Andrew Cyrille: Lebroba (ECM) LP/CD/DL/stream

I de 12 år, hvor trommeslageren Andrew Cyrille spillede med pianisten Cecil Taylor, fik han aldrig at vide hvordan han skulle spille. Når han spurgte Cecil Taylor om instruktion, svarede Taylor: “Du ved hvad trommeslagere gør.” Taylor stolede på Cyrille’s dømmekraft. Andrew Cyrille bidrog bla. med den inspiration han havde fået fra Art Blakey og særligt Max Roach, hvor Cyrille allerede som 10 årig kom i Roach’s hjem og øvede på trommer.

Det er ikke så ofte at der følger linernotes med ECM’s udgivelser. Kevin Whitehead har skrevet ordene til Andrew Cyrille’s udgivelse Lebroba. De indledes med ordene: “There’s always a story”.

Og det er en historie værdig, når Cyrille har taget guitaristen Bill Frisell og trompetisten Wadada Leo Smith med i studiet. Det er første gang at Frisell og Smith spiller sammen. Frisell og Cyrille har bla. s'spillet duokoncerter sammen og Frisell medvirkede ligeledes på Cyrille forrige plade fra 2016. Smith og Cyrille har ikke spillet sammen siden 70’erne. Det var på foranledning af pladens producer Sun Chung, at Cyrille tog Smith med ind i projektet. Det er godt tænkt af produceren. Pladen åbner med Frisell’s Worried Women. Her spiller Andrew Cyrille trommer som er meget lig dem, som Paul Motian spillede i trioen med Frisell og Joe Lovano. 

Wadada Leo Smith’s suite i fire dele er et åbent kammerjazz mesterstykke. Andrew Cyrille’s Lebroba er en blues, hvor Cyrille’s mutede trompet og Frisell’s twangy guitar finder sammen med Cyrille’s sanselige trommespil. Pladens afslutning Pretty Beauty er en følsom ballade, der omkranser albummet. Lebroba er en stærk trioplade fra tre store individualister.

ECM Records

Papa Rocketship: Inner Space Expedition (Papa Rocketship) digital

Emil Savery sendte en besked til mig om, at jeg skulle lytte til hans seneste udgivelse med Papa Rocketship på Youtube. Det gik lidt langsomt for mig. Jeg har det fint nok det digitale univers, men et youtube-link er lidt fesent. Jeg fik så tilsendt hele albummet i et langt nummer på 65 minutter. Igen rimeligt bøvlet. Men bøvl og musik er ofte en god kombination. Hvem har sagt at det skal være let at være jazzblogger? 

Nu har jeg begivet mig ud på Emil Saverys indre rumekspedition flere gange - og det er så fed en oplevelse, at jeg bliver nødt til, at dele den med dig.

Det er for det første en gevaldigt syret omgang. De 65 minutter er delt op i 10 dele. Her indtager den amerikanske trommeslager Victor Jones en central rolle. Både på trommer og med sin karakteristiske voice-over. Emil Savery spiller både på Hammond, trompet og synth. Mads Egetoft tager sig af saxofonen, mens det er den svenske bassist Olle Häggberg der er sidste gennemgående musiker. Herudover medvirker diverse gæster undervejs på guitar, vokal etc. Blandt de mere prominente gæster er Uffe Savery og Morten Friis.

Halvvejs inde i seancen kommer The Cosmic Song, der også findes på Spotify. Her synger Sunniva Brynnel på et nummer der er båret af klubrytmer. Det er stort skifte efter indledningen, der ellers har været ganske spacet. Bla. kan man genfinde noget der kan minde om progrock. Emil Savery hænger sig dog ikke i et eller andet retrotrip. Han befinder sig i en tid, hvor man kan tillade sig mere end det tilladelige. Efter albummets poppede indslag skifter han over i en orgelrocket afdeling, Blankozoid Attack, der sovses godt ind i effekter og herligt freespacet Mads Egetoft på saxofonen.

I den sidste del af albummet kommer vi ind i en syrefreejazzfunket zone. Her bevæger Papa Rocketship sig fra det helt løse og ustrukturerede på The Funk System henover den freefunkede Planet Funk til den forrygende deepbass partyfunker Turn it around. Det er iøvrigt også i denne del, at vi støder på trompetisten Jonas Due, med nogle lækre soloindsatser. Albummet lukker ned med Homecoming, der er skrevet af guitaristen Benjamin Hedengren. En god afslutning på 65 fuldgode minutter i selskab med Emil Saveys Papa Rocketship.

patreon.com/PapaRocketship

Jakob Sørensen Bagland: Cirkel (Jaeger Community) LP/CD/DL/stream

Der er gået fire år siden Jakob Sørensen debuterede med det første Bagland album. Dengang blev jeg med rette imponeret. Nu er den tredje Bagland plade kommet, i 2016 kom 10” vinylen Nomad, med samme band, der udover Jakob på trompet består Alex Jønsson på guitar, Mathias Jæger på klaver og synthesizer, Frederik Sakham på bas og Frej Lesner på trommer.

På det nye album Cirkel, er der sket en stor udvikling med både Jakob Sørensen og Bagland. Den 29 årige nordjyske trompetist henter igen inspiration i ophavet, i baglandet. Han er født i Sæby og har denne gang ladet sig inspirere af Skagens-malerne, da han skrev kompositionerne.

Livets store og små spørgsmål, med håb, længsel, glæde og melankoli afspejles i de lyriske melodier. Med titler som Ageposten, Bryllup, I Kirken, Jagten og Solnedgang er det ikke svært at svæve tilbage til slutningen af 1800-tallet. Der er blå himmel og åbne vidder, hvilket er tydeligt på Ageposten. Det er klassisk "Jakob Sørensen" i en ny aftapning. Den rene nordiske klang blandes med Alex Jønssons nedtonede rå guitar, der støttes af Frej Lesners dansende trommespil. På den efterfølgende Bryllup er stemningen stadig nordisk, der startes i et roligt tempo, hvor Jakob Sørensens trompet finder sammen med Jægers klaver og Sakhams roligt vuggende bas. Tempoet er stadig i den rolige ende. Midtvejs i nummeret opstår der uro, Jægers klaverlyd forstyrres af effekter og Jakob Sørensens trompet ryger ind i et effektladet felt. Det er stærke emotionelle sager.

Det er styrken ved albummet, der lige fra åbningen Open End pt. 1 til afslutningen Open End pt. 2 sender os på en følelsesmættet tur i Skagen og omegn og mest af alt i Jakob Sørensen og Baglandet. Det er nutidig nordisk jazz med diskrete og vigtige elementer af elektronik og effekter. Her er titelnummeret Cirkel med Alex Jønssons slideguitar og Jakob Sørensens mere rå og direkte trompetspil en ægte højdespringer. Albummet får en stor anbefaling herfra. Det er jazz med lokal tyngde og udsyn, der sætter dybe musikalske aftryk.

Bandcamp Cirkel

Girls in Airports: Rold Skov (Kaja Records) single/stream

Efter to udgivelser på britiske Edition Records, har Girls in Airports vendt snuden hjem. De udgiver fredag d. 22. februar deres første single på det nystartede pladeselskab Kaja Records. Planen er at der kommer tre singler fra Girls in Airports i foråret. Vi skal vente til 2020 før der kommer et samlet album.

Den første single er Rold Skov, som også er navnet på Danmarks største skov. Bandmedlem Martin Stender formåede at fare vild i skoven på en løbetur og løb i cirkler i flere timer indtil det blev mørkt, da han heldigvis mødte en gruppe løbere, der viste ham vejen tilbage. Nu skal man selvfølgelig passe på med at overtolke den symbolik, der er i, at Girls in Airports vælger den som første single efter udlands eventyret. 

Den stærke, intense og meditative stemning der hersker i nummeret er for mig som lytter en tilbagevenden til kernen i Girls in Airports. Jeg er ikke kun begejstret. Jeg er også berørt på et dybere plan, som Girls in Airports tidligere gjort det. Rold Skov er et stærkt comeback. Dokumentarist og filminstruktør Andreas Johnsen har lavet en kort ledsagende video til sangen, der indfanger stemningen i musikken.

Randi Pontoppidan: Rooms (Chant Records) LP/DL/stream >> Greg Cohen & Randi Pontoppidan Event Horizon: Space Geode (Chant Records) CD/DL/stream

Kan man sige noget uden at bruge ord? Umiddelbart vil man nok svare nej. Ved nærmere eftertanke, så kan man sagtens udtrykke sig med munden uden at sige ord. Hyl, skrig, støn, prusten, suk, nynnen etc. er noget vi bruger til, at udtrykke ofte ret stærke følelser med.

