fredag, maj 29, 2020

Thomas Agergaard Quartet: Testing 1 2 3 4 (April Records) LP/DL/stream

Storhedstiden for CD’en fra starten af halvfemserne og frem til omkring 2015, var også en storhedstid for danske jazzudgivelser, da der udkom uhørt mange danskejazzplader. Kun ganske få af dem findes på vinyl, som i dag er det foretrukne medie blandt samlere og andre tosser, der godt vil betale for musikken.

En gang i mellem dukker der heldigvis regulært guld op fra CD-gemmerne. Thomas Blachmans hedengangne pladeselskab ManRec udsendte i 1998 Thomas Agergaard Quartet pladen Testing 1 2 3 4, hvor Blachman selv spillede trommer.

Nu har det genopstandne pladeselskab April Records udsendt den på vinyl - og den er noget nær perfekt! Saxofonisten Agergaard havde allerede i 1992 lavet pladen Rounds med samme kvartet, hvor Lennart Ginman og Carsten Dahl også var med. På Testing-pladen er det tydeligt at høre, at de fire musikere har fundet hinanden i et musikalsk kollektiv. Thomas Agergaards melodier, der står ovenpå Jazzstandards traditionen finder musikerne, der med ro og overskudsfyldt inderlighed leverer så smukt.

Det er balladerne der dominerer på albummet, hvor der hersker en sitrende tænding og energi. Inspirationen er hentet i postboppen. Thomas Agergaards intime saxofontone står i blåligt skær. Det er en stemningsmættet plade fra en kvartet, der står utvetydigt stilistisk skarp. Har du allerede købt GinmanBlachmanDahls comeback plade The Velvet Blues i år, så kan du roligt tage den her med.

Little North (April Records) LP/CD/DL/stream

Fra midten af 90’erne og 10 år frem var pladeselskabet April Records førende og stilskabende indenfor dansk elektronisk musik. Dengang ambient og trip hop var the shit. Future 3 og Bjørn Svin var blandt deres mest populære navne. Der var også enkelte med mere jazz under kølerhjelmen; Lindberg Hemmer Foundation, Universal Funk og Malkin Zany.

Nu er April Records genopstået og deres tre første LP udgivelser er straight jazz. Nul elektronik.

Den unge trio Little North møder vi på en liveindspilning fra Jazzhus Montmartre. Trioen er ikke helt ny. De udsendte under navnet North debutpladen Yonder i 2016, hvor jeg ikke sparede på roserne. Dengang som nu er der nordisk inspiration at finde i deres udtryk. Der er kommet mere temperament i trioen i løbet af de fire år der er gået. Undervejs er pianisten skiftet ud, hvor det nu er Benjamin Nørholm Jacobsen der indtager pladsen ved tangenterne. Martin Brunbjerg spiller bas og Lasse Jacobsen spiller trommer.

Liveindspilningen er en tight og fortættet oplevelse, der bruger klubstemningen. Vi kan på den gode måde høre, at publikum er tæt på. Trioen er dynamisk og i tæt kontakt med hinanden og musikken.

Åbningsnummeret Denmark er dur og mol. Det efterfølgende nummer er torden og lyn, som den svenske titel antyder. Hurtige skift og tre musikere der er helt ude på scenekanten. De to åbningnumre er meget betegnende for resten af det vellykkede triojazz album.

Sammen med de to andre nye udgivelser placerer April Records sig ret tungt på den danske jazzscene . De satser hårdt på unge og mindre kendte jazzmusikere - offentliggjorde bla. tidligere på ugen, at de udgiver Rasmus Oppenhagen Kroghs kommende album. Fra jazzbloggerens stol skal der lyde et stort tillykke til dansk jazz, når erfarne pladeselskabsfolk går all in og promoverer dansk jazz. Det tager den næppe skade af.

torsdag, maj 21, 2020

Fiil Free: Under overfladen (Fiil Free Records) CD/DL/stream

Den seneste periodes nedlukning af landet, grundet corona-virus, har tydeliggjort hvor meget frihed betyder. Mangel frihed til leg og socialt samvær er mildest frustrerende. Heldigvis er øre og sind stadig frie og kan bruges til at lytte.

