tirsdag, januar 31, 2023

Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Navigation Blues (Provogue) LP/CD/DL/stream

 

Gennem årene har bluessangeren og guitaristen Thorbjørn Risager sammen med bandet The Black Tornado opbygget et stort og stabilt i Danmark, Sverige og i særdeleshed Tyskland. De tager på lange turnéer og udsender med jævne mellemrum et nyt album. Der er gået to år siden den sidste med ny musik - sidste år gav de os i stedet et Best of album.

Navigation Blues er måske deres bedste. Helstøbt i lyden og stilen. De er både inspireret af funk, soul, gospel og rock’n’roll i deres skramlede og støvede bluesverden. Risagers syvmandsgruppe med både blæs og fylde er tighte og sammenspillede. På pladecoveret står der en mand ved the crossroads. Hvilken vej skal han vælge? Risager har ikke mistet sin indre GPS. Han ved godt hvilken vej han skal vælge. Der er både Fire Inside og Something to hold on to inden man kan Watch The Sun go Down.

Thorbjørn Risager

mandag, januar 30, 2023

Mads la Cour’s Almugi: Stout (WhyPlayJazz) >> FUSK: Absurd Enthusiasm (WhyPlayJazz)

 

Her er to fynske musikere der begge udgiver deres musik på det tyske selskab WhyPlayJazz. De deler bassist og spillede sammen i kvartetten Quartz, hvis debut album fra 2007 So ein Ding… holder forbavsende godt, her 16 år senere. 


Mads la Cour - kendt fra DR Big Band stiller op med en ny besætning i hans Almugi projekt. Det er den her i landet bosiddende spanske saxofonist Cesar Joaniquet, bassisten Andreas Lang og trommeslageren Kasper Tom Christensen der sammen med la Cour på flygelhorn er med til at spille  musikken. 


Det er blevet er meget vellydende album med en stor lyd. Det passer godt till kvartetten der spiller imødekommende og kompliceret jazz. Jazz af den slags der bliver ved med at give når der lyttes. Der er den skønne Folk Song, hvor folkemusikken er et eller andet sted ude i horisonten. Der er Nuet #2, hvor freejazzen syder og bobler. Der er den rolige Rimi, hvor kvartetten rammes ind og skaber et smukt organisk univers. Der er høj standard hele vejen.


Andreas Lang er også med i Kasper Toms kvartet FUSK, der er aktuel med fjerde album siden 2011. De to andre er den tyske klarinettist Rudi Mahall og polske Tomasz Dabrowski på trompet. Det er intereuropæisk kontemporær jazz af den fineste slags. De spiller ekspressiv jazz, hvor Kasper Tom som trommeslager både kan spille flagrende som på The Noise of Time og tight swingende so på Rondo a la Roder. Der er befriende meget energi og temperament i FUSK. 

Why Play Jazz

søndag, januar 29, 2023

Music For Black Pigeons - en film af Jørgen Leth og Andreas Kofoed

 

foto: Adam Jandrup
 Det lyder måske højpandet. For mig handler det om at komme nærmere jazzens inderste væsen, når jeg lytter. Der hvor der ikke længere tales om jazz. Derinde hvor det handler om være, fornemme og mærke. Det er min - lytterens - opmærksomhed og nærvær der er grundlaget. Det tror jeg ikke at der er lavet en film om. 

Der er lavet en film om afsenderne - musikerne - dem der spiller jazz - uden at der tales ret meget om jazz i filmen. Det er instruktørerne Andreas Kofoed og Jørgen Leth der over en 15 år lang periode har fulgt Jakob Bro og ikke mindst de musikere som han har arbejdet sammen med. 

Det er en film bygget op om Jakob Bro - og fuldstændigt ligesom med Jakob Bros musik, så handler den lige så meget om de musikere han omgiver sig med. 

Vi er med som en flue på væggen i studiet, lige fra Balladeering der blev indspillet i New York 2008 over Time i New York i 2011 og Uma Elmo  i Lugano i 2020 helt op til den nyeste Once around The Room, der blev indspillet i København i The Village Recording Studio i 2021. Vi er med når Jakob Bro spiller koncert med Lee Konitz og Bill Frisell i Sisimut og på den legendariske jazzklub The Village Vanguard i New York med Mark Turner og Andrew Cyrille. Som det nyeste er vi med, når Bro spiller sammen med den japanske multiinstrumentalist Midori Takada i Berlin i maj 2022. 

Mellem al musikken er vi hjemme hos Jakob Bro der får besøg af Palle Mikkelborg. Vi møder Bro liggende på gulvet med en ukulele mellem ham og datteren, der er baby, som reagerer på Jakobs nynnen og synger med. En meget rørende scene. Vi er hjemme hos Lee Konitz, der udover at stå for flere af filmens morsomste indslag, roder rundt i skuffen efter et saxofonmundstykke.

Der er interviews med mange af musikerne undervejs. Der er hardcore Jazz-wisdom fra Joe Lovano og sanselighed fra Palle Mikkelborg.

Hjemme hos bassisten Thomas Morgan, som Bro har haft med i mange af sine projekter, får vi indblik i en morgenrutine med musiklytning og fysiske øvelser. Thomas Morgan leverer et af filmens højdepunkter. Jørgen Leth spørger om hvad der foregår i Thomas Morgan når han giver sig hen til musikken. En meget - meget - lang pause opstår. Morgan tænker. Leth forsøger at omformulere spørgsmålet og får aldrig et svar, udover pausen. Det er en meget fin beskrivelse af Morgan, der ikke omgiver sig med alle mulige floromvundne og bevingede ord. Når han siger noget eller ikke siger noget, er det værd at lytte. Det samme gør han med bassen, hvor han lige præcis spiller det, der er nødvendigt for at musikken kan vokse frem. 

Instruktøren Andreas Kofoed inviterede Jørgen Leth i studiet i 2008 i New York, hvor han lavede dokumentaren Weightless om indspilningen af Balladeering albummet. Det var første gang, at Leth mødte Bro. I Weightless er der en forrygende scene, da Leth som forfjamsket fan møder sit gamle idol Lee Konitz. Ud af det voksede et samarbejde mellem Kofoed og Leth. Det er 60 år siden, at Leth debuterede med jazzfilmen Stopforbud. Nu er han tilbage ved jazz og udgangspunktet - han var jazzskribent lang tid før, han gjorde tjeneste som cykelkommentator. 

Music for Black Pigeons er en poetisk og nærværende film om musik og dem der skaber det. Vi har fået en stor film, der bruger jazzen og Jakob Bro til, at fortælle en smuk og vedkommede historie om venskaber og hvordan musik opstår.

Afslutningsvis er der kun en ting, at sige: “Skynd dig i biffen.”

Trailer: Youtube

fredag, januar 20, 2023

Snorre Kirk: Top Dog (Stunt) >> Jan Harbeck: Balanced (Stunt)

 

Det er som at have besøg af to meget gode venner. Der er gået lidt tid siden vi sidst var sammen. Der er noget der skal indhentes, nyt der skal fortælles. Fortællingen går en vej. Jeg lytter - de fortæller eller spiller om man vil. Det er nye plader med to musikere jeg holder meget af. Den ene har endda været fast mand hos den anden. Det er selvfølgelig Snorre Kirk og Jan Harbeck det drejer sig om. 

Jan Harbeck Quartet består af de samme folk som på debuten fra 2008, udover trommeslageren Anders Holm der kom med i 2011. Det er en unikt lydende og stemningsmættet kvartet. De har deres sound og udtryk. Henrik Gundes elegante og melodifyldte klaverspil, Eske Nørrelykke underspillede basspil og Anders Holms præcise swing er perfekte partnere for Jan Harbecks støvede saxofon. For første gang spiller kvartetten udelukkende Harbeck kompositioner på et helt album. Der er søvnig nattestemning hos den stilbevidste æstetiker. Jeg falder i med det samme og flyder med. Iøvrigt er Eliel Lazo på congas med som gæst på halvdelen af pladen.

Snorre Kirk fortsætter samarbejdet med den amerikanske tenorsaxofonist Stephen Riley på sit syvende album og det tredje med Riley. Stephen Riley er alene i blæserfronten denne gang udover tenorsaxofonisten Michael Blicher, som han spiller sammen med på åbningsnummeret Working the night shift. Blicher er i øvrigt alene i front på de tre numre hvor Riley ikke er med. Som noget nyt i Kirks musikalske univers introduceres vi for en guitar, der spilles stilsikkert af Mads Kjølby. Magnus Hjorth sidder ved pianoet ligesom han har gjort på alle Kirks plader og Anders Fjeldsted har et sikkert greb om bassen. Snorre Kirk er forrygende komponist. Basie og Ellington er i nærheden. Denne gang har han skruet lidt ned for fylden og lavet en mere intim plade.

Besøget af mine to gamle venner var ikke kun behageligt og hyggeligt. Det var givende og et af den slags besøg som man kan gøre om og om igen. Jazzmusikken vil altid være her - og skal det være af den tidløse klassiske slags, gøres det ikke bedre end med Kirk og Harbeck. Stor tak til Stunt for de flotte plader og musikerne fordi de bliver ved med at være på toppen.

Jan Harbeck

Snorre Kirk

torsdag, januar 19, 2023

Mydtskov/Nordal: Frasens Identitet (New Vehicle) LP/stream

 

Det musikalske lixtal er højt inden jeg overhovedet har hørt noget som helst. Frasens Identitet er en del af et kunstnerisk udviklingsprojekt på konservatoriet i Odense. Det er saxofonisten Hans Mydtskov og guitaristen Morten Nordal der er ophavsmænd. Som Mydtskov så venligt skriver i det medfølgende brev: “Det har vi lavet et forskningspapir på og det er ret nørdet.” 

Projektet går ud på at vise, hvordan forskellige valg af musikalske parametre (dynamik, tempo, udtryk etc.) genererer forskellige identiteter til den enkelte frase. De har skrevet 12 duetter med neutral musik, hvor der ikke er emotionelt betingede valg som baggrund for kompositionerne. 

For at fjerne sig fra det trygge og veldefinerede har de valgt at spille på et andet instrument end deres hovedinstrument. Mydtskov på baritonsaxofon og Nordal på baritonguitar. Desuden har de inviteret to andre duoer til, at spille deres udgaver af kompositionerne. En klassisk klarinetduo og en folkemusikduo med cello og violin. 