Randi Pontoppidan kan udtrykke noget og meget mere end de fleste, uden at hun siger eller synger et ord. Det bliver tydeligt på albummet Rooms. Det er Pontoppidans første plade i eget navn. Alt hvad man hører på pladen er bygget op fra Pontoppidans stemme. Hun anvender loops, effekter og elektronik til at skabe det helt unikke univers. Hun trækker på erfaringer fra freejazz, avantgarde, improvisation og elektroakustisk kompositionsmusik, hvor hun bla. har samarbejdet med Sissel Vera Pettersen (i duoen Lift), Jamaaladeen Tacuma og Paul Hillier’s Theatre of Voices.

Rooms er et nærmest uudtømmeligt kalejdoskop af Pontoppidans dybt originale og fantasirige vokaleksperimenter. Man glædes, forstyrres, irriteres og kommer helt sikkert til at flytte sig inden pladen er færdig. Det er let at anbefale Rooms til den nysgerrige lytter, der gerne vil på vokalrejse.

Albummet Space Geode er lavet af duoen Event Horizon, hvor Randi Pontoppidan er sammen med den amerikanske bassist Greg Cohen. Cohen har et megasejt musikalsk CV, der omfatter en masse plader med Tom Waits, John Zorn, Laurie Anderson og såmænd også Woody Allen’s New Orleans Orchestra.

Pontoppidan og Cohen har indspillet musikken i de gamle østtyske radiostudier Funkhaus i Berlin. I et mørkt studie har de skabt musikken gennem improvisation - uden foregående aftaler. Pontoppidan’s overvejende ordløse sang moduleres af Pontoppidan gennem elektronik og effekter. Cohen spiller på en akustisk gulvbas, hvor han med bue og effekter giver et godt indspil til Pontoppidan.

Albummet er en veritabel blanding af abstraktioner og lydlandskaber, af underlige lyde og det der ligner.

Bandcamp Rooms

Bandcamp Space Geode

Per Thornberg: A place for you (TMP) CD/DL/stream

Jeg må som det første indrømme, at jeg ikke lige kendte Per Thornberg inden jeg fik denne plade i hånden - selv om manden har lavet 10 plader. En klassisk jazznørd-øvelse er, at man ser titel og kunstner på forsiden og sådan cirka to sekunder efter, så vender man coveret. Man i gang med at udforske, hvilke sidemen kunstneren har valgt at omgive sig med. Her har Thornberg, der er bosiddende i Malmø valgt en række musikere fra øverste hylde. 

Jazznytprisvinderen 2017, Lasse Mørck medvirker på bas, det gjorde han også på Thornbergs forrige album. Ligesom trommeslageren Snorre Kirk også gjorde. Den sidste mand er guitaristen Carl Mörner Ringström. Herudover gæster Tobias Wiklund på kornet og Vivian Buczek på vokal.

Pladens fem numre med vokal er med tekster af den tyske digter Rainer Maria Rilke, der døde i 1926. Teksterne er på engelsk og fremføres erfarent Vivian Buczek. Per Thornberg er udover at være udøvende jazzmusiker også jazzpædagog. Han har skrevet adskillige lærebøger om jazz og fik titlen Årets jazzpedagog i 2014. 

Per Thornberg har et modent og behageligt touch på jazzen, hvor han inviterende åbner op for de andres musikeres medvirken. Et godt eksempel er titelnummeret A place for you, hvor både Buczek og Wiklund får lov til at skinne igennem. Der er ellers ikke grund til, at nedtone egen evner, hvilket allerede er tydeligt fra starten på åbningsnummeret Before the storm, hvor der er nogle tydelige Coltrane referencer. Han spiller med tilbagelænet overskud på den skønne ballade Reminiscence. På den efterfølgende The Lizard rykker han til gengæld helt frem til kanten og giver den som småhidsig new yorker tenor i godt samarbejde med guitaristen Ringström.

A Place for you er mere end godt håndværk. Det er jazz spillet af musikere, der hele vejen rundt er virtuoser.

Per Thornberg

Joe Lovano: Trio Tapestry (ECM) LP/CD/DL/stream

Han debuterede på Blue Note i 1991 og blev som en af ganske få jazzkunstnere på pladeselskabet op gennem halvfemserne og nullerne. Hans sidste plade på Blue Note kom i 2015. Nu er det slut. Han er i stedet kommet over på ECM Records, hvor første plade i eget navn på det tyske selskab er sammen med pianisten Marilyn Crispell og trommeslageren Carmen Castaldi.