Pianisten og komponisten Lars Fiil har i sit virke ofte sat fokus på det frie. Frihed, frigørelse, frie tanker, frie fald, at føle sig fri og at være fri. Nu er han atter aktuel med et album med gruppen Fiil Free. Sammen med ligesindede fritænkende musikere bevæger Lars Fiil sig frit rundt i den del af jazzen, der i mangel af bedre kaldes free jazz - en forkætret genrebetegnelse, der opstod i slut-50’erne. Lars Fiil vil og kan mere og andet.

Han kaster bolden op i luften - og ingen ved hvilken vej bolden flyver hen undervejs eller ender inden pladen er slut. Det er svømmende, poetisk og lydhør freejazz af bedste nutidige nordiske aftapning.

Som på forrige album er det en septet med stærke improvisationsmusikere; Tomasz Dabrowski på trompet, Henrik Pultz Melbye på saxofon og klarinet, Henrik Olsson på guitar, Martin Fabricius på vibrafon, Casper Nyvang Rask på kontrabas og Bjørn Heebøll på trommer. De er forbundet i et kollektivt samarbejde, hvor tilfældigheder ikke lyder tilfældigt. Det er muligheder der gribes af syv musikere, der forstår og taler med hinanden. Albummet byder både på det smukke, som på nummeret Tid eller det mere krasse og ekspressive som på Omvendtom. 

Eline Hellerud Åsbakk: Av eller på (Finito Bacalao Records) CD/DL/stream

Sidste år kom den norske sangerinde Elien Hellerud Åsbakks andet album. Det var også sidste år, at hun dukkede op på et enkelt nummer på succesduoen Svaneborg/Kardybs debutplade. De tre har kendt hinanden siden de mødtes på et jazzstævne for 6 år siden. Sangen Et lite øyeblik bare fra Svaneborg/Kardybs plade har længe været et stort hit hos mig, så det er fedt at høre endnu mere med sangerinden fra Tromsø. 

Eline Hellerud Åsbakk er ligeligt funderet i jazz og folkemusik. På denne plade er det jazzen der dominerer i kraft af musikken. Det betyder dog ikke, at folkemusikken er taget ud af Eline Hellerud Åsbakk. Hun synger på smukt norsk og har en lethed og logisk ligefremhed i sangen.

Hun er sammen med en kvartet med piano, guitar, bas og percussion på numrene som hun selv har skrevet. Titelnummret Av eller på har desuden strygere med. P8jazz har ofte spillet Drømmeland, hvor trompetisten Ole Jørn Myklebust kigger forbi. To gode numre, at starte med, fra en plade der langsomt men sikkert har sneget sig ind på mig.

Yngel: II (Aftenrutine) LP/DL

Der hersker en nærmest uskyldsren aura over Yngels musik. Det er primitivt, ærligt og udgiver sig ikke for andet end det du hører. Hvad er det så du hører?

Det er to guitarister der spiller hvert nummer, som havde de lige opdaget en ny lyd eller klang på den elektriske guitar. Det lyder af guitar - og ophæver alligevel al logik omkring den gængse opfattelse af den elektriske guitar.
Musikken er indspillet på en kassettebåndoptager. Det passer godt til duoens lo-fi æstetik, hvor selve udgivelsen kun består af en farvet vinylplade pakket ind i et gennemsigtigt pladecover.

Det er Emil Palme og Taus Bregnhøj der udgør Yngel. En duo som jeg er ganske begejstret for. De udgav sidste år en plade sammen med den Indonesiske musiker Teguh Permana, som jeg havde med på bloggens liste over årets bedste udgivelser i 2019.

