fredag, januar 29, 2021

Kaleiido: Voyage (ExoPAC Recordings) LP/DL/stream

 

Bag navnet Kaleiido gemmer guitaristen Anna Roemer og saxofonisten Cecilie Strange sig. De har skabt et improvisatorisk univers med et filmisk, spirituelt, flydende og stærkt jazzet udtryk. Musikken vokser stille frem. Den er som en timelapse video med en plante, der bryder gennem jordens overflade og med lange forvitrede grene snor sig rundt i luften.


De er sammen med Anders AC Christensen på bas og Jakob Høyer på trommer. Desuden gæster Kasper Tranberg på trompet og Stine Steendorph på vokal undervejs. Det er et ambitiøst og stærkt setup omkring musikken. Åbningsnummeret er en kalejdoskopisk rundtur. En lydrejse gennem forskellige isotoper. Der er lydenes indbyrdes møde. Rummet hvor de mødes. Betydningen af at de mødes. Stine Steendorphs smukke ordløse vokal omkranses af Tranbergs trompet. Nummeret hedder Voyage Part I. 


Anna Roemer lægger smukt ud på Part II, hvor hun sammen med AC og Høyer svæver gennem landskabet mens Cecilie Strange langsomt kryber ind under musikken og huden. Det er en af den slags plader, der fungerer bedst med koncentreret lytning. Det er her, hvor du løftes sammen med musikken. Den spirituelle rejse er i gang.


Voyage er en vanvittigt stærk debut - en af den slags plader der kommer til at stå længe. I en tid, hvor der er så megen fokus på alt det vi ikke kan, bla. at rejse. Så sæt dig til rette i stuen og vær klar til at begive dig steder hen, hvor du aldrig har været før. Roemer og Strange er fantastiske rejseførere.

Kaleiido på Facebook

Ingen kommentarer: