbage til Sentiments, som Storyville har genudsendt på vinyl. Den amerikanske saxofonist Sahib Shihab boede ligesom landsmændene Webster og Gordon også en periode i Danmark. Han har for længst opnået kult-status blandt jazzens cratediggers. Men har aldrig fået et større gennembrud. Det ændrer genudgivelsen af vinylen, nok heller ikke synderligt på. Til gengæld giver den mulighed for, at jazzlyttere med hang til f.eks. Niels-Henning Ørsted Pedersen kan erhverve sig et særdeles groovy album, hvor den danske stjernebassist spiller røven ud af de brune fløjlsbukser. 

Sahib Shihab, der spiller sopransax og barytonsax på pladen, har skrevet alle numrene. Et af højdepunkterne er det funky titelnummer Sentiments, hvor man skal være en slemt kedelig sag, hvis ikke kroppen reagerer med ryk og dansespasmer. Jimmy Hopps styrer groove-showet fra trommerne Kenny Drew spiller orgel, Sahib Shihab ræser afsted på sopransax og mr. Pedersen spiller el-bas! Pladen er en god blanding af hard bop, modal jazz og skidegod stemning. Åbningsnummeret Ma’nee er også på skydeskiven, når der skal sigtes efter det dansable. Det rolige afslutningsnummer Companionship har Sahib Shihab skrevet sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen. De har begge to nogle gode solopræstationer, hvor Shihab spiller en skøn alt-fløjte, mens NHØP basser den helt ud.

Tak til Storyville for at gøre Sentiments tilgængelig på vinyl igen. Det er en af den slags plader, der holder resten af livet. 

storyvillerecords.com

Lotte Anker: Floating Islands (Centrifuga/ILK) LP

Det er en moderne klassiker fra den danske jazzscene, som entusiast selskabet Centrifuga har genudsendt på vinyl. Optagelsen fra Copenhagen Jazz Festival i 2008 udkom oprindeligt kun på CD - som stort set alle andre udgivelser i 2009. Lotte Ankers album Floating Islands med de to amerikanske musikere Craig Taborn på piano og Gerald Cleaver på trommer er en moderne klassiker af mange grunde. Først og fremmest er det free jazz i sin egen klasse. 

Dengang pladen udkom i efteråret 2009 skrev jeg her på bloggen: “Cleaver og Taborn er nogle højt kvalificerede musikere på den internationale freejazzscene. Sammen med Lotte Anker, der her på pladen både spiller sopran-, alt- og tenorsaxofon, har de endnu en gang lavet en plade, der er totalimproviseret og sammenhængende. Idérigdommen er en af trioens store styrker. Cleaver og Taborn er enten sammen eller hver for sig i opbyggelsen af næsten tranceskabende grooveforløb, som feks. på pladens andet nummer Ritual. Her skaber de et fundament for Anker, der med saxofonen modellerer, forvrænger, pudser og spiller sig ind i musikken. Varmen i Craig Taborns pianospil og nærværet fra alle tre, får ellers svært tilgængelig musik løftet langt udover scenekanten.”

Det er medrivende og har et næsten spirituel løftende forløb henover de to pladesider. Musikken er remastered til denne udgivelse af Lotte Anker og John Fomsgaard, der også stod for masteringen af den oprindelige udgivelse. Da pladen udkom i 2009 var det samtidig med Christian Braad Thomsens bog Drømmejazz, hvor han havde udvalgt de 100 bedste jazzplader, set fra hans stol. Floating Islands var en af få med en dansk kunstner. Braad Thomsen skrev bl.a. om pladen: "Trioen bevæger sig fra det lyriske til det ekspressive, men alle tre musikere er selv i deres vildeste excesser skønhedssøgende, og specielt Lotte Ankers spil er præget af et skulpturelt overblik og har en hymnisk syngende kvalitet.” 

Behøver jeg at nævne, at pladen selvfølgelig kom på Jazznyts liste over de bedste danske jazzudgivelser i 2009. Skal du være god ved dig selv, så køb den og nyd musikken, lyden og sjælen. 