Det kunstneriske ambitionsniveau er tårnhøjt. Lovano’s karriere har budt på mange forskellige stilistiske tag på jazzen. Han har altid formået at holde fast i sig selv og sin musikalske arv. Det gør han endnu en gang. Selv om det er en plade, der ikke lyder som andre i Lovano bagkataloget, så lyder det stadig som Lovano.

Det er flydende og luftig ekspressiv jazz, der i trioformatet smelter sammen. Det er både meditativt og beroligende. Det er også udfordrende og bevidsthedsudvidende.

Joe Lovano

Ben Webster: Plays Ballads (Storyville) LP/DL/stream

Det er en regulær “No brainer”, at lave en plade med ballader spillet af Ben Webster. Det er fair nok, hvis man ikke kan lide det. Der findes også folk der ikke kan lide kaffe, ost eller øl. De går jo ikke nødvendigvis rundt og er deprimerede af den grund. Fra min stol kan jeg til gengæld berette om et lykkeligt liv, hvor kaffe, ost, øl og Ben Webster ballader er med til at skabe så intens en glæde, at den kan sammenlignes med kærlighed.

Storyville har genudsendt Ben Webster plays ballads på vinyl, der oprindeligt udkom i 1988. I øvrigt samtidig med Ben Webster plays Duke Ellington. Fælles for begge plader er at musikken er hentet fra indspilninger fra 1967-71, hvor den amerikanske stjernetenor spillede sammen med danske musikere: NHØP, Ole Kock Hansen og mange andre, samt andre amerikanere på kortere eller længere ophold i Danmark. I øvrigt kan musikken fra alle indspilningerne erhverves som en 7-dobbelt CD-boks, som Storyville lavede i 2007.

Vi præsenteres for et par af de uforlignelige arrangementer for stort orkester af Niels Jørgen Steen, hvor Ben Webster med Cry me a river og Greensleeves sætter ballade-standarden. Ellers møder vi Webster med mindre grupper, hvor cremen af datidens danske jazzmusikere spiller op til deres bedste. Selv om pladen er en blandet landhandel, så er den også totalt og aldeles vigtig at have i nærheden af pladespilleren. Det er en plade, der skal høres en gang i mellem. Måske bliver verden ikke et bedre sted, bare fordi du hører Ben Webster ballader. Men din verden bliver med garanti bedre.

Storyville Records

Nicolai Kaas Claesson: Melt (Centrifuga) LP/DL/stream

Der hersker en ren og intens stemning over Nicolai Kaas Claessons første plade i eget navn. Ambitionsniveauet er tårnhøjt og han er gået all in. Bassisten der bla. spiller med Dødens Garderobe, Horse Orchestra of Frk. Jacobsen har samlet et musikalsk dreamteam omkring sig. Alle musikerne er etablerede navne på den eksperimenterende del af den danske jazzscene. Rasmus Kjær på piano, Jeppe Højgaard på saxofon og Anders Vestergaard på trommer kan improvisere og være i jazzens øjeblikke, som det er får forundt.

Nicolai Kaas Claesson lader dem spille jazz i en mere rendyrket form end det de ellers plejer at gøre. Claesson nævner selv at det er 70’ernes mere flagrende jazz og navne som Ahmad Jamal, Keith Jarrett Quartet og Sun Ra’s spacejazz, han har ladet sig inspirere af.

Musikken er indspillet på 8-spors spolebåndoptager af Rune Lohse. Det er med til at understøtte den rå og lidt primitive stemning. Vi får seks kompositioner, hvor kvartetten griber Claessons enkle melodier og omsætter dem i uspoleret spontanitet. Der er den dansende avantgardist Cooper. Der er den hidsige Kaptajn Penalhus, hvor Jeppe Højgaard får demonstreret sine fede rå sax-skills. Der er Gubban - som vi får i to versioner. Den er opkaldt efter Pippi Langstrømpes plettede hest. Jeg tror at hesten er ude på marken i det smålandske, hvor den langsomt spiser løs af græsset og gør sig klar sig til nye eventyr.

Vil du på jazzeventyr? Så er Nicolai Kaas Claessons LP Melt et meget vellykkede bud på en rå og velspillet tur af slagsen. God fornøjelse.