Musikken er for så vidt ikke kompliceret at lytte til. Den har et enkelt nærmest knastørt asketisk udtryk. Det der mangler af saft og kraft, kompenseres der for i fremførelsen, hvor de lægger fokus på detaljerne. Det er her, det begynder at blive interessant som lytter. Det kan da godt være at det er neutral musik - men der sker meget mere end det der placerer sig på overfladen. 

Selve den fysiske udgivelse, presset hos Nordsø Records, forsøger også at ligne noget neutralt - og alligevel er det et æstetisk valg, der giver en stemning af laboratoriemusik. Det er meget flot og gennemført.

Syddansk Musikkonservatorium

onsdag, januar 18, 2023

Margaux Oswald & Kasper Tranberg: Signals (ILK) CD/DL/stream

 

I filmen Suite Dilation fortæller trompetisten Kasper Tranberg om hvordan han bla. har ladet sig inspirere af hornet som signalgiver i de japanske bjerge. Det aktuelle duoalbum med den herboende schweiziske pianist Margaux Oswald hedder ligefrem Signals.

De mødes gennem 11 improviserede stykker. Det er rensende musik, hvor musikerne tømmes. Her er ikke lette løsninger. Her er heller ikke løsninger. Det er skarpe og flagrende øjeblikke. Det er to intelligente musikere, der laver nutidig europæisk improjazz i topklasse. Det er hverken tvivlende eller undrende. De ved hvad de vil og får en masse ud af det. 

ILK Music

tirsdag, januar 17, 2023

Burnin’ Red Ivanhoe: KS!L!07 (Turn it over Records) LP/stream

Det er over 50 år siden Burnin’ Red Ivanhoe huserede på de danske scener ud over hele landet som absolut førende indenfor den psykedeliske rock, progrocken og tildels jazzrocken. Interessen er stadig stor og det er af stor betydning for nye og gamle fans, når Karsten Vogel har gravet dybt i arkiverne og fundet ikke tidligere udgivet materiale frem. 

Vogel har sammen med Kenneth Holme fra Turn it Over Records lavet magi og masteret de gamle indspilninger. 

Albummet præsenterer os eksempelvis for nye udgaver af Burnin’ Red Ivanhoe kendinge fra 1969-albummet M144; Medardus og Kaj der i den engelske udgave som vi her præsenteres for, var blevet til John-of-The-Dreams. Der er to udgaver af Ksilioy, en kort studieversion og en heftig liveudgave fra Ålborg Hallen på over 12 minutter. Det er instrumental vildskab fra fem opfindsomme og nysgerrige musikere. 

Mine favoritter er Canal Trip i en fokuseret stram og mere poppet udgave end den fra 1970-albummet Burnin’ Red Ivanhoe. Karsten Vogel spiller en forrygende altsax på nummeret. Den anden favorit er Meditation on Secret Oyster Service, hvor Kim Menzer har en lang improviseret fløjteintro modsat originalen med sax-intro. Nummeret forbliver mere roligt og ikke som den oprindelige der stikker af i det vilde. 

KS!L!07 er selvfølgelig et must for Burnin’ Red Ivanhoe fans - og der skal lyde stor ros til Turn it over Records for den flotte udgivelse.

Turn it Over Records

 

mandag, januar 16, 2023

Cannonball Adderley Quintet: In Concert (Steeplechase) CD/DL/stream

 

Det er samme hold som er med på den uimodståelige live LP At The Lighthouse fra 1960. Nu befinder altsaxofonisten Cannonball Adderley sig på Falkoner Centrets scene en april aften i 1961, sammen med bror Nat på trompet, Sam Jones på bas, Louis Hayes på trommer og ikke mindst den engelske pianist og vibrafonist Victor Feldman, der er i centrum som komponist på 4 ud af de 8 numre. Det er Steeplechase der har fået fingrene i live-indspilningen, der aldrig har været udgivet før.

Det er en vidunderligt velspillende kvintet. Som når de spiller Bobby Timmons’ This Here, hvor de starter høfligt ud sammen. Herefter er bolden givet op til Cannonballs solo på altsaxen. Det flyder elegant afsted med nerve og sjæl. Det er souljazz helt derinde hvor det gælder. De spiller også Feldman’s numre Lisa og New Delhi, der blev indspillet til Plus albummet en måned senere i New York. Randy Westons Hi-Fly og Cannonballs egen Sank ‘o Woe tilføjer kun en masse godt. Det eneste lidt underlige ved albummet er billedet på coveret. Det er et gadebillede fra Dauphine Street i New Orleans. Jeg ved ikke, hvad det har med Cannonball at gøre. Til gengæld ved jeg, at Jan Persson var til koncerten, hvor han tog billeder.

tirsdag, januar 10, 2023

Buddy Tate & White Label: Tate’s delight (Storyville) CD/DL/stream

 

Pianisten Ole Matthiessen har været i arkivet derhjemme og fundet et bånd frem med gruppen White Label som han spillede i. Her har han fundet en optagelse fra den legendariske Jass festival i Holstebro. Vi møder dem i en optagelse fra restauranten Laksen, hvor de spillede sammen med den tidligere Count Basie saxofonist Buddy Tate.

Jeg kan ikke lade være med at blive lidt tidsfilosoferende når jeg lytter til pladen. Optagelsen er fyrre år gammel. Det er ikke så lang tid siden. Jeg husker 1982 ganske klart (jeg blev konfirmeret og fik mit første rigtige stereoanlæg det år). Buddy Tate’s storhedstid lå - lidt brutalt fortalt - fyrre år før optagelsen. Han var et markant medlem af Count Basies orkester fra 1939 til 1948 - efterfølgende sad swingmusikken i ham og han spillede oftest  - ligesom her - med mindre grupper. 

Er tiden løbet fra en optagelse med en bedaget swingmusiker fra en hedengangen jazzfestival i Holstebro? Det er den overhovedet ikke. Buddy Tate er overskudsfyldt og sprudler igennem materialet med gamle jazzklassikere af Ellington, Parker og Basie. Huset koger når de spiller Lester Young’s Lester Leaps in, hvor der går jamsession i den. Jens Søndergaard skærer igennem med en forrygende altsaxsolo. Sammen med den fynske trompetist Poul Valde Petersen medvirker han på de tre sidste skæringer. Ole Matthiessen (piano), Niels Præstholm (bas) og Ove Rex (trommer) er backing hele vejen. Buddy Tate spiller tenorsax, klarinet og synger såmænd også lidt. Det er en skøn indspilning fra en koncert, der ifølge rygtet har en helt særlig plads i hjertet hos dem der var der. 

Storyville Records Bandcamp

mandag, januar 09, 2023

Fredrik Lundin & Odense Jazz Orchestra: It takes all kinds to make a world (April Records) LP/CD/DL/stream

For tyve år siden var jeg giga fan af det store orkester Fredrik Lundin Overdrive, hvor særligt albummet Choose Your Boots med et unikt kollektivt udtryk, blæste mig omkuld. Det var bandleaderen, arrangøren og komponisten Frederik Lundin der var i centrum - og ikke så meget tenorsaxofonisten. Nu er han i spidsen for endnu et projekt med stort orkester. Han er sammen med “The big band formerly known as TipToe Big Band”: Odense Jazz Orchestra. Han tager selvfølgelig nogle soli undervejs - 2 på mezzosopran og en enkelt på tenoren - og det er han bare helt grundlæggende god til.

Det er dog mere komponisten og arrangøren Lundin, der er i centrum på albummet Han har lavet en hyldest til diversiteten, der er en forudsætning for bæredygtigheden på den smukke og lidende jordklode, vi kalder vort hjem. Han bruger et Odense Jazz Orchestra i stærkeste opstilling til at sætte lyd på tankerne og idéerne. 

Med den præcise og hæsblæsende Desperate time, desperate measures åbner albummet med uro. Den uro som vi har over en verden med krig, flygtninge, klimakrise og demokratier i forfald. Fredrik Lundin udtrykker sig gennem musikken. Han giver lytteren en intens og meningsfyldt rejse ind i en verden, der ikke har det godt. Det er ikke uden håb. Der er lyspunkter undervejs, som Walk with me, my friend. Den afsluttende It takes all kinds to make a world er et requiem for de uddøde arter, som menneskeheden har udryddet. 

Det er et vedkommende album, der i tanke og handling sætter fingeren på det der gør ondt i verden.

onsdag, december 21, 2022

Kapelle17: Sie wolken sind da wo sie ommer sind (Loumi Records) LP/CD/DL/stream

 

Her på bloggen handler det mest om dansk jazz. I et lille land som Danmark er det vildt at der bliver ved med, at komme så meget forskellig og ofte vanvittig god jazz. Det betyder også, at jeg, med enkelte undtagelser, ikke helt har styr på jazzen i andre lande. 

Når den tyske kvintet Kapelle17 så har besværet sig med, at sende en LP til Dänemark til bloggeren. Så besværer bloggeren sig også med at lytte. 

Pladens titel kan oversættes til “Skyerne er der hvor de altid har været.” Bandet består af saxofon, guitar, klaver, bas og trommer. De har et nutidigt jazzudtryk. De har jazzstandards med baggagen (selvom de ikke spiller dem, kan det godt høres på et nummer som Siblings). Som de velopdragne jazztyskere de er, så er 60’ernes avantgarde også tilstede. Nutiden kommer til udtryk gennem inspirationen fra new wave og hip hop. Igen er det ikke noget de direkte spiller. Det er påvirkningen af måden som bandet leverer materialet på. 

Kapelle17 kan sammenlignes med det danske band Andorra, hvor fødderne er godt plantet i jazzen, mens krop og sjæl er andre steder. Det er en plade du godt kan finde på Spotify og bruge lidt tid på, når du trænger til noget nyt og spændende.

Kapelle 17 Bandcamp

tirsdag, december 20, 2022

Dane TS Hawk & His Locomotion Starensemble: Live & See You (Jazzclub Loco) CD/DL/stream

 

Da jeg var på Roskilde Festival for første gang i 1987 var jeg ganske ædruelig. Jeg havde ikke tid til at være fuld eller skæv. Der var så meget musik jeg skulle høre. 

Fredag eftermiddag spillede TS Høeg & Somesax på grøn scene. Det var TS Høeg - som jeg udelukkende kendte fordi han havde været med på en Sort Sol plade - sammen med en masse andre saxofonister. Jeg husker koncerten ganske tydeligt - næsten bedre end de koncerter jeg oplevede samme dag med mine på det tidspunkt helt store idoler: Iggy Pop, The Pretenders og Echo & The Bunnymen. I dag er jeg ikke teenager og har ikke idoler. Hvis jeg skulle vælge et idol i dag, så ville TS Høeg slå de tre førnævnte. Hans jazzede fritænkning er inspirerende og plakatværdig. 

Det er det nyeste album et godt eksempel på. En dobbelt CD med to en halv times musik med The Locomotion Starensemble, som TS Høeg eller Dane TS Hawk som han også kalder sig dannede på foranledning af Jazzclub Loco. De bad om et band med TS Høegs yndlingsmusikere. Det er over 20 år siden - og besætningen er trods størrelsen med 9 medlemmer helt og aldeles uændret på alle indspilningerne, der er fra 2008, 2009 og 2013.

Det er dansk jazzhistorie. Alle 10 musikere - inklusive TS har sat dybe spor i dansk jazz gennem de seneste 20-30-40 år - og gør det stadig. Kaper Tranberg, Jakob Dinesen, Mads Hyhne, Johs Lund, Stephan Sieben, Søren Kjærgaard, Jacob Anderskov, Nils Bosse Davidsen og Kresten Osgood er sammen med Jazzclub Loco eksponenter for en vilter og udviklende periode i dansk jazz. Det er albummet med TS Høegs musik et godt eksempel på. Det er jazz der er nedskrevet og arrangeret og det er jazz der opstår i øjeblikket, hvor improvisation og spontanitet sprudler. Det er jazz - der peger frem og tilbage og op og ned. Her er hyldester til Felt Kuti, Bent Jædig, Sted Lacy og Morton Feldman. Hvis man ikke har to og en halv time til overs, så kan man vælge at høre den 17 minutter lange The Locomotion Mash up Medley - så har man da i det mindste smagt lidt at stjernerne.

mandag, december 19, 2022

Martin Fabricius Trio: A new world (Berthold Rec) CD/DL/stream

 

Jeg har et blødt punkt for vibrafonisten Martin Fabricius eller måske er det Martin Fabricius der skaber det bløde punkt? Han masserer min lyttemuskel - får spændinger og knuder til at forsvinde.

Det er særligt når han spiller med trioen med Andreas Markus på bas og Jacob Hatholt, at det sker. Af de tre albums de har lavet siden 2008 har jeg haft to med på listerne over årets bedste albums. Deres fjerde album A New World er endnu et smukt kapitel. 

Martin Fabricius forholder sig til livet og tiden vi befinder os i. Han giver ro. Tid til at tanke op. Det er ikke simpel musik, der er mange lag. Det er enkel musik, der ikke er overlæsset. Der er luft i arrangementerne. Det er tre musikere der kender hinanden godt. Prøv feks. at lyt til A much needed moment. Her er kollektivets lyd nærmest et fjerde medlem af trioen. Der er en berusende lethed i nummeret Two of a kind. Der er den smukke ballade A very good man, der er en hyldest til Martin Fabricius far. 

Endnu en gang har Martin Fabricius Trio lavet et smukt og uopslideligt album. Hvis du kun har 5 minutter - så skal du lytte til titelnummeret New World - amerikansk blues og skandinaviske inspirationer. Jeg kan høre den igen og igen.

Martin Fabricius Bandcamp

mandag, december 12, 2022

Årets bedste danske jazz udgivelser 2022

For 19. gang har jeg lavet en liste over årets bedste danske jazzudgivelser. I 2004 var der kun fem plader med på listen: Hans Ulrik, Kasper Villaume, Fredrik Lundin Overdrive, Peter Rosendal Trio og Ibrahim Electric. 

I år er der valgt 10 plader og så selvfølgelig Kaleiido’s The Elements der fik Jazznytprisen 2022 for en måned siden. Det er let at finde 10 fede danske jazzudgivelser - jeg kunne let have have lavet en liste med 30. Det svære kommer når der skal skæres ind til benet. 

Det er nu gjort. Det er der kommet en skøn liste ud af. Der er flere debutanter og ligeledes nogle gamle kendinge med på listen. Først og fremmest håber jeg at du bruger listen som inspiration til, at lytte til mere dansk jazz. Der er så meget godt der venter dig.

Pladerne står i tilfældig rækkefølge.



Antonio Dayyani: Herfra kan det kun gå to veje (Antonio Dayyani)

Numrene er lyrisk og nordisk inspirerede med en tilbagelænet, organisk, skramlet og tiltalende lyd. Vi inviteres indenfor i Dayyanis hjem med musik og omsluttes af den gode stemning.



Bagland: States of Being (Jaeger Community)

Det er kollektivet der er i front. Det er en af den slags plader, hvor alle musikerne lyser op. Det gør de i kraft af dem de er og fordi de er sammen



Svaneborg/Kardyb: Over Tage (Gondwana Records)

Det er enkle melodier der fremføres i minimalistiske klæder. Der er spænding, et venligt temperament og behagelige grooves i duoens spil.



Jakob Bro/Joe Lovano: Once around the room (ECM Records)

Her er flydende time - hvor empati og følelse får dem til at mødes i musikken. De går ind i det ukendte sammen. 



Kalaha/Aarhus Jazz Orchestra/Hilal Kaya: Tutku (April Records)

Du skal forestille dig en blanding af tyrkisk pop og psych, electronica, big band og al den jazz. Det er storslået, festligt og forførende.



Anne Efternøler: Lige børn (Hobby Horse Records)

Der er en vidunderlig og ærlig tone på trompeten der kan være rå, enkel og direkte i selskab med tre kontrabasser.



Little North: Familiar Places (April Records)

Det stærke kollektiv, nordiske toner, diskrete rockgrooves og et højt energiniveau er udløsende årsag til, at jeg atter anbefaler Little North til dem jeg møder på min vej, der gerne vil høre god dansk triojazz.



Baryl: Allerede mandag (Jaeger Community)

Den er både indladende lækker og bare så’n lidt hverdagshård. Vibrafonisten Viktoria Søndergaard har overblikket og en særlig sans for musikalsk nærvær. Det bliver ikke fortænkt eller banalt.



Anders Koppel: Mulberry Street Symphony (Cowbell/Unit/Turn it Over)

Det er en monumental diamant i rækken af Anders Koppels symfoniske værker. Et mesterstykke, der er gavmildt givende til mange lytninger. 



Svin: Introducing SVIN (Tonzonen Records)

De bevæger sig mellem grimme, smukke, pompøse og filmiske landskaber. Et stærkt album, der har internationale kvaliteter.

 

torsdag, december 08, 2022

DMA Jazz 2022 i Aarhus


Onsdag aften var Aarhus selveste epicentret for dansk jazz. Store sal i Musikhuset dannede for første gang rammen om den største DMA Jazz fejring nogensinde. 

Meget passende åbnede showet med det unge Aarhus band Døssing og det sluttede med anden Aarhus-treat Aarhus Jazz Orchestra, der havde Gitte Hænning - der havde trådt sine barnesko i den lille storby - med på scenen. Der var dog ingen kunstnere fra Aarhus der fik priser udover Anders Ørbæk der meget fortjent P8 jazzprisen som Årets ildsjæl. Til gengæld fik en musiker bosiddende i det vestjyske for første gang en DMA jazz - mens Jeppe Zeeberg uden og med Horse Orchestra blev aftenens helt store sejrherre.

Dagen var for mit vedkommende allerede begyndt på spillestedet Turkis, hvor der var mulighed for overvære nogle paneldebatter, hvor særligt en fangede min interesse. Her kunne man høre medlemmer af akademiet der havde nomineret pladerne, fortælle om processen bag arbejdet med udvælgelsen af pladerne. Vi mødte de tre akademimedlemmer TS Høeg, der udover at være outertainer med tilhørende saxofon også er, hvilket er relevant i denne sammenhæng, anmelderredaktør på Jazzspecial, musiker Johannes Gammelgaard Lauritsen og DR Big Band producent Fimmer Engel. Musikken var udvalgt på baggrund af blindllytning blandt 179 udgivelser. TS Høeg kom med en frisk kommentarer om, at han sagtens kunne høre hvis det var nogen han kendte. Så gav han dem en høj rating. Fra salen blev de spurgt om hvor jazzen var på vej hen. Hertil svarede Daner-Høegen, at den ikke var på vej nogen steder hen.

Alt er sprunget i atomer. Den lever i bedste velgående. Det gælder om at lette røven. Det gælder både publikum og musikere.

Aftenens show havde atter Jeanett Albeck som vært. Hun styrede os levende gennem aftenen i sine flotte gevandter. 

Her er aftenens vindere i de forskellige kategorier.


Årets Jazzudgivelse
Jeppe Gram - The Doldrums (Storyville Records)

Årets Jazzkomponist
Horse Orchestra for Horse Orchestra - The Milkman Cometh (Selvudgivet)

Årets Vokaljazzudgivelse
Tone of Voice Orchestra - Tone of Voice Orchestra (Stunt/Sundance)


Årets Eksperimenterende Udgivelse
Jeppe Zeeberg - Conventional (Selvudgivet)

Årets Nye Jazznavn
ALAWARI - ALAWARI (April Records)


Årets Tværæstetiske Udgivelse
Lars Greve - En verden, der melder sig (Selvudgivet)

Årets Track
Horse Orchestra - Montag ist vielleicht der lustigste Tag (Selvudgivet)

Børnejazzprisen
Casper Mikkelsen & En FanJAZZtisk Trommerejse


P8 Jazz Prisen - Årets Ildsjæl
Anders Ørbæk, Orkesterchef for Aarhus Jazz Orchestra

JazzDanmark Prisen - Årets Koncertoplevelse
Apollonian Circles, arrangeret af Hess Is More

Jazzlegatet - Årets Musiker
Kjeld Lauritsen

Jazzlegatet - Årets Orkester
Bévort 3

Jeppe Zeeberg var på scenen tre gange for at hente en pris. To gange sammen med Horse Orchestra og en enkelt gang med hans eget album Conventional. Han sagde at han blev glad da pladen blev nomineret. Det var hans oplevelser at pladen at pladen ikke var blevet opdaget. Nu føltes det som om der var nogen der havde hørt den. Det kan godt være af Zeeberg sagde at den slags priser er noget bullshit, da man ikke kan konkurrere om kunst. Men han virkede nu ret glad for alle priserne. 

I et felt af eksperimenterende jazzudgivelser stak Jeppe Grams The Doldrums ud - endda så meget at den også blev valgt som Årets jazzudgivelse. Hans mangeårige erfaring i jazzen har bragt ham vidt omkring. På The Doldrums er der en smag af 50'ernes jazz i et nutidigt take med unge og ældre musikalske personligheder.

Lars Greve flyttede hjem til Vestjylland i starten af året. Så da han gik på scenen for at få prisen for Årets Tværæstetiske udgivelse var det som Holstebroborger. Det er såvidt jeg ved første gang nogensinde, at der er nogen her ude vestfra der har fået en DMA Jazzpris. Mikkel Hess' imponerende liveshow Apollonian Circles med Hess is More fik en velfortjent pris for Årets Koncertoplevelse - jeg hørte også på vandrørene til DMA-showet, at der var en ny plade på vej med Hess is More. 

De tre førende danske jazzpladeselskaber fik her en pris. Tudsegamle Storyville Records med Jeppe Gram, ihærdige Stunt Records med Årets vokaludgivelse med Tone of Voice Orchestra og opkomlingen, den urolige dreng i klassen og Jazznytprismodtager 2021 April Records med ALAWARI.


Aftenens største overraskelse stod Kjeld Lauritsen for. Han havde under stor ballade ikke fået indsendt sit album til JazzDanmark, da han mente at det var en bøvlet proces, så det kunne deltage i DMA Jazz. JazzDanmark svarede igen med kærlighed og tildelte ham Jazzlegatet Årets Musiker 


Årets DMA show var det bedste i mange år. Man kom godt rundt i jazzen. Døssings boblende energi, Bevort 3's hårdkogte og fighte triojazz, Smag På Dig Selvs smadderjazz, Lilly & Gilad Hekselmanns enkle duojazz, Aarhus Jazz Orchestras fine samarbejder med vidt forskellige kunstnere som Teitur og Gitte Hænning, hvor særligt sidstnævnte indtog scene og show i en grad som aldrig er set før til DMA Jazz. Det var et afvekslende og underholdende show i sal med superstemning.


Efterfesten på Turkis sluttede for mit vedkommende ved to-tiden. Bjarke & The Beerbellys havde Jazz Benzin dåsebajere og glædesfyldt jazz med. De fik sat gang i festen og sluttet DMA Jazz 2022 af på bedste vis. Tak til JazzDanmark for en fed fest.

mandag, december 05, 2022

Anne Efternøler & Lige Børn (Hobby Horse Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er en helt vild debutplade som trompetisten Anne Andersson alias Anne Efternøler har lavet. Hun er sammen med sin mand, bassisten Richard Andersson i deres kolonihavehus, hvor de bor fast. Her var de sammen med bassisterne, Anders AC Christensen og amerikanske Thomas Morgan - der i øvrigt også begge medvirker på Jakob Bros nye album. Her er det noget helt andet end Bro. 

Det er i høj grad Anne Efternølers plade. Hun har en vidunderlig og ærlig tone på trompeten. Hun gemmer sig ikke bag noget. Det er den rene trompetlyd. Hun kan være rå, enkel og direkte. Samtidig er der også en meget nænsom, næsten svævende poetisk fornemmelse i musikken. Når hun lader det smelte sammen med de tre basser på nummeret P for Poet er det som om tiden står stille.

Idéen med at være sammen med tre bassister fungerer forbavsende godt i virkeligheden - det er egentlig kun forbavsende, fordi jeg aldrig har hørt konstellationen trompet og tre kontrabasser før. Thomas Morgans ukonventionelle basspil sammen med AC’s stamina og Richard Anderssons subtile swing er et eventyr i sig selv.

Anne Efternøler formår at bruge den store mulighed. Hun folder sig ud med stor musikalitet, hvor der både er plads til humor (Fluen i flasken), det meditative (Hvis mine fødder kan nå) og overdrevent overskud (Lys Ned). Det er en af årets helt store danske jazzplader. Den er helt sig selv - og kan anbefales meget klart til jazzlytteren, der altid er på eventyr.

Anne Efternøler Bandcamp

onsdag, november 23, 2022

Allan Botschinsky Quintet: Live at The Tivoli Gardens 1996 (Stunt) CD/DL/stream >> Jesper Thilo Quartet: 80 Live at Jazzcup (Stunt) CD/DL/stream

 

Her er to danske jazzlegender af de helt store. Allan Botschinsky forlod os for to år siden og Stunt har valgt at sende en koncert fra 1996 med Allan Botschinsky på gaden. Jesper Thilo er still going strong som det høres på liveindspilningen fra Jazzcup.

Selv om det trompetisten Allan Botschinsky der står øverst på plakaten på Jazzhus Slukefter, er det en anden, der stjæler min opmærksomhed. Tenorsaxofonisten Bent Jædig har det som en fisk i vandet, når han bliver sluppet løs i et repertoire, der overvejende består af standards. Åbningsnummeret er Miles Davis' bebop-klassiker Four, hvor Alex Riel spiller helt suverænt. Det sprøjter af velplaceret løssluppenhed. Der er ikke mange der kan gøre det efter. Når de spiller 2 timer og et kvarter, er der flere gange hvor jeg falder fra og det lyder også som om, at det sker enkelte gange for musikerne undervejs. Det ændrer ikke på, at det lyder superfedt, når tempoet er skruet op og Bent Jædig spiller for på Donna Lee - så er det lækkert.


Det er spillevende dansk jazzhistorie det her. Det kan da godt være at tenorsaxofonisten Jesper Thilo rundede de 80 år sidste år - men som man har hørt og set det så mange gange før i jazzen, så er alderen ikke en hæmning. Thilo spiller usvigeligt sikkert på denne koncertindspilning fra februar i år, hvor han var sammen med Søren Kristiansen på piano, Daniel Franck på bas og Frands Rifbjerg på trommer på Jazcups lille intime scene i det indre København.

De spiller et nænsomt udvalg af jazzens fine standards, hvor numre fra øverste hylde i det store jazzstandard lykkehjul, Body and soul eller Stardust er ren Thilo eventyrland. Hans personlige og monumentalt varme tone indkranser de fine melodier. Det er Jesper Thilo når det er bedst - og det siger ikke så lidt.

Sundance

tirsdag, november 22, 2022

Alawari: Alawari (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Den kom blæsende ind på jazzscenen i foråret. Alawaris debutplade, der ikke prøver at lyde som andre plader på den danske jazzscene. Gruppen vandt JazzDanmark konkurrencen i 2017, det var dengang den hed UngJazz. April Records har med deres progressive udgivelsespolitik, der giver plads til unge danske jazzfolk, sendt pladen ud på et marked hvor kvaliteten og konkurrencen i forvejen er tårnhøj.

Alawari skal nok finde deres plads. De spiller med originalitet, kant og smerte. Det seks mand store band består af Sune Sunesen Rendtorff (klaver), Carlo Janusz Becker Lauritsen (trompet og flygelhorn), Jonatan Melby Bak (bas), Asger Uttrup Nissen (altsax), Simon Forchammer (trommer), Frederik Engell (tenorsax). Desuden skal det også nævnes at Eigil Pock Steen laver liveprocessing og sampling.

Hovednummeret - den helt store genialitet på albummet, er den seks-et-halvt minut lange Misundelse. Den er ubehageligt grum og syregrøn. Blæserne bygger op og der er en dommedagsgrowlende vokal, der skaber uhygge i en grad, så man hurtigt fanger at misundelse er en grim ting. Alawaris kompromisløse tilgang til ny eksperimenterende jazz, er forfriskende og modig. Deres kollektive lyd er den store gevinst - og nok også en af grundene til, at de er nomineret til DMA Jazz pris i Årets udgivelse og Årets nye navn kategorierne.

Alawari Bandcamp

mandag, november 21, 2022

Jakob Bro & Joe Lovano: Once around The Room - a Tribute to Paul Motian (ECM) CD/DL/stream

 

“Du kan ikke øve det ukendte.” Sådan siger den amerikanske saxofonist Joe Lovano i podcasten som ECM Records har lavet, i forbindelse med udgivelsen af albummet Once around the Room. Albummet er Jakob Bro og Joe Lovano’s hyldest til trommeslageren Paul Motian der døde i 2011. De har lavet den sammen med tre bassister der alle har gjort tjeneste hos Motian. Amerikanerne Larry Grenadier og Thomas Morgan og danske Anders AC Christensen, der spiller el-bas på pladen. Joey Baron og Jorge Rossy sidder ved trommerne - og har af gode grunde ikke spillet med Motian. De har til gengæld Motian inspiration med i bagagen.

De syv musikere mødtes for et år siden i Vanløse i The Village Recording Studio. Der var booket to dage. Allerede efte første dag var de færdige, da de gik ud for at spise aftensmad. Andendagen brugte de på at lytte på deres session. De var tilfredse - og de har også god grund til. Det er en meget personlig hyldest til mennesket og musikeren Paul Motian, som de alle har lært en masse af. Selv om det er 11 år siden at han døde, lever arven efter ham.

Her er flydende time - hvor empati og følelse får dem til at mødes i musikken. De går ind i det ukendte sammen. Det er øjeblikkets kunst. Her er både den stratosfærisk smukke Song to an old Friend skrevet af Jakob Bro og den eventyrlige For The love of Paul skrevet af Joe Lovano, hvor trommeslagerne skaber noget som er af en anden verden.

Once around The Room er en af de mest originale og personlige musikalske hyldester, jeg kan mindes at have hørt.

Jakob Bro

fredag, november 18, 2022

Andrea Maagaard: No story to be told (Andrea Maagaard) stream

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at trommeslageren Antonio Dayyani var en af de helt store oplevelser på den nys overståede Moorjazz Festival. Hvor mange trommeslagerkapelmestre har modet til, at forlade scenen under to numre for, at lade de andre musikere spille ens kompositioner? Her var pianisten en af dem der blev på scenen. Da Antonio Dayyani introducerede hende, synes jeg at der var noget bekendt over navnet. 

Det var der også! Jeg havde såmænd gået og hørt hendes EP i den forudgående uge. Da det var med sang på, koblede jeg det ikke til pianisten på scenen. Men den var god nok. Det var en og samme person. Andrea Maagaard har lavet EP’en No story to be told sammen med Lukas Loeb på bas og diverse instrumenter. Den fortjener både opmærksomhed og at du lytter til den. Andrea Maagaard har sans for melodi og harmoni. Det er fine og enkle melodier. Hendes tekster handler hjernerystelse, psykisk sygdom og søskendekærlighed. De indeholder både sårbarhed og styrke. Hendes nærvær og intimitet gør, at hun kommer tæt på os. Det kan mærkes og føles når hun synger og spiller.

Andrea Maagaard