Lotteanker.com

Heaven: IAPOE (Clean Feed) LP/DL/stream

Henrik Pultz Melbye udsendte for nogle få måneder siden, en duoplade sammen med Johs Lund. To saxofoner i et minimalistisk set up. Nu er han atter aktuel, denne gang sammen med den norske trommeslager Ole Mofjell. De er gået sammen i duoen Heaven og har udsendt deres første plade på det nærmest legendariske portugisiske avantgarde og freejazz pladeselskab Clean Feed. Heaven passer perfekt ind på selskabet, der ikke holder sig tilbage med top klasse free jazz. Selskabet har tidligere udsendt musik med Lotte Anker. Mette Rasmussen er iøvrigt også aktuel på selskabet.

Heaven har ladet sig inspirere af europæisk improvisationsjazz, 60’ernes New York Loft avantgarde og etiopisk jazz. Kender man Henrik Pultz Melbye, så er man sporet ind på lyden af en saxofonist der befinder sig godt i de ekstrem-tekniske hjørner af jazzen. Der hvor saxofonen lyder af saxofon - bare anderledes. Det er jazz med et højt energi niveau. Udladningerne på LP’ens fem numre er tumultariske. En ud-af-jazzen oplevelse. Hvis du tvivler om det er noget for dig, så kan du med fordel starte med første nummer på Side B, On. Skrue godt op for anlægget og lægge ørene ind til dine gigantiske højtalere. Det er en stærkt vanedannende oplevelse - uden andre bivirkninger, end lidt hylen bagefter for ørerne .

henrikpultzmelbye.com

Teeth: Open up (ILK) LP/DL/stream

Det er ligesom med turen til tandlægen, hvor vi bliver bedt om at åbne op, ellers kan han ikke komme til. Det samme gælder med trioen Teeth. Her skal du også åbne op og lytte, ellers får du ikke så meget med. Trioen består af tre originaler fra den skandinaviske musikscene. Danske Anders Filipsen, der spiller på diverse analoge synthesizer klassikere som Rolands Juno 60 og JP-8000 etc. Svenske Herman Müntzing spiller på alskens elektroniske tinge og sager. Norske Håkon Berre spiller på alverdens percussion, trommer og mere usædvanlige ting som et håndholdt minimassageapparat. 

Hen over LP’ens to sider kastes vi ind i en hvirvelvind af lyde, stemninger, støj, klange, toner, drøn og flader. Det bruser, knager, summer, sitrer og brager. Teeth er et åbent lyd-eksperimentarium, hvor ørerne får stød og sættes i uprøvede svingninger. Der er mange spændende højdepunkter på pladen. Som f.eks. The Journey, hvor alle tre mødes i et klangflade inferno af støj og mærkelige lyde. Det er et godt eksempel på trioens store force. De når steder hen i deres lyd-universer, som ikke er hørt før. Meget anbefalelsesværdig til lyd-fetishister.

ilkmusic.com

Kristin Korb: That time of year (Storyville/DoubleK Music) CD/DL/stream

De amerikanske julestandards er efterhånden også en del af den danske jul. Ligesom nisselandskabet med togbanen stilles op, så findes julepladerne også frem hjemme i jazzblogger-boligen. Tony Bennett, Frank Sinatra og Diana Krall er altid sikre. Hvert år kommer der lidt nyt til. I år er Kristin Korb’s That time of year en af dem, der i fremtiden vil blive fundet frem igen og igen.

Den i Danmark bosiddende amerikanske bassist og sanger Kristin Korb har lavet en plade med et udvalg af knapt så nedslidte julesange, selvfølgelig suppleret med enkelte særdeles velkendte julegodter. Winter Wonderland, Christmas time is here og Santa Baby er f.eks. blandt de kendte juleklassikere, der på Korb’s plade får et ekstra drys julesne, med tilføjelsen af Mathias Heise’s vidunderlige mundharpe. Santa Baby er en duet mellem Korb og Heise, der i et tungt blueset tempo byder på jazzede improvisationer og fraseringer så dybe som skorstene.

Kristin Korb’s sædvanlige samarbejdspartnere, Magnus Hjorth på piano og Snorre Kirk på trommer holder deres sædvanlige høje niveau. Det er jazzet juleswing med masser af hygge, knas og kærlighed. God jul.