Deres nye plade består af tyve numre, hvor de bla. bruger sten og metalobjekter, når de udforsker den elektriske guitars muligheder. Det er vekslende mellem minimalistisk storhed og pompøs enkelhed. De to guitarister har skabt et unikt og musikalsk udviklende univers. Det rene og upolerede udtryk danner en atmosfære, der sætter spor.

tirsdag, maj 19, 2020

Woetmann/Almholt: Og ørkner i rasende udenfor (Woetmann/Almholt) LP/DL

Nedslag i en meget nær fortid, der grundet den seneste tids altoverskyggende Corona, næsten er glemt. Den betyder ikke at de er borte. At Danmark har været krigsførende nation og at mange mennesker har mistet livet som flygtninge. 

Pianisten mm. Mikkel Almholt der også kendes som Ghost Flute and Dice er sammen med digteren og dramatikeren Peter-Clement Woetmann på spoken word albummet Og ørkner i rasende udenfor. Her sætter de fokus på soldaterne og flygtningene - og det trygge liv, som det kendes af den almindeligt dødelige dansker. 

Vinylformatet er som skabt til fortællingen og digtene. På Side A hører vi om den danske soldat med adrenalinen som en del af udrustningen. Om tiden før, under og efter krig. Og der er en bagside af soldatens medalje - den soldat der på hektisk vis har været gennem sit livs maaaad minute - det vilde øjeblik, hvor han er i krig. 

Bagsiden er vinylens B side, der starter med at fortælle om den danske krop, korngule marker, hvid hud og blå øjne. Kroppen er ikke fattig, har ikke en orange redningsvest, der sidder tæt på en krop der sidder tæt på en krop. Kroppen er ikke en flygtning der er skyllet i land på Grækenlands kyst. Min krop er bakkerne. Det er den danske krop.

Det er en uafrystelig fortælling som de to fortæller. Peter-Clement Woetmanns rytmiske oplæsning og Mikkel Almholts eksperimenterende klaverspil supplerer hinanden på bedste vis. Udvider stemninger og følelser. Gennem ord og lyd møder vi krig og krise. 

mandag, maj 18, 2020

KØS: An Uncaught Bird (Forlaget Kornmod) LP/DL/stream

Trioen KØS har eksisteret siden 2014 og er endelig aktuelle på et vinyl-album. Musikalsk befinder de sig i det elektroakustiske område, hvor free jazz og ambient helt naturligt finder sammen. Trioen består af Maria Dybbroe (altsax), Valdemar Kragelund (electronics) og Kristian Isholm Saarup (trommer). Det er alle musikere der bevæger sig frit mellem genrer i projekter som Cactus, Josiah Konder, Slår Skår og Merdh Laleh. Trioen har også samarbejdet med digteren Pia Tafdrup og saxofonisterne Lars Greve og Lotte Anker. Pladen er udgivet af det lille selskab Forlaget Kornmod fra Odense, der ellers primært lavet kassette-udgivelser.

Denne udgivelse er iklædt et hjemmelavet unikt cover, hvor de har brugt et gammelt cover, hvor det indre er vendt ud. Det passer godt ind i den musik der er på albummet. Der væves, drejes og manipuleres rundt med akustiske og elektroniske instrumenter og lyde i en grad, hvor det ikke giver mening at kategorisere. Det giver til gengæld mening at lytte. Jeg kommer umiddelbart til at tænke på Jon Hassell, der stod bag genrebetegnelsen Fourth World, en forenet primitiv futuristisk lyd, hvor man blandede elementer fra verdensmusik og elektronisk teknik. Han samarbejdede også med Brian Eno - hvor man kender genrebetegnelse ambient fra. 

Her er det noget der ligner jazz og akustisk/elektronisk musik der blandes. Det er KØS et godt nutidigt dansk bud på. De har et stærkt kollektivt udtryk. Atmosfæren passer til albummets titel An uncaught Bird. De er frie og utæmmede. 

søndag, maj 17, 2020

Førstepersonental: Mermaids Cave/Cockatoo Island (Lydhør) 10”vinyl/DL

På stedet med det eventyrligt klingende navn Mermaids Cave, der ligger I The Blue Mountains i Blackheath, New South Wales i Australien, har Christian Windfeld alias Førstepersonental indspillet den ene side sin nye 10 tommer vinyl. Han har brugt en vandflaske, et piskeris og en lilletromme og ikke mindst rummet, hvor det er optaget. Den anden side er indspillet på Cockatoo Island, der ligger i havnen i Sydney. I et beskyttelsesrum fra 2. Verdenskrig på øen der både har rummet straffeanstalt og skibsværft, bruger han ting som han har fundet, shakere og lilletrommen til skabelsen af værket.