Bandcamp

Rymden: Reflections and Odysseys (Jazzland) LP/CD/DL/stream

I starten af nullerne voldhørte jeg Esbjörn Svensson Trio og Bugge Wesseltoft. De er fortsat store favoritter, men indtager ikke helt samme position længere. Primært fordi E.S.T. ikke eksisterer, pga. Esbjörn Svenssons alt for tidlige bortgang og fordi Bugge Wesseltoft ikke siden har lavet plader i samme klasse, som dem han lavede med New Conceptions of Jazz. Nu er de to resterende medlemmer af E.S.T. Dan Berglund på bas og Magnus Öström på trommer gået sammen med Bugge Wesseltoft under navnet Rymden. Forventningerne til trioen er selvsagt store.

De indfries til en vis grad. Der er helt regulære højdespringere som Dan Berglunds Pitter-Patter, hvor fart og Rhodes går op i en højere enhed. Der er selvfølgelig også blevet plads til de rolige ballader, hvor Magnus Öströms The Lugubrious youth of Lucky Luke og Bugge Wesseltofts afslutningsnummer Homegrown er regulære pleasere. De er til en vis grad i det nordiske jazztone-leje, selv om det ellers ikke er noget der præger albummet. 

Det lidt pudsige er at Wesseltoft er den af de tre medlemmer, der rammer tættest på lyden af E.S.T. med sine kompositioner. Her er The Celestial dog and the funeral ship den der kommer nærmest og kunne sagtens have været med på E.S.T. albummet Seven days of falling. Wesseltoft står også for den tunge Råk, der er Black Sabbath udsat for nordisk trio, med en funky afstikker på Rhodes.

Har du det samme nære forhold E.S.T. og Bugge Wesseltoft som jeg, er der en risiko for at du bliver skuffet. Men der er jo som bekendt også risici ved så meget her i livet. Og lige præcis denne risiko tager du ikke skade af. Så tag lige at lyt til den. Jeg er i hvertfald blevet gladere for den undervejs efter, at jeg har hørt den flere gange.

Bandcamp Rymden

Kenneth Dahl Knudsen: Tété (Gateway) CD/DL/stream

Han bor i Ålborg og har hele verden som sin arbejdsplads. Bassisten Kenneth Dahl Knudsen manifesterer tydeligt de internationale forbindelser på sit nye album . Da Kenneth var helt lille kunne han ikke udtale sit navn. I stedet blev det til Tété. Et navn som Kenneths mor stadig brugte, helt frem til hun døde. Kenneth Dahl Knudsen har i stor udstrækning skrevet musikken på følelser. Han viser på sit fjerde album, at han har et stort musikalsk fundament at trække på. I pladens linernotes skriver han at han har lader sig inspirere af afrikanske og latinamerikanske rytmer, af jødiske folkesange og de harmoniske elementer fra europæisk musiktradition.

Bandet består af musikere fra Polen, Israel, Frankrig og Costa Rica. På trods af (eller måske som følge af) de meget forskellige nationaliteter, er der en stærk lydhørhed i gruppen. Den polske guitarist Brian Massaka brillerer flere gange med forrygende spil. Kenneth Dahl Knudsen får foldet sin musik flot ud af det stærke kollektiv, som gruppen er. Han har givet dem nogle intense melodier med indhold og stemning. Der er både den lyse Stars og den mørke Lost hope. De kan rumme og fremstille begge dele på et meget anbefalelsesværdigt album.

Kenneth Dahl Knudsen

Shai Maestro: The Dream Thief (ECM) LP/CD/DL/stream

Hvis man kender bassisten Avishai Cohens Trio, så kender man også pianisten Shai Maestro, der har spillet med Cohen i over 10 år. Den israelske pianist har såmænd også tidligere lavet plader i eget navn. Nu er han rykket op i jazzens Superliga med udgivelsen af albummet The Dream Thief på ECM Records. Han er i selskab med landsmanden Ofri Nehemya på trommer og peruvianske Jorge Roeder på bas.

Pladen åbner med en soloklaverudgave af den populære israelske musiker Matti Caspis My second childhood. Herefter følger 6 numre af Maestro med trioen. Musikalsk befinder han sig i det rolige leje. Det er ikke ulig Brad Mehldau. Pladens andet sidste nummer er en soloudgave af standarden These foolish things. Pladen lukker ned med What else needs to happen. Her inddrager Maestro et uddrag af en Barack Obama tale om våbenkontrol efter Sandy Hook massakren, hvor 27 mistede livet i 2012. En stærk og atypisk afslutning på et album, der ellers langt hen ad vejen er klassisk ECM.

Shai Maestro

Keith Jarrett: La Fenice (ECM) CD/DL/stream

Endnu en soloplade med Keith Jarrett! Kan vi klare flere? Selvfølgelig kan vi det. Når standarden hver eneste gang er så høj, som det er tilfældet, så er der ingen vej udenom for alle os Keith Jarrett fans.

Den aktuelle udgivelse er en koncertoptagelse fra sommeren 2006. Den er indspillet i en af den klassiske musikverdens hellige haller, Gran Teatro La Fenice i Venedig. Vi får hele koncerten serveret over 2 CD’ere. Helt Jarrett-klassisk indledes koncerten med en række improviserede stykker musik, hvor han i starten er flagrende og ekspressiv. Det er stærkt inspireret af den klassiske musik.

Jo længere frem vi kommer på pladen, jo mere jazz og blues sniger sig ind i flygelet. Det er mildest talt meget stærkt. Det er her hvor Keith Jarrett er i sin helt egen liga.

På CD 2 spiller han nogle kendinge. Salen klapper så hårdt, at selv en flagspætte må blive misundelig, da han har spillet den romantiske traditional My Wild Irish rose, der også var med på 1999-albummet Melody at Night with you.

Som det sidste nummer spiller han Blossom, der var med den klassiske Belonging-plade fra 1974. Hold da op for en slutning. Det er i helt enestående og soleklar særklasse.

ecmrecords.com

Vestbo Trio: Gentlemen (Dog Hound Records) LP/CD/DL/stream

Bag det pæne og lidt anonyme navn Vestbo Trio, gemmer sig tre musikere, der har lavet et album der folder sig smukt ud på flere planer. Først og fremmest er det fedt, når man har valgt vinylformatet, at man går hele vejen. Her er et gatefoldcover med billeder der gør sig godt i det store LP format. Pladens lækre artwork har Paul Wilson alias Yellow1 stået for. Vinylen fås både i marble og sort. Med andre ord er der en masse lækkert allerede inden man har hørt et pip fra trioen.

Pladen hedder Gentlemen og er indspillet i British Grove Studios i London, studiet ejes af Mark Knopfler og har en lang række indspilninger fra store stjerner på samvittigheden. Det betyder umiddelbart ikke så meget. Det der betyder rigtigt meget er, at trioen har brugt studiets helt unikke indspilningsfaciliteter til, at lave en vinylplade med en helt suveræn dynamik. Mine højtalere i stuen har sjældent lydt så godt. Lyden er tilstedeværende ren og organisk. For eksempel har stortrommen på pladens allerførste skæring en dybde og en spænding, så det lyder som om den står i stuen - jeg ved godt at det er en kliché, men det passer. 

Hvordan er det så med musikken? Trioen blander erfarent rock, roots, country, jazz og blues i en velsmagende cocktail. Det er guitaristen Michael Vestbo, der står i spidsen for trioen med Jesper Smalbro på bas og Eddi Jarl på trommer. Vestby spiller både akustisk og elektrisk guitar. Tempoet er roligt og der er fokus på den gode og enkle melodi. Trioens store styrke er måden, som de får omsat melodierne på. 

Åbningsnummeret Grassland, den med stortrommen, er en god albumåbner. Vi flyder med gennem Vestbos åbne og solbeskinnede musikalske landskab. Pladen er teknisk set trioens tredje album. De har også lavet et par EP’er og split-LP’en Doppler Effect sidste år sammen med Uffe Steen Trio. Det er med andre ord en trio, der har fundet en stil og et udtryk. Det står skarpere og mere rendyrket en nogensinde. Jesper Smalbros tørre og sandfærdige bas. Eddi Jarls tilbagelænede og præcise trommer. Michael Vestbos guitar der både kan vride rocknumre, som albummets to sidste numre Tip of the hat og The game is a foot og akustiske lækkerbiskener som Looking Sharp og Sure knows how to pick ‘em - der i øvrigt har lidt gæsteorgel med.

Du har nok gennemskuet, at jeg vil anbefale Gentlemen. Det gør jeg af flere grunde. Har du et godt anlæg i stuen, så fortjener både anlægget og musikken at du får fat i pladen. Den vigtigste grund er, at det er lækker og behagelig musik at omgive sig med.

Vestbotrio.com

Sunna Gunnlaugs Trio & Verneri Pohjola: Ancestry (Sunny/Sky) LP/CD/Dl

Den islandske pianist Sunna Gunnlaugs har aldrig skuffet, når der er kommet nyt fra hende. Den nordatlantiske triojazz med Gunnlaugs smukke klaverspil har fået tilføjet en ny dimension på det nye album Ancestry, hvor den finske trompetist Verneri Pohjola medvirker på nogle numre. Efter en rolig albumåbning med det enkle trionummer Lullaby, hvor trioens faste trommeslager Scott McLemore leverer suverænt trommespil, så åbnes der op for drama og spænding, når Pohjola dukker op på pladens titelnummer.

Det er betegnende for resten af pladen, hvor både Gunnlaugs og Pohjola har bidraget med kompositioner. Det har George Michael såmænd også. De spiller popduoen Whams monsterhit fra 80’erne, Wake me up before you go go. Det er en fornøjelse at høre, hvordan de bevarer den glade stemning fra nummeret uden, at forfalde til at blive corny eller forfladigende. Det er en mesterlig måde at jazzificere et gammelt pophit på. Dog med det forbehold, at det vil glæde jazzhovederne mere end det vil glæde pophovederne. Sunna Gunnlaugs har atter lavet et flot album.

sunnagunnlaugs.com

Kasper Tranberg: Terzet (ILK) CD/DL/stream

Måske er det den Kasper Tranberg plade som jeg har ventet på. Det er til gengæld ikke en plade der sætter sig med det samme. Det er en plade der tager tid. Trompetisten er sammen med Nils Davidsen på bas og Frands Rifbjerg på trommer. To af Kasper Tranbergs gamle venner. Musikere der om nogen forstår Tranbergs musikalske mission.

Det er en tight trio - tight som i, at trioen fremstår som et samlet hele, en organisk enhed. Det er musikere der ved hvad de har på hjerte og får det sagt. Her er ikke nogen der brænder inde med noget og efterfølgende siger, at de måske også kunne gøre det på en anden måde. De er så meget i nuet, at det blæser gennem højtalerne og går direkte ind i vore martrede jazzsjæle. God damn! Det er stærk jazz der ikke kan høres uden, at bruge hjerne og hjerte. Tranberg skifter erfarent mellem kornet, trompet og flygelhorn. 

Hvorfor tænker jeg at det er den Tranberg-plade, som jeg har ventet på. En stor del af forklaringen finder jeg i Kasper Tranbergs spil, der fri og ubundet i selskab med Davisen og Rifbjerg. Tranberg befinder sig aldersmæssigt i slutningen af 40’erne. Der hvor forvirring og afklaring mødes i enighed. Der hvor der er så meget af det levede liv og det man vil nå at fortælle i trompeten. Han holder ikke inde med noget som helst. Det er derfor at triosamspillet fungerer så godt. De giver plads til hinanden og fremmer samtidig hinandens styrker. Her er den spirituelle Shadow, et højdepunkt for mig. Det er jazz, der kræver at du åbner op og lytter. Det gør trioen.

ilkmusic.com

Bjarke Falgren & Sönke Meinen: Postcard to self (Gateway) LP/CD/DL/stream

I en tid hvor postkortet nærmest er ikke-eksisterende, så kan man jo sende et postkort til sig selv for, at blive mindet om styrken ved den lille hilsen. Det har violinisten Bjarke Falgren gjort med LP’en Postcard to self som han har lavet sammen med den tyske guitarist Sönke Meinen.

Selv om postkortet er en kort hilsen, så er der tænkt over ordene, der blev skrevet med kuglepen. Her er noget, måske endda meget vigtigt, man gerne vil fortælle og postkortet gemmes og læses igen og igen. Sådan har jeg det også når jeg lytter til duoens LP. Det er musik der vil blive hørt igen og igen. Nogle gange i et flygtigt øjeblik, andre gange med tid til ro og fordybelse.

Falgren og Meinen laver musik med inspiration fra både jazz og folk. Der fortælles historier med musikken. Her kan det godt høres at Falgren også laver filmmusik. Som når man hører The Drifter, hvor Falgren skifter mellem det strøgne og pizzikerede violinspil. De mange små skift og overraskelser i nummeret er historieskabende.

Det er Falgren og Meinen der har skrevet musikken på pladen, hvor der er blevet plads til en enkelt standard, Dizzy Gillespie’s A night in Tunesia. Postcard to self er et album med levende og virtuos spillet musik. Det er en god udvidelse af Bjarke Falgrens musikalske portfolio, hvor de fleste nok kender Hot’n’spicy. Her er både tid og ro til fordybelse. Et postkort til nuet og fremtiden.

Falgren.com

Kristian Fogh: Long story short (Gateway) CD/DL/stream

Hvilken slags plade laver en keyboardspiller, der både er aktiv sammen med Lars Lilholt og Mike Andersen?

Han laver selvfølgelig en fusionsplade, hvor han inviterer det århusianske svar på Michael Brecker med på pladen.

Det er lige præcis det som Kristian Fogh har gjort med albummet Long story short. Her lader han sit musikalske hjerteblod flyde, mens Michael Bladt spiller den lækreste tenorsaxofon.

Lad det være sagt med det samme. Bladt er et skridsikkert valg, når der skal spilles melodisk og glat fusionsjazz. Han glider ingen steder, men står fast med en usvigeligt sikker tone.

Kristian Fogh har desuden medtaget den erfarne sessionbassist Mikkel Riber og trommeslageren Eddi Jarl på pladen, der flyder over i velspillet og teknisk sikkert spillet fusion. De to numre med fløjtenisten Mads Kjøller-Henningsen falder desværre lidt ved siden af resten af albummet. 

Fogh spiller overvejende på flygel på pladen, hvor der sniger sig lidt synthstrygere ind på pladen fra tid til anden. Det er bl.a. noget af det som får pladen til, at lyde 20-30 år ældre end den egentlig er. På den anden side er jeg ret sikker på, at Fogh ikke interesserer sig en skid for tidens fusionstoneklang. Han spiller den musik, der lægger hjertet nær. Respekt for det, når det præsenteres så veltilrettelagt og lækkert som det er tilfældet. Hør f.eks. Theo’s Joint, hvis du trænger til tilbagelænet lækkerhed eller Memba is Memba, hvis det skal være uptempo. Her sender Eddi Jarl’s trommer en liflig duft af en Steve Gadd shuffle ind i nummeret.

Hedvig Mollestad Trio: Smells Funny (Rune Grammofon) LP/CD/DL/stream

Her er et af de få bands, der med lige stor gyldighed kunne spille på både Copenhell og Copenhagen Jazz Festival. Det kommer de desværre næppe til. Når det nu ikke sker, så burde Roskilde Festival i stedet få fingeren ud af ørene og hyre Hedvig Mollestad Trio.

Den norske kvinde med de gyldne guitarkløer er atter tilbage med et album, der river og flår i rockkonventionerne. Hun kan alle rockklichéerne til læderhudløshed. Det afholder hende ikke fra at være langt mere fantasifuld i de lange improviserede passager, end man er vant til fra betonrocken. Der er både skift og en uro i musikken, som får mit stakkels jazzkadaver til ryste af fryd.

Sammen med Ellen Brekken på bas og Ivar Loe Bjørnstad på trommer har hun en tætvævet enhed, der sikrer hende den solide rockbase, der giver os alle de fede guitarsoli fra Mollestad.

Runegrammofon.com

Emil Hess/Niklas Winter/Richard Huntley: You (Abovoice) CD/DL/stream

Det er et mangeårigt samarbejde der fra tid til anden genoptages og udløser en udgivelse. Saxofonisten Emil Hess og den amerikanske trommeslager Richard Huntley udgav deres første plade sammen i 1999.

På deres nye plade har de medtaget den finske guitarist Niklas Winter. Musikken er en blanding af selvskrevne numre og kendte standards. Smile, My Heart Belongs to daddy og Young at Heart tilhører den sidste kategori. Man kunne beskylde trioen for at plukke så lavthængende frugter, at de har samlet dem op på jorden. Når man hører versionerne af numrene giver det heldigvis god mening, at de giver de kendte numre en omgang. Trioen arbejder ikke kun med melodierne. De arbejder også med teksturen, følelsen, strukturen og sjælen i musikken og i mødet mellem de tre. Det er der hvor man som lytter finder grunden til, at pladen skal høres. Deres rolige, modne og afklarede måde at finde i musikken er beroligende dejlig. 

Vi føres med ind i deres musikalske verden, hvor numrene skrevet af henholdsvis Hess og Winter står godt sammen med de kendte numre. Endnu en gang har Emil Hess lavet et album som du bliver nødt til at høre, hvis du vel at mærke har sans for velspillet jazz.

Emilhess.dk