Storyvillerecords.com

Rasmus Henriksen Oktet: Fortolker Herman Bang (Gateway) CD/DL/stream >> Rie Hagbard: En tur tilbage (Gateway) CD/DL/stream

Her er et par dansk sprogede jazzplader. Den første er den hvor der tages flest chancer. Rasmus Henriksen har lavet nogle avancerede arrangementer til en oktet. Teksterne er af Herman Bang og Amanda Lagoni Synger. Det er tydeligt at Henriksen forsøger at kommentere teksterne gennem musikken. 

Det er her hvor han bruger oktettens store bredde. Pladen er en udbygning af Big band pladen fra 2016, hvor Henriksen lancerede Herman Bang tekster til jazz første gang. Det er der kommet en vellykket og lettere teatralsk plade ud af.

På den anden plade møder vi sangerinden Rie Hagbard, der har haft Anders Mortensen (piano), Jesper Thorn (bas) og Rasmus Lund (trommer) med i studiet for at indspille 7 selvskrevne sange (tekst+musik). Desuden medvirker Hans Ulrik på saxofon. Det er hverdags-tekster med støttende og opbyggende indhold. Rie Hagbard vil mere end bare være lydtapet: 

"Her i stuen er der stille, mens verden banker på. Rejs dig og gå.....

Alting skal nok hele, som før var itu, men her er for stille endnu."

Musikken befinder sig i et rum mellem jazz, pop og singer-songwriter. Der hvor tekst går hånd i hånd med et velspillende band.

rasmushhenriksen.dk

riehagbard.dk

Richard Andersson NOR: The Six of us (Hobby Horse records) LP/CD/DL/stream

Bassisten Richard Andersson har atter været i studiet sammen med trioen NOR, der består af de islandske musikere Oskar Gudjonsson på saxofon og Mathias Hemstock på trommer. De udsendte deres første plade i 2017 - en plade jeg ofte har lyttet til siden den kom.

På The six of us er det jazz skåret helt ind til benet. Gudjonssons markante saxofon med den støvede tone, står helt fantastisk. Hemstock er god til fornemme hvor der skal fyldes på, så triolyden har et flow og et drive. Tempomæssigt går det langsomt. Der er de helt rolige ballader som f.eks. Little Brother, der er flosset i kanten. På Just a phase går det næsten i opløsning.

Når det hele samles op igen på Miss weightless mærkes optimismen og den gode stemning. Richard Andersson NOR laver intens jazz, hvor stemninger og følelser er uden på en ellers introvert jazzstil. The Six of us er en suveræn opfølger til debuten. Meget anbefalelsesværdig.

richardandersson.bandcamp.com

Lasse Jacobsen: A painted beginning (Gateway) LP/DL/stream

Når en jazzmusiker debuterer i eget navn, er det ekstra fedt når det virker som om at han er gået “All in”. Som var det den sidste plade man skulle lave. Det er den fornemmelse jeg sidder tilbage med, når jeg hører trommeslageren Lasse Jacobsens debutplade A Painted Beginning. Han har indkaldt et tophold af musikere til, at omsætte den musik som han har skrevet. Pianisten Magnus Hjorth, saxofonisten Axel Johansson, bassisten Jesper Bodilsen og trompetisten Thomas Fryland er jazzmusikere, der forstår at spille Lasse Jacobsens nordisk inspirerede jazz. 

Der hersker en ren og enkel opfattelse af jazzen, hvor "Less is more". Det er ikke den overlæssede jazz, som Lasse Jacobsen lægger op til. Det er gode melodier, der åbner op for muligheder. De muligheder som Lasse Jacobsen giver de enkelte musikere, bliver også grebet. Det er en fornøjelse at høre Thomas Fryland, der viser at han stadig kan spille trompet, som kun ganske få. Her er sidste nummer på LP’ens side 1, Mirrors et godt eksempel.

På side 2 er andet nummer, Denmark, en vidunderlig triosag, der åbner med Bodilsens dansk-klingende bas. Herefter kommer Magnus Hjorth ind i billedet med sit klare klaverspil, der er rent som en svensk skovsø. Lasse Jacobsen åbner op for temperamentet på den dystre Gateway, hvor han folder et massivt trommetæppe ud sammen med Magnus Hjorths percussive pianospil. Lasse Jacobsens maleriske begyndelse, A painted beginning, lover godt for fremtiden. En stærk debut fra en musiker der ved hvad han vil.

lassejacobsenmusic.com