Lilletrommen var eneste instrument på den forrige Førstepersonental plade Rotunden og ligesom den aktuelle plade, er selve stedet, hvor musikken er indspillet en meget væsentlig faktor. Akustikken, klangen og dynamikken er det umiddelbart hørbare for lytteren. Christian Windfeld er påvirket af stedets stemninger, lugte, lyde og historier. Det bringes ind i disse dybt fascinerende feltoptagelser, der ikke er bearbejdet med overdubs eller effekter. 

Det er det rene øjeblik på 10 minutter, som vi kan høre igen og igen på en vinylplade. Grave os dybere ned i den mættede stemning. Det er både inspirerende og fascinerende.

lørdag, maj 16, 2020

Gorm Askjær Trio: Blodmånen og dig (Jaeger Community Music) LP/DL/stream

Den århusianske guitarist Gorm Askjær er måske ikke så kendt udenfor jazzens inderkreds - det er der god grund til, at lave om på nu. Der er gået næsten otte år siden han sidst kunne høres på en jazzplade. Siden har han bl.a. komponeret klassisk musik, undervist og været sekretariatsmedarbejder på Århus Jazz Festival. Han er dog aldrig holdt op med at spille jazz. Sammen med bl.a. bassisten Jens Mikkel og trommeslageren Thomas Eiler har han holdt formen vedlige. Det er med dem, at han kan høres på albummet Blodmånen og dig.

Gorm Askjær er en frit fabulerende guitarist der har rod i Bill Frisells uortodokse rootsinspirerede guitarspil, der trækker på jazz, blues, country og folk. Askjær formår at komme ind under musikken og bevarer uselvisk sit jeg i trioformen, hvor interaktionen med Jens Mikkels basspil, der til tider kan minde om Thomas Morgan og Thomas Eilers underspillede og rodede trommespil er en sand triumf. 

Der er så mange elementer af noget man har hørt før og alligevel er der bevaret et stærkt personligt udtryk. Gorm Askjær har skrevet al musikken, udover den dejlige jazztraver A Night in Tunesia og den endnu ældre Back home in Indiana again. Gorm Askjær føler og omsætter jazz fra et dansk udgangspunkt. Bl.a. har han brugt akkord rundgangen fra Kim Larsens Pianomad, til nummeret Det klareste rav.

Blodmånen og dig er et helstøbt album med dybde og vidde nok til, at holde i meget lang tid. Det er et af den slags albums, der hele tiden fremviser nye sider. Flydende, skarp, kontant, poetisk og åben jazz. Jeg er både (be)rørt og begejstret. Pladen udkommer på den smukkeste røde vinyl. Sammen med den gode lyd, er det et godt argument for at du skal eje pladen - hvis du er til jazz der er placeret i nutiden.

mandag, maj 11, 2020

Radio Bévort: Blik (Pernille Bévort/Gateway) DL/stream

Den ukuelige tro på sig selv og evnen til at blive ved. Det er noget af det, der fascinerer ved humlebien. Vi elsker myten om at den ikke kan flyve. Det ved den bare ikke og derfor flyver den alligevel. Dog strider det ikke mod fysiske love, at den lidt kluntede og flotte bi flyver.

Jeg kommer til, at tænke på det i forbindelse med saxofonisten Pernille Bévorts nye album, Blik. Hun har været igang på den danske jazzscene siden 90'erne og udgav sit første album A Live i 1997. Siden er der, inklusive det nye album kommet 11 albums, hvor Pernille Bévorts navn har stået øverst. Det er en kraftpræstation i særklasse. Senest fik vi solopladen Gopler og andre urovækkende fænomener, der føjede nyt til fortællingen om en musiker, der ikke er bange for at gå egne veje og bare bliver ved.

Pernille Bévort har stor erfaring fra større orkestre, eks. Erling Kroners big band i sine unge formative år og i de senere år har hun spillet med de største big bands herhjemme og flere i Sverige. Når hun laver musik til Radio Bévort er der også tænkt stort. Musikken har et omfangsrigt udtryk, hvor det flere gang lyder af mere end den septet, musikken er lavet til. 

Hun kalder bandet for Radio Bévort og det er fire år siden, at vi sidst stillede ind på den radiostation, med albummet Which Craft? Fire blæsere: Bévort (tenor og sopransax, Mariane Bitran (fløjte), Kasper Wagner (altsax) og Ole Visby (basklarinet og tenorsax) er sammen med Marie Louise Schmidt (piano/Rhodes/accordion), Morten Ankarfeldt (bas) og Bjørn Heebøll (trommer).

De spiller fortællende og fabulerende jazz. Pernille Bévort har så meget på hjerte - og formår med stort overskud, at bevare ro og overblik i kompositionernes afkroge og afveje. Titlerne indikerer at der er holdninger og åbenhed nede i musikken; 8 March Anthem eller Foundringsfryd. Tag med og brug tid på musikken. Det fortjener den (og det gør du også).

lørdag, maj 09, 2020

Mo’ “El Gringo Starr” Green Y Su Conjunto Jazzylatino: Calle Raballero/That’s what she said (Coconut’s Groove/April Records) 7”single

Det er et suverænt kultnummer som underselskabet Coconut’s Groove til det genstartede selskab April Records, har udsendt på vinylsingle. Vibrafonisten Morten Grønvad aka Mo’ Green havde nummeret med opsamlingspladen Nat & Dag 2 i 2009. Det er en genindspilning af Gasolin’s Rabalderstræde, der har fået en latinjazz overhaling og er kommet til at hedde Calle Raballero. 

Den fungerer fint til både dansegulv og en cocktail under palmerne i haven. Jeg kommer til at tænke på legendariske Senor Coconut & his Orchestra, hvor Morten Grønvad også var med i liveudgaven i en periode. Det er hverken corny eller kitschet. Det er røvrystende fedt. På B-siden er der kommet et nyt nummer med. That’s what she said der ligeledes serverer godt humør. Begge numre er fødte til fest og et must på enhver jazzorienteret vinylDJ’s pladespiller.

mandag, maj 04, 2020

Nice Chair: The Game (Nice Chair) LP/DL/stream

Bag navnet Nice Chair gemmer sig en saxtrio, der har mange års erfaring på den danske jazzscene. De spillede sammen som faste jamværter på La Fontaine i 90'erne og har siden hver for sig etableret sig godt og grundigt på den danske jazzscene Derfor er det også med en vis skepsis når jeg i pressematerialet læser at de lancerer sig som et nyt friskt bud på saxofon-trio formatet. Kan man stadig være ny og frisk, når man var kæk ung jazzmusiker i 90’erne?

Claus Waidtløw på tenorsaxofon er et af de helt stærke kort, at sidde med på hånden, hvis der fandtes bilkort med danske saxofonister. Der er ikke mange der slår ham på hverken km/t eller hestekræfter. Bassisten Kasper Vadsholt, der er fast mand i DR Big Band spiller udelukkende på el-bas på pladen. Sidste mand er trommeslageren Martin Maretti Andersen, der har været fast mand i Pierre Dørges Jungleorkester i mange år. De to rytmebyggere har et intuitivt sammenspil og flow i spillet, der er med til at gøre Nice Chair unikke. Den legendariske bassist Steve Swallow er inde på noget af det samme i de linernotes han har skrevet på pladen: “This band finds its equilibrium minute by minute”. De kalibrerer og finjusterer hele tiden deres sammenspil. 

Nice Chair er båret af Martin Maretti Andersens levende og inspirerende trommespil, Kasper Vadsholts bundsolide og eventyrlige basspil og Claus Waidtløw’s uudtømmelige melodiske kilde. En stærk trioplade, hvor jeg må give mig. Dét er et friskt bud på saxofon-trio formatet.

torsdag, april 23, 2020

Athletic Progression: Athletic Progression (Super Bad Disco/HHV) LP/DL/stream

For et år siden oplevede jeg Athletic Progression løfte taget, i et propfyldt Voxhall under Spot Festivalen. Her lød de som jeg havde håbet på, at de skulle have lydt på det ujævne debutalbum Dark Smoke, der var kommet et par måneder før.

Nu rammer Athletic Progression til gengæld plet med et album, der placerer dem helt fremme med tung instrumental hip hop og jazz inspireret musik. Det er musik der kan anbefales til lyttere af eks. J Dilla, Thundercat og Yussef Kamaal. 

De tre århusianske musikere, Jonas Cook på keyboards, Jonathan Jull Ludvigsen på trommer og Justo Gambula på bas har brugt tre år på at lave albummet, der flyder over af lækre beats. Pladens 13 numre leveres på 35 minutter. Det er med andre ord en stramt koncenteret oplevelse. 

Jonathan Jull Ludvigsen er den vildeste broken beat trommeslager. Skæve breaks leveres i et steady og tight flow. Justo Gambula er den groovy’e bassist mens Jonas Cook med sine keyboards lader idéerne flyde i en strøm, der skaber en bølge der er stor nok til, at kunne sende dem til ligesindede i Los Angeles.

Lige nu er det vist kun corona-krisen der kan bremse den intelligente trios musik. Jeg er sikker på, at de nu aflyste koncerter på Heartland og Roskilde Festival kunne have løftet dem ud til et endnu større publikum. Heldigvis fungerer vinylen også rasende godt - prøv selv at lytte til Benihana, White Crayon eller Emmelev. Det er en af årets plader.

onsdag, april 22, 2020

Jazz på dansk: den yndigste rose (Gateway) CD/DL/stream

Det er som de tre musketerer, hvor D'Artagnan kom med lidt senere. I det her tilfælde er D'Artagnan, saxofonisten Michael Olsen, der først var med på anden plade. Jazz på Dansk har lavet 3 plader siden 2011. Altid med hjertet forrest i kampen for danske sange og salmer. Ædelt og nobelt - tilsat lidt elegant frækhed har de serveret melodier, der sidder dybt i folkesjælen - fratræk venligst nationalistiske fordomme og klichéer fra denne sætning.

I historien om de tre musketerer var der også kvinder med. Særligt en tog opmærksomheden. Skurken Milady, der endte med at blive henrettet. I det aktuelle Jazz på dansk eventyr er der også kommet kvinder med - og de kommer gudskelov ud af mødet, med livet i behold. 

Sinne Eeg er med på tre numre. Nu er jord og himmel stille er Martin Brørups danske tekst fra 1941, der er skrevet til CM Bellmans melodi til Fredmans Sång nr. 64 - det er en aftensang, der oprindeligt er skrevet til spejdebevægelsen. En af den slags sange, hvor vi mentalt og socialt rykker tættere sammen. Når Sinne Eeg synger den, er det med lige dele tristesse og håb. Jazzfraseringerne er rykket i baggrunden. Sinne Eeg synger enkelt og meningsfuldt. Omkranset af en kvartet der understøtter og giver ordene endnu mere mening.

Den norske sangerinde Torhild Ostad er med på et par sange, hvor den norske folkemelodi Den yndigste rose har givet titlen til albummet.

Ovenover det hele svæver kvartetten med Martin Schack på piano, Morten Ramsbøl på bas, Michael Olsen på saxofon og Morten Lund på trommer. De spiller, om muligt, stærkere end nogensinde. For at vende tilbage til De Tre Musketerer og D'Artagnan. Så er det gennem sammenholdet og evnen til at "kæmpe" med og for hinanden at de står stærkt. Gode danske (og lidt norske) sange og salmer hjælpes godt ud i verden af de fire musikere. Tak - og hermed en stor anbefaling.

tirsdag, april 21, 2020

Anton Langebæk Quintet: The Chant! (Gateway) CD/DL/stream

Den udkom sidste sommer - og forsvandt desværre i min anmelderbunke. Det er en af den slags plader, der fortjener opmærksomhed hos mange jazzlyttere. Bassisten Anton Langebæk har samlet en stærk kvintet af unge jazzmusikere omkring sig. Det er musikere der primært er kendt for, at spille klassisk jazz i bebop-traditionen. 

Altsaxofonisten Oilly Wallace, pianisten Zier Romme, guitaristen Pelle von Bülow og trommeslageren Andreas Fryland er med til, at sikre den gode stemning på pladen. En stemning, der emmer af vellagret jazz.

Anton Langebæk har skrevet musikken. Det er gjort i ånden af den klassiske jazz, Han har skrevet melodier, hvor der ligesom i de gamle standards er rigeligt med grobund til, at der kan vokse nogle stærke solopræstationer frem. De står nærmest i kø med velturnerede og lækre soli; Oilly, Zier og Pelle. Musikken er tilbagelænet. Det er Anton Langebæk, der sætter pace og i det ellers præcis og skarpe spil udstråler ro og samling, 

The Chant! er et vigtigt album i fortællingen om, hvorfor yngre dansk jazz lyder så godt for tiden. Anton Langebæk er både som bassist, komponist og bandleader en god eksponent for udviklingen og den bredde som scenen besidder. 

fredag, april 17, 2020

GinmanBlachmanDahl: The Velvet Blues (Dali) LP/CD/DL/stream

De er gjort af et mytologisk stof. Man har oplevet dem ved drypvise optrædender gennem årene, mellem andre karrierer som X-Factor dommer, kunstmaler/pianist og elektronisk jazzmusiker/sideman. 

Trioen GinmanBlachmanDahl, der oprindeligt blev samlet som musikere til Thomas Agergaard Quartet og dokumenteret på pladen Testing 1-2-3-4 udgivet af Thomas Blachmans pladeselskab Manrec i 1998 - og som genudgives på vinyl lige om lidt af pladeselskabet April Records.

GinmanBlachmanDahl er efter 16 års pladepause atter aktuelle på vinyl. I samarbejde med højtalerproducenten Dali udgiver de albummet The Velvet Blues, der ligesom de to foregående plader også indeholder Blue in Green. Hvorfor er det vigtigt at fremhæve? Fordi GinmanBlachmanDahl er en veldefineret trio, der uden at ryste på hænderne spiller jazzstandards i ånden fra Bill Evans, Keith Jarrett, Bud Powell og en sjat Thelonious Monk. 

Blue in Green er fra Miles Davis' ultraklassiker Kind of Blue. Det er velkendt materiale, ligesom det meste af The Velvet Blues er. Det er pointen med pladen.

Det handler om hvordan de velkendte melodier bliver serveret. Det er her hvor, jeg ubetinget flyder med på en bølge af jazzet velvære, når jeg hører The Velvet Blues. Carsten Dahls overskudsfyldte og uforlignelige leg med melodierne, der omfavnes af Lennart Ginmans sans for time og Thomas Blachmans prikkende trommespil. 

Der er ikke noget nyt under solen (gudskelov). Det er en af den slags plader, der vil lande på mange jazzorienterede grammofoner i det ganske land. Den kommer til at fungere som et superlækkert (og vellydende) soundtrack til folk, der trænger til at give livet og hverdagen en omgang jazz. Læn dig tilbage, skænk et glas whisky og lyt til Night and day, All the things you are, Someday my Prince will come og andet godt fra jazzens overdrev. De kendte numre suppleres med 5 numre lavet af trioen, melodier der placerer sig pænt i ånden fra jazzens standards. 

torsdag, april 16, 2020

Salvatucci Trio: Sleepwaltzing (Salvatucci Trio) stream

For nylig anmeldte jeg sangerinden Nathalia Florez debutplade. Lidt ufortjent fik jeg ikke beskrevet og omtalt de medvirkende musikere. Det kan jeg rette op på nu, da de er aktuelle med en EP, der musikalsk befinder sig et andet sted end Nathalia Florez' musik. Trioen består af Enrico Salvatucci på piano, Niklas Gjersøe på bas og Hans Kristian Knold på trommer.

De har lavet en EP med tre numre, der hviler på inspiration fra bl.a. Shai Maestro, Keith Jarrett og Brad Mehldau. Det er moderne dynamisk triojazz, hvor der er dryppet lidt nordisk melankoli i triospillet. De har et åbent sammenspil, hvor der nede i de gode melodier er gemt en masse detaljer. En god start for trioen.

onsdag, april 15, 2020

Ibrahim Electric: Time Machine (Stunt) LP/CD/DL/stream

Her i slutningen af april skulle jeg have været til koncert med Ibrahim Electric. Som så meget andet i disse corona-tider, er den koncert aflyst. Jeg havde glædet mig meget, da det er lang tid siden, at jeg sidst har hørt dem live. Ibrahim Electric er et band jeg har oplevet mange gange på en scene gennem årene, De har været en solid og fed oplevelse hver eneste gang. Nu kan jeg istedet glæde mig over deres nye og tiende album Time Machine. Det er tre år siden, at jeg skrev om albummet The Marathon Concert, der samlede op på bandets karriere.

Derfor er det også ekstra fornøjeligt at høre, at bandet endnu en gang rykker lidt ved Ibrahim Electric-lyden. Ikke meget. Men lige præcis nok til, at der måske mere end nogensinde er rykket ved hammond-guitar-trommer formen, da Jeppe Tuxen denne gang også spiller på Moog og Wurlitzer - så det også kan høres. Som feks. på discobangeren Disco Mystique. Bare rolig. Ibrahim Electric er stadig den højenergiske Hammond-trio, hvor der både er boogaloo, blues, soul og rock, der kan høres i den feststemte trio. Niclas Knudsens fantasirige guitarspil og Stefan Pasborgs eventyrlystne trommespil er udsøgte oplevelser. Time Machine er endnu et stærkt Ibrahim Electric album.

Lasse Schjerning: Meets Pedro Martins and Frederico Heliodoro (Lasse Schjerning) DL/stream

I den seneste tid har jeg gået og nydt det nye Pat Metheny album, som er det bedste han har lavet i over 10 år. Så kom den her i vejen. Den danske trommeslager Lasse Schjerning er sammen med de brasilianske musikere, Pedro Martins på guitar og Frederico Heliodoro på bas, som han lærte at kende i Berlin i 2018 og turnerede med i 2019, hvorefter musikken på albummet blev indspillet. Det er ret indlysende at nævne Pat Metheny i den her sammenhæng. Vel at mærke, når den levende legende har fokus på, at spille magisk guitar. Der er nemlig noget af den samme magi på Lasse Schjernings udspil.

Det er et mindre scoop at Schjerning er sammen med Martins. For ligesom at sætte det i perspektiv, så er Pedro Martins featured gæstekunstner på Thundercats nye album, hvor han er med på titelnummeret i en særdeles vigtig rolle. På Lasse Schjernings EP er der et behageligt melodisk flow i musikken. Stemningen er tilbagelænet, hvilket er i særligt fokus på nummeret Ballade, hvor Pedro Martins guitar svæver afsted på opdriften skabt af Lasse Schjernings trommer. 

Det er en meget anbefalelsesværdig debut fra den unge trommeslager.

tirsdag, april 14, 2020

Hej Johannes (Human Related Records) CD/DL/stream

Duoen Hej Johannes har eksisteret siden 2014 og består af saxofonisten Johannes Gammelgaard Lauritsen, som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med bandet Johannes Gammelgaards ABC og trommeslageren Johannes Berg, der også er med i Johannes Gammelgaards ABC. De spiller fri improviseret musik, der står solidt i jazzen.

De spiller sanselig og til tider skrøbelig jazz, som i eksempelvis i den afsluttende A. Det er to musikere der kender hinanden godt, der mødes i et ærligt og åbent sammenspil, der fortjener at blive hørt, som en god musikalsk historie. Der er så mange kroge og detaljer der åbenbarer sig undervejs.